Stranden... igen - Jameelah

Dag + Dato: Irl.
Vejr: Koldt, overskyet, fuldmåne.
Tid: 23:12

Nickie sad nede på stranden, og så ud over vandet. Det var hendes fødselsdag. Hendes sekstenårs fødselsdag. Hun så ned i jorden og bed sig hårdt i læben, der havde ikke været nogen til at holde fødselsdag med, hendes far var ikke hjemme, og han havde sikkert også glemt det. Hun lukkede øjnene, og bed sig hårdt i læben. Tårerne pressede på, alt gjorde ondt indeni det føltedes så ligemeget, så uendeligt ligemeget. Hun tegnede i sandet, og mærkede de varme tårer trille ned over kinderne. Hun lukkede øjnene hårdt i, der var ingen grund til at tude nu måtte hun holde op.

Jameelah gik nede i vandkanten på bare tæer og ænsede dårligt nok kulden. Hun brugte sin evne, til at få varm luft til at være omkring hende. Det var bla. derfor hun gik havde lårkorte shorts og en tanktop på. Desuden frøs hun heller ikke særlig meget længere.
Hun så op mod månen og smilede. Hun var taget ned til stranden for at se den, i stedet for at glo ud af vinduet i sin lejlighed. Månen var så meget smukkere, når man så den spejle sig i det klare vand. Det var nærmest.. magisk..

Nickie trak sine ben op til sig, og gemte ansigtet væk mod dem. Hun hviskede tegningen ud da hun gjorde det. Hendes skuldre rystede let under den indestængte gråd. Allerhelst ville hun gerne være fri for gråden, for den irriterede hende voldsomt. Hun snøftede heftigt ind, og hørte noget. Konkylier der blev mast under fødder, eller fodtrin. Hun løftede hovedet lidt, og fik øje på en pige længere nede på stranden. Hun stivnede, skulle hun rejse sig og gå? Ville pigen ligge mærke til det? Kunne hun nå at komme væk inden hun fik øje på hende.
Hun bed sig i læben, og rejste sig og begyndte at gå. Hun hev sin hætte op på sin hættetrøje, og så ned i sandet før hun gik videre. Hun var slet ikke i humør til at møde nye mennesker.

Jameelah havde i et stykke tid kunne se pigen, og da hun var kommet tættere på hende, kunne hun svagt se at pigens skuldre rystede en smule. Græd hun? Straks begyndte hun at gå en smule hurtigere hen mod pigen. Af en eller anden grund, følte hun altid en trang til at trøste dem der var triste. Måske et engleinstinkt? Hun vidste det ikke.
Hun så hvordan pigen stivnede og begyndte at gå. Hun havde måske slet ikke lyst til at se nogen, hvis hun havde regnet ud hvad Jameelah ville. Det fik hende alligevel til at løbe efter hende. "Vent!" kaldte hun højt, med sin blide stemme der havde en bekymret klang. Hurtigt nåede hun op til hende. "Hvad er der galt?" spurgte hun og så på pigen med et bekymret blik, i sine blå øjne. Strøg en hånd gennem det mørkerøde hår.

Nickie gik, og lagde sine hænder ned i sine lommer. Da pigen kaldte på hende tøvede hun lidt med at gå, hvilket kun hjalp pigen med at komme op på siden af Nickie. Hun så ned i sandet, ville ikke se på pigen. "Der er ikke noget.." mumlede hun hæst, og så væk. Hun vidste ikke helt om hun havde lyst til at snakke med en fremmed om sine problemer, hun var ikke særlig god til at snakke med andre nye personer. Hun strøg diskret tårerne væk, og snøftede igen, og tog en dyb indånding. Hvordan skulle hun forstå det? Var hun måske nogensinde blevet efterladt på hendes fødselsdag? Nej Nickie mente ikke at det var mange mennesker der blev efterladt på deres fødselsdage.
Hun gik dog langsommere, ventede lidt på pigen. Hun skævede lidt op og fik øje på en rødhåret pige. Det mindede hende lidt om Felicia, kvinden hun også havde mødt på stranden med det ildrøde hår der skinnede i solnedgangen.. var det det samme med hende der?

Jameelah troede ikke på hende, da hun sagde, der ikke var noget galt. Hun kunne både se og høre det på hende. "Jeg kan høre der er noget galt" sagde hun blidt og lagde forsigtigt og trøstende en hånd på pigens skulder. Engles nærvær gjorde for det meste folk trygge. Hun håbede virkelig at det ville virke på pigen, for hun virkede slet ikke, som om hun var i noget bestemt godt humør eller som om der ikke var noget galt overhovedet. Faktisk det totalt modsatte.
"Jeg er Jameelah" præsenterede hun sig med et svagt, forsigtigt smil. Det kunne være at pigen, ikke var så vild med at snakke med fremmede, så det mindste hun kunne gøre, var vel at fortælle hvem hun var. Bare ikke lige hvad, hun var..

Nickie fortsatte sin stirren ned i sandet, eller ud over vandet. Det var værst nok at kvinden eller pigen ved siden af hende havde fundet ud af at der var noget galt. Hun mærkede den blide hånd mod sin skulder, og..fandt den beroligende?! Hun stoppede langsomt op, og så lidt op på hende. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen. Der var ikke nogen grund til at lade sin vrede gå ud over hende. "Jameelah?" gentog hun småhæst efter al gråden, det navn havde hun ikke hørt før. "Nickie.." mumlede hun så, for hun blev vel nødt til at præsentere sig selv når pigen foran hende havde gjort det.
Hun tørte sine øjne med bagsiden af hånden og tog en dyb indånding.

Jameelah stoppede op, da pigen også gjorde. Tog sin hånd til sig igen, men vidste at bare hendes tilstedeværelse ville virke beroligende eller at hun blev tryg. Det var en slags medfødt ting alle engle kunne. De gjorde folk trygge. Hun vidste ikke med dødsenglene, men det regnede hun da med. De var jo trods alt engle, lige meget hvilken gren af engle de så var.
Smilede blidt, da pigen åbnede sin mund, som om hun ville sige noget, men så lukkede den igen. Hun nikkede, da pigen gentog hendes navn. Det var specielt, ja, men så passede det vel også. "Nickie?" gentog hun og smilede. "Det er et pænt navn" sagde hun, nærmest opmuntrende, men mente det virkelig. Nickie var et sejt navn, og også pænt. Og så var det vidst også en del nemmere at huske og bare sige, end hendes eget. Menneskene var heldige. De havde nogle normale navne og nogle helt normale liv. Hun misundede dem virkelig nogle gange.

Nickie så på hende, og bed sig i læben. Det var en dårlig dag at møde nye mennesker på, hun burde have mødt Jameelah en anden dag hvor hun måske havde været knap så deprimerende. Hunså lidt på hende og lagde hovedet på skrå "tja.. det er lidt underligt" sagde hun så, og smilede meget svagt. Smilet forsvandt dog også næsten med det samme. Hun fandt sit navn lidt sært.. og langt for den sags skyld. "Jameelah er mere spændene" sagde hun så og hentydede til at hendes navn var mere interessant end hendes eget.
Nickie var overbevist om at Jameelah ikke var noget væsen.. i hvertfald ikke noget farligt væsen. Hun huskede udemærket de ting Pete havde fortalt hende om væsnerne og Jameelah passede hverken på vampyren eller.. måske kunne hun være varulv? Hun havde jo troet Pete var menneskelig.

Jameelah rystede svagt på hovedet. Nickie virkede virkelig trist. Måske kunne hun ikke gøre noget ved det, men det håbede hun da. Der var aldrig nogen som fortjente at gå rundt og være triste, i følge hende. Alene tanken, gav hende en klump i maven. "Nej, det er et sejt navn! Det lyder sådan råt eller noget i den stil" sagde hun, en smule bestemt, men igen også opmuntrende. Nickie havde brug for en del opmuntring, sådan føltes det i hvert fald på Jameelah.
Hun rystede igen på hovedet. "Jeg synes det er besværligt og sige" mumlede hun og skar en grimasse. Hendes forældre havde ikke været helt gode til navngivning. De kunne da helt sikkert have fundet andre navne, der var nemmere og lettere at sige end Jameelah.
Hun bed sig svagt i læben. Håbede svagt at Nickie ikke vidste noget om væsner. Når et menneske fandt ud af hvad hun var, reagerede de meget forskelligt. Flest var blevet en smule vrede, og det havde hun ikke lyst til at Nickie blev.

Nickie så lidt på hende "jeg er ikke specielt rå.." indrømmede hun, og kløede sig lidt i nakken. Det var nok noget hun overhovedet ikke var. Hun så lidt på hende og syntes det var meget interessant at hun var så opmuntrende, både i stemmen og udstrålingen. Hun smilede lidt da Jameelah sade at hendes navn var besværligt at sige "det er ikke så slemt.. men det er da ikke et navn er sådan normalt heromkring?" spurgte hun stille, det kunne jo være Jameelah var fra et andet sted.
Hun bed sig lidt i læben og så ned i sandet igen, hun ville ikke spørge hvorfor hun var gået efter hende da det måske kunne irritere hende, men det interesserede hende alligevel da de fleste ikke bare gik efter folk de lige havde mødt.. det var nok for at være venlig.

"Det ville jeg tro, misforstå mig ikke, jeg mener det på en god måde" forklarede hun, allerede inden Nickie havde misforstået hende. Hvis hun da ville have gjort det. Det ville hun ikke få at vide nu. "Jeg er selv et skavt, tro mig" sagde hun med en drillende tone i den blide stemme og et glimt i sine blå øjne. Faktisk var hun jo et skvat. Engle var svag, punktum, der var ikke så meget at diskutere der. Men hvad hun ikke havde i styrke, havde hun da i sin evne. At kunne kontrollere luften, var en god ting. Sådan så hun det selv, for hvis en af dusørjægerne jagtede hende, kunne hun sørge for at..småkvæle dem lidt. Kun for at sænke dem naturligvis.
Hun rystede på hovedet. "Nej, det tror jeg ikke, men det er det heller ikke på Hawaii, der hvor jeg er fra" forklarede hun bare med et smil. Et kort glimt af savn, gled over hendes ansigt, men det forsvandt hurtigt.

Hun grinede lidt, og rystede på hovedet "jeg misforstår dig skam ikke.." sagde hun roligt, der var ikke noget råt ved hende, men hun forstod godt hvad Jameelah mente. Hun smilede svagt "jeg tror mere jeg er en kujon end et skvat" sagde hun og lyttede til den blide stemme, og så lidt på de blå øjne. Hun var faktisk udtrolig behagelig at stå sammen med, det var som om hun indgød en enorm beroligelse og tryghedsfølelse. "Hawaii? Sejt" sagde hun, og mente det. Hawaii var hundrede gange sejere end Frankrig.
Hun var begyndt at smile lidt igen, og det var vist inden andens end Jameelahs fortjeneste.

"Hvorfor synes du, at du er en kujon?" spurgte Jameelah oprigtig nysgerrig. Nysgerrigheden lyste nærmest ud af hende og hun lagde svagt hovedet lidt på skrå. Kujoner var for hende feje mennesker, der ikke turde stå ved ting de havde gjort. Nickie virkede ikke som en kujon på hende, snare tværtimod. Jammelah havde den opfattelse af hende, at hun var selvsikker og turde stå ved hvad hun mente.
"Måske, men jeg nyder også at komme lidt væk derfra" indrømmede hun med et skuldertræk. Hun elskede selvfølgelig sit hjemland, men det var blevet for kompliceret at bo der. Specielt når hun ikke ældes og altid havde kraftige rygsmerter. Desuden skulle hendes familie heller ikke kende noget til at hun var engel. Det ville de ikke kunne klare, var hun overbevist om.
Hun smilede, da Nickie begyndte at smile.

Nickie trak opgivende på skuldrene "jeg er bare ikke særlig heltemodig.. og så er der nogen ting jeg ikke tør stå ved" indrømmede hun. Hun betragtede Jameelahs åbenlåse nysgerrighed, og smilede svagt. Hun kløede sig lidt i nakken, og bed sig i læben. Hun havde jo en smule svært ved at indrømme over for sig selv, at hun var til sig eget køn.
Hun lyttede, og så op på Jameelah. Det røde hår fangede straks hendes brune øjne, og hun fulgte det når vinden trak lidt i det. "Okay.. jeg er også glad for ikke at skulle være hjemme hele tiden" sagde hun, og omtalte ofte Frankrig som 'hjemme'. Hun så kort hen over stranden og bed sig i læben, hun måtte nok snart til at tage hjemad selv om der ikke var meget at tage hjem til, hun ville egentlig meget hellere blive der ved Jameelah.

"Som hvad fx?" kunne hun ikke lade være med at spørge. Hun kunne bare godt lide at snakke med folk, og var utrolig nysgerrig. Faktisk kunne det godt irriterende, så nysgerrig hun kunne være. "Det er fint, hvis du ikke har lyst til at svare" sagde hun hurtigt efter, det kunne jo være det var noget personligt, som Nickie ikke havde lyst til at fortælle hende. "Må jeg spørge om noget?" spurgte hun forsigtigt.
Jameelah fulgte hendes blik og betragtede hende. Nickie havde nok de flotteste brune øjne, hun nogensinde havde set. De var dejligt brune. Hendes lyse hud, var også fantastisk. Fuldmånen gjorde den endnu lysere, hvilket klædte hende.
"Det er befriende ikke at skulle være hjemme, hele tiden"

Nickie var stadig en smule betaget af det røde hår, så hun så først lidt uforstående før hun fattede spørgsmålet. "Øhm.. jeg" sagde hun og gik i stå. Hun rødmede over hele ansigtet og rystede lidt på hovedet "det er ikke noget.." mumlede hun så hurtigt. Det var noget hun aldrig havde sagt til nogen, noget ingen rigtig vidste. Hun så op på de blå øjne og nikkede stille "ja det.. det må du da godt?" sagde hun og blev mindst lige så nysgerrig som Jameelah før havde været.
Hun så lidt på det røde hår igen, det var bjergtagende, vildt smukt når månen skinnede på det, det blev sådan helt... Koldt, rødligt at se på, en pæn farve.
"Er det din rigtige hårfarve?" spurgte hun nysgerrigt, og fik lyst til at røre ved det, bare lige fange den der vildfarne tot med fingerspidserne, det var garanteret blødt.

Jameelah nikkede svagt, da hun kunne fornemme at Nickie ikke havde lyst til at fortælle det. Det var okay, for det var langt fra alle der havde lyst til at fortælle hemmeligheder til en de dårlig nok kendte. Faktisk havde de jo lige mødt hinanden, men hun ville gerne lære Nickie bedre at kende. Hun var i modsætning til andre mennesker, meget spændende. Hun fascinerede hende. "Hvorfor græd du før?" spurgte hun forsigtigt. Igen gjorde det ikke noget, hvis hun ville ville svare på det. Det var jo kun fair.
Hun var så betaget af Nickies flotte hud, at hun først ikke opfattede spørgsmål. Blinkede hurtigt et par gange, før det sev ind. Smilede så varmt og nikkede. "Ja, det er det" svarede hun og beundrede lidt hendes. Det var en utrolig brun farve. Jameelah havde altid været en smule misundelige på folk med brunt hår. Det var så flot og lækkert.. "Er det din rigtige hårfarve?" kunne hun ikke lade være med at spørge og bed sig svagt i underlæben. Nickies hår så så.. blødt ud.

Nickie så på hende og så lidt ned i sandet, og gned lidt i de røde kinder som omd et ville gå væk af det. "Det var.. ikke rigtig noget, du vil garanteret syntes det var noget dumt noget at græde over.." mumlede hun stille, selv syntes hun det havde været dumt, der var mange flere der havde det værre end hende selv, bare fordi hun ikke havde holdt nogen fødselsdag.. det var jo også ligemeget.
"Det er min fødselsdag.. " sagde hun så, og så ikke på Jameelah. Hun ville ikke se medlidenheden, det var jo ligemeget det var bare en enkelt fødselsdag.
Hun vædede kort sine læber med tungespidsen og så lidt på det røde hår der var langt nok til at hun kunne skimte det ud af øjenkrogen selvom hun så ned. hun kunne ikke dy sig, og rakte ud og fangede en af de røde totter mellem fingrene, og så betaget på det "det er pænt" sagde hun og smilede lidt.
Hun grinede da Jameelah spurgte til hendes eget hår og nikkede "jo det er mit eget.." sagde hun.

"Tillykke" sagde hun med et smil, da Nickie fortalte at det var hendes fødselsdag. Men så gik det op for hende, at det var den hun havde grædt over. Det gjorde hende forvirret. Hvordan kunne man græde over sin fødselsdag? "Hvorfor græd du over den?" røg det ud af hende, og hun ville nærmest ønske, hun ikke havde spurgt. Mest fordi hun nok ikke selv, ville have svaret på spørgsmålet.
Jameelah holdt sit åndedræt tilbage, da hun fangede en af hendes røde lokker og holdt det mellem fingrene. Hendes kinder blev svagt rosa, mod den lyse hud. "Tak" mumlede hun en smule forlegent. Komplimenter havde hun aldrig været gode til at tage i mod. Hun rakte forsigtigt ud og fangede en af Nickies brune lokker med fingrene. "Jeg har en svaghed, for brunt hår.. Det er flot" indrømmede hun med et genert smil.

Nickie smilede svagt og en smule trist, ved Jameelahs smilende lykønskning. "Tak.." sagde hun stille, og så lidt ned. "Det har bare ikke været.. en meget ensom fødselsdag.." hviskede hun så stille og så lidt på hende. Det havde virkelig været en ensom og intetsigende fødseldag, hun havde siddet alene hjemme og ventet på hendes far kom hjem.. han var ikke kommet hjem. Hun havde ringet til ham og spurgt hvornår han ville komme, men han havde sagt at han ikke kom hjem før næste dag.. han havde ikke engang sagt tillykke. Siden da havde hun siddet, nede på stranden og stirret på vandet, og gået lidt rundt.
"Så lidt.." sagde hun stille, og slap det røde hår igen, selvom hun allermest havde lyst til bare at begrave hænderne i det og snuse til det. Det havde været som silke mod fingrene, blødt og stærkt. Hun mærkede Jameelah tog fat i hendes hår og blev stående "en svaghed ligefrem?" sagde hun og grinede lidt. "Mmm.. tak.. jeg kan nu bedre lide dit det har en sjældnere farve.. og det klæder dine øjne" sagde hun så.

Et svagt glimt af medlidenhed gled over hendes ansigt. Hun følte virkelig med Nickie. Ikke at være blevet fejret på sin fødselsdag, var nok det værste man kunne forestille sig. Eller hun kunne forestille sig. "Men den er ikke ensom mere.. Nu er jeg her" sagde hun i en lettere opmunterende tone og smilede blidt til hende. Fuldmånen fik de blå øjne til at skinne.
Hun nikkede og slap Nickies bløde, smukke brune hår. "Jeg har altid gerne ville have brunt hår" mumlede hun og så stadig betaget på hendes hår. Damn, hun var heldig! Hvor mange gange ville hun ikke have dræbt for den slags hår? Sådan helt normalt og fantastisk og.. blødt. Hun kunne stadig mærke det mod sine fingre.
"Tak.. Jeg kan bedre lide dit.. det har sådan en lækker brun farve, som klæder din hud"

Nickie så på hende og medlidenheden ramte hende som et slag i ansigtet "der er mange der har det værre en mig.." prøvede hun stille, og gjorde et opgivende træk på sine skuldre. Hun betragtede Jameelahs næsten sølvskinnende øjne når månelyset ramte dem, og måbede næsten. Hun skyndte sig dog at konventrere sig lidt om det hun sagde, men det var svært når Jameelahs øjne og smukkekrop distraherede hende.
Hun kunne ikke lade være med at smile af hendes muntre udmelding "du har ret.. den tid der er tilbage af den i hvertfald" hviskede hun stille. Der var jo ikke længe til midnat.
Nickie betragtede da hun slap hendes hår og nikkede stille "tak.. men du må ikke få brunt hår det klæder dig meget mere med det røde" smilede hun. Hun så sig lidt om og skuttede sig lidt i den begyndene kulde.

Jameelah så uforstående på hende, og rystede svagt på hovedet. "Det betyder jo ikke, at det ikke er rart at holde fødselsdag alene" påpegede hun stille med et engle blidt smil, der kunne smelte hvem som helst. Hun lod kort sit blik glide ned over Nickies krop og blev en smule distraheret. Var tæt på at måbe. Hun havde en smuk krop. Hendes øjne søgte dog hurtigt Nickies, da det ville være pinligt at blive taget i at glo på hendes krop.
"Tillykke igen med de ..?" hun vidste ikke hvor gammel hun var, men ville skyde på omkring de 17-18 år. Hun så i hvert fald meget moden ud.
"Tak" mumlede hun. "Og du har bare ikke at få en anden farve en brun.. Den klæder dig fantastisk godt" sagde hun og smilede varmt. Så at Nickies skuttede sig og kunne selv mærke kulden. Hun fik en varm brise til at blæse på dem. Håbede ikke at det var et alt for pludseligt skift i temperaturen, til at hun ville bemærke det.

Nickie så på hende og trak på skuldrene "det er jo bare en dag om året.. jeg får garanteret en masse andre fødselsdage" sagde hun stille, det skulle nok gå. Hun så på det blide smil, og smeltede øjeblikkeligt. Hvorfor skete den slags altid med andre piger? Eller... med nogle andre piger, det var ikke alle Nickie fandt tiltrækkende..
"Seksten.." sagde hun og så på hendes ansigt. Hun var stolt af ikke at virke yngre, men ældre end hun rent faktisk var, hvilket hun også udnyttede til fulde!
Hun grinede lidt "jeg skal nok lade være med at farve det" sagde hun og smilede skævt, og så på den rødhårede pige "Må jeg ikke kalde dig Jamee?" spurgte hun så. Det var nemmere end det lange, men ekseptionelt smukke navn Jameelah.
Hun mærkede den pludselige varme, og så sig kort omkring. Hun lukkede øjnene kort "vil du øhm.. vil du med mig hjem? Her er efterhånden ved at blive lidt koldt og jeg bor ikke så langt væk?"