Tror du på nogen gud...?

Tid; 23.45
Sted; Kirkegården ved den store kirke.
Dag; fredag
Dato; 19 dec.
Omgivelser; grav sten, en sti igennem kirkegården, planter, både friske og gamle blomstre, en nygravede grav men en masse pynt på.
vejr: frost, det er lige begyndt at sne en smule, iskold vind.
påklædning: et par slidte cowboy bukser, med huller på begge knæ, bare fødder, sine halskæder og en lang frakke af tyndt lædder.

Minaka bar sig afsted hen over kirkegården. en sart lyd kom fra sneen når han trådte den ned med sine bare fødder. han frøs ikke, ikke det minste. den lange lædderjakke svang sig efter ham. Den stod åben og afslørede hans blege bryst.
et stille suk lød fra ham da han satte sig på hug foran den nye grav. et tyndt lag sne havde allerede lagt sig over den friste jord og blomstrene og fik det hele til at fremstå utroligt smukt. roligt begragtede han blomsterne.
efter et lille øjeblik rettede han sig op igen, i hånden havde han en rose fra en af buketterne.
Han vendte den forsigtigt i hånden. Jul.. folk sad vel allerede derhjemme og ventede spændt på den store aften. det gik ham ikke på at skulle holde jul alene, højtiderne var ikke rigtigt noget han gik op i mere. selv tiden var blevet så ligegyldigt, kun vejret afgjorde årstiderne. og lige nu var der den smukkeste sne længe. han rystede hurtigt på hovedet og gik en del af de små snefnug ud af håret.
det underlige ved at have 'levet' så længe var at døden ikke længere var spændende.

Margot viste ikke engang hvad hun lavede ude på det her tidspunkt, når hun endelig bare ville være derhjemme hos sine plejefamilie og vente på de næste dage indtil det blev jul. De manglede stadig at pynte lidt og Margot havde stadig ikke fået købt en gave til hendes plejemor, så det skulle hun nok få gjort imorgen. Men da hun fandt ud af at hun alligevel var tæt på domkirken, hvorfor så ikke kigge ind til sin mors grav? Det var underligt, fordi den eneste som hun aldrig havde mødt fra sin familien var sin rigtige far, hendes søster boede sammen med hende hos plejefamilien, imens moren havde gået bort imens de var ret så unge.
Margot lod alligevel sine fødder slæbe sig frem til kirkegården imens hun lagde mærke til hvordan jorden lød under hendes fødder, det var ret dejligt med noget sne, hun elskede jo også at snowboarde. Men dog stoppede hun lidt efter op, da hun så en ret mørk skikkelse lidt længere henne og holdte kort vejret, hun havde nemlig ikke regnet med at der ville være andre end hende, og lod sine hænder glide ned i hendes jakkelommer, fordi det jo var lidt køligt. Selvom hun havde fingerløse vanter på og holdte hun øje med skikkelsen.

han fnøs og løftede hånden op foran sig for at vudere rosen. han vendte den og betragtede den med et køligt blik. et lille smil gled over hans ansigt. i en umenneskelig hurtigt bevægelse flåede han rosen fra hinanden og det næste øjeblik børstede de små rester af rosen af sine håndflader. de bittesmå stykker blev taget af vinden og forsvandt.
Lugten af et andet væsen nåede ham og han drejede sig hurtigt om for at se hvem der havde forstyret ham. skikkelsen stod klart for ham selvom den var et stykke væk og det allerede var ret mørkt. de røde øjne glødede svagt i mørket med han betragtede hende.
et næsten lydløst suk kom fra ham. *hvem render rundt på kirkegårde om natte? også i julen...* tænkte han roligt og besluttede sig for at se nærmere på den fremmede.

Margot var ikke særlig vild med at han havde fået øje på hende og gik lidt tilbage, i stedet for at gå tættere på ham. Fordi herfra kunne han godt se lidt skræmmende ud, men også ikke helt så venlig. Men måske var det fordi hun synes at der var noget rødt ved hans øjne, men hun rystede lidt på hovedet og tænkte at det sikkert bare var hendes fantasi som løb af med hende. Hun var faktisk tæt på at ville løbe sin vej hjem igen, da hun opdagede at han kom over imod hende, men i stedet stivnede hun i hele kroppen og trak vejret meget tungt. Men ellers kunne man godt tro at hun var afslappet på grund af vejrtrækningen, men det var hun altså ikke lige. "H-hvad vil du??" spurgte hun imens hendes stemme knækkede en enkelt gang, så hun stammede en smule og det fik hende til at blive lidt mere nervøs. Dog kunne Margot ikke lade være med at betragte det som hun nu kunne se af ham, imens han gik, men hun holdte et smil tilbage, fordi hun ikke ville give ham nogle forkerte ideer.

Han bevægede sig roligt og elegant uden om stenene men han stadig betragtede hende.
et lille smil gled over hans ansigt igen da han hørte hendes stemme. hans sanser var efterhånden så trænet at han også kunne høre hendes hjerteslag ganske svagt for sig.
"Godaften." sagde han køligt og lagde hovedet en smule på skrå da han kun stod få meter fra hende. hans stoppede op og kiggede på hende med sine glødene øjne. et var egentligt ikke fordi de så sådan nu til hverdag, men sulten havde langsomt favede dem denne aften.
han ventede et kort øjeblik og vuderede det hele, hun skulle helst ikke stikke af. For ham var alt det sjove at charmere sig så meget ind på ofreret som muligt.

Margot kunne godt mærke at hendes hjerterytme måske var en smule hurtig, men det var fordi hun både var nervøs, bange og en smule genert, det havde aldrig været hendes bedste side at tale med drenge og det blev ikke ligefrem bedre, når man mødte dem alene, og når de så endda også så en smule uhyggelige ud. Margot sank en lille klump da hun hørte hans stemme og bed sig lidt i læben. Hun viste hvor uhøfligt det var, når folk ikke svarede andre.
Så derfor tog hun lidt mod til sig, men var alligevel ikke så glad for at han stod så tæt på hende, "godaften hr." sagde hun med en lille stemme, men prøvede meget at holde sin stemme under kontrol på den måde, ved at have den så stille som overhovedet muligt, så han ikke ville kunne høre hvor nervøs hun endelig var. Margot var faktisk meget tæt på at stikke af fra ham, men havde blevet stående, for lige at se hvordan situationen skulle komme til at udvikle sig. Men hvis det måske blev for meget, ville hun nok løbe sig vej.. Hvis hun kunne få lov.

han smilede let og lagde sit hovede en smule på skrå. hendes stemme virkede svag og en smule nervøs for ham. på en måde gjorde det ham glad, han var utrolig træt af kvinder der altid skulle sætte sig imod. "undskyld jeg spørger men hvad laver sådan en ung pige som dem ude på denne tid?" sagde han roligt og køligt. faktisk var han ret ligeglad, men det ville være uhøfligt ikke at spørge. han kunne lige så godt spille med på at det der høfligheds halløj. han trådte et skridt nærmere og så indgående på hende.