Bvadr!

Dag: Søndag
Dato: 2/11
Årstid: Efterår
Tid: Lige efter en gudstjeneste
Sted: Inde i domkirken
Vejr: Regn
Omgivelser: Enkelte mennesker er blevet her for at bede

Stephenie sad stadig på bænken bagerst i kirken. Hun var iført en sort kjole og havde for en gangs skyld sat håret oppe. Der havde været begravelse og familien til manden havde insisteret på at hun deltog eftersom det havde været hende der havde 'prøvet' på at redde hende. Stephenie havde i brudt sig om det. Når hun var inde i en kirke, samtidig med en præst, følte hun sig så ubehaglig til mode. Som om nogen holdte øje med hende. Hun havde været i politiforhør og den familie havde ikke ville lade hende være i fred, fordi de hele tiden ville takke hende. Hvis de bare vidste hvad der i virkeligheden havde været sket. Hun vidste ikke hvorfor hun stadig sad der, men hu kunne ikke fået taget sig sammen til at rejse sig. Hun sad og kiggede på folk der strømmede til kisten for at lægge blomster der. De havde ikke lagt kisten ned i graven endnu. Det ville de gøre en dag hvor det ikke regnede så meget havde de sagt. Bvadr! Hun fik helt kvalme af at være her.

Påklædning. http://www.revolveclothing.com/images/p/r/SEST-WD4_V1.jpg og hvide flade sko.

Roses skridt kunne høres nede af en af de mange korridore i domkirken. Hun havde betragtet de mange sørgende mennesker og havde haft sendt en lille bøn til den afdøde. Hun havde et problem med døden og ville ikke være tæt en død person alt for længe. Hun gik nu hvileløst rundt på korridorene og søgte et sted at sidde og slappe lidt af og tømme hovedet for tanker. Hun havde oss haft kunnet mærke en vampyr til stede i domkirken og var derfor oss gået for at komme væk fra den. Hun var ikke kommet særlig langt hen af korridoren så man kunne sikkert godt høre hendes skridt ved bænkene.

Stephenie rystede på hovedet og rejste sig endelig. Hun ville væk fra det sted. Hun fik det fysisk dårligt at være derinde. De fleste vampyrer var bange for at være inde i en kirke på grund af vievandet, men det var Stephenie ikke bekymret for. Hun følte ikke specielt at der var nogen fjender her, men havde dog mærket en kræft, hun ikke kendte til. Et væsen. Hun havde også kunnet lugte en fremmed lugt der lugtede så tillokkende, men hun måtte styre sig. Den smule medfølelse hun ejede fik hende til at styre sit behov, mens hun var her til sit offers begravelse.

Da Rose syntes at hun var langt nok væk, stoppede hun op og lændte sig op af muren. Hun sukkede lavmælt og lukkede øjnene lidt og mumlede et eller andet som man ikke kunne høre. Hun kunne mærke vampyren bevæge sig og holdt godt øje med om følelsen af dens tilstedeværelse blev svagere eller stærkere.

Stephenie var nysgerrig og ville gerne vide hvad den fremmede lugt og den mærkelige følelse af et ukendt væsens tilstedeværelse var og gik derfor efter lugten og kom ned til en korridor. Hun så en 15-årig pige læne sig op af muren. Mærkeligt! Hende mindedes Stephenie ikke at havde set til begravelsen. Hun nikkede en enkelt gang og tog hænderne om bag ryggen. Hun havde ikke tænkt sig at angribe elller noget. Hun var bare nysgerrig. "Godformiddag," sagde hun høfligt og gik langsomt tættere på.

Rose havde haft kunnet mærke vampyren nærme sig og så hurtigt op da hun hørte en pige snakke til hende. Hun så over på vampyren og gik et lille skridt væk fra muren så hun ikke lænede sig op af den "Godformiddag" svarede hun, blot for at være høflig og stod med rank ryg og så på vampyren med forsigtige øjne.

Stephenie så pigen vige tilbage og hun tøvede med den ene fod. Hun kiggede forsigtigt på hende. Ja okay! Mange folk veg tilbage fra Steph, men dog ikke så hurtigt! Desuden så hun ikke nær så skræmmende ud i dag end hun plejede. Det virkede så underligt. Hun stod der i kort tid og ledte efter noget hun kunne sige. Hun ville vide hvad hun var for en.

Rose havde set så forsigtig ud, men smilte så lidt hånligt "En vampyr, i domkirken? Det må jeg sige.. Hvorfor har du dog vovet dig herind?" spurgte hun og ville ikke virke ræd for pigen, som hun jo egentlig var. Hun pillede ved en snor i sin kjole, i smug i nervøsitet, men ville ikke vise vampyren hvor nervøs hun egentlig var for dens tilstedeværelse.

Da Stephenie hørte ordet 'vampyr' var det hendes tur til at vige tilbage. Hun kiggede forskrækket på pigen, men så kneb hun øjne sammen. "Jeg troede Guds hus var tilladt for alle." sagde hun hånligt. "Og må man spørge hvad pokker du er for en? Siden du nu ved hvad jeg er så er det vel ikke helt urimligt at jeg for at vide hvad du er." sagde hun. Hendes stemme var mere fjendtlig. Det var af ren instinkt at hun forberedte sig på et angreb. Man skulle altid være forbedret på enhver slags fare... især den ukendte. Hun var dog ikke bange, men stadig nysgerrig og hun havde kun i planer om at forsvare sig selv, hvis det skulle være. Ikke angribe. Ikke her. Med ham liggende i sin kiste.

"Tjaah.. Vampyre i domkirken er bare et sjældent syn" sagde hun og trak på skuldrene og smilte derefter stadig hånligt, men dog alligevel lidt udfordrende "Siden at jeg gættede mig frem til hvad du er... Så skal du da oss gætte mig frem til hvad jeg er.. Jeg fortæller det ikke" sagde hun og lagde armene over kors og ignorerede fjendtligheden i vampyrens stemme.

Stephenie knyttede hænderne. "Fint, jeg er da også ligeglad og det rager da ikke dig hvad jeg laver her." vrissede hun og vendte sig om for at gå. Hun gik med hurtige skridt, men tog ikke udvejen, som man sikkert havde troet. Stephenie vendte sig nemlig over mod der hvor kisten var. Selvom hun ikke brød sig om at være der havde hun lovet sig selv at hun ville efterlade en blomst ved kisten inden hun gik. I sin taske hun havde med var der intet andet en lille afplukket orkidé, som symboliserede uskyldighed. Han havde ikke gjort hende noget, men alligevel måtte han betale sin pris med livet.

Rose åndede lettet op da vampyren vendte sig om og gik. Hun stod lidt og ventede på at kunne høre den store dør smække i, men det kom ikke. Rose gik undrende hen af korridoren og kom hurtigt til den centrale del af kirken hvor at gudstjenesterne og de der andre ting foregik. Hendes blik gik hen på døren hvor at vampyren rigtigt skulle have været gået ud af. Den stod lukket og man kunne se at der ikke var nogen der var gået ud af den i løbet af de få minutter hun havde stået og ventet i. Roses blik gik rundt og hendes blik fandt hurtigt vampyren, stå henne ved kisten. Rose sagde intet og betragtede blot vampyren med et udtryksløst blik.

Dengang da Stephenie havde været menneske levede hun i et ortidokskristent hjem og da hun så liget lavede hun korsets tegn. Mange ting havde ændret sig, men hun troede og ærede stadig gud. Men dog mente hun også at man skulle ikke skamme sig eller ændre den man var og derfor levede hun som en normal vampyr, men jagede dog kun når det var nødvendigt. Hun lagde orkidéen på mandens bryst og bukkede så. Hun mumlede noget på latin. En lille bøn.

Rose betragtede vampyren og så hvad hun gjorde. Hun var ikke som de andre vampyre. Rose tænkte for sig selv og blev ved med at se på vampyren.

Da Stephenies lille bøn var færdig vendte hun sig om og gik nogle enkelte skridt, men stoppede hurtigt op. Pigen - hvad hun nu end var - stirrede på hende, men det var ikke så fjendsk, hånligt og nervøst som hun havde før. Hun virkede... forvirret. Hendes aura var meget blandet. Det var en meget ny evne Stephenie havde opdaget med at føle folk aura, og hun var ikke så god endnu til at forstå dem helt.

Da Rose opdagede at vampyren kiggede på hende, rystede hun på hovedet og smilte svagt "Du er en meget mærkelig vampyr" sagde hun og gik langsomt over mod kisten og kiggede ikke på vampyren længere og undgik øjenkontakt og havde blot sit blik låst fast til kisten.

"Hans familie tiggede og bad mig om at komme til hans begravelse." Sagde Stephenie fjernt og kiggede ikke på liget. Ved et hjørne aller bagerst sad en mand og så ud som om han var brudt sammen. Stephenie kiggede væk. Medfølelsen strømmede i hende, men den dårlige samvittighed var dog ikke kommet helt endnu. Hun kiggede op i loftet og sukkede højlydt. Hvor hun dog trængte til en cigaret!

Rose kunne ikke lade vær med at grine lavmælt "Wow! Og du kom?" spurgte hun og lød lidt hånlig igen. Hun kunne nu se liget og tvang sig selv til ikke at lave et ansigt. Hun brød sig ikke om at se på døde mennesker, og det var derfor at hun holdt sig langt væk fra begravelser. Hun kunne se bidemærker ved hans hals og rystede på hovedet "Du kom til dit offers begravelse.." mumlede hun og så på vampyren og løftede det ene øjenbryn af hende.

Stephenie tog sig ikke af den hånlige klang i pigens stemme. "Jeg kom kun fordi jeg blev inviteret, men jeg bryder mig ikke så meget om at være her. Men jeg kommer altid om natten for at aflevere en orkidé til mine ofre." svarede Stephenie ærligt. Hun kiggede igen på manden, men kiggede så på pigen. "Hvem er du?"

Rose smilte stadig hånligt og kiggede over på manden som var derinde. Hun så tilbage på vampyren "Rose" sagde hun kort og lagde armene over kors og så derefter ud i luften.

"Stephenie," sagde hun og smilede trods alt. Rose virkede som en meget hoverende type og brød sig tydeligvis ikke om vampyrer. Hvilke væsner hadede vampyrer så meget? Så spærrede hun øjne op. "Er du en engel?!" spurgte hun ivrig. Hun havde aldrig set en engel, men havde altid ønsket det. Lige fra da hun var en lille pige.

"Bingo.." mumlede hun og så tilbage på hende ".. Men det overrasker mig at du ikke havde gættet det lidt før" sagde hun og tvang et sødt smil frem.

Stephenie smilede skævt. Hun begyndte at gå ud af lokalet og stoppede op. Hun nikkede mod udgangen i håb om Rose ville følge efter. "Jeg har aldrig mødt en engel i mit liv så..." sagde hun og smilede. Hun havde hørt at engler var det bedste vampyrer kendte til, men hun ville ikke dræbe den første engel hun nogensinde havde mødt.

"Har du ikke?" spurgte hun og fulgte hurtigt med. Det gjorde det egentlig lidt bedre ved at Rose var den første engel, Stephenie havde mødt. Så var der kun en lille chance for at hun ville angribe hende. Hun strøg nogle fingre gennem sit hår og så på Stephenie og smilte lidt mer afslappet og lød ikke hånlig eller noget.

Stephenie smilede glad over følelsen af Rose's aura blev mere afslappet. Nogen gange var det lidt sjovt når folk var bange for hende, men i dag var hun en smule trist takket være den triste start på dagen. "Det er rart du ikke er så bange mere. Bare rolig! Jeg bidder ikke." sagde hun og blinkede. Når folk sagde sådan noget var det ment som en joke, men dette var ikke for sjovt. Hun mente hvert et ord.