Uskyldighed - samilla

Dato og tid: Irl
Omgivelser: Få mennesker der sidder
og beder hver deres bøn.
og tændte stearinlys.

Vejr: Koldt, blæsende og gråt.


Orlando stod ude i siden af domkirkens vægge og kiggede
inspireret på stearinlysene som de andre væsner havde
tændt for at sende lys deres mistede kære.
Stemningen inde i kirken var dyster og trist, men den
påvirkede ikke Orlando på nogen måde.
Han stod med skulderen op af væggen og vægten på det
venstre ben og det anden bøjet bag ved det.
Han havde stået der i et godt stykke tid da han egentlig
godt kunne lide at være der.
Da han var menneske var han født i en meget trosk familie,
hvor de tit gik i kirke for at bé til forfædrene.
Egentlig ville man ikke tro en vampyr gik i kirke, og det gjorde
han nu heller ikke tit, men en gang imellem tog han derhen,
for at bringe minderne frem, og for at sende tanker til sine
afdøde familie.

Samilla gik ind i den store uhygelige dom kirke.
Hun satte sig og kiggede rundt, somme tider hørte hun ting som om det var et andet væsen der skreg efter hjælp.
hun sad og kiggede på de store flotte vægge med et lille smil.

Orlando lagde mærke til at en blond kvinde
strøg hen over kirkegulvet.
Hans blik rettede sig på hende og et skarpt
blik ramte hendes ansigt, som var omringet
af de blonde hår.
Han vendte sig en smule om så hans ryg var
mod den kolde væg.
lysene svang en smule frem og tilbage da døren
gik op, for enden af kirken.

Hun sad og kiggede lige ud.
Hun kiggede rundt i kirken og satte håret op i en lille elastik.
Da hun kiggede, rejste sig blev hun chokeret over der næsten ingen var.

Orlando gik hen til en af lysene og lod tog fingre
lege med det. Legen gik ud på at fange flammen
mellem ens to fingre. Dog vidste Orlando godt det
ikke var muligt, men følelsen var godt.
Hans blik var stadig stift på kvinden.

// skriv noget mere, ellers dør samtalen //

da hun rejste sig,, satte hun sig igen.
Hun tog mobilen frem da hun fik en sms.
Hun svarede på den ´kendte besked hvad laver du.
Hun lagde mobilen ned i sin Cucci taske.
Hun vendte hovedet frem og tilbage da hun havde følsen af der var nogle der kiggede på hende.

//men det er fordi jeg er ikke vant til at skrive så meget,, men det må jeg vænne miig til//

// når okay, troede ikke du var ny. //

Orlando satte sig hen da han opdagede hendes mobil
fremme. Han gik med stille skridt hen til hende uden
hun opdagede noget som helst, og med vampyr-
hastighed havde han sat sig med et spjæt ned ved
siden af hende.
" Hold du hellere mobilen der nede.." udstødte han
med en dybt og hviskende stemme. Godt nok var
den alvorlig men alligevel var der noget charme over
den.

Da hun havde svaret på sms,en nåde hun ikke at ligge den ned i tasken
Før der var nogle der sagde noget.
Hun kiggede på til side på ham "hvem er du ?" spurgte hun.
*hvad blander han sig egntlig for* Tænkte hun.
Der var et eller andet over ham derfor kiggede hun ikke
særlig lang tid på ham adgangen.

" Orlando Van Lake " svarede han mens han kiggede
intenst på hende imens han stak en venlig og afslappet
hånd frem foran hende for at præsentere sig ordenligt.
" og hvem er du? " spurgte han så med et andet tone-
fald som var mere dybt og mere lusket hvisken.

hun stak en charmerende hånd hen mod.
" jeg hedder Samilla LaCora,, Hyggeligt at
møde diig" sagde hun med et smil på venstre munvig.
"fortæl lidt om dig selv Orlando Van Lake" sagde h-
un med en charmerede stemme.

Orlando kiggede lidt rundt i kirken, og så at de få
væsner der sad rundt omkring blev irriteret af deres
hvisken, så Orlando rykkede sig lidt tættere på og
fortsatte " lad os gå et andet sted hen, da vi afbryder
de andres koncentration".
Han rejste sig og begik sig ud af en af rækkerne af de
slidte mørke træbænke som Samilla sad på.

Samilla rejste sig og løb efter,, folkene kiggede tilbage
da de hørte hendes stilleter.
Da hun nåde op ved siden af ham, kiggede hun på ham
og smilte sødt til ham, og satte farten lidt op.
"Går vi udenfor?" hviskede hun.

Orlando kiggede i et lusket blik over hans skulder
på Samilla og svarede stadig med hviskende
stemme " nej nej... der er et rum her omme".
Orlando åbnede døren til et lille rum hvor man
kunne gå ind og synde.

hun gik ind ad døren og kunne ikke få sig selv til
at sige noget. Men hun smillede let til ham da hun var inde.
Hun kiggede rundt og hun sys det så ret skumelt ud.
"Hvorfor er her så uhyggeligt herinde" spurgte hun.

Orlando kiggede rundt og rynkede øjenbrynene.
Hvad mente hun med uhyggeligt. Det var rigtigt
nok at der ikke var hvidt og lyserødt med bamser
og lamper. Men uhyggeligt var der nu ikke.
Orlando elskede domkirken, da han osse følte
sig hjemme der, og at indretningen stadig bar
den gamle stil.
" Det er forskelligt fra mening til mening " svarede
han mens han tog sine tændstikker frem og tændte
de forskellige lys der ikke var tændt rundt omkring.

hun kiggede på ham "nu nå lysene er tændt er her
snare hyggeligt" sagde hun med et smil.
Hun kiggede på ham "hvor tit er du her" spurgte
hun med et smil.
hun satte sig et par sekunder efter "fortæl lidt om
diig selv Orlando" sagde hun.
hun kiggede på ham med et smil.

Orlando stod med ryggen til Samilla, og tændte de
sidste lys, mens han fortalte.
" Jeg er her ikke utroligt tit, men en gang imellem
er jeg her for at sende en tanke til de mistede"
forklarede han.
Han vendte sig om med et lidt forførende blik,
han satte sig over i en stol og satte sig med
kroget ryg ind over sine bøjede ben, hvor hans
albuer osse var placeret på starten af hans knæ.

hun sad stille og kiggede på ham.
"fortæl noget om diig selv" sagde hun
Hun kunne se han ikke var beklædt som
en nymoderne, som hun selv var.
Men hun sendte nogle små smil til ham

Orlando var ikke særlig glad for at fortælle om sig selv..
Men der var heller ikke så meget at sige..
"Jeg hedder Orlando Van Lake, og jeg er gammeltømmer"
Han kiggede på hende i det lidt mørke rum og sendte
et par læsende øjne.

hun kiggede på ham og sendte et lille smil.
"gammeltømmer siger du" sagde hun med et
lille smil på læberne.
"hvor gammel er du?" spurgte hun.

" 26 år.." sukkede han og grinede mens han
kørte en hånd igennem sit hår.
Det blev mørkere og mørkere udenfor og
stemningen gjorde han faktisk en smule
i jagthumør, Dog havde han intet i tankerne
om at gøre Samilla til sit offer.

hun løftede benene op i stolen,, hun tog kjolen ned til knæene.
" Det ligner du kender stedet som dit eget
hjem" sagde hun med et lille grin.

" jeg har været her tit, de sidste par år" fortalte han videre,
men stoppede med at fortælle da hun sikkert ville spørge mere
indtil ham, også ville hun finde ud af at han var vampyr.
" Fortæl mig dig selv frøken LaCora".

" ja jeg er jo 19 år gamel og bor i Lejlighed i Werclare,
jeg er single og er en kvinde." fortalte hun.
Hun kiggede på ham med et smil på læben.
" du kan bare kalde miig Samilla" sagde hun med
et lille smil.