Dunkel Café

Caspar rakte tunge af hende og smilede drillende.
"Så gerne smukke møg."
Han trådte ned fra stolen, med en umenneskelig ynde, og gik ud af døren.
Han trak sig med det samme ind til muren, lænede sig op af den.
Han var ikke bange for dem, selvom det var to mod en.
Han var stærk, og skyggerne i byen, var på hans side.

Gabriel kiggede på hende og gik så ud.
Han havde brug for at afreagere lidt.
Ikke fordi han ikke havde kæmpet nok, men han blev så let irriteret over de mindste ting.
Udenfor tjekkede han om alle hans våben var okay.

Alyss ingorerede Caspar og sukkede undskyldende til indehaveren.
"Undskyld på deres vegne" Sagde hun ydmygt og lagde 3 guldmønter i hans hånd "For kaffen" Sagde hun smilende og gik elegant hen imod døren.
"Og så må ellers alle sammen have en fortsat god aftenn" Sagde hun muntert og gik udenfor.
"Hvad har I TO gang I?" spurgte hun snerrende og sukkede.

Caspar trak på skuldrene, hans topase øjne lyste af drillagtighed.
"Er det nu blevet dit job at være min mor?"
Han sukkede, og hans øjne lyste igen, men af noget andet.
"Jeg har ikke lyst til at slås.. I er to, og en er en pige..."
Han smilede varmt, ikke drillende, venligt.

"Jeg blir let sur uden min kaffe" sagde han ærligt og kiggede på hende med et ikke skræmt blik.
Han kiggede over hende og så på dæmonen.

Alyss hævede blot et øjenbryn.
Hvor var den Dæmon dog forfærdenlig irriterende, sukkede hende hovede og hun satte sig på en bænk.
Alyss kneb øjnene sammen og kravlede hurtigt op pø en lygtepæl...
*SHIT*...

"Skal jeg blive, til vi får noget rigtigt kaffe? Jeg er sulten..." mumlede han, som et barn i en arrest.
"Jeg er suuulteeeen!" hylede han barnligt, med hans mest uskyldige stemme.
Han spidsede læberne, og man kunne høre hans mave rumle.
"Dette er jo tortur." lo han.

"Ja... Så behøver jeg jo ikke gøre noget" sagde han og grinte svagt.

Caspar løftede det ene øjenbryn, og så på drengen.
"Vil du da gerne det?" han stemme var tonløs

Alyss sukkede.
"Og SÅ holder i kæft, og det er lige nu!" Snerrede hun halvpanisk og lyttede igen.
Inden de have talt til 5 var hun nede på jorden og gled ind i skyggerne og fortsatte ind i en gyde.

"Jeg kender dig jo ikke... Så aner det ikke" svarede han med et lille skuldertræk.
Mon det kunne være dæmonen her han skulle hævne sig på... Det var for godt til at være sandt.

Han stod hurtig ved siden af Alyss.
"Hvad hørte du?" spurgte hun tonløst.
Han var eneligt ligeglad, men ville helt virke venligt over for alle.
Det var jo eneligt det han gerne ville, selvom han var en slem skabning...

"Jaja.." Sagde hun hurtigt og lyttede igen.
Alle sanser var skærpede og hendes øjne gled rundt i gyden.
Hun fokuserede aldrig kun på ET sted, for så ville man overse eventuelle bevægelser.
Alyss nikkede og glev roligt vidre ind i gyden.

Han trak de to Colt frem og fulgte lydløst efter Alyss.
Desværre kunne han ikke trumfe hendes helt lydløse skridt.
Støvlerne han havde på, larmede let, men ellers helt lydløse for det normale øre.

Caspar opløstes næsten, i sort røg, for det ydre øje.
Hvis nogle ville se ham, måtte de udvide deres indre, på det allergroveste.
Han gled langsomt, op af vægen, med dødsensfarlige ord på sine læber.
Hvis der alligevel ikke var noget i gyden, hvilket han VIRKELIG troede der var, så ville han bruge overaskelses monomentet på Dusørjægerne.

Gabriel så at Dæmonen ikke var der længere.
*Underligt... Han må stadig være i nærheden* Tænkte han og lod sit ansigt tage en tænkende grimasse.

Alyss havde brugt det sekunds forvirring blandt bægge to til at glide op af muren.
Hun sad nu på en lille vinduskarm og betragtede Dæmonens opløsning.
Hun rynkede let bægge øjenbryn, ville han angribe?
Alyss skærpede sit syn og så korte tegn på bevægelse. Han var på vej over mod Gabriel.

Valencia sad oppe på taget for enden af gyden, hun sad på hug og så ned på de tog dusørjægere med et lille smil i mundvigen, hun havde et par sorte bukser på og en sort corset med blanke sorte snøre foran, hun havde sat sit lange røde hår op i en hestehale så det var mere praktisk når hun jagede.

Caspar svang sig hurtigt op i en skygge, så det næsten var umuligt at se ham, på en gavl.
Han stirrede på Valencia med sine topase øjne, og ledte efter pigen igen.
Han sprang, hvirvlede hende af muren, og sad igen på en modsatte gavl.

En kniv hamrede ned foran Caspars fødder.
"Prøver du at angribe?" Hendes øjne lynede og hendes stemme var mørk.
Hvis han havde prøvet at gøre noget.."

Han sendte hende et drillende smil.
"Ikke forskrække mig sådan.. Så bliver jeg bange og går i defensiv."
Han lod som om han var meget skyldfyldt.
Han bukkede hovedet, og smilede stille.

Alyss smilede drillende tilbage.
"Nårh, det var dog synd for dig" Hendes øjne glimtede i noget af gadelyset.
Hun lagde benene over kors og lænede sig op af muren-

"Jah, det er jo det jeg siger."
Han smilede varmt og pludrede i sit hår.
"Nå, hvad laver du så lige i øjeblikket?"
Han smilede lidt drillende.

"Hmmm"
Alyss tænkte sig lidt om og kiggede muntert på ham.
"Lige i øjeblikket sidder jeg på en mur og snakker med dig" Forklarede hun

"Mærkeligt nok."
Han trak på skuldrene og smilede igen.
Hans topase øjne flød lidt ud.
"Men ellers... Har du et job.."
Han lo lidt irreteret.
"Selvfølgelig har du det..."