En afslappet dag - Malik

Han rødmede kraftigt. Det var jo sandt, han var faldet for en han slet ikke kendte. Men hvorfor? Hvorfor blev han mindet om det? Hvorfor skete det egentlig? Han vidste det ikke, hans ringe kendskab til følelser viste sig virkelig her. Han kendte til intet. Han vidste hvor man skulle ramme en vampyr for at dræbe den, hvordan man slog dæmoner ihjel, hvordan man dræber varulve, men her var han på dybt vand.
Han rejste sig, men dumpede så ned på jorden igen, som om han var for tung til at luften kunne bære ham. Han tog sig sammen, og kiggede op, med det lilla ar glødende på hans mørke og beskidte kind.

Hun kiggede ned, men rettede så de hasselnødbrune øjne mod det lilla ar, der skinnede bravt fra hans kind. "Går du nu?" mumlede hun, og rejste sig. Hun kiggede ned på ham."I så fald, går jeg med." Hun ville ikke lade ham gå fra hende. Hun ville have ham så tæt på så muligt. Tænk at et kys havde rykket sådan rundt på alt i hendes hoved. I det lille, uskyldige kvindehoved, der ellers var utroligt stærkt på de punkter. Der skulle meget til for at forføre hende, tænde hende og gøre hende forelsket, men han havde bare mødt hendes læber, hurtigt og kort, og så var alt blevet lavet om.
Hun bed sig i underlæben, kiggede ned på den lille skabning der sad for hendes fødder, og med et voksede lysten hos hende. Hun havde lyst til at presse sit underliv mod hans læber, og dominere ham. Hun rystede hurtigt tanken væk.

Han rejste sig, og smilede lidt halvhjertet. "Du kan godt komme med, men det er nok ikke så spændende." sagde han, og smilede lidt igen. Han svingede hende op på ryggen, så hendes hænder lå om hans hals, og han tog hendes ben op. Han løb nu, i den retning han havde set elveren løbe, fulgte nøje de spor den havde efterladt. Utydelige, men synlige, og Malik var god til at spore.
Han kiggede fremad, og så først nu, at der ikke bare var en elver, men mange, de fleste bevæbnede. Heldigvis stod de og snakkede, så ingen af dem havde set Malik... Endnu. Han skyndte sig ned i en busk, med Anastacia på ryggen, og han lå nu der, med kvinden på ryggen, og hånden på sit sværd.

Hun gav et hvin fra sig, da hun blev trukket op på den stærke mands ryg. Hun gemte ansigtet bag hans nakke, og de hasselnødbrune øjne var gemt bag et par sammenknebne øjenlåg. Hun så elvere forude, og havde mest af alt lyst til at skrige at de skulle løbe og gemme sig. Da de kom i sikkerhed bag buksen, kiggede hun hen på Malik. "Er du fuldstændig sindssyg?!" hvæsede hun, og kiggede på ham. Øjenbrynene var rettet ned af, og hun så utroligt vred ud. Men så snart hun mødte ham med sine øjne, løsnede ansigtet ligesom op, og gled ud i noget neutralt.
"Du kan da ikke slå elvere ihjel!" hviskede hun, og pegede ud mod de langørede væsner. "Du er jo fuldstændigt gal!" Hun blev ved med at happe løs om hvor forkert det var og så videre, da det slog hende at hun selv ville være dusørjæger. Hun rystede på hovedet, og kiggede ned. Skyldfølelsen rullede ind over hende som en strid bølge, der tog alt med på sin vej. Hun bed sig svagt i underlæben, og hviskede så: "Ej, det må du virkelig undskylde.."

"Jeg vil ikke slå dem ihjel, bare... Indfange dem." sagde han stille, så stille at hun næsten ikke ville kunne høre ham. Han trak istedet for sværdet nogle talismaner frem, som alle var mærket med en edderkop i et spind. Motivet havde et lilla skær, der faktisk lyste ret kraftigt. Han kastede først et par stykker, altså to ud, og så dem synke i jorden. Han kastede nu de sidste ud, og disse gjorde ligeså.
Han rejste sig nu, og råbte efter elverne: "Hey, leder i efter mig?" Hans råb gav genlyd, og elverne vente sig om i et chok, men trak så deres lange sværd. Malik derimod grinede højlydt, og mumlede så noget i stik med: "Al'ák núk nör porti'u talá!" hvorved talismanerne han havde kastet blev synlige i den bløde jord, og et net sprang op og fangede godt 5 af de 8 elvere der stod.

Anastacia vendte et vredt blik mod elverne, men det gled ud i noget halvt sørgende, halvt sadistisk, da edderkoppespindet indfangede de feminime væsner. Hun kiggede mod Malik, og så lettere spørgende ud. "Hvorfor..?" hviskede hun nærmest. "Har du ikke penge nok efterhånden? De har vel ligeså meget ret til at leve som os!" sagde hun forsvarende, og pegede mod de smukke væsner, som helt klart havde forstand på det udenfor og sådan.
Tanken om at blive dusørjæger trak i hende, men kun på grund af pengene. Ellers hadede hun at gøre folk fortræd. Selv de mindste væsner som edderkopper var forfærdelige at slå ihjel. Hun kiggede ud mod elverne, og havde mest af alt lyst til at løbe ud og skære dem fri. Det gjorde næsten ondt at se dem ligge der, viklet ind i nettet der omsluttede deres spinkle kroppe.
// Det blev kort >_> //

Han blokerede i samme øjeblik et kasteblad, lavet af massivt guld blandet med stål, der kom flyvende imod hans ansigt. "Tro mig når jeg siger, at det er for min egen skyld, ikke pengenes," forklarede han, og fortsatte, "Da de ønsker mig afsat fra min stilling som jæger, på grund af..." han bremsede sig selv i sætningen, da han ikke ville fortælle om sin forbandelse - endnu.
I det samme kom endnu et kasteblad flyvende, der snittede hans venstre overarm. Såret sprang rødt og klart frem. *Aww, og så lige min veltrænede biceps.* tænkte han, og lavede en grimasse blandet i ærgelse og smerte. Han kastede i samme øjeblik en lilla talisman, der fik elveren til at stivne på stedet.