korset og spring kniven.

"Du' svær"
mumlede hun næsten overrasket.
De fleste væsner læste hun som en
åben bog, men ikke ham her.
Hun smilede lidt af udfordringen
og lukkede øjnene svagt i for
at koncentrere sig bedre.

Han pustede ud og kiggede så op i loftet og så på hende igen, "det siger mange men jeg har noget små esser i ærmet, han begyndte at kiggede rundt i lokalet og tæntke på små korte ord som ikke kunne give mening overhoved.

Hun lo kort ad ham.
"Det giver jo ingen mening"
Konstaterede hun smilende.
Hun vendte sig om for at gå ind i kirken.
Trøjen hun havde på var
meget åben på
ryggen og viste toppen af rosen der prydede hendes ryg.

"Du ifærtigfald alt for nem" sagde han uden at vendte sig mod hende.

"Sikkert" svarede hun
og smilede ad ham.
Hun skubbede de store døre op
og så sig lidt om i skibet.
Hun så sig kort over skulderen før hun gik ind.

Han sukkede men blev stående.

"Hvorfor sukker du?"
spurgte hun og vendte sig halvt om
og så på ham.

"Hvor skulle jeg ikke" sagde han og gik ud af kirkens dør.

"Godt spørgsmål" mumlede hun og lettede.
Hun fløj ud samme vej hun var kommet ind og satte sig
over døren ind til våbenhuset, da han kom ud af den.

"Du tror du kan læse mig" sagde han uden at kigge på hende.

"Nej den ide har jeg skam droppet."
svarede hun og smilede.
Hun så ned på ham og
betragtede ham bare.

Han kiggede op i himlen og tænkte så noget som folk nok ikke skulle høre og vente sig mod hende, "Sådan" sagde han og smilte stort så hans tænder blottede sig.

Hun betragtede ham bare
roligt fra hvor hun sad.
Hun gengældte svagt smilet
og mødte hans blik.

Hans blik blev dystert og hans metalliske grå øjne begryndte at give små gnister fra sig.

Hun skuttede sig svagt
og lagde armene om sig selv.
Dog uden at tage blikket fra ham.

"Nårh...." sagde han med et ret underligt smil om læben.

Hun lagde hovedet en anelse på skrå
og så spørgende på ham.

Han gik over til kirke muren, dog uden at tage sit blik fra hende, hans blik begyndte at blive mere lysende end at lave gnister.

Hun rettede hovedet op
igen og tog blikket fra ham.
Hun så et øjeblik på den tunge
smedejerns port
der førte ud på gaden,
før hun igen så hen på ham.

Han fik nogen underlige klør og satte den så ind i muren hvor efter han kravlede op til hende og sad lige pluselig på hug foran hende imens hans klør blev til hænder.
"HVor kom vi fra" sagde han og smilte endnu mere.

Hun trak roligt på skuldrene
Hendes arme lå stadig rundt om hende
og hendes hænder hvilede ved roden af
hendes vinger.
Hun så roligt og afventende på ham.

"Nu kommer det sjove, skal vi gører det på den lette eller hårde måde" sagde han og kiggede stadig smilende på hende.

Hun så roligt på ham
mens hun kort tænkte sig om.
"Den lette" svarede hun så.
Hun regnede med at den hårde måde
ville gøre mere ondt på hende
end den lette.
Hun sad helt stille og så på ham.
Hun kæmpede aldrig imod
når de bed hende,
hun kunne ikke se meningen i det...

Han grinte over hende, hvorfor gav næsten alle engle sig til ham.
Han trak hende ind til sig og smilte så lidt, hvorefter han bed sig fast, med en ret så stor kraft.

Hun gispede svagt ved smerten.
Hun lukkede øjnene og knyttede hænderne,
men sad ellers stille i hans favn.
Hun sagde ikke noget men hvilede sin pande mod hans
skulder mens han drak.