En pige, helt alene i den store skov

Sted:Den fred fyldte skov
Vejr:Aften lunt
Omgivelser:Træer, buske og hvad der ellers er i en skov
Tid:22.23
Årstid:Sommer
På klædning: Kig billede



Sisca sad på et væltet træ inde midt i en lysning et stykke inde i skoven. Solen var ved at forsvinde ned bag træerne, og et rødligt skør fik bladende til at lyse svagt i kanten.
Sisca nød lydløst synet, fra sin plads på det væltede træ. Hun løftede de klare blå øjne til himlen, ligesom solens lys, rødmede den ellers så lyseblå himmel. Alt var perfekt, alt var som det skulle være. Sisca lod blikket glide rundt på træerne, der stod i en stor cirkel omkring hende og smilte svagt. Det eneste der manglede var en smule selvskab, men af hvem?
Hun lod sig glide ned på jorden og lænte sig op af stammen og så ned på sine fingre som lå flettet ind i hinanden i hendes skød. Hendes lange bøljende blondte hår fladt ned foran hendes ansigt.

Zean gik roligt på en af skovstierne.
Solen var ved at gå ned og det glædede ham, den var altid så skarp og varm.
Hvorfor han så gik i denne skov vidste han ikke helt, den var altid så lys og åh så god at det kunne gøre helt ondt.
Men nogen måtte jo rykke lidt rundt på freden, et så fredfyldt sted måtte der bare gøres noget ved, men først måtte han kigge sig rundt og lære skoven at kende.
på et tidspunkt fangede han duften af et menneske.
Han smilte, perfekt, han var faktisk også sulten.
Han drejede væk fra stien og begyndte at gå mod lysningen.

Sisca så stadig nedpå sine fingre, som hun flettede ind i hinanden. En svag nynnen kom fra hende, hun så op og bevægede læberne en smule, da hun skiftede fra nynnen til en sang. Hun sang aldrig højt, da det fordet meste var triste sange hun sang. Hun lænte hovedet op mod stammen og så opmod himlen, mens hun sang lavt.
Hun så på en rødmende sky der langsomt gled henover himlen.




//
Sang; https://www.youtube.com/watch?v=i4qQsyuEZ7o&p=7159A8B872AEDB37&index=60&feature=BF
//

Selv kunne han bedre lide sange der var lidt mere gang i.
Han havde lyttet til de mere stille, men de tiltrækte simpelthen for mange tanker til han kunne holde det ud, for mange minder.
Han stod i udkanten og lod blikket glide over hende, hun var slet ikke værst og han kunne mærke hendes sjæl næsten hungrede efter at blive spist! Den var i hvert fald lækker...
Da sangen var ved at være færdig trådte han lydløst frem, det sjoveste var at skræmme sine ofre lidt... Han smilte grumt.

Sisca vente sit ansigt ned af igen, da hendes sang var ved at slutte. Hendes hår faldt igen ned over hende ansigt og skuldre.
De sidste spor af hendes stemme hang i luften et skundt efter sangen sluttede. Og først da blev hun opmærksom på en skikkelse i ud kanten af lysningen. Hun så op på ham, hun blinkede et par gange da hun så ham. Det var noget over ham som skræmte hende, men samtidigt lokkede hende.
Hun så på hans læber hvor et grumt smil lå over, han kunne ikke være venlig sindet med det smil. Hun gøs svagt og rejste sig langsomt op, uden at tage blikket fra ham.

Han gik lidt tættere på, dog havde han god erfaring med at jage, så han stoppede da han mente grænsen var for at hun ellers bare ville løbe sin vej.
"Folk har fået en mani med at sidde alene i sine egne tanker og glemme deres omgivelser" sagde han, hans stemme var dyb, lidt hård, men alligevel var der noget dragende over den.
Hans øjne sagde noget andet ind hans smil, de vidnede om at han havde set og oplevet meget, de var hård og alligevel bløde og de skjulte meget.
"Ingen grund til at blive bange, fandt dig tilfældigvis...Det kan være farlig at sidde alene, selv i denne skov"

Sisca stod med en smule af siden til ham, mens hun så på ham. Hun kunne få mening med hans stemmes klang og hans øjne, de passede perfekt sammen, men så alligevel ikke.
Hun stod et øjeblik og var hypnotiseret af hans dybe hårde stemme., og de hemmeligheds fulde øjne.
"Jeg er ikke bange"sagde hun bare tilsidst med en venlig stemme, hun havde en spansk accent. Det var delvist sandt.

"Habla español?" smilte han da han hørte hendes spanske accent.
"Vis det gør dig mere sikker, så er jeg Zean" smilte han og så på hende
Hun sagde hun ikke var bange, måske var hun ikke det, men der var alligevel lidt over hende...Som om noget af hende alligevel var lidt skræmt.

"Sí"svarede Sisca og slog over til spansk, det trak i hendes mundvig, det var efterhånden sjældent hun talte spanks efter hun flyttede fra Spanien.
Hun nikkede svagt da han præsentrede sig selv, hun flyttede vægten til højre fod så hun stod en smule skævt.
Inden i var hun stadig i gang med en diskution om hun skulle være bange for ham eller om hun ikke skulle være det.
"Sisca" præsenterede hun sig selv lidt efter med sin spanske. Hun flyttede vægten til venstre fod.

"Jeg taler desværre ikke så meget spansk, kan bare lidt" smilte han og blev stående hvor han var.
Han så lidt på hende
"Har du fundet ud af om du vil være lidt bange for mig eller ej?" han slog ud med armene
"Hvad skal jeg gøre for at du stoler på mig?" folk havde virkelig svært ved at tro på fremmede i denne tid, men det var vist nok også kun klogt.

"Era una lástima" sagde Sisca og fordelte sin vægt på begge fødder så hun ikke stod skævt mere.
Hun trak på skulderne af han spørgsmål "Vælger ej" svarede hun med den spanske accent, selvom hun stadig ikke havde fundet ud af det endnu.
Hun viste ikke hvad hun skulle svare til det med hvad han skulle gøre for at hun ville stole på ham, hun havde slet ikke tænkt på det.

"Si" smilte han
"Jeg kan godt lide spansk" han så lidt på hende og tog prøvende et par skridt fremad for at se hvordan hun reagerede.
"Nåe men...Kom du bare her ud for freden skyld? Eller øver du dig i at synge?" spurgte han smilende

Sisca nikkede og ville måske have taget et lille skridt tilbage hvis ikke det havde været fordi der lå et træ bag hende.
"Begge"svarede hun bare og skiftede vægten til højre fod igen.
"Og dig?"spurgte hun så et par sekunder efter.
Hun sagde sjældent særlig meget, da hun syntes at det lød dumt med den spanske accent.

"Bare for at gå en tur, solnedgange og opgange virker tit så beroligne" smilte han roligt og så op mod himlen.
Faktisk var han ligeglad med dem, selv om han foretrak solen blev lidt mere væk ind den enlig gjorde.
Men det vidste hun jo intet om.

"Solnedgange er beroligende ikke solopgange"sagde Sisca og satte sig på træstammen og så på ham
Hun havde lagt hovedet en anelse på skrå.
"Ved solopgange begynder endnu en travl dag, ved solnedgang falder alt til ro og du kan få lov til at glemme"sagde hun og rettede sit hoved op igen. Hun havde sin egen mening om næsten alt, og holdt sig ikke tilbage for at fortælle den. En ting hun havde fra sin afdøde mor, hun havde heller aldrig holdt sig tilbage når det gjaldt om at få sin mening frem i lyset.

Han smilte lidt
"Din mening, for mig er det lidt mere omvendt, er mest aktiv om natten" sagde han og tillod sig at sætte sig lidt fra hende, på træstammen.
"Dagen byder på ro, natten på aktivitet...Dog aldrig særlig stressende"

"Det er nok fordi du arbejder om natten"sagde Sisca spørgende og trak sine fingre gennem håret for at få det væk fra ansigtet.
"Jeg arbejder om dagen, så derfor passer min mening på mig" sagde hun og strækte sine arme frem for sig og så på sine fingre.
Hun var 'kunstmaler' så det var nu lettes at gøre det når der var lys, selvom hun jo egentlig bare kunne tænde for en lampe om natten.

"Selvfølgelig" sagde han, det trættede ham lidt når folk sagde indlysende ting, som man ikke behøvede at få fortalt.
Han sukkede lidt og mærkede sulten gnave i sig.
Ville hun gøre modstand? Eller skulle han lege lidt med hende først? Han elskede at lege med maden og han havde aldrig fået af vide han ikke måtte.... Han smilte

Hun bevægede sine fingre en smule og sænkede så hænderne igen.
Hun så på ham igen og viste ikke helt hvad hun skulle sige til ham.
"Mmhm"sagde hun bare og så frem for sig igen og derefter ned på sine fingre.

"Hvad bruger så din tid på? Har du et arbejde eller noget?" spurgte han og så på hende mens han stadig tænkte over han bedst skulle få fat i hende.

"Ja, sådan da"svarede Sisca og så på ham igen
"Jeg maler og tegner også lidt"tilføjede hun og lænte sig lidt tilbage i luften og satte hænderne ned mod stammen for ikke at vælte bagover.
"Hvad med dig selv?"

"Hmm..." svarede han og så sig omkring
"Jeg...jæger" sagde han så
"Vis et dyr skal dræbes eller andre ting, så gør jeg det" han smilte lidt

"Arh, lyder...interesant"sagde Sisca med et halvt muntert smil over at hun ikke kunne finde på noget bedre at sige.
Hun nikkede svagt og spidsede læberne en smule og så frem for sig.
"Altså aflivning og sådan?"spurgte hun bare dumt for at få en eller samtale i gang.

"Ja" svarede han kort og rejste sig, mon ikke de havde snakket nok nu? Samtalen var jo alligevel ved at dø.
han gik hen til hende og så hende i øjnene.
"nå men jeg er sulten..." smilte han
"...Ved du der findes andre ting, ting mennesker normalt kun tror er fantasi?" spurgte han

"Ja"svarede Sisca uden tøven og rejste sig op fra træstammen.
Hun undgik at se ham direkte i øjnene.
Hun viste at der havde været noget ikke menneskelig over ham, men hvad han var havde hun ikke fået regnet ud endnu.
Sisca var den eneste der kendte til sin mors død. Hun faldt ikke ned fra den klippe kant hvorefter hun dødede af blodmangel. Sisca havde været der.