Alene, det er jo sådan jeg foretrækker det - Cam.

Dag og Dato: Irl.
Tid: 22:00
Årstid: Sensommer.
Omgivelser: skygger fra træer og buske, brunlige blade på træerne.
Vejr: støvregn, mørkt.

Nickie krøb sammen under træet, og trak sine ben længere op mod sin mave. Hun lænede sin pande mod sine knæ og snøftede. Mobningen i skolen var hård, og det gjorde ondt både fysisk og psykisk. Hun trak vejret dybt ned i lungerne. Den triste skov var ret uhyggelig på den tid af døgnet, men hun havde ingen andre steder at gå hjem. Hun brød sig ikke om den triste skov, eller om Werclare. Det havde bare virket som det perfekte sted at tage hen med melankolske tanker. Hun tørrede sine øjne, og forsøgte at få den udtværede make up til at blive mindre udtværet. Hun frøs, og havde først lige lagt mærke til at alt var fugtigt og at det småregnede. Hun nøs, og krøb tættere sammen.

Cam kom stille gånene gennem skoven med et tridst blik rette mod jorden "hvorfor er det så svært at finde en jeg kan beskytte"mumlede han trist til sig selv imens han vandre gennem skoven men stoppe dog op ved lyden af gråd*hmm*tænkte han undrene og så søgne rundt men fik dog hurtigt øjne på pigen der sad og græd på jorden*stakkel, måske er det skæbnen*tænkte han hvorefter han gik tætter på "jammen hvad der der dog sket?"spurgte han venligt imens han betragte hende let.

Nickie farede forskrækket sammen ved lyden af en eller anden der spurgte hvad der var sket. Hun så langsomt op fra sine knæ, og fik øje på en ung mand. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, om hun skulle svare eller gøre noget helt andet "ikke noget.." hviskede hun så, og tørrede hurtigt sine øjne igen for hun lignede sikkert en pandabjørn med alt den mørke make up smurt ud i hele ansigtet. En tanke ramte hende som et slag i hovedet. Hvad hvis han var en af de der.. vampyrer, eller varulve som Pete havde fortalt hende om? Tanken fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg, og hun rejste sig langsomt op, så hun kunne løbe hvis det var muligt.

Han betragte hendfe let og løftede sit øjnbryn "jeg tror ikke helt på det"svarede han så roligt, han var dog ikke farlig men flik nok fordi han også var skytsengel og ku mærke på hende at hun ikke var helt glad, han sendte hende et venligt smil"du skal ikke være bange for mig"svarede han så roligt og bukke kort for hende"Cam"præsenterede han sig høffligt hvorefter han rette sig op igen*hun ku være en mulighed, vis hun altså vil ha en skytsengel*tænkte han.

Nickie hævede et øjenbryn da han pludselig bukkede for hende. Hun forstod godt han ikke troede på hende, det var da klart hun havde jo grædt og det var sikkert tydeligt selv i mørket. Hun lagde hovedet på skrå og overvejede om hun skulle være bange eller ej "Cam.." gentog hun stille. Sært navn, hun stødte altid på folk med sære navne. "Nickie" præsenterede hun så sig selv, og blev stående selvom hun var lidt i tvivl om hun skulle neje eller et eller andet, nu da Cam var så høflig. "Du er ikke... en vampyr vel?" spurgte hun så. Hun kunne vel ligeså godt spørge? Hun samlede sin skoletaske op, og tog den på ryggen.

Han smilede over hendes spørgsmål"nej tag du det roligt"sag han blidt"jeg er kun skytsengel"sag han og betragte hende nysgerrigt"pænt navn"sag han så og sendte hende endnu et smil imens han lod en hånd køre gennem sit hår"du kan kalde mig hvad det passer dig"tilføj han roligt, han lignede nu ike en der ville angribe hende eller andet han så faktisk venlig samt nysgerrig ud.

Nickie så på ham og lod sit hoved glide lidt på skrå "skytsengel..." sagde hun stille. En engel? Fandtes der også engle?? Hun kørte en hånd gennem sit hår, og sukkede. Hvad var det nu det var.. skytsengel, det var sådan nogen der beskyttede dem de holdte af, right? "Tak jeg syntes nu det er ret drenget" mumlede hun, hun havde efterhånden reddet sig tilnavnet 'Nick'. Hun så lidt på ham "Cam er fint, det er til at huske" sagde hun og smilede lidt. Han så nu ret venlig ud, han gjorde nok ikke noget. De gjorde engle som engle som regel ikke. De var gode væsner så vidt hun havde læst.

Han sukke kort men nikke så "ja det er jeg eller jeg har dog igen at beskytte"sag han roligt og lukke kort øjne hvorefter to store hvide vinger voksede ud af hans ryg, han åbnede øjne og betragte hende let"nå okay det syns jeg dog ikke"sag han rolig"fint nok"tilføj han "nå men hvad er det der gør dig ked af det, jeg vil gerne hjælpe"sag han roligt og gik et skridt tætter på hende, han var faktisk også ret lækker;p.

Nickie så på ham "Er det ikke meningen at man skal beskytte dem man elsker?" spurgte hun. Hun var ikke helt obs. på hvordan det fungerede. Hun vaklede et par skridt tilbage da han foldede de store vinger ud, og betragtede dem med let ærefrygt. Hun rystede på hovedet "du kan ikke hjælpe.." hviskede hun stille. Skammen gjorde hende nedtrykt, og hun brød sig ikke meget om at tale om det. Det var jo svært at tale om sin seksualitet hvis man ikke var afklaret med den. Hun trak vejret dybt ind, for nu stod han pludselig tættere på, og hun var nødt til at se op på ham.

Han slukke øjne igen og vingerne forsvandt igen hvorefter han åbnede øjne og så på hende med et lille smil"nej ikke helt"svarede han roligt"en skytsengel skal vælge en person som de skal beskytte og rådgive samt at støtte og opmuntre"sag han rloligt"men jeg har dig ikke fundet en person"sag han med et lille suk hvorefter han betragte hende let"okay men det er altid rart at snakke om tingne så for man det bedre"sag han roligt.

Nickie så på ham, og lyttede. Hun sugede viden om væsnerne til sig, man vidste jo aldrig hvornår man kunne få brug for det. "Aha.." sagde hun forstående, og snøftede let, hun skylle nok få reddet sig en forkølelse efter den her natlige tur. "Er du ked af det?" spurgte hun så, for han virkede temmelig nedtrykt over ikke at have fundet en at beskytte. Nickie havde altid forestillet sig at det var en af hendes bedsteforældre eller sådan noget der var hendes skytsengel. "Mm..Det ved jeg godt" sagde hun stille. Det var jo ingen hemmelighed at det var bedre at komme ud med sine problemer, end at gå og gemme dem indeni.