På vej mod... noget...

Sted. Den triste skov
Vejr. Mørkt og koldt og blæser
Tid. 23.32
Omkring. No one
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Roses skridt kunne høres i skovbunden. Hun var på vej et eller andet sted.. Bare langt væk. Hun så frem for sig og kunne mærke hvordan vinden rev i hende. Hun stoppede langsomt op da hun kunne se et bekendt hus midt i den mørke skov.. Vicentes hus.. Hun sank en klump og vidste ikke rigtigt om hun ville komme nærmere. Hun blev stående foran huset, ti meter fra det og så på det og syntes at det var lige så uhyggeligt og dystert ligesom sidste gang hun var der...

Vicente sad inde i sin hytte og der var som altid buldermørkt derinde. Han var jo vampyr, så han havde ikke brug for lys. Han så så godt om natten, som et menneske ville se om dagen. Hans blik hvilede på en størknet blodplet, som var at se på gulvet. "Hm.." Mumlede han lavt, men løftede dog blikket da noget fangede hans opmærksomhed. En duft. En levende duft, som skar let igennem den ellers tunge stank af død og råddenskab, som ellers hang som et fast lag over Vicentes hytte. Han kunne med lethed genkende denne duft. Det var Rose. Hvad lavede hun dog her? Hun kunne selvfølgelig være faret vild og så stødt på hans hytte. Han gættede i hvert fald ikke på, at hun frivilligt var gået herhen, ikke efter det, som var sket sidst. Han rejste sig fra sofaen og trådte så hen til et vindue. Hans blodrøde øjne dukkede op, som det eneste lys fra hytten og de lyste nærmest i mørket. Man ville sikkert lægge mærke til hans røde øjne, hvis man så på den rette side af hytten.

Rose bed sig i underlæben og kunne mærke bevægelse inde i hytten. Hun vidste derfor godt at han var derinde og kunne mærke at hun begyndte at ryste. Hun bed hårdt ned i sin underlæbe og så over på vinduet hvor hun kunne se nogen. Hun blev selføli stående og ville ikke lade sig skræmme. Ihvertfald ikke sår'n at det kunne ses på hende. Fandme nej! Hun gik langsomt et skridt frem og vidste ikke om han ville komme udenfor til hende, eller om hun skulle gå hen og lissom.. Banke på døren.. Banke på løvens hule, var det jo nærmest.

Vicente havde fået øje på Rose og trådte så hen til et andet vindue, hvor han bedre kunne se hende og hun sikkert også bedre ville kunne se hans røde øjne, som næsten var som to små lamper i det kulsorte mørke, som var her i hytten og i skoven. Han fulgte hende med sit blik. Mon Rose virkeligt havde modet til at gå hen og banke på hans dør eller skulle han måske åbne døren og sige dav til hende, hvis hun ikke selv tog initiativet til det? Det kunne være sjovt, men alligevel var det også en smule underholdende at iagttage hende herfra og se, hvad hun monstro ville gøre, hvad hendes næste træk ville være. Han havde godt nok ikke været specielt rar imod hende ved deres sidste møde, men han var jo også Vicente. Rar og behagelig stod ikke i hans ordbog og det forstod folk tit efter et enkelt møde med ham. Nu havde han dog mødt Rose op til flere gange, men han havde faktisk kun været nogenlunde neutral overfor hende og det var sidste gang, starten på natten inden de var gået ud i skoven.

Rose så over på et andet vindue hvor hun kunne se hans røde øjne endnu tydeligere end før. Hendes hjerte galloperede afsted i ren nervøsitet og frygt. Hun bed i sin underlæbe og fik sine fødder tvunget fremad. Hun vidste ikke hvorfor hun gjorde det.. Altså.. Hun kunne jo oss bare gå udenom. Men.. Nu havde hendes nysgerrighed taget fat i hende. Og når at hun var blevet nysgerrig.. så var der ikke rigtig noget som kunne stoppe hende. Hun gik langsomt og forsigtigt hen til hoveddøren og forventede at der skulle ske et eller andet hvert øjeblik det skulle være. Hun gik over til hoveddøren og løftede sin ene hånd og sank en nervøs klump inden at hun bankede på døren...

Vicente fulgte hende med blikket helt indtil hun stod foran hans dør. Han trådte væk fra vinduet og helt til døren, hvor han så lagde hånden om dørhåndtaget og åbnede så døren. "Mon ikke det lille får er vendt tilbage til den store stygge ulv.." Sagde Vicente roligt og betragtede Rose med sine røde øjne. Det var kun ham, som var i hytten lige nu. De andre var vel ude og jage eller noget i den stil. Et lavt grint undslap hans blege læber. Han typiske grin, som var ret ubehageligt at høre på, da det var den slags grin, som alt for tit var efterfulgt af dårlige ting.

Rose så op på Vic som nu stod i døråbningen. Han lignede sig selv og var lige så ubehagelige som sidste gang at hun så ham. "Stor og styg er du næppe" sagde hun flabet og provokerende og ville da ikke have at han skulle tro noget og at han virkelig var stor og styg og at hun var skide bange for ham.. Selvom at hun ikke ligefrem elskede ham og kunne lide ham i det hele taget. Det løb hende koldt ned af ryggen og fik gåsehud af det grin som han gav, men ville ikke vise at hun ikke brød sig om det og vidste jo ikke om der ville ske noget dårligt efterfølgende. Hun så flabet og hårdt på ham, men lod så sit blik gå ned i jorden og vidste ikke helt hvad hun egentlig skulle. Spørge om hun måtte komme ind, eller hva?...

Vicente greb ud efter Roses hals. "Var din mund, tøs. Du er i MIT hjem, hold en ordenlig tone her eller jeg gør det værst for dig selv." Sagde han og betragtede hende med et gennemborende blik. Hun var selv gået hen til hans hytte og banket på og så skulle hun ikke tro, at hun så kunne komme og spille flabet overfor ham. Dette var Vicentes hjem, der havde hun bare at holde en ordenlig tone overfor ham ellers så skulle han nok sætte hende på plads.

Rose peb lavmælt da han greb fat i hendes hals og tog fat omkring hans håndled "Jeg sagde det bare! Jeg kan da ikke gøre for at du er pms agtig over at få at vide at jeg ikke syntes at du er skræmmende!" snerrede hun og så på ham og ville ikke lade ham gøre hende bange. Hun ville ikke vise ham nogen respekt når han var sår'n overfor hende.