Godaften -Artemis-

Tid; 23.45
Sted; Gå gaden i en gyde
Dag; fredag
Omgivelser; fulde mennesker som larmer, forlk der er på vej til fester rundt omkring, mennesker som går tur med deres hunde.
vejr: vind stille, lunt vejr.
påklædning: et par slidte cowboy bukser, med huller på begge knæ, bare fødder, sine halskæder og en lang frakke af tyndt lædder.

Minaka pressede den unge kvinde op af muren. Hun var allerede besvimet og efter minaka havde behandlet hende sad hendes korte kjole ikke ligefrem særlig godt. han havde voldtaget hende, mens hun stadig havde blod i sig. hun havde været ved at vække hele gaden med sit skrigeri, så han narturligvis blev nød til at gøre hende tavs. også var alt det sjove jo slut. Nu var det eneste hun duede til, til føde. han tænder var borede langt ind i hendes hals og gjorde langsomt hendes krop lettere. et øjeblik efter var han færdig. han slap den livløse krop og lod den falde imod jorden. gyden blev stille mens han roligt fjernede det værste blod fra sig og knappede sin jakke. han betragtede hende kort før han begav sig ud af den dunkle gyde og gik hastigt ned af gaden med et smil på læben og et par flakkende øjne. han var høj af blod, lidt ligesom mennesker som havde taget heroin.

Artemis gik roligt blandt de mange fulde og festende mennesker. Som sædvanligt var der ikke synderligt mange der lagde mærke til at et lille barn gik rundt på egen hånd blandt dem. Dog blev de grønne øjne med et meget søgende, da lugten af en anden vampyr nåede hende. Hun havde efterhånden lært at kende forskel på forskellige racer og køn. Faktisk synes hun selv at det var helt godt gjordt af hende, i betragtning af hvor kort tid hun egentlig havde været vampyr. Hun var også efterhånden ved at få bedre styr over både sine evner, og over sin træng til blod. Et svagt smil krydsede hendes smalle læber, mens hun - stadig søgende efter den anden vampyr - gik videre med rolige skridt.

Minaka holdte blikket imod gaden mens en stor flok mennesker gik fordi ham. han trak vejret roligt og fik stadig med begge hænder i lommerne. han slappede af i skuldrene og nød hvordan det varme blod pumpede rundt i ham. han havde ingen samvittighedskvaler ved at være skylde i pigens død, i morgen ville der alligevel blive født 100 vis af børn verden over, så en enkelt fra eller til gjorde ingen forskel. han satte sit tempo en smule op og drejede om et hjørne. hurtigt rettede han blikket op og så sig omkring, lugten af en anden vampyr havde ramt ham med vinden. mon han skulle opsøge den?. det var ikke ligefrem fordi han værdsatte sine artsfæller særligt højt. et lille suk lød fra ham mens hans blik stadig søgte efter den fremmede vampyr.

Lidt efter fik Artemis øje på ham. Den anden vampyr. Der gik han, mellem menneskerne med et søgende blik. Sandsynligvis på udkig efter hende. I en sådan situation kunne Artemis drage god fordel af sin ringe størrelse. Hun ville være sværere at få øje på, da han højest sandsynligt ville se efter folk i hans egen hovedhøjde, og ikke i børnehøjde. Artemis siksakkede lidt, men sørgede dg for hele tiden at vide hvor han var. Hun havde efterhånden fundet ud af at vampyrer var bedre at iagttage end at konversere med... Sådan gjaldt det i hvert fald for størstedelen af dem...

han stoppede en smule op og var en smule i tvivl om hvad han skulle gøre. han kunne stadig ikke få øje på nogle, hvilket gjorde ham en smule sur. han begyndte igen af gå fremad. hans blik flakkede fra ansigt til ansigt på alle de personer han gik forbi. lugten var ganske tydelig men det gjorde han urolig at personen var usynlig for ham.
han sank en klump og så sig omkring en sidste gang, hans blik faldt på en pige. han betragtede hende lidt og drejede så om et hjørne igen for at komme væk.

Artemis så hans sving, og stoppede op. Lagde hovedet lidt på skrå. Måske var det på tide at se om hun kunne bruge sin nye evne i praktis også? Det besluttede hun sig for, at det var det. I næste øjeblik forsvandt hun ud i dn blå luft, blot for at dukke op igen et lille stykke bag ham, sekundet efter. Et let smil spillede på de smalle læber. Det var godt nok ikke lige der hvor hun havde planlagt at lande, men det var tæt nok på.
"Hvem er du?" spurgte hun uanfægtet, og lod betragtende de grønne øjne hvile på hans ansigt.

Roligt åndende han ud og tog en dyb vejrtrækning. hans blik søgte imod jorden mens han gik. Lyden af stemmen bar sig fik ham til at stivne. ikke engang hans blik flyttede sig fra den brosten han kiggede imod. lugten var meget mere kraftig nu og der var ingen tvivl om at det var vampyren fra før. stemmen lød ung og kvindelig..måske ligefrem som en pige.
Mon kun var så æresløs at angribe bagfra.? roligt rettede ham sig op og vendte sig om så han stod med fronten imod hende. han fik et lettere chok da han så hvor tæt på hun var. *jeg burde have hørt det* tænkte han undrende. han betragtede hende tavst et stykke tid, og gik så et skridt bagud. i det tilfælde at hun ville angribe gjorde en meter alligevel meget for at han bedre kunne undvige. da han havde fattet sig´besluttede han sig for at besvare hendes spørgsmål, måske kunne han enda drage fordel af det hele hvis han spillede svag og nyfødt. "mit navn er Minaka" sagde han roligt og betragtede hende forsat. "og de?" spurgte han den unge kvinde, nok mere pige end kvinde..

Artemis ville ikke angribe ham. Blot afprøve sine evner en smule... Hun var ikke interesseret i kamp. Det var hun alt for ung til. Hun havde nok at gøre med at holde styr på den tilbagevendende blodtørst, få fuld kontrol over de efterhånden talrige evner, og indrette sig efter livet som vampyr. Faktisk havde hun forholdsvis hurtigt vænnet sig til det at være vampyr. Hun fandt det ikke længere nær så uretfærdigt at hun ikke skulle blive voksen, som hun havde gjort i starten. Og så havde hun fundet ud af at hun havde flere evner end langt de fleste andre vampyrer... Hvilket var lidt af et plaster på såret... Når nu hun skulle være barn forevigt, kunne hun jo ligeså godt gøre det med stil... Et ubekymret, barnligt smil hvilede på hendes smalle læber. "Mit navn er Artemis." svarede hun ham, og lagde hovedet en anelse på skrå.

han slappede lidt mere af i skuldrene da han lagde mærke til at hun forholdte sig roligt.
det var underligt at tale til et barn som var de ligemænd men alligevel turde han ikke at virke provokere hende. der var et eller andet over hende som virkede underligt. somom de rolige øjne var alt for erfarene til barnkroppen. det passede ikke rigtigt sammen.
Han smilte let og bukkede svagt for hende. "mig en ære " sagde han høfligt af gammel vane. han vuderede hende endnu en gang. *hvad mon hun vil mig..?* tænkte han roligt.

"Hvor gammel er De, mister Minaka?" spurgte hun roligt. Det med alder interesserede hende. Både fordi hun havde lidt svært ved at tro på at vampyrer virkelig kunne leve forevigt, men vel også fordi at hun var fanget i et barns krop... Godt nok var hun stadig kun et barn af sind også, men alligevel. Hun havde i lang tid virket meget ældre end hun egentlig var. Også da hun var menneske... Der havde altid været et eller andet over hende. Et eller andet ubestemmeligt, og gammelt. Hun havde altid haft et langt større ordforråd end andre på hendes alder, og havde altid været i stand til at konversere med en høflighed som ellers kun blev brugt i gamle dage, længe før hendes fødsel.

han blev en smule forbavset over hendes spørgsmål. et kort øjeblik tænkte han over det, men kunne ikke se hvad hun kunne bruge den vide det. roligt og afklaret svarede han ret så præcist. "476.." svarede han kort og så på hende. "hvorfor?" spurgte han ret indgående.
han havde holdte meget styr på sin alder. ikke at det var noget han kunne bruge til noget. Tiden var efter hånden blevet ret ligegyldig.

Artemis trak let på skuldrene. "Fordi jeg er nysgerrig." svarede hun let, og lod et roligt blik hvile på ham. 476 år.... Det var godt nok længe! Ville hun mon også blive så gammel?.. Uden at ændre sig fysisk?... Det ville være mærkeligt. Tænk at være så gammel, og stadig ligne en ung person. Mærkeligt. Det var noget der gik over Artemis' fatteevne. Men så igen. På det punkt var hun vel stadig meget menneskelig. Det var der ikke noget at sige til. Det var jo kun ganske få måneder sidn hun var blevet forvandlet. Og alligevel var der sket meget på disse måneder.

han trak lidt i mundvigen og tvivlede på hendes svar. "hvad med dem selv frk?" spurgte han roligt. han var ikke vandt til at andre af samme art opsøgte ham.
at Skulle tale høfligt og respektabelt til et barn virkede stadigt sært for ham. måske var det noget han havde fra sin tid som menneske. børn skulle bare adlyde og ellers bare lade være med at gå i vejen. han trak stadig vejret roligt og tog en tot hår bag øret.

Artemis så lidt op på ham, før hun svarede ham: "Jeg er ni år gammel." Hun var ikke sikker på hans reaktion. Nogle reagerede med vantro, andre med forfærdelse, mens andre igen tog det ganske roligt, som var det helt normalt at ni-årige pigebørn blev forvandlet til vampyrer. Det begyndte at kede Artemis at stå stille på den måde, og impulsiv som hun nu engang var satte hun sig i bevægelse, og begyndte roligt at gå uden om ham. "Hvor mange evner har De?" spurgte hun over skulderen, og lod blikket falde på gaden foran hende. Det var også begyndt at interessere hende hvor mange evner folk havde, da hun efterhånden havde fundet ud af at det ikke var normalt at have tre evner sm næsten nyfødt vampyr....

han betragtede hende kort før han begyndte at følge efter hende. igen stak han hænderne i lommerne og nikkede derefter. "1." sagde han roligt. underligt nok stolede han på hende, normalt gav han ikke sådanne informationer ud. barneskikkelsen virkede så uskyldig og tillidsfuld, måske var det lige det der var så farligt. han tænkte ikke videre end over det med hendes alder. han kastede et længlesfuldt blik imod himlen imens han undrede over om det overhovedet var muligt at havde flere ever.

Artemis nikkede kort. Én evne... Det var hvad Artemis havde som menneske... Jo, hun vidste da godt, at hun havde været speciel, men hun mente nu alligevel at det var underligt, det med at der var så stor forskel... "Jeg har tre.." sagde hun, mest for at forklare hvorfor hun spurgte. Hun fingerede let ved en tot af det lyse hår, og så kort op mod hans ansigt. Et let smil bredte sig over hendes ansigt, og hun så igen væk. Så faktisk næsten ud som om hun morede sig over noget..

han kastede et vantro blik på hende og stoppede op et kort øjeblik. "virkelig?..." sagde han uden rigtigt at mene det som et spørgsmål. han vidste ikke helt om hun talte sandt, måske var det bare for at skræmme ham.? han havde efterhånden erfaret at vampyre ofte prøvede at afprøve hinanden, det var sjælent at der kom noget godt ud af det med flere vampyre på et sted. et lille suk kom fra ham. "hvor bor du?..jeg mener..du er så ung." sagde han og håbede ikke at hun blev fornærmet.

Artemis nikkede let som svar på hans udbrud. Så lidt op på ham, da han spurgte ind til hvor hun boede. "Jeg bor hos min skaber." svarede hun let, og håbede på at det var nok svar på hans spørgsmål. Hun havde for vane ikke at sige for meget. Det havde nemlig heller ikke været for godt at kæfte for meget op om sådanne ting før hun blev forvandlet...

han nikkede let og mærkede at det nok havde været et lidt for nærgående. "mmh" svarede han bare. han havde stadig ike vænnet sig til at tale med et barn, men tråds hendes alder virkede hun ret stærk. han så op imod himlen og følte en vis ro falde over sig.

"Hvad med dig?" spurgte hun, og så let op mod ham. Egentlig børd hun sig om ham. Han virkede ganske flink... Artemis virkede måske som en stærk vampyr, men det var hun egentlig ikke. Hun var bare en lille pige med nogle ekstra krafter... Hun havde altid virket meget voksen af sin alder, og det var ikke blevet bedre efter at hun var blevet vampyr.. Eller jo.. Lige i starten, havde hun virket meget mere som et barn, end hun gjorde nu. Hun havde genfundet den mærkelige blanding af en voksen afstandstagen, og den barnlige nysgerrighed....

han så seriøst på hende og tænkte sig om et øjeblik. "nede ved havnen...i Sheria" svarede han roligt. han havde ikke boet der i lang tid, max et år. Han havde vandret hele vejen fra london. det havde været en lang rejse men hele besværet værd, her var der næsten ingen som kendte ham. han sukkede svagt ved tanken om hans tid som menneske. Artemis virkede ret flink men han var ikke sikker på om han kunne stole på hende eller ej. Og han havde aldrig hørt om en skaber som beholdte sine afkom.

Artemis kløede sig let på kinden, og så frem for sig. "Har du nogen familie?" spurgte hun så, uden at løfte blikket. Hun gik lidt i sine egne tanker, mens hun lyttede efter hans svar. Hun tænkte lidt over det han havde sagt. Han bode ved havnen.. Hun havde altid elsket havnen. Og stranden. Mest på grund af vandet. Hun elskede lyden af vand. Et svagt smil sås på hendes ansigt ved tanken.

han sparkede til en sten og var efterhånden ligeglad med hvor han befandt sig. "nej. ikke så vidt jeg ved" svarede han roligt uden at se på hende. det var ikke ligefrem noget han gad at tale om, så han vendte spørgsmålet imod hende selv. "hvad med dig?" spurgte han og så nysgerigt på hende.

Artemis trak let på skuldrene. "En bror. Men det er længe siden jeg har set ham sidst." svarede hun. Smilede så let, og så op. "Men jeg tror at jeg holdt af ham." tilføjede hun, og kløede sig let på kinden. Hun kunne ikke rigtigt huske så meget om deres forhold, da hun havde været ganske lille dengang. Og efter at han for en kort stund var kommet tilbage ind i hendes liv, havde hun ikke nået at få andet end antydningen af det forhold de engang havde haft...

//vil du være med til at lave et bror-søster plot?//

han nikkede tavst. selv huskede ikke ikke meget om sin familie. normalt forsøgte han ikke at tænke over fortiden. hans bed sig en smule i læben og kørte hånden igennem håret og ned til nakken, derefter stak han den igen i lommen. *hvor længe mon vi har gået og snakket?* tænkte han roligt og kastede et blik imod himlen. en time? nok noget i den retning. han forsøgte så meget som muligt ikke at se på artemis når de talte, hendes barndomlige krop forvirrede ham, men dog ikke så meget at det ville være uhøfligt.