En pige, helt alene i den store skov

"Fint" smilte han og greb fat i hende for at forhindre hende at stikke af
"Så behøver jeg ikke at give nogen forklaring" han hev hende ind foran sig
"Andet ind jeg er sjæledæmon, jeg lever af folks sjæle" smilte han grumt

Sisca's øjne blev store da han trak hende ind foran sig.
Derefter blev hendes ellers så klare blå øjne hårde
"Forsvind!"sagde hun med en hård stemme og trådte tilbage, men kunne ikke komme længere tilbage på grund af træet.

"Nej da" smilte han
"Det har jeg ikke lyst til" han så hende i øjnene, dejlige blå og hårde, ret smukke faktisk.
Han begyndte på sit spind, lod det glide rundt i hendes hoved, ud til de forskellige centre i hjernen der styrede forskellige ting.
"Vi er kun lige begyndt"

Sisca fik det en smule underligt, bagsiden af hendes ben var klistret op at træstammen for at være så langt fra ham som muligt.
Hun så ind i hans øjne, med sine øjne som kun blev mere hård da han ikke ville forsvinde.
"La mig være!"sagde hun og gjorde sin stemme hård og iskold.
Hvad var chancen for at slippe væk? Nok ikk så stor.

Han grinte og kom helt tæt på hende
"jeg har oplevede en før, der ville gøre modstand, jeg tog bare lidt af hendes sjæl, så der var ting hun ikke kunne huske og ting der virkede døde for hende" smilte han
"Men jeg vil give dig en chance, en chance! Hvad vil du sige? Hvordan vil du overbevise mig om at din sjæl ikke skal spises?" spurgte han, hans øjne var helt hårde, helt kolde, uden nogen følelser eller noget overhoved...men stadig skjulte de på meget.

Sisca veg tilbage da han kom helt tæt på og skar tænder.
Hun så ind i hans hemmeligheds fulde øjne og gengældte hans blik.
"Hvordan skal jeg kunne bevise det?" Hendes øjen blev mere hårde.
"Du er vel ligeglad med det alligevel"

"Jamen dog, du kender mig slet ikke" smilte han
"Har du prøvet at lege herre over døde og livet? Det er ret sjovt...Jeg er begyndt at eksperimentere lidt med det og vis folk kan finde ud af at bruge hoved og sige de rigtige ting, får de love at leve" smilte han
"jeg syntes du skal prøve, for dine øjnes skyld"

Sisca så vredt på ham, skar samtidigt tænder.
"Fordi jeg intet har"sagde hun med den hårde stemme.
Svaret helt sikekrt det forkerte, det viste hun godt, men hun havde intet, hun havde mistet alt og havde endnu ikke fået samlet det sammen som hun havde mistet. Så hun havde ingen grund.

"Well, det siger så mange, tror folk vil få ondt af dem fordi de ikke kan skaffe sig selv et liv" smilte han urørt.
"Prøv at uddyb det eller find på noget andet" sagde han, han kunne jo bare dræbe hende lige nu og her, men det var nu sjovest når de på en eller anden måde kæmpede for livet.

"Men jeg vil ikke have at du har ond af mig, jeg vil ikke have at nogen har ondt af mig"sagde Sisca med en bisk stemme, som var iskold.
Hun havde slet ikke løst til at uddybe sig om det, men hun bæev jo nød til det. Hvor hun dog hadede ham lige nu.
"Hvordan vil du have at jeg skal uddybe det?" da hun prøvede at rykke længere tilbage endte hun mad at sætte sig på stammen, da hendes ben jo ikke kunne komme længere. Hvordan skulle hun uddybe at hun intet havde, hun havde jo ingen grund til at beholde livet.

"Fortæl hvorfor du intet har, fortæl vis det er din egen fejl eller vis din familie er død, eller hvad du nu mangler for at have noget" sagde han og lagde sine hænder mod hendes skuldre for hun ikke bare skulle vælte bagover og stikke af.
"Bare fortæl" han elskede at tvinge folk til at genopleve hvad de engang havde oplevet og bare ville glemme

Sisca stirrede vredt på ham da han lagde sine hænder på sine skuldre. Hun lænte sig bag ud.
"Jeg har mistet min eneste familie"sagde hun bare, hvor hun dog hadede ham. Hun havde mistet mere end det, men det det kom ham slet ikke ved.
Han skulle nikke gå rundt og lege herre over død og liv.

Han grinte
"Ud hvor interessant, hvorfor ikke komme af med alt din smerte ved at plapre løs om det?" sagde han og hans hoved nærmede sig hende
"Jeg elsker dit had" sagde han roligt
"Og jeg elsker at kunne gøre det her" han lod sit spind glide rundt om hendes nerver og klemme, noget der normalt ville give smerter, medmindre man var lammet i nerverne.

Sisca bed tænderne sammen og pressede sine øjne sammen, da det pludselig begyndte at gøre ondt i hendes nerver.
"Jeg føler ingen smerte over min famile" sagde hun næsten uhørlig, fordi hendes læber var presset sammen til en smal streg.
Hun savnede sin mor men følte ingen smerte over at havde mistet hende, det var hun hurtigt kommet over. Hendes mor havde lært hende hvordan man klarede sig, når der ikke var andre.

"jaja, du mener vel psykisk" han gabte lidt, hvorfor vidste han ikke, han havde det jo fint nok.
Han trak lidt på skuldrene over sig selv.
"nå men, syntes du ikke også denne leg er blevet lidt kedelig?" spurgte han

"Jeg syntes kun at du skal forsvinde" svarede Sisca bare hårdt og trak det ene ben om på den anden side af træstammen, så hun sad med et ben på hver side.
Hendes øjne lynede svagt af vrede og had til ham, hvad bildte han sig ind og tale om hendes familie eller hende selv på nogen måde.
Hun begyndte at trække det andet ben om på den anden sige af stammen, væk fra ham.

Pludselig slap han hende og stod og så på hende.
Han havde fået den ide at jage hende i stedet, vis hun ville prøve at løbe.

Sisca så på ham da han slap hende. Hun gik baglæns og regnede ikke med at han ville opgive at dræbe hende.
Hun gik roligt baglængs for ikke at snuble over sine egne ben. Hun så sig kort over skulderen da noget viklede sig om hendes ankel.

Han grinte, kunne ikke lade være.
Han tænkte på dusørjægerne, han ønske lige nu var faktisk at få en dusør på sig, det kunne blive sjovt at både dræbe og blive jaget.
Han trak på skuldrene, måske vis han lod hende løbe ville hun sladre, måske ikke, men på den anden side... Han vidste jo ikke hvor stærke de var og de kunne ødelægge alt for ham.
Han rystede på hoved, nå, nok om det, nu skulle han have det sjovt.
Han hoppede over træstammen og gik roligt nærmere mens han bare ventede på at hun ville løbe, vis hun altså ville.

Sisca så frem på ham igen, og fortsatte med at gå baglæns.
"Lad mig være" sagde hun med en truende stemme, som var skap som en kniv.
Hendes øjne var stadig hårde og iskolde. Det lod ikke til at hun var videre bange for ham.

Det skuffede ham lidt at hun ikke ville lade sig skræmme.
"Det ved du godt jeg ikke gør" sagde han roligt mens han så på hende, hendes fod var vist viklet ind i noget, mon nok derfor hun ikke rigtig prøvede at komme væk.

Sisca sendte ham et hadefuldt blik, samtidigt med at hun læftede det ene ben en smule og fik fat i en gren der havde viklet sig om hende ankel.
Hun smed det fra sig mens hun fortsatte baglæns.

Han gik roligt efter hende da det begyndte at kede ham igen.
Han gik hurtigere og greb hende i armen og væltede hende ned og ind i et træ.
Ikke særlig hårdt mente han selv.
Han hev hende op af træet og stod helt op af hende med et smil.

Sisca udstødte et forskrækket lyd, da han væltede hende, hvorefter hun stod op i mod et træ. Hún skar en grimasse da hun slog baghovedet ind i stammen og det sortenede for hendes øjne i et par sekunder.
Da han stod helt op af hende trak hun knæet op og bankede det op i hans skridt. Om det ville gøre ondt på en dæmon viste hun ikke, men det måtte da gøre ondt på alle drenge?

Han havde været uopmærksom og nu havde hun slået igen, hvad havde han forventet? Han havde været for ivrig og alligevel ville han lege med maden.
Han mærkede smerten et sted helt oppe i maven, slap hende og krummede sig instinktivt sammen med hænderne mod skridtet.
han kom med en overrasket, smertende lyd.
Han knurrede og hvæsede lidt mens smerten langsomt gik væk og han langsomt kunne rejse sig op igen, støttende til træet.
Raseriet gav ham varmen og han kunne høre sin puls i ørerne, nu kunne det være nok, hun var jo bare et menneske!
Han mærkede at han mistede styrelsen, at han langsomt forvandlede sig til den dæmon han i virkeligheden var.
Han mærkede den korte smerte da han nærmest voksede sig stærkere og større, en lang hale snoede sig om hans ene ben og nogle vinger gled ud af hans ryg.
Han strakte sig og nød at være i sin dæmon-skikkelse, hans øjne var mere røde da han kiggede efter mennesket igen.