Sol.. bvadr!

Dato : 2. juli
Årstid : sommer
Dag : lørdag
Vejr : varmt og solrigt.
Sted : Ved Himmelskibet - en forlystelse.
Tid : 14.00
Omgivelser : mennesker, børn, forlystelser osv.

Evelyn kiggede på Himmelskibet, hun havde snart stået der i lang tid, og kiggede på alle de forskellige mennesker(m.m) der prøvede den. Hun kunne ikke rigtig se hvad den havde men Himmelen at gøre, men betragtede den i laaaang tid. Hun kunne ellers ikke lide solen, men nu når den var der, kunne man vel prøve at udnytte den..

Varyl kom roligt og elegant gående gennem forlystelsesparken, hun var heltny på disse kanter og havde en vane med at kunne være ret nysgerrig, når noget var nyt for hende, hun havde en lysegrøn kort kjole på og en lille sort jakke udeover og de passede hendemeget godt med farverne til hendes mørkebrune hår. Hun smilte svagt når børnene løb fordi hende og grinte, hun elskede naturen, freden og alt den glæde som så ud til at være her, dog ignorerede hun de undrende blikke som stirrede på hendes spidse øre og hun gik elegant videre.

Evelyn gloede stadig på forlystelsen. Hun var faldet i staver. Men hun kunne pludselig lugte et andet væsen, men ikke hvilket et det var. Hun vendte sig elegant rundt, og scannede området, idet hendes øjne faldt på en smuk pige, med alfeører. Hun smilte, og begyndte stille at gå imod elveren.

Varyl havde godt mærket at hun ikke var alene, men at det ikke var en fra hendes race som var her. Hun så sig roligt omkring, og prøvede at finde denne persons aura, det enest Varyl kunne mærke var at det var en engel som var her, men hvor englen var. Varyl stoppede roligt op, da hun så at en pige var på vej over til hende, hun ville blive lidt irreteret hvis det var af hensyn til hendes øre, men hun stod roligt og ventede på pigen og sukkede lydløst.

"Hej", hun smilte venligt, da hun kom over til elveren. Hun studerede pigens ansigt, og lagde mærke til at hun ikke så fantastisk glad ud, "Er der noget galt?", spurgte hun bekymret.

Varyl lagde hovedet let på skrå og betragtede kort pigen før hun svarede
"Hej, jeg hader at folk kigger så underligt på mig" Varyls stemme var utrolig rolig og kom ud af hendes mund i en venlig og fredelig tone, hendes blik hvilede roligt og varmt på pigen og Varyl smilte svagt men venligt til pigen

"På grund af dine ører?", hun smilte blidt, "De elvere jeg har mødt har alle sammen haft hue på..", hun snakkede lavt, så det kun var Varyl der kunne høre hende, men hun snakkede i hendes normale blide tone. Hun havde ikke tænkt over at Varyl ikke vidste at Evelyn var engel.

Varyl så roligt men dog samtidig tænkende på pigen og smilte derefter svagt
"Det har jeg set andre steder før, men jeg vil ikke skjule den jeg er, for jeg skammer mig skam ikke over mine ører" sagde hun igen i sin rolige blide tone, og man kunne godt høre at Varyl var fra en ældre tid og hun lagde tænkende hovedet på skrå, " du er engel ikke sandt?" spurgte Varyl roligt og smilte blidt

Hun nikkede forlegent. Det var ikke fordi hun var forlegen, hun rødmede bare.. sådan generelt.
Efter en lille rødme-pause sagde hun, "Jeg synes det er godt du ikke er flov over den og hvad du er..", hun smilte venligt.

Varyl smilte blidt og trak lidt på den ene skulder og tænkte kort
"Jeg ser ikke nogen grund til skam eller flovhed, jeg er glad som jeg er og bekymre mig ikk over hvad andre synes, det er sådan jeg er" sagde hun roligt og smilte blidt til pigen igen inden Varyl satte sig på en bænk nærd ved dem og så kort op på himlen

Evelyn smilte, der var noget anderledes ved denne her elver.. Hun satte sig på bænken ved siden af, og studerede hendes ansigt da hun kiggede op på Himmelen.. Efter lidt tid spurgte hun så, "Kan du godt lide Himmelen?"

Varyl tænkte kort og hvilede derefter sit rolige blik på pigen igen og nikkede smilende
" Ja jeg ser den som en del af os, jeg elsker stjernerne om natten, jeg har det som om de kalder på mig, jeg ved godt at det lyder mærkeligt, men sådan har jeg det" sagde hun roligt og smilte blidt igen og så derefter op på himlen igen, " føler du aldrig at du nogen gange bliver kaldt hjem?" spurgte Varyl roligt og blidt og så kort på hende

Hun studerede elverens ansigt. Hun lød meget viis, så hun måtte være gammel.
"Nej.. men jeg savner mine forældre forfærdelig meget...", sagde hun stille i en trist tone.
En kølig sommerbrise, kom imod hendes ansigt, og hun lukkede øjnene, indtil den forsvandt.

Varyl så tænkende på pigen og fugtede kort sin læbe
" Undskyld, det var ikke meningen at jeg ville gøre dig trist" sagde hun stille, men stadig i en blid og rolig tone og hun fugtede sin læbe igen og tænkte kort, Varyl så mod brisen da den kom og hun lukkede kort øjnene og lod den tage fat og svinge let i hendes lange brune hår og hun smilte svagt da brisen holdt op

Hun kiggede på pigen igen, "Det skal du ikke tænkte på..", sagde hun roligt og venligt.
Hun kiggede ud på mængden af mennesker og betragtede dem roligt.
Lidt efter kiggede hun over på pigen igen, "Hvad hedder du egentlig?", hun smilte.

Varyl så på hende og smilte blidt, hun plejede dog ikke at sige sit navn så hurtigt, men fandt tidspunktet rigtigt
""Jeg har mange navne, igennem den tid jeg har levet har de folk jeg har mødt givet mig navne, hvad for et vil du høre, mit rigtige navn eller det navn folket gav mig?" spurgte hun roligt og smilte blidt igen, hun så kort ud på de andre mennesker og tog så blikket op på himlen

Hun kiggede undrende, men smilende på hende, "Dét navn du reagere på..", hun smilte.

Varyl nikkede og smilte blidt igen, hendes blik hvilede roligt på englen
"Ja det ville nok være bedst... Mit navn er Varyl" sagde hun roligt og smilte blidt igen imens hun kort tænkte, " må man så også spørge om dit?" spurgte Varyl i en blid tone og smilte igen

"Varyl..", mumlede hun lavt for sig selv, hun kiggede smilende op på Varyl, "Evelyn", svarede hun blidt, og tog noget hår væk fra øjnene, der var blæst ind i ansigtet på hende.

Varyl smilte blidt og nikkede anderkendende
"Mig en fornøjelse Evelyn" sagde hun roligt og smilte blidt igen, hun så kort rundt og lod mærke til at en familie sad og stirrede på Varyl, hun sukkede, det var sikkert på grund af hendes øre og hun så væk fra dem og op på himlen igen og sukkede tænkende

Hun smilte og nikkede til Varyl, som en hentydning til 'i lige måde'. Hun kiggede på Himmelskibet igen.. Hun sukkede lavt, men studerede så alle menneskene der 'rutschede' i den.

Varyl så kort hen hvor Evelyns blik var og hun smilte svagt
Hun så derefter på hende, " skal du ikke op og prøve, jeg har lagt mærke til at du tit ser på den" sagde Varyl og smilte blidt og så op på himmelskibet igen

"Mig?", spurgte hun overrasket, "Arh, jeg ved ikke..", hun skævede lidt over til Himmelskibet, og tanken om at hun skulle prøve den, var skræmmende, og fik hende til at gyse.

Varyl smilte skævt og grinte kort
"Du er vel ikke bange for højder, du er jo engel" sagde hun lidt overrasket og smilte svagt

"Nej, jeg er ikke bange for højder, men den ser da.. eh.. lidt vild ud?", hun smilte nervøst til Varyl.