Byttedyr eller jæger? - Malik

Dato: Irl
Tid: 23.56
Vejr: Stjerneklart og vindstille
Sted: Havnen
Omgivelser: Havne-ting?

Artemis gik stille og roligt langs kajen. Det var faktisk et stykke tid siden hun sidst havde været nede havnen. Det havde været et af hendes ynglings steder, da hun var menneske.... Mest fordi der så sjældent var nogen efter mørkets frembrud, men også på grund af vandet. Artemis havde holdt utroligt meget af at opholde sig i nærheden af vand. Hvilket også var en grund til at hun havde holdt meget af stranden... Egentlig anede hun ikke hvad hun lavede der. Hun gik der bare. Burde vel egentlig se at finde en at bide snart. Hendes øjne var meget mørkegrønne i forhold til den klare farve de normalt havde..

Malik sprang imellem tagene. Han havde næsten lige afleveret en engel ved Chasseour, så han havde masser af penge på lommen. Han så en lille pige gå nede ved kajen, så han besluttede sig for at tjekke det ud. *Hvad laver et lille barn herude så sent?* tænkte han ved sig selv. Han sprang ned, og landede med et bump, et par meter fra barnet. "Hvad laver du herude, du lille?" spurgte han.
Det undrede ham, at så lille en pige gik rundt ude så sent. Det var... Udsædvaneligt. Medmindre hun var mere end hvad hun så ud til. Han havde ikke lugtet noget usædvaneligt ved hende endnu, men han opdagede måske noget meget snart. Noget sagde ham, at denne pige ikke var hvad hun gav sig ud for.

Artemis løftede forskrækket blikket, da hun hørte en lande ikke så langt fra hende. "Blot fordi jeg er både yngre og lavere end du, er det ikke ensbetydende med at jeg er lille." Fortalte hun, og gik derved uden om hans spørgsmål. Sproget hun brugte var ikke et man normalt ville tilskrive et barn omkring de ni-ti år, hvilket var omtrent den alder Artemis så ud til at have. Men nu havde hun jo heller adrig rigtigt være noget 'normalt' barn. Ikke engang da hun var menneske. Selv der var hendes sprog mere veludviklet end de fleste unge menneskers. En ting der faktisk morede Artemis en del. Hun - et barn - var i stand til at forvirrer folk der var flere år ældre end hende selv. Egentlig var det ikke noget, som hun fandt spor underligt, hun var jo vant til det...

Det undrede ikke Malik som sådan, han havde selv været sådan som ung. Veltalende, klog, dræbende så at sige og så mere end hvad han så ud til. Som 13-årig havde han dræbt sin første dæmon. Han var erfaren med sine akrobatiske og sværdbærende evner. Han var i sandhed mere end hvad han så ud til. Han gik tættere på barnet. "Du burde ikke være herude så sent. Her går mordere rundt på disse kanter." sagde han.
Han refererede tydeligvis til vampyrer og dæmoner. Han så dem som mordere, men visse dæmoner var ikke sådan. Visse levede nemlig af folks skygge, og det døde man jo ikke af. En god ting, det var en dæmon efter Malik's hoved.

Artemis nikkede let. "Der er meget jeg ikke burde, men gør alligevel." svarede hun roligt, og lagde hovedet på skrå. Han virkede ikke normal. Hvad mon han var?.. Artemis betragtede ham med et barns nysgerrighed, og blev stående hvor hun stod. Hun var ganske udemærket klar over at mordere luskede rundt i natten. - Hun var jo selv blevet en af dem... Sjovt... Det skræmte hende ikke nær så meget, at tænke på det på den måde, som det havde gjordt i starten.

"Hvilket er problemet med jer unge nu til dags. I gør bare hvad der passer jer." sagde han hårdt. Måske var hun ikke bange, fordi hun var et af væsenerne? Det kunne være, men Malik havde andet at gøre end at jagte små børn, for lige nu var han igang med at opspore en dæmon. En fæl en af slagsen oven i købet. Han kiggede rundt om sig, men vendte sig hurtigt imod pigen igen.
Han snurrede rundt, men havde pludselig set en sort røgsky til højre for sig, omkring 15-20 meter væk. *Der sker snart noget, og nok næppe noget behageligt.* tænkte han for sig selv, og lagde ikke vægt på, om pigen ville blive taget med i faldet.