En pige, helt alene i den store skov

Så snart han krummede sig sammen, var Sisca ikke langsom til at reagere.
Hun tomlede til siden hvorefter hun satte i løb i retning af byen. Selvom der var et godt stykke, tænkte hun ikke på andet end at komme væk.
Hendes fødder rørte næsten ikke jorden da hun strøg forbi træerne og så sig kort over skulderen. Et gisp undslap hende, da hun så et væsen. Det væsen han hele tiden havde været.
Sisca vente sine øjne frem ad igen og satte farten op, hun havde altid været hurtig, med sine lange ben, og hun var da heller ikke ude af form. Hun viste godt at hun ikke ville kunne nå ud, men hun gav stadig ikke op.

Han knurrede og baskede først prøvende med vingerne, han havde ikke fløjet i et stykke tid.
Endelig gav han dem en chance og satte af fra jorden, han fløj op mellem trækronerne og over træerne og så den vej han havde set hende løbe.det gik lidt op og ned i starten, men endelig fløj han blødt af sted over træerne, først nød han kort vinden, men koncentrerede sig så om sit offer som han jagede, han håbede ikke han var for forsinket eller at hun stak fra hm under træerne, han kunne jo ikke se hende og næsten ikke mærke hende på afstanden.
Han besluttede sig for at flyve hen til enden af skoven og overraske hende når hun ville løbe mod byen.

Sisca løbe så hurtigt hun kunne og trak vjeret så lydløst som det var muligt for en der løb.
Hun dukkede sig under grene som kom i vejen for hende eller hoppede over røder, så hun ikke skulle bruge tid på at løbe uden om dem. Hun så sig igen hurtigt tilbage men kunne ikke se ham mere, hun så op mod himlen men kunne ikke den for træernes kroner. Hun rystede på hovedet og satte farten op da hun nåede skovkanten.

De nåede næsten skovkanten på samme tid og han dykkede straks efter hende.
Først løb hun fra ham og han greb bare luften og endte med at måtte lande fordi han mistede balancen.
Han havde været for sikker på at få fat i hende og knurrede surt da han ikke fik fat i hende, hvor havde han bare lyst til hun skulle lide! Men nåede hun først byen kunne han godt opgive, ikke alle mennesker var lige dumme og der boede sikkert også andre racer, ikke alle ville reagere med ligegyldighed.
Han lettede igen og fløj over hende, han forberedte allerede næste dyk.

Et skrig undslap hende da han dukkede op. Da han ikke fik fat i hende i første forsøg satte Sisca sine sidste kræfter i sin løb. Hun var træt og hende ben syrede, hendes vejrtrækning var tunge og samtidigt al for hurtige så de nåede ikke helt ned i lungerne.
Hun så sig ikke over skulderne mere, nu skulle hun bare nå det sidste stykke, så ville hun være i sikkerhed. Ikk?

Byens begyndelse nærmede sig alt for hurtigt! han fløj til, men tanken om at miste sit bytte fik ham til at ramme forkert, men kun med få centimeter, han knurrede surt og ramte hende over armen med halen, eller det mente han i hvert fald.
Vis hun stak af kunne han jo selvfølgelig jage hende senere, men tanken om hvis hun gik videre til nogen med det...
"Jeg skal nok få min hævn!" hans stemme var dybere og mere ru, den havde også en anden slags udtale, ikke direkte accent, men man forstod godt hvad han sagde.

Sisca var lige tabte fart et kort øjeblik da han ramte hende over armen, hvad hen havde ramt med viste hun ikke og hun så heller ikke efter, selvom slaget havde gjort ondt.
Hun gispede efter vejret. Hun smilte, byen nærmede sig hurtigt i mod hende. Hun ville nå det! BAre det sidste stykke. Et chock paserede hendes krop da hun hørte den dybe stemme bag sig.

Han greb efter hende en sidste gang og han fik faktisk fat i hende, eller i hendes tøj som blev flænget i den ene side.
Han fløj op og smed surt tøjstumperne væk mens han så vredt efter hende, byen, han kunne ikke jage hende i byen, han havde allerede jagtet hende for langt og var sikkert blevet set af nogen.
Nu vidste han da hvad han skulle øve sig på, at flyve og jage samtidig, det havde han jo ikke gjort længe.
Han knurrede vredt.

Sisca mistede balacen da han rev noget af hendes bluse i stykker. Hun rullede rundt og kom op igen med det sammen.
"Argh!" hun havde vredet om på foden, men han ville ikke turde jage hende så tæt på byen, det var hun sikker på.

Han landede lidt væk derfra og lod vingerne og halen forsvinde igen, samt hans krop forandrede sig, lidt efter stod han og lignede sig selv fra før.
Han satte sig på hug og trak vejret dybt et par gange, sådan en forvandling kunne man jo ikke gøre uden det krævede energi.
Han kunne mærke sveden der løb ned af hans tindinger, han tørrede det irriteret væk og rejste sig op.
Han var øm i kroppen, men han tvang sig alligevel videre, vis hun allerede var inde i byen kunne han jo følge efter og se hvor hun søgte tilflugt eller måske ligefrem hvor hun hørte til?
Han trak vejret dybt et par gange endnu og opdagede så hun lå på jorden endnu, hvorfor? Han kunne ikke lade være at grine lidt, så langt og så fik han hende alligevel til sidst?
Han gik roligt over til hende.
"Hvad ligger du der for?" I tilfælde af nogle mennesker så på dem ville han ikke bare springe over hende og risikere noget, han havde ikke særlig meget energi til en flugt.

Sisca bandede indvendigt over sin forbandede fod. Hun satte sig halv op og sendte ham et hadefuldt blik med de klare blå øjne. Hun ville sparke ham et vis sted så snart han kom tæt nok på.
Hun ignorede ham og satte sig helt op, og kom derefter op på sit venstre ben som ikke gjorde ondt. Hun havde aldrig rigtig prøvet at forstuve noget, men det gjorde i hvert fald ondt, havde hun lige fundet ud af.
Hun sagde stadig ikke noget og viste heller ikke hvor ondt det gjorde i hendes fod da hun begyndte at gå stille baglæns i takt med at han nærmede sig.

Han var opmærksom på hun ikke ville kunne sparke uden at falde, men slå kunne hun vel stadig tildels.
Han smilte lidt til hende og greb ud efter hende, men han var træt og fik ikke fat i hende.
Hans smil forsvandt hurtigt og han stirrede bare tomt og ondt tilbage, et blik, helt blottet for følelser, bare...ondskab. og had.

Sisca satte farten en smujle op da han rakte ud efter hende.
Hun humpede en smule mere, da hun ikke kunne stødte på foden længere.
"Skrid!"sagde hun med en hård stemme, og var stadig en smule forpustet over løbe turen gennem skoven.
Hun gengældte hans blik.
Hun trådte en smule forkert på den dårlige fod og var lige ved at falde.

Han greb efter hende og fik fat i hendes arm så hun ikke faldt alligevel.
Han hev hende lidt frem, men fjernede sig lidt så hun ikke bare direkte kunne ramme hans skridt igen.
Han lod sig ben fare frem og ramme hende hårdt i maven.
Selv om han var udmattet ville han ikke gå glip af sin hævn.
Han skubbede hende ned mod jorden.

Sisca gispede efter vejret da han slog det ud af hende. Og kunne ikke gøre så meget andet end af lagde sig blive skubbet ned på jorden. Hun krummede sig en smule sammen og pressede sine hænder mod sin mave. Det gjorde mere ondt end foden.
Hun rettede sig mere ud kort efter og så op på ham med et blik der syede af had.
Hun tænkte sig ikke særlig meget om inden hun sparkede ud efter hans skridt igen.

Han sprang til siden.
Det eneste der rigtig holdt ham i gang var udsigten til en dejlig sjæl som kunne give ham noget energi tilbage, samt hævnen og den nydelse at have vundet.
Men hans krop reagerede langsommere og han stoppede op og så bare på hende, han blev nødt til at finde på noget så hun ikke bare slog ham mens han ville få fat i hendes sjæl, hvorfor gav hun ikke bare op? Hun sagde jo selv hun intet havde at leve for og alle kunne jo modarbejde sine overlevelsesinstikter?

Sisca satte sig op og så vredet på ham. Hun trak sig baglæns, da han bare stod og så på hende. Hun gav ikke op, det havde hun aldrig gjort. Selvom der ingen var som ventede på at hun skulle komme hjem, blev det over hendes lig at tabe til ham. Den dag hendes mor blev begravet havde hun lovet hende, at hun ville kæmpe videre uanse hvad der skulle ske.
Hun kastede et kort blik tilbage mod byen, ville nogen mun kunne høre hende hvis hun skrig?

Han havde da også alligevel fået den kamp han sådan havde hungret efter.
Han gik frem mod hende, men passede alligevel lidt på, lidt som med dyr, de huskede tit hvem der havde gjort noget ondt mod dem og han havde stadig en svag dunken i skridtet, mente han.
"Vis du løber ind i byen, eller humper, følger jeg efter dig" sagde han
"Jeg virker jo bare som et almindeligt menneske for andre, jeg vil finde ud af hvor du holder til og jage dig.
Vis du skriger får du måske jaget mig lidt på flugt, men jeg finder dig igen" han smilte, han havde ikke nogen enlig garanti for han ville finde hende, han havde mest bare et navn og den spanske accent at gå efter, men han var jo til jagt så det skulle nok lykkes.

Sisca så op på ham og kom op at stå mens hun trak sig tilbage. Hun kom op på det raske ben og hinkede et skridt tilbage. Hun havde ikke i sinde at blive bange for truslen. Hun kunne sparke ham i skridtet om og om igen, hvis det skulle være.
Hun sagde stadig ikke noget og haltede bare baglæns, mens hendes kolde blå øjne hvilede på ham.
Han kunne bare komme an.

Han knurrede og gik roligt efter hende.
Vis hun skreg var det vel en tegn på svaghed? Lige i det her tilfælde? På at hun havde brug for hjælp.
Han syntes ikke der var særlig stor mulighed for hun ville skrige, men man vidste selvfølgelig aldrig.
Pludselig stoppede han op og så lidt på hende, de var så tæt på byen, de var begge udmattede og hun havde også skader.
Han smilte lidt, det ville da ikke været rigtig hævn ville det?

Sisca fortsatte baglæns da han stoppede, det írriterede hende grusomt da han smilte. Gud, hvor hun hadede ham lige nu.
Hun så sig tilbage igen, hun var ikke andet end 10 meter fra byen. Han ville ikke angribe hende så tæt på byen, men han havde jo sagt at han bare ville følge efter hende. Det kunne ske at det bare havde været noget han havde sagt for at skræmme hende?
Da hun var 5 meter fra byen, vendte hun sig om og satte i løb, selvom det ikke var andet en lunt. Men han var selv udmattet, så hun havde måske en chance for at slippe fra ham i byen.

Han ventede lidt men gik så roligt efter hende, han så ingen grund til at skjule sig, endnu i hvert fald, men bare følge efter hende mens hun humpede af sted, uden at gøre noget og bare med et smil.
Det ville irritere enhver.

Sisca satte farten ned til almindeligt gå gang, da hun nåede forbi de første bygninger. Der var ingen på gaden.
Hun så sig om, hun viste at der skulle være et busstoppested her et sted, hun havde taget den et par gange, når hun skulle hjem til den anden ende af byen, ikke havde gidet at gå hele vejen.
Hun så sig ikke tilbage da hun ikke regnede med at han ville følge efter hende helt ind i byen. Hun smilte da hun fik øje på stoppestedet længere fremme, og gik me hurtige skridt der hen.
Hun satte en finger mod skiltet med tider og flyttede den hen til dagen og derefter ned, til klokkesletterne. Hun fiskede sin mobil op af buskelommen, og skubbede den op. "7 minutter" sagde hun og så ned af vejen.

Han gik roligt efter hende ind i byen, han kunne jo sagtens være i byen, han lignede jo et almindeligt menneske og det var mørkt og stille, formentligt var det mest unge de ville møde, vis de mødte nogen, men så kunne han jo stille sin sult i dem og så jage hende med fornyet styrke? Måske var det ikke så dumt alligevel....
Så så han hun stod længere op af vejen ved et busstoppested, vis hun tog væk kunne han jo ikke bare lige jage hende vis han ikke vidste hvor hun tog hen.
Så det eneste chance for det skulle gå som han lige havde tænkt var vis der kom nogen her omkring busstoppestedet.

Sisca trippede utålmodigt med fødderne, mens hun så ned af gaden hvor hun kunne se ham halvt i mørket. "Kom nu kom nu kom nu"Mumlede hun og flyttede blikket til den side vej hvor bussen skulle komme fra.
Hun stak hænderne ned i lommerne og fiskede et par små mønter op. Der var 34 kr, Sisca kastede et kort blik i retning af ham, lige som bussen drejede ind på vejen.
Hun staldte sig ud til vejkanten, da bussen nåede hen til stoppestedet. Det var egentligt heldigt, der var ikke mange busser der kørte på dette tidspunkt.
Hun var ikke langsom til at komme ind og fik byttet sig til sin billet. Bussen var næsten tom. Der sad en ældre dame og sov på 2. sæde. Sisca så kort ud af bagruden inden hun lod sig glide ned på 4. sæde. Hun lænte sig halvt op af ruden og trak sit dårlige ben halt op på sædet og så ned på forrovet, der lige så langsomt begyndte at bevæge sig.