Ballade jeg ber sådan set selv om det for tiden ((Abaddon))

Sneen faldt langsomt oppe ved kirkegåden og det havde gjort alt til en smukt hvid vinter verden som man ville kun kigge på i flere timer af gangen unde at stoppe, der var dø stille men det var sådan set ved og være over da lyden af en der gik kom tæt og tæt på og den stoppede så efter lidt tid.
Porten til kirkegåden gik stille op og ind kom en lille pige på max 7 år, hun havde en grøn kjole på mens hendes sko havde den samme farve og udenpå sad en fin sort kappe som var syet særligt til hendes lille krop. Hun gik ind på kirkegåden og lukkede porten efter hende før hun gik videre ind på kirkegåden, hun var let og hør da sneen gav sig under hendes små sko og hun gad heller ikke og være så stille som hun normalt kun være som vampyr.
Hun kom på kort tid til kirken og hun åbent bare døren og gik indenfor da hun ikke havde andet og gør *hvorfor var det lige jeg kom her op??* tænkte hun kort mens hun sat sin små sko i indgangen og hun gik der efter langsomt videre ind i kirken til kun kom lidt lang ind, hun stoppede kort op og så op på korset mens hun var stille *er mon stadig glad for gud selv om jeg ikke er en del af ham mere* tænkte hun kort mens hun lod sine små arme gå i kors da hun ikke kun gør så meget andet. Hun gik bare videre og hun sad sig ned på gulvet efter lidt tid da der ikke var så meget andet hun kun finde på for der var ikke andre end hende og hun havde ikke lige frem nogle venner her i byen da hun ikke lige frem kendt folk, det gik hende en smule på men måske var det os fordi hun kun var et barn og der var ikke mange voksen der ville snakke med hende af den lille grund..

højt oppe i kirkens tårn, bag en tynd lukket træ dør, var denne nat blevet vidne til en voldsomt raseri, og en brutal nådeløs vilje, som var resultat af en dæmon leders dårlige humør, og af alle folk, var det den stakkels dæmon Doian, der skulle fortælle hans herre Rafael, om de rygter han havde fået bekræftet, og med Rafaels indre vrede, bliv de dårlige nyheder bare endnu dårligere, og det ledte til en lang aften, hvor Doian skulle føle magten, og styrken fra Rafael, selvom han var blevet tævet i flere timer, var han heldig at Rafael ikke gjore dette til en tortur oplevelse. Rafael stoppet kort, da han hørte de store kirke døre åbne, men kigget bare tilbage på Doian, som sad på knæ foran ham, og havde en forfærdeligt ødelagt ansigt efter slag på slag.
"Jeg Bek.." - Doian #slag
"Dette er min ø.. og ingen anden Aetius..ingen..må være her uden MIN tilladelse" - Rafael
"Herre j.." - Doian #slag
"dette er bare forspil..Vores hygge aften er slet ikke begyndt..." - Rafael

\\min kra er lidt død for iaften.. sooo sorry\\

Marry havde ikke gjort sig note i at der os var andre og hun hørt den først nu hvor der havde været lyden af en der fik et slag eller to, hun brugt hendes hurtighed til at finde et sted hvor hun kun gemme sig og til og søger for hun ikke ville lave en lyd, hun var nu glad for være vampyr ind i mellem da det havde sin bruge bare heder ind i mellem og så var der steder hvor det ikke kun bruges til så meget.
Hun smuttet op på den lille balkon hvor hun tog plads der og var så stille som en hver vampyr nu kun være men hun måtte vel os have et eller anden våben på vejen men der var ikke andet jern end det oppe på korset, et lille suk kom fra hende mens hun lukket hendes blik på det og siden hun var nogle meter fra ville det krave lidt mere af hende for af varme det nok op til af det flyene jern ville kom hen til hende. Hun ville ikke opgive og kastede sig bare i opgave og hun holdt blikket på korset mens det svag begyndt af blive rødt af varme *kom nu du kan godt* tænkte hun kort mens hun ikke opgav det i nu men der ville stadig gå lidt tid før det ville begyndt og kom ned i mod hende, hun bed sig i læben og lukkede bare øjne mens det tog en del af hendes kraft..

Rafael faldt til jorden, og Doian vidste at hvis han løb ville det bare blive endnu være, og han så Rafaels grufulde forvandling. ud gennem hans ryg kom der nogen store sorte vinger, selv for gamle dæmoner var de grusomme at kigge på, og ud af hans pande kom der nogen horn der var højt frygtindgydende, og hans hænder bliv til en mellem ting mellem hænder og klør, og hans krops fysiske form, bliv omkring omkring 2.2 meter i højen, og øjnene bliv sorte som den mørksete nat. det var så skrækindjagende, at selv de modigste ville blive bange, men det værste var han kolde mærke øjne, de var sorte som natten. Rafael rejste sig op, og kastede Doian op af kirke væggen. Doian var ved at dø af skræk da han så, den læder pisk som Rafael tog ud af lommen. Den var lang og tynd, men den lavede stadig en lyd, som kunne høres nogen blokke væk, da Rafael for første gang svingede den på Doian. Doian skreg, det gjorer ondt, han fladt ned på jorden, men bliv rejst op igen af Rafael. Doian kunne mærke at Rafael rev hans overjakke, og skjorte i stykker, i et hurtigt ryk. Han bliv igen sat op mod muren, denne gang uden noget på overkroppen, han tiggede om ikke at blive ramt af pisken igen, men før han bliv færdig, bliv han igen offer for Rafael vrede. denne gang ramte pisken så hårdt, at man kunne mærke den svage varme, fra der hvor pisken havde ramt, udover det kunne man se en kæmpe blodsamling. Han begyndte at græde, da han ramte gulvet af smerten, men Rafael rejste ham bare op igen, Doian skulle til at sige noget, men hans mave, bliv igen ramt af pisken, denne gang bliv noget af kødet revet fra knoglerne, og man kunne se ind til han stakkels knogler, der hvor pisken havde ramt. Rafael skulle til at slå igen, men stoppede og sagde
” Min lille ven, du har intet at frygte, man skal kun frygte ting, som man kan gøre noget ved, men dette der sker med dig, har du ingen indflydelse på, du kommer til at græde som et lille barn, som får skåret sin hud af stykke fra stykke, og ingen kommer og redder dig, så din gråd, din frygt er ligegyldig, du dør alligevel smerte fuldt, og Når du kommer ind i efterlivet, vil du se floden styx, og en mand vil komme og tilbyde dig at sejle dig over floden, men han vil opdage du er et tomt kar uden sjæl, og han vil efterlade dig, du vil stå alene i et tomt landskab forevigt, og overtiden vil du føle sult, men kan intet spise, du vil blive træt, men ikke kunne sove, du vil tørste, men drikker du af floden, vil du kun blive mere tørstig, du vil gispe efter luft, men der ingen at indånde, du vil tigge om at dø, men ingen høre dig, og mens du lider på denne måde, vil verden her glemme dig, din kød vil forsvinde, dit liv vil være lige meget, alle de gode ting du har gjort vil blive glemt, og hvis folk kendte til din skæbne, ville de få en dårlig smag i munden, indtil dagen efter, hvor de ikke giver dig en tanke".

Marry fik endelig metal til og kom hen til hende og hun lavet det om til en lille kugle så man stadig ikke ville kun finde hende *så må jeg vel bare side her og kigge indtil jeg bliver fundet* tænkte hun kort mens hun kom halvt op og stå så hun kunne kigge frem for der hvor hun gemt sig, der var stadig ingen og se men hun kun stadig høre en samtal der forgik over på og det gjord hende stadig bange da hun ikke ville kun forsvar sig over for hvad end det nu var som ville komme efter hende.
Hun gøs kort mens hun overvejet og sæt sig tilbage ned igen og det gjord hun med det samme mens hun gemt hendes små ben helt ind til kroppen for gør sig så lille som mulig, hun blinket en gang med hans metal farvet øjne og hun ventede bare stadig mens hun ind i mellem lyttet med da hun ikke kun gør andet eller måske kun hun.
Det tog hende en lille tid og overveje det og hun kom hurtige op og stå mens hun havde kuglen i hånden og hun sat bare fart på før hun løb lydløst op af trappen til tårnet da hun på en måde gerne se hvem det var men på samme tid var hun os bange for svaret, hun kom til enden og hun tøvet kort med af tag i døren før hun lukket den helt op..