stilhed (Eaki)

"og hvor har du så tænkt dig at går hen ?" Hun kiggede kan i øjene "tror du virkelig at jeg efter så lang tid uden at kunne se dig bare vil lade dig gå"

Han så lidt på hende, han anede ikke hel hvordan han skulle tage det eller om der var en skjult trussel i det hun sagde, men han havde jo ikke gjort hende noget sidst?
Han så ud over vandet.
"Du lyder som en mor" sagde han så, bevidst om ikke at sige min
Han så på hende og gengældte uden videre hendes blik.
Hans øjne var som altid mærke, med en underlig glød og hemmelighedsfulde.

Han så undrende på hende
"Jeg hverken hader eller elsker dig og har aldrig givet udtryk for nogen af tingene" svarede han, da det hun sagde i hans ører ingen mening gav.

"Had eller kærlighed?" mumlede han og så efter hende, han havde ikke lige så meget lyst til at gå som før.
Men alligevel, hvad havde de at snakke om? hun havde sagt hun ikke bare ville lade ham gå efter så lang tid...
"Hvad mente du?" spurgte han
"At du ikke bare ville lade mig gå? Jeg mener, vi har jo ikke rigtig noget med hinanden at gøre" han så på hende og gik nogle skridt nærmere hende.

Hun sukkede " hmm jeg ved snart ikke.jeg gætter lidt på at du ikke rigtigt har set det som en chance for måske at lære mig at kende"

Han trak på skuldrene
"Jeg beslutter mig sjældent for at lære nogen at kende, som regl sker det bare" sagde han
"Jeg falder i snak med nogen og snakker vi godt lære vi automatisk hinanden at kende.... Men det lyder ikke helt som om vores samtale bare glider"

"hmm tja måske er det tid til nogle forandringer" Hun kiggede på ham uden at ændre sit ansigtsudtryk.

Han sukkede lidt og så ud over havet.
Hvorfor så han så tit væk fra hende? Var han måske alligevel...lidt bange? Usikker måske? Han rystede svagt på hoved, nej, han var bare bange for at snakke om sig selv, bange for at komme til det, han havde altid holdt det tæt ind til kroppen, en gang havde han gjort det...og det var gået galt. Hvorfor skulle han lige pludselig stole på alle mulige andre? Og så i en tid hvor det var endnu mere usikkert om hvem man kunne stole på eller om folk misbrugte ens tillid eller andre ting.
Han kendte jo selv det hele så godt.

"du er ikke et menneske, men en engel" sagde han og så på hende
"Fint, okay, jeg har aldrig været så social, men vis det er et problem, hvorfor så overhoved prøve at føre en samtale? Måske er det bare nemmere vi går hver til sit og alt det der" sagde han, selv om følte sig roligt hørte han hvordan hans stemme alligevel steg lidt i kræft.

Han sukkede og hev sin hånd til sig.
"Er det fordi du er engel nu? At man skal prøve....ja, hvad prøver du enlig på?" sagde han og gengældte hendes blik med sit eget, hemmelighedsfulde og dybe blik.
"Vil du nu også bare prøve at snakke eller hvad? Jeg kender dig ikke, giv mig en god grund til du ikke bare pønser på noget"

Han sukkede og så ud over havet.
"Jeg skubber ikke folk væk, de går selv" sagde han kort, der var det igen, et lille smuthul han måtte passe på, det ville have været det oplagte tidspunkt at fortælle lidt...om, ja, det.
Han måtte prøve at slappe af... På en måde var det dumt... men han havde ikke lyst til at fortælle om sig selv...og vis det endelig skulle ske en dag, skulle han nok vælge hvem.
Han så på hende igen
"Jeg skubber ikke folk væk, jeg stoler bare ikke på dem"

Hun rynkede på øjenbrynet "altså du skubber folk væk! der er jo ingen forskel" Hun sukkede "du fortæller heller aldrig noget om dig slev"

"Nej, der er netop forskel!" knurrede han, han mærkede vreden stige
"Jeg skubber dem ikke væk, jeg snakker med folk, jeg er sammen med dem og alt det der, så jeg skubber dem ikke væk, jeg stoler bare ikke på dem!" det irriterede ham hun ikke kunne se det.
"Nej, jeg mener ikke det rager jer en skid, folk har altid så travlt med at dømme andre, høre deres livshistorier og lege psykologer der kan tillade sig at kommentere ens liv og sige hvad de mener man skal gøre.... Desuden, sidst jeg fortalte om mig selv til nogen, misbrugte hun det mod mig, det er ingen gode grunde til at give andre oplysninger om mig selv"

"okay okay lad mig forstå det her rigtigt, en eller anden pige misbrugte din tillid og nu stoler du ikke på noget" hun sukkede stille.
"okay jeg er med. jeg forstår. kærlighed og venskaber gør en blind"

Han knurrede blidt, hun fik det til at lyde som om han græd over der var gået hul på knæet.
Han lagde armene over kors.
Hvorfor var hun ikke bare ligeglad? Han vendte om og begyndte at gå, han gad det ikke mere.

Hun så at han var ved at gå, og løb så op på siden af ham.
"Okay okay, undskyld, det er ikke noget jeg skal blande mig i"
Hun så op på ham. "Du har ret det er din egen beslutning"

Han så lidt på hende
"wow, tak, har du allerede indset det?" mumlede han og så sig lidt omkring foran sig
"Har du bare trang til selskab eller noget? Du tør næsten ikke lade mig gå"

hun stoppede op. "okay prøv lige at høre her, jeg har været alene alt for længe" Hun sukkede "og jeg vil ikke efterlades igen"

"Efterlades? Du får det til at lyde som om vi har et eller andet forhold..." han stoppede op og så på hende
Det var på en måde tydeligt at han var lidt træt og ikke i et særlig godt humør.

Hun sukked " Det var jo ikke det jeg mente"
"Jeg mente bare altså min bror er død og resten af min familie er også væk"
"skal vi sige det sådan her, du er den eneste jeg kender "