Ups! Bad timing - Nick

Dato: IRL
Dag: Tirsdag
Tid: 20.00
Sted: Politistationen
Omgivelser: Ingen lige nu, da hun sidder i forhørsrummet
Vejr: Koldt og mørkt
Årstid: Efterår

Som altid havde Margot igen fået rodet sig ud i noget værre lort, men det var første gang at hun var blevet hentet af politiet og var blevet kørt ned til politistationen. Lige nu sad hun nervøst inde i forhørsrummet og vred sine hænder lidt, fordi hun var bange for hvad der skulle komme til at ske. Ville de mon anholde hende, hvis hun ikke gik med til at samarbejde eller ville de bruge hårdere metoder?? Margot havde nemlig været vidne til at to af hendes venner prøvede at stjæle fra en butik og så svag som Margot nu var, så havde de fået lokket hende til at holde udkig efter folk som måske skulle komme forbi. Men så kom de to venner til at sætte alarmen i gang og havde efterladt Margot alene på gaden, fordi hun stivnede af skræk over alarmen og glemte at løbe sin vej. Så det var altså hende som politiet havde fået fat i, selvom hun måske ikke lignede en som ville kunne finde på sådan noget og de ville nok også så sige til hende, at de venner ikke var værd at samle på, men Margot havde ikke så mange venner, så det var svært for hende at vælge fra og til. Men hendes blik røg nervøst op da døren til forhørsrummet gik roligt op og en politimand kom ind.

Nick sad roligt og arbejde ved sit skriver bor hvor han sad ved sin computern og skrev gamle sager ind da hans mobil ringe"ja det Nick "sag han roligt men rejste sig så hurtigt op da han fik af vide at der var sket et indbrud og at han nu sku forhøre den person de fik fanget, han lage røret på hvorefter han smilede let og tog en lille båndoptager fram og putte den i lommen hvorefter han hurtigt gik hen til forhørings lokalet, han var en ung fyr på 23 år og havde nu arbejdet her i 3 år på stationen han elske sit job da dagne aldrig var de samme, han var en ret høj lidt bred mand på grund af muskler som han havde fået ved at gå til boksning i sin fritid, han skubbe døren op og trådte ind i lokalet hvorefter han satte sig ned foran personen og så letter konceteret ud, han blev dog overrasket over at det var en pige og ikke en dreng han sage det dog ikke"nå fortæl hvad der skete"sag han roligt dog køligt.

Margot lukkede kort øjnene da politimanden satte sig foran hende og hun viste ikke hvad hun skulle gøre, hun regnede med at hendes plejefamilie kom til at høre om det her. Men hun var mest bange for hvad hun kunne komme ud for hvis hun ikke ville samarbejde med politimanden, fordi det var jo hans job at få det ud af hende, men hun var fast besluttet på ikke at forråde sine venner, selvom de jo ikke ligefrem var de bedste venner, når de jo havde efterladt hende som de nu havde. Derfor rystede hun lidt på hovedet og så med et nervøst blik på manden og pustede roligt ud for at slappe lidt mere af, fordi hun sad også og hoppede svagt med det ene ben. "Der skete ikke noget.. " løj hun stille og vendte blikket ned i bordet. Hun kunne ikke se sådan en mand i øjnene, imens hun skulle lyve, fordi så ville hun nok bryde ud i tårer og sige sandheden ret hurtigt. Men hendes venner, ville hun nok også for problemer med, hvis de hørte at det var Margot som havde fortalt hvem der havde prøvet at begå indbrud.

Nick betragte hende og tænde båndoptagern i lommen hvorefter han rømmede sig let og skrue lidt op for den hårde stemme"det er dumt at lyve"sag han kort og kørte en hånd gennem det korte hår imens han prøvede på at fange hans blik"jeg ved du var med til et indbrude så kom nu frem med tingne, jeg har ikke hele dagen til det her"sag han og lage hovdet let på skrå, man ku tydligt høre at han havde prøvet det her før og at han ikke bare gav op han havde faktisk et lille motto de fleste andre betjente kendte, chefen var faktisk utrolig glad for at få Nick ansat fordi han var stærk, hurtig samt klog og udholden.

Margot kunne godt høre at han havde prøvet det her før, fordi han virkede overhovedet ikke usikker på nogen måde. Istedet for at se på ham, vendte hun bare tænkende blikket lidt rundt i lokalet og synes her var ret indelukket og det kunne hun ikke rigtig lide, når hun viste at hun lige nu var i fedtefadet angående et indbrud. Hun havde skam ikke nogen former for klaustrofobi angående lukket rum, men lige i det her rum, kunne hun sagtens forstå hvis man udviklede det. Hun fik så set kort hen på manden, men vendte så blikket helt væk fra ham igen ved at dreje hovedet lidt til siden og bed sig tænkende i læben. "Nårh, men du kommer til at vente hele dagen, fordi jeg har ikke tænkt mig at sige noget som helst.. fordi har ikke noget at sige" sagde hun stille og folede sine hænder på bordet og vendte så sit blik ned på dem, uden at se hen på ham, fordi hun ville ikke se på ham, for alt i verden. Hun ville ikk bryde sammen, selvom hun godt kunne mærke at det begyndte at komme op i hende, men hun hadede at græde foran andre, så det var derfor hun holdte det tilbage.

Nick sukke svagt af hendes svar*lad os se hvor længe det vare*tænkte han hvorefter han så lidt rundt før han igen så på hende"vis det er det du vil"svarede han så sikkert"så lad os se hvor længe du kan klar dig uden noget at drikke"tilføj han og smilede let over sin nye plan"hvor gammel er du og hvad hedder du?"spurgte han så for at prøve på at få noget information ud af hende"eller skal vi få fat på din famillie?"tilføj han spørgne og lænede sig tilbage i stolén og svang bene op på bordet, man sku vel side ordligt vis det her sku tag hele dagen det håbe han dog ikke på da han snart sku til boksning her om et par timer.

Margot bed sig lidt i læben over det han sagde, men da han nævnede det med at kontakte hendes familie, kunne hun godt mærke at hun blev en smule sur. Det resulterede så også til at hun rejste sig fra stolen og slog begge hænder ned i bordet, men ikke særlig hårdt og så bare surt på manden. "Du kan lige vove på at kontakte min familie! De skal ikke udsættes for det her!" sagde hun surt i en høj tone og satte sig så ned i stolen igen og lænede sig tilbage, imens hun lod sine arme glide over kors og blev så mere rolig. Det klædte hende faktisk at se sur ud til en forveksling, fordi så så hun ikke så skrøbelig ud. Men lidt efter rystede hun så lidt på hovedet der løb 2-3 tårer ned af hendes kinder og hun snøftede kort, "jeg hedder Margot og er 17 år" sagde hun så stille og tørte sin tårer hurtigt væk, imens hun ikke så på ham. Hun var allerede brudt lidt sammen, men hvem kunne bebrejde hende, når det var første gang at hun sad sådan et sted som dette.

Nick svang bene ned igen og rejste sig op da hun rejste sig"nå nå så nu kan du tale"svarede han og betragte hende let hvorefter han gik hen til hende og begyndte at gå rundt om hende i en cirkel med hænderne på ryggen"det var godt margot"svarede han nu lidt roligt"du kan bare kalde mig Nick"tilføj han imens han gik vidre rundt om hende"hvorfor var du på gerningsstedet da alarmen gik igang?"spurgte han så og stoppe op foran hende, han lag en hånd på hendes skulder og man ku tydligt mærke hans styrke selvom han ikke klemte hende skulder"vis du gir mig svar kan vi lade vær med at kontakte din famillie s¨å kom du heller igang med at forklare"sag han og klape hende kort på skuldren før han gik hen til sin stol igen og satte sig roligt ned.

Margot syntes næsten at det var nedladende at han ikke troede at hun kunne sige noget, bare fordi hun var stille som hun var lige nu. Men hun kunne skam sagtens snakke hele tiden HVIS hun var sammen med folk som hun kendte godt eller var trygge ved. Altså hun viste at man sagtens kunne føle sig tryg ved en politimand, men squ ikke når man sad og blev forhørt af en. Hun nikkede bare lidt til at han sagde sit navn, men viste ikke rigtig om hun ville få brug for at kalde ham ved navn, fordi regnede ikke med at skulle møde ham efter det her. I hvert fald så ikke på et gerningssted håbede hun, men hun så ikke op på ham, selvom hun sagtens kunne se at han stoppede foran hende, hun så bare kort ned på hans fødder inden hun mærkede hans hånd på sin skulder. Margot vendte så sit blik på hans hånd og syntes næsten at det føltes mærkeligt, men da hun kort så at han havde sat sig tilbage efter at have sluppet hendes skulder, rejste hun sig op igen og rystede lidt på hovedet. "Jeg kan ikke sige noget, jeg ville ønske jeg kunne, men så havner jeg bare i problemer igen.." sagde hun stille og så så kort hen mod døren til at komme ud, og begyndte så med hurtige skidt at gå imod døren, selvom hun ikke var sikker på at nå det.

Nick så afvendtne på hende men hans plan havde slåget fejl*satans*tænkte han og så tænksomt på hende"problemer hvad for nogle problemer?"sag han spørgne men da hun rejste sig op og gik hen mod døren hoppe han hurtigt op af stolen og løb så hurtigt han ku hen mod døren, han nåde dørhåndtaget lige får hun nådet det, han rette sig op og gik hen foran døren"du slipper ikke ud før jeg for tingne ud af dig"sag han irteret over at hun faktisk prøvede at flygte, han greb fat i hendes arme og fik dem med lethed om på ryggen hvorefter han satte dem i håndjern og skubbe hende ned på stolen igen"vi kan hjælpe dig vis nogle vil gøre dig ondt, bare rolig blot du gir os information om hvad der skete"sag han og satte sig op på skrivebordet foran hende.

Margot havde virkelig lyst til at skrige efter hjælp, da hun mærkede at han nåede at tage fat i hende, hun vred sig en lille smule da han fik hendes arme om på ryggen, fordi det faktisk gjorde det lidt, han var jo ikke ligefrem slap, hun blev dog endnu mere bange, da hun mærkede det kolde metal om sine håndled og vred sig bare lidt mere, til hun igen havnede på stolen og så kort på ham. Men vendte så blikket lidt ned igen, så hendes hår røg ned fra bag hendes skuldre og dækkede lidt af hendes ansigt. Hun havde haft en ide om at det var umuligt at flygte lige nu, i hvert fald ikke uden at hun så ville blive taklet af ham igen. Margot begyndte dog at græde lidt igen og så bare ned på sit skød, hun gad virkelig ikke se på ham og snøftede kort imens en lille rysten på hovedet, viste sig hos hende. "Hvad med at være som rigtige politifolk og opspore dem selv, det har i vel udstyr nok til.." sagde hun stille, imens hun stadig græd lidt og tårerne dryppede roligt ned på hendes bukser. Hun havde ikke gidet svare på noget af det han havde spurgt om, men var ligeglad.

Nick betragte hende let og ku tydligt se at han faktisk græd det var dog ikke det han havde planlagt men han sku nok få tingne ud af hende også selvom han så sku aflyse boksetimen for den her sag sku opklares hurtigts muligt, han rejste sig op hen og gik roligt om bag hende og lage hænderne på hendes skuldre"bare tag det roligt"sag han stille"jo vi ha folk ude og lede men derfor skal jeg stadig ha informertion om hvem der var med og hvad der blev taget samt hvorfor"sag han, han prøvede på at virke lidt flink da han ikke gad hørre på hendes snøfterig, det var ikke meningen at han sku ha gjordt det så hårdt før men det lå bare til ham at bruge sine kræfter.

//må logge ses//

Margot prøvede at lade være med at græde, men det var meget svært lige nu, fordi hun følte sig indelukket og presset til noget som hun ikke ville. Fordi hun ville jo gerne ud herfra, men hun ville ikke gå bag om ryggen på sine venner og sætte politiet efter dem, fordi så ville de jo nok selv komme efter hende, når de engang kom væk fra politiet, fordi for det første var det drenge og for det andet er de nået stærkere end hende, så de ville sagtens kunne gøre noget imod hende, uden at hun ville kunne gøre modstand af nogen art. Men da hun mærkede Nick's hænder på sine skuldre, rykkede hun kort i ryggen fordi hun ikke rigtig brød sig om det, men alligevel holdte hun efterhånden op med at græde og vendte ansigtet imod ham. Nogle tårer løb stadig ned af hendes kinder, men hun græd ikke mere. "D-e... De vil bare gøre grimme ting imod mig, hvis jeg sagde noget.." stammede Margot svagt og snøftede kort igen, inden hun vendte blikket væk fra ham og bukkede hovedet lidt ned.

Nick betragte hende i et stykke tide men slap hendes skuldre igen og gik hen på sin plads på stolen hvorefter han så på hende igen og lænede sig lidt tilbage i stolen"hvad vis vi nu ku beskytte dig?"sag han spørgne og løftede øjnbrynet lidt, han var efterhånden ved at være træt af at snakke med hende men han sku jo klare sit arbejde selv om det til tider var ret ireterne som nu hvor hun ikke gav ham de rigtige svar men han gav ikke op endnu.