stilhed (Eaki)

s: stranden
o: sand, træer oppe ved vejen, vand
t: aften
v: lidt køligt
på: sorte bukser, sort T-shirt, en sort jakke og nogle mørke sko.

Zean trådte væk fra fortorvet, gik over det korte stykke med græs mellem træerne og ud på en lille sti af fliser langs sandkanten som man kunne gå på.
Hvad man ikke gjorde for turister og andre fornemme personer.
solen havde ikke skinnet helt så meget den dag, så sandet var kun lige på grænsen til lunt.
Rundt om var det tomt, det var jo ved at blive kold på året så folk var ikke så meget på stranden mere, heldigvis nok, han var træt af larm, det havde han fået nok af den dag.
Han trådte ud i sandet og asede sig ned til vandkanten, hvor han stoppede så vandet lige præcis ikke kunne ramme ham.
Han kunne høre den svage lyd af vandet, et par måger, men ellers var der stille.
Solen var begyndt at gå ned, faktisk var det et tilfælde han var her ved solnedgang, men folk sagde jo det var beroligne, hvilket han godt kunne tro på.
I hvert fald følte han sig roligere, her kunne han vel ikke forvente bare lige at blive angrebet? Han trak vejret dybt og lukkede øjnene lidt i dejlig fred.

Hun stod i kanten af stranden, hendes vinger begyndte at trække sig tilbage ind i hendes ryg så hun kunne gå ud i offentligheden.
Da de var helt væk trådte hun ud på det lune sand og gik over imod vandet.
Vinden tog i hendes hår og fik hende til at lukke øjnene og smile ud imod solen.

En svag lugt nåede hans næse og han åbnede øjnene igen og så sig over skulderen.
Han genkendte hende selv om hun vidste havde forandret sig lidt.
Faktisk gjorde hendes forandring ham interesseret.
Han lod blikket glide over hende og tænkte på om hun mon også genkendte ham.
Han huskede noget hans mor engang havde sagt til ham, da han som mindre var ked af at være dæmon, hvilket han langt fra var nu.
angels banished from heaven have no choice but to become demons
Han smilte og så ud over havet igen.

Hun åbnede øjnene og kiggede rundt, og så fik hun øje på ham.
Han stod og kiggede på hende, og hun gengælde hans blik.
Vinden blæste håret ind foran øjnene mens hun gik hen imod ham.
Hun stoppede et stykke væk fra ham.

"du har godt nok forandret dig" smilte han og så på hende igen
"Jeg tror jeg bedre kan lide dig nu, end før" tilføjede han

Hun smilede. " Det glæder mig at du fryder dig over min uventede forvandling."
" Nu ved jeg hvor for jeg altid har følt mig anderledes "
Hun pillede ved et armbånd på hendes hånd.
" du ligener jo dig selv"

"Ja tak" smilte han
"Men om ca...149 år vil jeg forandre mig, da jeg når min 1000 års fødselsdag..." det var tydeligt han ikke kunne vente til det skete samt at 149 ikke virkede som særlig lang tid for ham.
"Men sådan er det jo" han så lidt på hende
"Hvad er du så blevet til?"

Hun smilede ned i jorden " en skytsengel "
Hun så op på hans ansigt, " med vinger og det hele"
" mine øre er heller ikke så spidse mere, de forsvinder"
Hun gik tættere på ham, så hun stod lige foran ham.

"Aha" sagde han med løftede øjenbryn
"Troede at skytsengler var mere...fredlige og livselskende...men det er du måske også, stadigvæk?" smilte han og så bedømmende på hende

" haha, der er jo nogen der skal være en særlig" hun smilede og grinede.
"hvad skal man næsten sige, jeg er bare født til at være lidt imod min natur"
Hun kiggede ned af stranden der kom nogle mennesker gående imod dem, smilende og grinende. der kom også et par gående i vandkanten hånd i hånd.
Hun smilede af dem, og kiggede op på Zean igen.

Han knurrede lidt for sig selv da han så menneskerne komme gående.
Sjovt som de altid skulle komme masende som om de kunne tillade sig alt.
Han fik helt lyst til bare at lege med dem...for det var jo det de var? Legetøj.
Mens han tænkte det fik han øjenkontakt med en pige fra den glade gruppe.
Perfekt.
Han smilte da pigen pludselig stoppede op, resten stoppede op og kiggede på hende, men så på ham, da hun jo stod og så på ham.
En efter en fik han kontrol over hver eneste af dem.
Snart løb de stille ned og kastede sig over kæresteparret, som skreg, manden prøvede at beskytte sin kæreste med gruppen delte dem i to, bed i dem, hev i dem og rev i dem.
Blodet trillede lige så stille ned i sandet, kæresteparret blev stille og gruppen begyndte at fortære måltidet.
"Ah ja" smilte han og vendte ryggen til dem og begyndte at gå langs vandkanten.

Hun trak vejeret dybt ind og kiggede væk fra menneskerne, " det der gjorde du vel bare for sjov skyld "
Hun fnøs af hans åbenhed.
"Jeg kan vel ikke forvente så meget anden af dig, det er jo i din natur"
Hun kiggede op på ham.

"Jep" smilte han bare, tydeligvis ikke ked af det på nogen måde.
"Og det har været min stil de sidste 500 år" tilføjede han og så sig omkring.
Han slap menneskerne og gruppen faldt halvt til jorden, kom til dem selv og så sig forvirrede omkring, inden de skræmte skreg og så på blodet på dem og den underlige smag i munden.
Han grinte lidt og så på Eaki.
"Nå, har du så fundet en at være engel for? Det er jo det skytsengler gør ikke? En beskyttende for en eller anden"

" Ja det er vel på en måde det vi er skabt for" Hun sukkede tanken om at skulle være bundet til et andet menneskes skæbne hurede hende ikke.
" Men nej jeg har ikke fundet den person endnu "
Hun kiggede på ham og satte sig ned på en stor sten der stod lige i nærheden.

Han stoppede op da hun satte sig ned.
"Fra snakkesalig elver til en mere dyster skytsengel..." sagde han tankefuld
"Det er lidt sjovt" han så på hende

Hun fnøs af hans ord. " Nå så det syntes du "
Hun smilede stort til ham.

Han grinte lidt
"Ja" sagde han ligeud
"Det gør jeg" han så ud over havet
"Hvad med din bror?" spurgte han så og huskede den anden elver der havde været i hytten

Hun kiggede ned på hendes hænder, følte en lille smerte i brystet.
" Han er her ikke mere" Hun kiggede op. " den gang hvor du var hjemme hos mig, der var ham meget syg og, tja den sygdom han havde fik overtaget"

Han nikkede lidt, men sagde ikke noget til det.
Han følte ikke noget ved det, det var sjældent han følte noget for andre.
Han satte sig ned i sandet, en lille halv meter fra stenen og så ud over vandet.
Solen var faktisk væk nu og mørket begyndte at sænke sig over dem.
I det fjerne kunne han høre politisirener, sikkert den gruppe af unge mennesker der havde ringet efter dem, men han var jo ikke i fare, hvem ville høre på en gruppe `kannibaler´?

"Well" mumlede han og så ud over stranden for så at se på Eaki.
"Jeg kunne godt tænke mig at vide...Er du stadig som dengang jeg mødte dig eller har du forandret dig?" spurgte han, han måtte have noget at gå ud fra

"Det var lige det jeg ville vide, om du stadig var godtroende og kærlig eller hvad du var" sgade han og lavede kedsommeligt et mønster i sandet.

"Jeg sagde ikke jeg savnede det" svarede han og rejste sig op og så sig koort omkring.
"Nå, jeg smutter igen" sagde han og gjorde mine til at gå