What a day (Angelie)

Dag: Irl.
Vejr: Solskin, varme.
Omgivelser: Mennesker/væsner, 9'ende klassere ude efter kostumer til sidste skoledag, boder, osv.
Tid: 17:34

Theo så lidt på de muntre niende klassere der snart gik ud af folkeskolen. Han smilede lidt af det, da han sagtens kunne huske hvordan det havde været at gå ud. Han havde følt det som en kæmpe befrielse, men han havde også været en rigtig lorteunge ifølge lærerne, og det var kun blevet værre som han blev ældre. Han gik roligt igennem markedspladsen, og havde egentlig været på jagt efter nogen nye trøjer, for han havde fået motorolie på alle de andre. Han havde fundet to, og det var også fint for nu, for han brød sig ikke voldsomt om at shoppe.

Angelie havde besluttet sig at ligge turen omkring markedspladsen, efter de nødvendige, som en pige i hendes alder manglede.
Hun havde som altid, en sort taske hængende over skulderen, hvor hun medbragte de nødvendige våben, til at jage de væsner der levede i byen. Aftenen før var hun stødt på en enkelt vampyr, der desværre var undsluppet hende. Den tanke nærede inde i hende, hvilket irriterede hende grusomt.
Kort vendte hun blikket mod de 9. klasses elever, der stod og diskuterede kostumer, og kunne ikke lade være med at smile muntert ved synet.
Den dag var trods alt den vigtigste histil i deres liv, eller det havde den i hvert fald været for hende selv.
Men udover eleverne opdagede hun også en anden person. En dreng for at være mere præcis, der ikke lignede de normale mennesker i hendes øjne. Der lå noget... Anderledes over ham.
Angelie stoppede hurtigt op, lagde hovedet på skrå, mens hun fulgte hans mindste bevægelse med blikket.

Theo gik roligt hen over pladsen og svang posen op over sin skulder. Han så lidt fra niende klasserne og rundt på alle de andre mennesker og enkelte væsner der var ude. Hvis der var nogen væsner var det engle, og nogle enkelte dæmoner.
Han smilede svagt af det, og så fremad. Han fangede lidt efter en person ud af øjenkrogen, hun var stoppet op og stirrede på ham. Han brød sig ikke helt om det, da det havde nemt ved at irritere ham. Han kom hen til en bred gade der førte væk fra markedspladsen.
Det var egentlig en dejlig dag, solen varmede, og vinden var lun. Han kunne ikke lade være med at glæde sig lidt til det blev aften, for så blev det kun endnu bedre at rende rundt udenfor.

Angelie sukkede svagt, mens hun stadig lod blikket hvile på ham. Hun opdagede også hurtigt, at han havde set hende.
Al fornuft talte imod, at hun skulle følge efter ham. Hun var slet ikke klar over om drengen var et væsen eller et menneske. Måske endda en ligesom hende selv. Allligevel, mens tanker fløj rundt i hovedet på hende, begyndte Angelies ben at sætte kursen hen mod den samme sidegade, som drengen var på vej imod. Det føltes lidt som om, at hun ikke længere selv havde kontrol over sine handlinger, men instiktet havde taget over.
Istedet for at spekulere mere over det, lod hun sine fødder bane vejen, mens hun stadig holdt et skarpt øje med drengen. Hun havde en anelse om, at denne person i hvert fald ikke var et menneske. Hun var sikker på, at hun havde set noget rødt i hans øjne? Måske var de endda helt røde. Selvfølgelig var der også chancer for at synet havde bedraget hende.

Theo gik roligt videre og tog posen ned fra sin skulder og svingede lidt med dem, mens han legede med sine nøgler nede i lommen. Han smilede kort og svagt og gik roligt videre.
Han hørte lette skridt lidt bag sig, kvindelige skridt. Han så sig lidt over skulderen og fik øje på hende fra gør, hende der havde stået og set på ham. Han stoppede overrasket op, uden egentlig at ligge mærke til det. Han vendte sig lidt om mod hende så han kunne se hende ordentligt. Han snuste lydløst, menneske? Men hvad var det andet ved hende? Ikke en duft, en fornemmelse. "Kan jeg hjælpe dig?" spurgte han roligt og blev stående helt stille.
Hun var egentlig køn, et af de rigtig kønne mennesker der var til. Men fornemmelsen af at der lå noget mere under det kønne ydre var tydelig, måske var hun halvt væsen?

Angelie rystede svagt på hovedet over sin egen dumhed, men kunne dog ikke lade være med at smile fjoget, mens hun fulgte efter drengen.
Hun kom dog hurtigt til sin fulde bevidsthed, da drengen vendte sig, som om han havde fornemmet at hun var gået efter ham. Nu havde hun jo heller ikke anstrengt sig for at være lydløs, eller usynlig. Hvor dum kunne hun være. Lettere forvirret lagde hun igen hovedet på skrå, samtidig med at hun stoppede op et par meter fra drengen.
Undrende lod hun kort blikket løbe over ham, mest af nysgerrighed, inden hun langsomt rystede på hovedet, for at afklare hjernen. "næh.. æhm. jeg.." mumlede hun lettere nervøst, hvilket udelukkende var et skalkeskjul, for at gøre sin menneskelige optræden mere realistisk. En evne hun hurtigt havde tillært sig i denne by. "Jeg fandt dig vel bare.. Interessant" svarede hun så langsomt, inden hun bed sig kort i læben, og lagde armene over kors, i en form for beskyttelse.

Theo stod stille, og pustede kort en tot sort hår væk fra sine øjne og vendte blikket mod hende igen. Han lagde hovedet lidt undrende på skrå, og målte hende med øjnene, hun virkede ikke ligefrem farlig, men den fornemmelse han havde haft havde en undertone af farlig.
Theo havde aldrig mødt en dusørjæger før, så han forstod ikke rigtig fornemmelsen og troede bestemt ikke på at hun kunne være farlig. "Jeg er ikke specielt interessant" sagde han, og så lidt på de korsede arme, en slags forhindring i at bryde ind i hendes privatliv.
"Det er du til gengæld" sagde han og rynkede på næsen, og næsrstuderede hendes ansigt, undtagen hendes øjne selvfølgelig.

lettere overrasket hævede hun det ene øjenbryn, da han begyndte at tale om sig selv. Hun havde aldrig overvejet, at de væsner hun stødte på kunne have snaksalige. Hun havde altid betragtet dem som hendes arbejde, den måde hun fik råd til at leve på.
Et forsigtigt smil kom frem på hendes læber, da han fortalte at han fandt interessant og besvarede spørgsmålet med et skuldertræk. "Det synes jeg nu heller ikke jeg er" svarede hun så, for at bruge hans egne ord, inden hun vippede lidt fra den ene fod til den anden. "Hvorfor synes du dog det?"
Spørgsmålet gled faktisk ud af hendes mund, inden hun overhovedet fik tænkt over sine ord, og måtte modstå trangen til at slynge hænderne over munden.
Sket var sket, og nu måtte hun jo bare vente på svaret. I mellemtiden bemærkede hun, at drengen med vilje undgik at se hende direkte i øjnene. Måske vidste han, at hun var en af dem, der jagede folk som ham.
Angelie havde nu opfattet at han var et væsen, mest på grund af de farvede øjne. Et trænet blik overså intet.

Theo kneb øjnene let sammen, og betragtede hende lidt "nå da, jamen så er jeg ikke den eneste" sagde han roligt. Han kløede sig kort i nakken, og lyttede til hendes spørgsmål "Frodi di har... sådan en aura ting omkring dig" sagde han og prøvede at vise det med hænderne.
Han smilede lidt af hans forsøg på at vise hende det, og måtte indrømme til sig selv at det nok ikke helt gik så godt. Hun virkede næsten som om hun var blevet forlegen over hendes spørgsmål og det undrede Theo lidt, hun virkede ellers meget selvsikker, så hendes stammen var lidt uvant i det rolige ansigt.
Han svang posen over skulderen igen, og stod omkring en meter til en halv meter fra hende. Han ville nok ikke have sludret så frit med hende hvis han havde vist hvem hvad hun var.

"Aura?" gentog hun spørgende og betragtede dumt hans hænder, der prøvede at forme noget, der skulle være omkring hende.
Tanken om et skinnende lys omkring hende, fik endnu et skævt smil over hendes læber, som denne gang var et ægte smil. "Jamen så må jeg være en meget interessant person" fastslog hun muntert inden hun trådte et par skridt hen imod ham. Hun lod kort blikket hvile mod hans øjne, inden en svag rynke trådte frem på hendes pande. Det var et sjældent syn måtte hun indrømme, måske brugte han kontaktlinser eller sådan noget.
"nåh men.." mumlede hun langsomt, mens hun overvejede om hun burde præsentere sig selv eller ej. Han havde måske hørt om hende, hun havde måske hørt om ham. Mulighederne for at skabe et større drama blandt så mange mennesker var store. Det var ihvert fald et drama hun ikke selv havde lyst til at starte hvis det kunne undgåes. "Hva.." Hun stoppede sig selv i snakken og sendte ham et uskyldigt smil. "hvem er du så?" rettede hun sig selv og holdt stadig armene over kors.

Han nikkede og så på hende i et lille stykke tid, og smilede svagt da hun smilede, det smittede hendes smil. "Ja det er jo det jeg siger" sagde han drillende og lagde hovedet på skrå. Han slog hurtigt blikket ned i jorden da hun søgte det. Han havde det jo med at give folk et lille stød når de så ham i øjnene, ikke hvis de bare lige gjorde det overfladisk, men hvis de så ham i øjnene sådan rigtigt, og sådan tog han folks sanser.
Han havde stadig ikke tænkt tanken at hun kunne have været en dusørjæger, men han frygtede heller ikke rigtig dusørjægere, for han havde ikke nogen dusør på sig, andet end den dusør der slevfølgelig var på alle væsner. "Det er et svært spørgsmål... jeg er bare mig" sagde han, og smilede venligt. "Hvem err du selv?" spurgte han, og smilede svagt.

Hun bemærkede hans drillende tonefald, og himlede kort med øjnene, både over det, og da han slog blikket ned. Han var da virkelig ikke en af dem, der brød sig om øjenkontakt. Istedet lænede hun sig til siden, så skulderen støttede mod en mur, mens hun vendte blikket mod sine fødder.
Hans svar havde ærgret hende en smule, fordi der mest af alt ikke var kommet noget ordentligt svar ud af det i første omgang.
Da han så vendte spørgsmålet tilbage mod hende, måtte hun virkelig tænke længe over det. Hvor meget kunne hun fortælle en vildt fremmed, selvom han virkede ret flink og alt det der. "Jeg.. Holder mine ting tæt ind på kroppen" svarede hun så langsomt, inden hun vendte blikket mod ham. Hun kiggede dog ikke direkte på ham, men istedet henover hans skulder. "Der skal mere end en 5 minutters samtale til at lære mig at kende". Den sidste sætning blev sagt sammen med endnu et skuldertræk, og et kort undskyldende smil.

Theo så på hende, og smilede let af hendes himlen med øjnene. Hun var menneske så han ville ikke skræmme hende ved at give hende stød.
Han nikkede kort til det hun sagde "jeg forstår dig, men spørgsmålet om hvem man er, er nok lidt vanskeligt at give et svar på" sagde han og trak på skuldrene.
"Jeg kan spørge dig om noget lidt simplere.. hvad hedder du?" spurgte han.
Han kunne godt se det indlysende i at det nok ville tage meget længere at forklare om sig selv, end bare med fem minutter.
Han tog det ikke så tungt at hun ikke ville fortælle alt om sig selv til en person hun lige havde mødt, men hendes navn kunne hun nok godt opgive.

"Mit navn" svarede hun, og holdt en lille pause, mest fordi hun overvejede om det ville være fortroligt nok at sige det. Hun smilede dog lidt og nikkede svagt, mest som svar til den tanke der rendte rundt i hovedet på hende. ".. Er Angelie" afsluttede hun så sætningen, inden hun nysgerrigt lagde hovedet på skrå. "Og hvad er så dit navn?" spurgte hun hurtigt, da han da ikke skulle slippe for at besvare det samme spørgsmål.
"Og du har ret" tilføjede hun så, mens hun smilede bredt til ham. "Det er virkelig svært at beskrive sig selv". Men Angelies nysgerrighed var stadig ikke stillet tilfreds. Hun bemærkede endnu engang, at han prøvede at undgå hendes blik. "Hvorfor ser du ikke folk i øjnene?" spurgte hun så langsomt, da det lå hende helt naturligt at gøre den slags. Alt andet var næsten direkte... Uhføligt?

Theo så på hende og nikkede bekræftende til gentagelsen af hans spørgsmål. "Angelie.. næsten ligesom angel.." mumlede han kort for sig selv, som en slags højtsagt tanke. "Jeg hedder Theo" sagde han og smilede roligt, han havde ikke noget imod at fortælle sit navn.
Han nikkede "jeg har ofte ret, når jeg altså taler fornuftigt" sagde han og smilede svagt. "Det er svært at vide hvem man helt præcist er" sagde han stille, og trak kort på skuldrende. Det gav et lille ryk i ham da hun spurgte "Jeg øhm.. jeg er bare ikke særlig glad for at se folk i øjnene.. folk finder dem uhyggelige" sagde han kort. Han vidste ikke hvad han skulle sige, hun kendte jo nok ikke til væsnerne. Han kunne jo ikke vide at hun var ekspert på området.

Hun bed sig let i underlæben. "Hvilket er grunden til at min mor døbte mig Angelie.. Fordi det lyder som Angel" forklarede hun langsomt, mens hun lod hovedet hvile lidt mod væggen, som hun stod lænet op af. Smilende tyggede hun lidt på navnet Theo. "Det navn kan jeg godt lide" mumlede hun så, og nikkede let, da det virkelig lød godt efter hendes mening.
Nu kom svaret så på hendes andet spørgsmål, og en undren gled over hendes ansigt. nysgerrigheden meldte sig hurtigt hos hende, og med frem hurtige skridt stod hun lige foran ham. "Finder dem skræmmende" mumlede hun lavt, inden Angelie let lagde en finger under hans hagde, hvorefter hun langsomt løftede hans hoved, for at kunne se ind i hans øjne.
Hun kendte til smerte, og vidste hvordan det føltes. Begrebet skræmmende var stort i sådan en situation. Roligt lod hun sine egne brune øjne møde hans blik, mens hun vendte på det skræmmende skulle ske.

Theo så på hende og smilede let "ja mødre og navne" sagde han og trak på skuldrende, og kom til at grine lidt, for der var virkelig nogen mødre der gik meget, meget højt op i navne og fandt på de mest syrede overhovedet. Sådan nogen som Hollywood stjernernes børn fik syge navne, men det var nok bare for at få omtale og ikke for at symbolisere at ens barn var en engel. Han lavede et kort buk, og smilede fjollet "tusind tak" sagde han, og rettede sig op igen.
Hans navn betød ikke særlig meget for ham, det var bare noget han blev kaldt og altid var blevet kaldt, for hans skyld kunne han sagtens have heddet Nicolaj.
Han nikkede kort til hendes mumlen "ja" sagde han og så lidt på hende.
Han blev forskrækket over hun pludselig løftede hans hage, og nåede ikke at flytte sit blik før han havde fnaget hendes. Det gav hende et lille stød, som hvis man havde holdt fast i et elektrisk hegn til en dyreindhegning. Smerten steg dog, hvis man holdt øjenkontakten længere tid.

Angelie tog ikke større notits af stødet i starten. Det gjorde ikke specielt ondt, men jo længere tid hun fastholdt hans blik, des stærkere blev stødet inden i hende.
Efter omkring 20 sekunder sænkede hun blikket, inden hun uvilkårligt gned sine arme, som om det ville hjælpe til at få den ubehagelige følelse til at forsvinde. Han havde ret. Øjnene i sig selv var ikke skræmmende, men effekten bag dem var.
Hun nikkede lidt, inden hun sendte ham et svagt smil, for at vise at hun var okay. Hun kunne jo ikke tillade sig at være sur på ham. Det var helt og alene hende skyld, at hun havde mærket det. "Dine øjne er.." Hun ledte lidt efter det rigtige ord, inden hun trådte og forsigtigt skridt tilbage, og vendte blikket mod ham. "..Besynderlige.. sjældne" svarede hun så langsomt, da hun ikke kunne komme med en bedre betegnelse af dem. Nu var hun sikker. Han var ikke noget menneske, men et af de væsner, som hun havde pligt til at dræbe. Men faktisk havde hun slet ikke lyst til at dræbe ham.. i hvert fald ikke endnu

Theo så ind i hendes øjne, og bed tænderne sammen og forsøgte at holde trangen til at tage en af hendes sanser væk fra sine tanker.
Han pustede ud da hun slap hans blik, og lagde mærke til at han havde holdt vejret mens hun havde gjort det. Han gned sig lidt i øjnene, og lukkede dem i lidt tid for at kunne se ordentligt igen. Han sank kort "ja de er sære" mumlede han bare for det var det bedste han kunne finde op om sine øjne.
Det betød dog meget for ham at have set hendes øjne, da det var ret sjældent for ham. De eneste øjne han egentlig havde set ellers var Fies, altså hvis man talte de valgfrie. Han så lidt på hende igen og smilede stille "tak for oplevelsen... jeg ser ikke så tit folk i øjnene" sagde han og trak kort på skuldrende.
Det tog lidt på hans kræfter at holde sin evne stangen når han så folk i øjnene, men der gik nok ikke længe før han havde det som før.

Hun nikkede lidt, mens hun overvejede hvad hun skulle gøre. "Det var så lidt" svarede hun og trådte endnu engang nogle skridt tilbage. den normale ro der lå over hende var forsvundet, efter hun havde fået bekræftet sin teori.
Hvor mange uskyldige havde han måske dræbt, for at stille sin sult? Forvirret rystede hun tanken af sig, stivede kort ryggen inden hun kiggede på ham. "Jeg.." mumlede hun, men blev næsten helt tør i munden, og kunne ikke tvinge et ord mere over sine læber. Hun fugtede dem kort, og vendte blikket mod jorden. "Jeg.. Jeg bliver nødt til at gå!" sagde hun hastigt, inden hun satte i hurtig gang fordi ham, mens hun bed sig hårdt i læben, og holdt blikket hvilende mod et punkt langt fra dem.
Hun ønskede ikke at gå. Faktisk havde det været helt hyggeligt at snakke med ham, og at gå var en af hendes to valgmuligheder. Hun kunne jo altid bruge undskyldningen, at der havde været for mange mennesker omkring til at tage affære

Theo så på hende og undrede sig lidt over hvorfor hun gik længere væk fra ham, havde han mon skræmt hende med sine øjne?
Han kunne heller ikke finde roen der lå over hende før, nu lignede hun et menneske der ikke vidste hvad hun skulle sige eller gøre. Han lagde hovedet på skrå, og skulle til at spørge om der var noget galt da hun kom ham i forkøbet "gå?" spurgte han forvirret.
Han så lidt efter hende og undrede sig lidt, han havde ikke lyst til at lade hende gå, hun var spændene, intelligent, og han ville gerne snakke med hende.
Han løb hurtigt efter hende "vent, vent lidt" sagde han og løb ind foran hende, og virkede lidt forvirret "hvorfor går du? Har jeg gjort eller sagt noget forkert?" spurgte han forsigtigt. Piger altså, de var virkelig indviklede nogen gange.

Angelie rodede let rundt i håret for at finde hoved og hale på det hele, mens hun hastede afsted. Hun var blevet så distraheret over det slående fakta, at hun slet ikke besvarede hans undrende spørgsmål, om at hun gik.
Faktisk opdagede hun slet ikke, at Theo fulgte efter hende, før hun gik direkte ind i ham, da han havde stillet sig i vejen. Overrasket hævede hun blikket, og opdagede ham stå der.. Han havde stoppet hende i at gå? Men hvorfor?
Hun blinkede et par gange, inden hun rystede ivrigt på hovedet. "Nej du har slet ikke gjort noget galt" svarede hun, og tilføjede tanken 'udover at myrde uskyldige' inde i sit hoved, men lod ham ikke se, at hun tænkte på den måde.
"Jeg.." Skulle hun mon sige det? langsomt lod hun blikket glide rundt, for at finde ud af, om nogen holdt øje med dem, inden hun igen vendte blikket mod ham. "Undskyld.. Det var ikke min mening at såre dig" mumlede hun så lavmælt, inden hun nikkede kort. Der kunne vel ikke ske noget ved at snakke lidt længere.

Theo så lidt på Angelie, og lagde hovedet på skrå. Han rørte sig ikke ud af flækken selvom hun gik lige ind i ham.
Han så undrende på hende "Men hvorfor gik du så?" spurgte han "er der noget du skal nå?" spurgte han, og lagde sine hænder i sine jakkelommer. Angelie havde fanget hans opmærksomhed, og hans nysgerrighed og han ville gerne lære hende at kende.
Han rystede på hovedet "Du sårede mig ikke.. jeg vil bare gerne lære dig at kende, du er som sagt interessant" sagde han og lavede kort det med auraen med hænderne, og smilede lidt. Det havde aldrig slået ham at hun måske kunne være en dusørjæger.

"Fordi" mumlede hun og stampede kort i jorden, da hun ikke anede hvad hun skulle svare på hans spørgsmål. Istedet begyndte hun at vade lidt frem og tilbage foran ham, mens hun mumlede nogle utydelige ord.
Efter nogle få minutter på den måde stoppede hun op foran ham, inden hun let lagde hovedet på skrå. "jaja.. Så ikke sårede dig.. Men hvad man nu ellers kalder det" mumlede hun langsomt, inden hun fraværende kørte den ene hånd igennem håret, mens et lavmælt suk.
"Har du overvejet at jeg måske ikke er det du tror?" spurgte hun så langsomt, og hævede let det ene øjenbryn. Hun havde ikke afsløret alt for meget med den sætning, og heller ikke for lidt. "Jeg ved ikke hvad du er.. Men en tin er sikkert.." tilføjede hun langsomt, og ændrede sin stemme til en svag hvisken, så kun han kunne høre den. "Menneske er du ikke.. Du er et væsen"

Theo fulgte hende med blikket da hun gik frem og tilbage, og lyttede.
Han syntedes hun virkede som om noget gik hende på, noget hun ville sige, eller noget hun desperat forsøgte at holde hemmeligt for ham, men han havde ikke lagt mærke til at hun havde sagt noget afslørende som kunne hentyde til en hemmelighed.
Han så lidt undrende ud "overvejet hvad du er.." sagde han, og kodede det sammen med det næste hun sagde og noget begyndte at dæmre for ham. "Så dem kender du til.." hviskede han, og kastede et kort blik rundt, men der var heldigvis ikke så mange mennesker, og de der var der var optaget af noget andet. Han vidste ikke helt hvad han skulle tro eller gøre.