Tror du på skæbnen? - Rose

Sted. Domkirken/kirkegården
Omkring. den store domkirke, grav steder, nogle få træer.
Tid. 02.32
Vejr. ingen stjerner er at se på himlen, vinden er ganske bliv og der ligger et tyndt lag sne over det hele.
Dag+dato. IRL
Påklædning. en ruskinds jakke med pelskant, et par stramme sorte bukser, sorte sko.

Minaka bevægede sig roligt over kirkegården, vinden legede blidt med hans hår, det gylden blonde hår. lyden af hans skridt imod gruset afbrød stilheden på kirkegården. der var ingen andre, folk lå der hjemme og sov på denne tid af natten. selvom det var mørkt gik han og læse alle navnene som stod indgravede på stenene, række for række. det var nu ikke fordi han søgte efter noget bestemt, de fleste at navnede var ukendte men engang imellem var der et af dem han huskede. et svagt suk kom over hans kolde læber da han standetede foran en grav. måske var det dumt at genopfriske sine minder.
kulden stod om ham og hvis det ikke havde været fordi han var vampyr ville han sikkert fryse, men det gjorde han ikke, han mærkede det knap nok. det hele føltes så ens. endnu et suk lød da han satte sig på hug på stien, graven var ret kedelig, en rund sten og en eller anden slags plante ved siden af. ingen havde tænkt sig at pynte moderens grav, ikke engang hendes døde børn som på en eller anden vis stadig gik levende rundt.

//fuck min krea døde lige. -.-//

Påklædning. Skotsk ternet lårkort nederdel, hvid skjorte og grønne converse

Roses skridt kunne høres svagt i mørket. Hendes sko gik blidt ned i det kolde sne og man burde egentlig tro at hun frøs med det tøj hun havde på, men sandheden var, at det gjorde hun ikke. Efter hun var blevet forvandlet havde hun ikke haft følt sådan nogle følelser, hvilket på en måde var irriterende for hende. Det fik hende til at føle sig mindre... menneskelig, hvis man kunne sige det sådan.
Hun så lidt på den store domkirke som tårnede sig frem i mørket nogle få meter fremme. Hun havde ikke været i kirken i noget tid nu, ikke siden at hun var blevet vampyr, da hun ikke rigtig turde. Og hun måtte osse indrømme at hun havde en eller anden knude af skyldfølelse da hun nærmede sig.
Hendes blik gik langsomt rundt omkring og syntes ikke rigtig at kunne se nogen, og gik derfor uden nogen tanker på sine omgivelser, ind på den mørke kirkegård.
Hendes fødder førte hende automatisk over mod sine forældres gravsten, og hun havde ikke rigtig opdaget den unge mand som oss var inde og vise respekt og sorg for nogle bekendte eller familie...

det var ikke fordi han følte noge sorg, og hvis han havde kunne han ikke engang græde. hans familie havde aldrig behandlet ham særligt godt, den gang han var blevet forvandlet havde de slået hånden af ham og ville ikke havde noget med han at gøre. tanken om hele hans menneskeliv bludsede op igen men han tvang sig hurtigt til ikke at tænke videre over det. med en træt bevægelse rejste han sig op og stak hænderne i lommerne. lyden af en anden fangede pludseligt hans opmærksomhed og fik han til at dreje sig om efter lyden. en kvindelig skikkelse gik ikke langt væk, et menneske måske..?

Rose kunne svagt høre en lyd af bevægelse et sted ude i mørket. Hun så langsomt ud af øjenkrogen og kunne svagt se en person. Et menneske håbede hun.
Hendes blik gik langsomt ned på en af gravstenene som hun stod foran og kunne se sin fars navn stå som tydelige bogstaver. Hun sukkede trist og så derefter over på sin mors gravsten som stod lige ved siden af. Det var egentlig trist da Rose havde virkelig brug for støtte og forældre som kunne tage sig af hende, da dette var en svær tid for hende.
Hun lyttede godt efter for at høre efter om personen i mørket kom over til hende eller...

han overvejede kort om han bare skulle forsvinde og finde noget andet, men det virkede alligevel ret tiltalende at gøre et forsøg. i håb om at den fremmede var noget spiseligt begyndte han at gå hen af stien imod hende. et kort smil gled over hans læber ved tanken om blod. velsmagende blod helst. han fortrak mennesker eller elvere, engle var alt for søde efter hans mening, og varulve eller andre vampyre var udelukket, det eneste man fik ud af dem var en bitter og tyktflydende smag af blod. hans øjne undersøgte hende nøje men kunne stadig ikke bedømme hendes race helt, vinden var i den modsatte retning, hvilket ikke ligefrem hjalp. med lange elegante skridt fløj han nærmest hen over jorden imod hende.

Rose kunne langsomt mærke at han kom tættere på og kunne ikke lade vær med at blive nervøs og rettede sig op i sin fulde højde og så hurtigt over på vedkommende og var allerede klar til at forsvare sig selv. Hun var ikke særlig glad for fremmede, og denne gang var ingen undtagelse...


// kreaen døde '-.- Men ska i seng (: g'nat //

var hun et menneske? hans tvivl steg da han kom nærmere og kunne se hendes blege hud selv det var mørkt. han havde aldrig brudt sig særlig meget om at møde fremmede men hende her virkede anderledes. langsomt gik det op for ham at hun måske var vampyr og at det derfor ville være meningsløst at forsøge at angribe, hun havde trods alt intet gjordt ham. "godaften.." lød hans stemme charmende før han standsede op, han ville helst ikke angribes. hvis der var noget han havde lært i løbet af sin korte tid som vampyr var det at man aldrig kunne bedømme ud fra hvordan persone så ud..

Roses blik var varsomt på den fremmede og da han nærmede sig hende kunne hun se hans blege hud, og vidste dermed at han var vampyr. Hun havde ikke mødt særlig mange vampyre på det sidste og brød sig ikke særlig meget om dem, så hun ville være lidt forsigtig med denne fyr. "Godaften.." sagde hun roligt og kunne ikke lade vær med at smile over hans charmerende smil.
Hendes blik gik langsomt over den unge mands krop og havde sit blik stoppet oppe på hans ansigt og så ham ind i øjnene og holdt nøje øje med hvad han lavede. Hun vidste at det var svært at stole på vampyre, men hvis hun var heldig ville denne vampyr hende intet ondt..

Elegant foldede hans sine hænder på ryggen, hun skulle jo helst ikke tro at han ville angribe, det ville også være ret dumt da han ikke havde nogen grund. det morede ham ganske fint at hun var så forsigtig. han holde hendes øjnkontakt uden så mget som at blinke. det var faktisk en ret sjov ting, mennesker plejede at blive utroligt bange og paranoid hvis man blot undgik at blinke. smilet blev en anelse større før han slog blikket ned, kastede lidt med hovedet og satte frem imod hende i skridt.

Rose så på vampyren og lagde hovedet let på skrå da hun ikke rigtig vidste hvad han ville. Han havde jo kommet over til hende, så noget ville han jo. Eller, ja, det vidste hun jo intet om.
Hun kunne ikke lade vær med at tage et skridt baglæns da han kom tættere, som var en irriterende vane og refleks for hende, som hun egentlig oss prøvede på at komme sig af med.