Man ved aldrig hvad der sker:: privat Julie

dato:: irl
tid:: 20:00 ca.
sted:: politistationen
vejr:: mørkt men lunt
påklædning:: en hvid undertrøje samt et par mørkle let strame jeans og et par hvide all stars
____________________________________________________________________________________

Der var travt på den lokale politistatioen idag flere betjente rande rundt eller sad og snarkede med nogle forbryder eller folk der havde fået stjålet ders pung eller hvad de nu havde på sig af ting, telefonerne ringede også konstant og flere betjente kom gåne ind og ud af de store glasdøre der første ud til gaden, en høj lyd fra en politibil ku høres og kort tid efter kom 4 betjente gåne hgurtigt ind, imellem dem var en ung fyr sat fast med håndjærn han kæmpede tydligt vis med at komme fri frs betjentnes faste greb"slip jeg har kke gjordt nogt"råbt han surt og sparkede d efter en af betjentne men ramte dog ved siden af, de førte ham hen til et forhørings lokale hvor de prøvede at få ham til at tilså men han sag ikke en lyd, efter en time eller to slæbte de ham så hen til en af de tomme celler og låste ham inde hvorefter de gik, Cam som den unge fyr hed så surt efter dem og banede men dumpe så ned på den ene seng som stod i den lille celle"ikke igen"sukke han og håbe snart på at blive løsladt eller blot få selvskab, han lag sig dog ned på sengen og stirrede op på loftet med et surt blik.

Som så mange andre folk, der tydeligvis havde den ene eller den anden form for problemer, var Julie i blandt dem. Hun stod og ventede i køen, for at få forklaret sit problem. Foran hende stod en lille dreng, måske omkring fem år. Han havde blå mærker omkring halsen og kravebenene og blødte fra næsen. Hans tøj var heller ikke noget at råbe hurra for, men hvad skulle man forvente? Julies gode jeg havde taget over, da hun havde mødt den lille fyr på legepladsen, og hun havde set sig nødsaget til at hjælpe ham på en eller anden måde. Han havde jo været helt alene.
Julie lagde armene over kors og trippede utålmodigt med foden, mens hun spejdede hen langs køen og sukkede. Overraskende nok, henvendte en betjent sig dog til dem, to minutter efter.
"Hvad er problemet her?" spurgte han og målte dem kort med blikket, hvorefter han så sigende på Julie, der trak en anelse på skuldrene.
"Jeg fandt den lille fyr her på legepladsen. Jeg tænkte, I kunne hjælpe ham?" Hun hævede spørgende øjenbrynene og så på betjenten med sine åbne, mørke øjne, mens hun lagde en beskyttende hånd på drengens skulder. "Det var sådan set bare det, jeg ville." Hun gjorde mine til at gå, men betjenten greb hende i armen og holdt hende tilbage.
"Vent lidt. De der bambiøjne virker ikke på mig." Julie snurrede rundt og så på ham igen.
"Hvad nu?" Hun rynkede irriteret brynene; hun havde da vel nok vigtigere ting at tage sig til!
"Ved du, hvordan han har fået de skrammer?" Betjenten hævede brynene og så bebrejdende på hende.
"Du tror vel, det er mig, der har gjort det?" Julie lagde armene over kors igen. Hendes gode humør var ved at gå af hende, og det med god grund. Betjenten bekræftede Julies teori, hvorefter han trak både hende og drengen med sig til et mere affolket sted. Julie protesterede højlydt over sin behandling, nok var hun ikke altid en engel, men hun ville aldrig gå så vidt, at lade det gå ud over et barn. Betjenten proklamerede, at de skulle have taget nogle blodprøver etc. etc. etc., hvorefter drengen blev taget fra hende. I mellemtiden måtte hun vente i en celle. Det var nok for Julie. Hun formåede at slå et par tænder ud og kastrere betjenten, inden hun blev låst inde. Hun bandede og sparkede vredt til gulvet, inden hun vendte sig rundt, for at bese sin celle, og stivnede.
"Hvad laver du her?" var det eneste, der kom over hendes læber, da hun havde fået øje å Cam.

Cam sukkede og så på loftet men satte sig dog op igen"her er sgu intet at lave"mumlede han ret surt og rejste sig op hvorefter han gik til til teammerne der holdt ham inde og så hen på cellen overfor ham den var dog tom"for"mumlede han vredt og gik igen hen til sengen som han satte sig ned på, han blev dog lidt lettet da en kvinde blev låst ind til ham, han løftede det ene øjnbryn og så på hende med et nysgerrigt dog surt blik"ser du jeg er nok blevet anhold"kom det tørt fra ham hvorefter han lod en hånd køre gennem sit hår, man ku dog hurtigt lugte hans engle jeg, men han havde dog fanget hendes fært*dæmon*gætte han i sit hovd imens han betragte hende og lag armne over kors*hvad tror hun enligt hun har gang i*tænkte han undrene, han selv var blevet anholdt på grund af at de trode at han havde værert med i et voldsom slåskamp som han dog intet kendte til de tog fejl for 3 gang han var næsten ændt her en gang om ugen.

Julies humor fornægtede sig ikke, og hun kunne ikke lade være med at smile ved hans svar.
"Det var dog en dum ting." bekendtgjorde hun og slog ud med armene, for at understrege sin pointe. Hun målte ham kort med blikket og rynkede en anelse på næsen, af hans duft. Engle havde aldrig været hendes yndlings. De var bare for... engle-agtige. Selvom det langt fra var dem alle, det var et rent dydsmønster. Her havde hun jo et eksempel.
Julie gik et par skridt mere ind i cellen og så sig rundt. Hendes pande var rynket i koncentration. Det var dog kummerlige forhold. Men hvad kunne man forvente? Hun trippede hen til den modsatte alkove og lod sig synke ned på den, med et suk. Hun sparkede sine slidte Converse af fødderne og trak benene op til sig; hun kunne jo lige så godt gøre sig det behageligt, det var jo ikke til at vide, hvor længe hun skulle blive der. Hun skuttede sig let, da hun lænede sig op mod den kolde murstensvæg og trak sin sorte sommerjakke tættere om sig.

Han trak svagt på skuldren og betragte hende let før han lænede sig ind mod den kølige mur bag ham*hvorfor*tænkte han kort og sukke svagt før hn igen så hen på hende"nå men hvad har du så lavet unge dæmon?"spurgt han hvorefte han rette bliket mod hende, han ku lige så godt få tiden til at gå nu hvor han var fanget igen, han var dog ikke den helt artige skytsengel han endte tit her i cellerne for ting han havde gjordt forkert men dog få gange tog de fejl og førte ham her til unden grund ligesom denne gang.