En afslappet dag - Malik

Sted: Engen, sjovt nok.
Dag+dato: Irl.
Årstid: Irl.
Vejr: Solen skinner, fra en næsten skyfri himmel.
Omgivelser: Blomster. Masser af blomster.
Påklædning: http://www.mjsstudios.com/Wallpaper/Anastacia_4_1600X1200.jpg
--
Stacia kiggede op i den næsten skyfri himmel. Hendes bløde mørkebrune øjne var gemt bag et par sorte og orange solbriller, og hendes hånd lå trygt placeret på hendes mave. Den anden var omme i nakken, hvilket gjorde at hendes hoved blev løftet lidt. Hendes bløde stemme blandede sig med lyden fra den næsten ikke eksisterende vind, som var den eneste lyd på engen. Udover hendes hjerteslag.
"A little late for all the things you didn't say
I'm not sad for you
But I'm sad for all the time I had to waste
'Cause I learned the truth
Your heart is in a place I no longer wanna be
I knew there'd come a day
I'd set you free
'Cause I'm sick and tired
Of always being sick and tired "
Sang hun stille. Hendes fantastiske sangstemme kildede svagt græsset der svagt pillede ved Stacia's blottede ryg. Hendes mørkebrune øjne var stadig rettet mod himlen, hvor en helt hvid sky kort dækkede for den blændende sol.

Påklædning:

Malik løb, ryggen var krum, og hele hans krop lå i en 45 graders vinkel i forhold til jorden. På den måde gik det hurtigere. Han jagtede en elver, der nu var ikke mere end 10 meter fra ham. Han trak sit sværd, og sprang højt op i luften. Elveren, med sin gode hørelse, kiggede op, og så den bevæbnede dusørjæger, der hang i luften oven over sig. Hun løb pludselig for livet, og Malik selv landede med et bump på jorden.
Han optog forfølgelsen, og løb alt hvad han kunne. Elvere var lette til bens, så det her var en stor udfordring. Han havde jagtet elvere et par gange før, men de havde ikke opdaget ham før han havde sat klingen for deres hals, og tvunget dem med ham, bundet, til Chasseur. Han lagde slet ikke mærke til kvinden i græsset. Hende med solbrillerne, bh'en med blonder og den røde top. Hun var slet ikke til stede.
Kun han og byttet eksisterede lige nu. Han var blot 3 meter fra kvinden i græsset, og så hende stadigvæk ikke, selvom hans bekloede handske nok larmede lidt. De stykker metal der var påsat, blev brugt som redskab for at klatre og bevæge sig langs mure.

Hun lå stille da de metalliske lyde nærmede sig. Det stoppede hende dog ikke i at synge videre, lidt højere denne gang:
"Your love isn't fair
You live in a world where you didn't listen
And you didn't care
So I'm floating
Floating on air" Hendes bløde, lidt næsede stemme blandede sig med de dundrende skridt i græsset, og den stadig næsten ikkeeksisterende vind der føj om den småtbeklædte Stacia. Hun kiggede rundt, og hendes blik faldt på en dreng med brunt hår, og meget blå øjne. Hun sagde ikke noget, lå bare helt stille, mens hendes bløde stemme fortsatte:
"No warning of such a sad song
Of broken hearts
My dreams of fairy tales and fantasy, oh
Were torn apart
I lost my peace of mind
Somewhere along the way
I knew there's come a time
You'd hear me say
I'm sick and tired
of always being sick and tired"

Malik lagde mærke til, at nogen kiggede på ham, så han stoppede op, da elveren desuden var for langt væk. Han kiggede rundt, så intet og ingen, men stod nu alligevel med sværdet hævet, hvis nu fjenden skjulte sig. Han var klar på alt, lige fra Abbadon til den mindste dæmon. Han så ned, og fik øje på den let påklædte kvinde i græsset. Han satte sig på knæ, hans ansigt var omkring en meter fra hendes.
"Sig mig, hvad laver et menneske som dig herude, når du så let som intet kunne blive slagtet af gud og hver mand der kom forbi her, som var du en ko der stod på slagteriet?" spurgte han. Et langt spørgsmål, måske formurleret lidt dumt, men intet var der lagt skjul på. Han var ikke bange for at fortælle menneskene om dæmoner og vampyrer, da det kun kunne hjælpe dem til at blive mere overvågne.
Han satte sværdet tilbage i skeden, hvor det sad før han havde trukket det. Egentlig var han i bund og grund ligeglad med hvorvidt hun reagerede på ham eller ej, han ville bare fortælle hende at hun måske burde tage hjem istedet for at hænge et sted, hvor nogle mennesker faktisk var døde, dusørjægere, engle, vampyrer, væsener af forskellig slags. Han havde selv oplevet meget af det.

Hun kiggede op på manden med de tydelige muskler, det brune hår og de blå øjne. Hun smilede svagt, da hans spørgsmål flød ud i luften, der blandede sig emd lyden af den bløde vind i græsset. "Tror du ikke jeg kan klare mig selv?" spurgte hun lettere næsvist, og blev liggende. Hun lukkede kort øjnene bag de ovale solbriller, og pillede lidt ved den brede halskæde. Ligefrem slagte?
Hun nynnede lidt af Eye of the Tiger, men stoppede så sig selv. "Og hva' laver du egentlig her?" Hun var meget direkte, ikke noget hun gemte væk, med mindre det ikke var værd at sige.

"Jager." sagde han kort. Det kunne tolkes til så meget. Skørtejæger, trussetyv, jager dyr, sådan tog folk det tit. Hvis Malik skulle give dem ret, ville han sige, at det sidste var det mest korrekte. Han satte sig istedet ned, og lod den ene arm holde ham oppe, imens den anden blev lagt over maven. "Men nej, det tror jeg ikke. Du kan ikke gøre meget overfor en los, en ulv, eller noget der måske endda er farligere."
Han kiggede op på himlen, tænkte på de utalige gange han havde jagtet væsener der måske var stærkere end ham selv. Han gav dog aldrig op, medmindre andet kom i vejen, for eksempel denne situation. Denne kvinde havde måske gjort klogest i, at iagtage himlen derhjemme, istedet for her, hvor væsener af forskellig slags kom forbi.

Anastacia fløj op. "Fede mandschauvanist!" hvæsede hun, og rejste sig. Hun begyndte at bevæge sig den vej hun var kommet fra, med som altid, vuggende hofter, og en sensuelt vrikkende røv, der var klemt ind i de stramme cowboybukser. Det brune bælte var i kontrast med den brune hud, og hun så lige så lækker ud bagfra som forfra. Hun bevægede sig hurtigt, og lige præcis i dét sekund gik det op for hende at hun havde glemt sin taske. Den brune taske, med frynserne og de mange snore, perler og hvad der ellers var derpå. Hun kunne ikke vende tilbage, det ville bare være svagt.

Han lagde mærke til at hun havde glemt sin taske, tog den op, og gik imod hende med den. "Du glemte den her." sagde han, og holdt tasken op foran hendes hoved. "Og nej, jeg er ikke mandschauvanist, jeg er bare lidt beskyttende omkring jer mennesker." sagde han, som om han ikke selv var menneske. Det var han faktisk ikke, ikke helt. Han stoppede hende, for at hun skulle lytte til ham.
"En mand ville også være fortabt, hvis dem jeg snakker om kom forbi. Tro mig." sagde han, og refererede til vampyrer, dæmoner og sådan. De slagtede noglegange for sjov, andre gange af behov. Derfor eksisterede de, dusørjægerne. Selv var han en af dem, men ikke bundet af deres love som de andre. Han foretrak selv at spille sit spil.

un tog hårdt imod den, og hvæsede så: "Jeg synes ærligt talt du skulle tale pænt!" Hun var så skidetræt af højrøvede folk, og især sådan nogle typer som ham her. *Malik..* hviskede stemmen i baghovedet. Hun smilede. *Dé Lorenzo...* afsluttede den hviskende. Hun så den efterhånden som en krage, da det tit lød som en krage bagerst i hjernen på hende. Hun rystede på hovedet. "Jeg kan godt forsvare mig selv." Hun rystede langsomt på hovedet. Hold kæft et bastard, at tænke sådan om en kvinde. Hun havde så tit mødt mandchauvanister, og hun hadede dem. Næsten mere end hun hadede alkoholikere.
Hun tog tasken over skulderen og fortsatte med at gå. "Hvad vil du mig egentlig?" spurgte hun, da hun lidt forventede at denne Malik fulgte efter hende.

"Mit øje fangede dig, da du afbrød min jagt. En mindre nedringet trøje til næste gang, så du ikke distraherer andre dusørjægere." sagde han, og nu havde han sådan set afsløret det. Men hvad så? Verden ville ikke gå under, mange andre menensker kendte til væsenerne og ordenen, så hvorfor skulle hun ikke kunne det? Han smilede lidt lumskt til hende. "Hvis du da ved hvad det er for nogle." sagde han med et smil.
Han synes et eller andet sted hun var ynkelig, på den anden side var hun morsom. Et kønt ansigt, mere end hvad man kunne sige om de andre kvindelige dusørjægere som han kendte. Alle med ar på sjælen og kroppen. Selv var han nok det værste tilfælde, og gud ske lov for, at ingen vidste hvad han var. Han ville muligvis blive smidt ud af ordenen, hvis Zack vidste det.
Væsenerne ville sikkert se ham som et misfoster, en ynkelig jæger. Men det havde sine fordele at være forbandet. Styrken, livet, alt. Næsten da. Undtagen den fakta, at han skulle holde det tilbage med sine talismaner.

Hun ignorerede hans sidste kommentar. "Du skal slet ikke kommentere mit tøj! Ved du hvad, jeg synes helt ærlig at du burde lade mig være i fred!" Hun skubbede ham hårdt i skulderen, og vendte sig om for at gå længere ind mod midten af engen. Hun var kommet hér for at tænke, og det skulle en fucking dusørjæger sgu ikke ødelægge! Hun fandt en bar plet, hvor der ikke voksede så mange blomster, men hvor græsset voksede lystigt og skinnede grønt. Hun smed sin taske og satte sig ned. Hvorfor skulle han plage hende? Hun lukkede øjnene et par sekunder, og mærkede den bløde brise kærtegne hendes solbrune kinder. Duften mindede hende om foråret, og hvor fantastisk den tid på året var.
Hun lagde sig ned i græsset, med begge hænder i nakken. Hun lukkede øjnene, og lyttede bare til den blide vind, der virkede så unaturligt lun og mærkede det lystige græs kilde mod hendes blottede ryg.

Han tog sig til hovedet. "Forstår du slet ikke? Du kan gå på gaden, imens en dusørjæger måske jagter en dæmon, og så bam! To meloner in his or her face!" sagde han, med hentydning til, at hendes bryster var distraherende. Ikke nogen svær besked at tyde. Han var hverken mandchauvanist eller noget, men passede faktisk bare sit job. Selvom han ikke var afhængig af de andre.
Han ville ikke lade hende være, før hun havde forstået alvoren i det. "Du må forstå, at det ikke er en let opgave at... Woah!" Han faldt forover, og landede lige oven på hende. Malplaceret nok, var hans læber landet lige på hendes. Han var overrasket, måske lidt chokeret. *Det her var ikke meningen!* tænkte han for sig selv.

Hun spærrede øjnene op da hans varme, bløde læber mødte hendes, men hun gjorde ingen modstand. Blev bare liggende. Kyssede ikke tilbage eller noget. Hendes krop var næsten i ekstase. Det var hendes første kys i over et år! Og så med en hun ikke brød sig om! Hun havde lyst til at give efter og kysse tilbage, men på den anden side så skulle han sgu da ikke tro han bare kunne gøre det hele godt med et kys! Hun skubbede ham væk fra sig, og satte sig hurtigt op. "Hvad fanden laver du?!" spurgte hun irriteret, og stirrede drabeligt på manden, Malik, foran sig.
"Du kan sgu da ikke bare kysse mig! Hvad fanden tr.." hun stoppede med at svine ham til, da det egentlig gik op for ham hvor fantastisk kysset havde været. Hun savnede allerede hans bløde læber, hans varme, hans nærhed. Hun viste det ikke, valgte istedet at fortsætte sin tilsvinelse: "Du skal ikke bare kysse mig, sådan uden lige!"

"Hør, det var et uheld, jeg faldt." sagde han, hvilket faktisk var sandt nok. Han var bare faldet, men selvfølgelig skulle hende der overdrive. Han rødmede lidt, da han aldrig havde kysset en før. Aldrig, virkelig lang tid, da han så et kys som noget, man kun gav til de folk man elskede allermest, ikke engang sine forældre, men den eneste ene. Han havde aldrig, aldrig kysset en pige, eller en dreng for den sags skyld.
Han var flov, frustreret og måske endda... Lidt forelsket? Han vidste det ikke, men det kildede lidt i maven. Han fik det næsten dårligt over det. Den her situation var virkelig pinlig for ham. Sikkert også for pigen, så han lod hende bare svine ham til, da han selv synes, han havde fortjent det.

Anastacia holdt inde, da det så ud som om fyren fik det dårligt over det. "Hey, undskyld, Malik. Jeg overreagerede." undskyldede hun, men blev siddende de 30-40 centimeter fra ham. Hun havde nærmest lyst til at kravle hen til ham, kysse ham igen, og kærtegne hans varme nakke. Hun var jo... *forelsket* hviskede den kragede stemme bagerst i hovedet. Hun rystede på hovedet. Hvordan kunne hun havde forelsket sig på så kort tid? Hun rystede på hovedet, og trak sin taske til sig. "Undskyld..." mumlede hun, og kiggede ned. Ikke sakmfuld, eller sørgmodig. Hun kiggede bare ned, som ledte hun efter noget. Og det gjorde hun skam også.
Hendes hjerte.
Det var som om at hans kys havde bredt sig ud i hele hendes krop, og så lige havde stjålet hendes hjerte da hun skubbede ham væk. Hvorfor havde hun egentlig gjort det? Det var jo fuldstændig dumt!

Han rettede hovedet op, kiggede underligt på hende. "Hvor kender du mit navn fra?" spurgte han, og var helt overbevist om, at han ikke havde sagt det. Hun havde været for fremfarende til at lade ham introducere sig, så måske... Ja, måske kunne hun et eller andet. Han kiggede hende i øjnene, men rettede blikket væk, da han ikke kunne holde fokus dér.
Havde han det sådan? Var han virkelig forelsket i denne... Denne kvinde? Han havde aldrig prøvet det før, følelsen var ny for ham. Jovist, han havde kvindelige kollegaer, men de var alle nogle kedelige typer. Han havde ikke gået i normal skole, så der havde han heller ikke oplevet det. Han var overrasket over følelsen, på en måde hadede han den, men så på den anden side, føltes det godt.
Han ville ikke røre sig ud af stedet, i frygt for hendes reaktion, hvis noget skulle ske, skulle det være hende der tog til handling.

Anastacia sad helt stille, lyttede til hans spørgsmål der lød som slowmotion i hovedet på hende. Hun bed sig i underlæben. "Jeg... Jeg har clairvoyante træk.." svarede hun langsomt, og sank lidt mere sammen. Hun sad helt stille, og lyttede bare til den bløde vind der pillede så bamhjertigt ved Malik's hår, og fik ham til at se endnu sødere ud. Hun undersøgte ham svagt. Fra top til tå. Hans måde at sidde på, ansigtstrækkene, hver eneste lille detalje der var at opdage hos ham. Hun tav. Selv hendes vejrtrækning stoppede. Eller, det gjorde den ikke, den var bare uhørlig.
Det var som om tiden stod fuldstændigt stille imellem de to. Som om de var to brikker fra et puslespil der manglede, og blev sat sammen. En fornemmelse hun aldrig havde følt før. Ikke på den her måde ihvertfald.

Hans lille ar under højre øje begyndte at lyse svagt lilla. Det var, når hans følelser blev forstærkede, og dette var en del af forbandelsen: Aret. "Selv er jeg ikke helt normal, så du skal ikke føle dig som et udskud. Jeg har mødt værre." sagde han, med hentydning til sig selv. Men ingen ville kunne regne den ud, det var næsten umuligt. Han tog hånden op til øjet for at dække for aret, men hun havde sikkert allerede set det.
Han kiggede ned i jorden. Ikke fordi den var spændende, den var bare det eneste han kunne se på uden at blive bebrejdet lige nu. "Hvorfor ser du sådan på mig? Det er dig der har sat dem på jorden, dit jordhoved." sagde han, både som en humoristisk ting, men også fordi han var vred på sig selv, over at være blevet forbandet.

Det glødende ar. Charmerende. Anastacia smilede for sig selv, og rakte så hånden frem mod ham. "Jeg hedder Anastacia." sagde hun venligt. Hun ventede på at han tog hendes hånd, så hun kunne mærke hans dejlige varme, helt sikkert bløde hånd. Hvorfor var alle de følelser vældet op i hende på én gang? Hun lod et langt fløjt forlade sin hånd, og begyndte så at fløjte Für elise. *Han har samme følelser for diiiig!* denne gang var det sidste et skrig. Så det var altså krager der hjemsøgte hendes sind, og gjorde at hun var clairvoyant.
Hun bed sig i underlæben, og kiggede så op på ham. Ham dér, Malik. Navnet var egentlig nuttet.

Han rakte en hånd frem, og tog fat i hendes. "Malik, som du allerede ved." sagde han. Han ville ikke gå igang med hvordan han adskilte sig fra normale mennesker og dusørjægere, han var bange for at skræmme hende væk. Han følte hendes bløde hånd, selv var hans ru, som en smeds. Han brugte jo sit sværd i den hånd, den anden blev benyttet til hans bekloede handske.
Han rødmede let, og slap så hendes hånd efter noget tid. Han vidste ikke hvordan det her ville ende, måske med at hun gik fra ham. Men det ville han ikke have. *Hvorfor? Hvorfor skulle det her ske for mig? Kunne det ikke have været Zack, han er så god med pigerne.* tænkte han, men var på en måde glad for, at det her var hans, og ikke Zacks situation.

// Der skulle stå mund og ikke hånd >.> //

Hun nikkede med et svag smil klistret på de nærmest orange læber. Hun aede sig selv på maven, da hun havde trukket hånden til sig. Hans hånd havde været varm og ru. Fik hende til at tænke på en smed, en træskærer... En tømrer. Sår'n nolge. Hun vippede hovedet fra side til side. "Kan du lide den situation du står i nu?" spurgte hun stille, og aede sig fortsat på maven.
Hun følte sig faktisk meget stram om maven. Det passede også meget godt, da hun jo også havde et meget stramt maveskind. Samt meget stram hud henover lænden. Hun var i det hele meget attraktiv, et lækkert syn for mændene. Hun kiggede godt på Malik, lagde mærke til alt ved ham... En gang til. Det var som om hun ikke kunne få nok af at se på ham, men sådan var det jo bare et eller andet sted.

Han smilede til hende. "Begge veje. Jeg har ikke prøvet det her før." sagde han lettere genert. Han synes, hun var sød på en måde han ikke kunne forklare. Han tog sig til hovedet, da aret igen begyndte at lyse, kraftigere end sidst. På en måde var det pinligt. Han var ikke engang helt menneske, alligevel var hun faldet for ham. *Hun er synsk, hvorfor ser hun ikke det her?* tænkte han.
Han undrede sig indenvendigt, og tænkte samtidig på sin jagt. *Måske hun kunne hjælpe mig med det?* tænkte han. Hun kunne jo se den slags, troede han i hvert fald. Han var jo ikke selv synsk, så hvad skulle han sige?

Hun grinede. Bare sådan kort og hurtigt, men stadig med den der bløde, smittende latter hun havde. "Ved du hvad jeg snakker om?" spurgte hun. Han snakkede tydeligvis om forelskelsen, men hun snakkede godt nok om at være dér på engen sammen med en kvinde, havde svaret ham igen, og været vred over at han var mandschauvanist, selvom han ikke var det.
Hun førte de lyse negle op til læberne, og lod dem blidt passere henover, nærmest for at vise, at hun stadig var åben overfor flere kys. Fingrene forlod hurtigt hendes læber, og søgte nu i stedet mod hendes hofte. *Han er dusør..* hun afbrød tanken, hun ville ikke vide mere om ham. Ikke på unfair vis ihvertfald.

// Yay! Jeg fik svaret! xD //

Malik forstod ikke helt spørgsmålet. "Mener du denne eller andre situationer indtil videre?" spurgte han, måske lidt dumt. "Jeg har oplevet så mange andre situationer. Været jagtet af vagter, slagtet et par dæmoner, forført mennesker ubevidst. Hvilken en af de tre situationer vi har været igennem sammen hentyder du til?" spurgte han igen, med et fjoget smil på læben.
Han undersøgte sin handske lidt yderligere. Som om han først nu lagde mærke til udskæringerne i metallet. De var meget gamle, faktisk havde han 'stjålet' handsken. *Kan man kalde det at stjæle hvis personen var død?* tænkte han for sig selv.

Hun kiggede op mod solen, men så glippede hendes øjne, og hun var tvunget til at rette blikket ned ad. "At du sidder på en eng, med en kvinde du langtfra kender, men som du er forelsket i, der tydeligvis blev vred uden nogen egentlig grund..." Hun holdte en lille pause, nærmest for at være sikker på at han havde hørt hende. "... Hvad synes du om den situation?" Hun smilede bredt til ham, men dog falmede de tilbagetrukkede læber lidt, da hun følte at stemningen var ødelagt, fordi hun var så direkte og ligeglad med hans følelser. Som om... Det var forkert at sige sådan.
Det var det jo også, selvom hun bare havde været ærlig.