Godaften -Artemis-

//Altså sådan et Artemis og Minaka får et bror-søster forhold? Gerne xD//

Artemis så tavst ned i jorden et stykke tid, og gumlede let på sin underlæbe. "Hvad er din evne?" spurgte hun så, og så op på Minaka med et nysgerrigt blik. Hun lagde ikke rigtigt så meget mærke til at han ikke så så meget på hende, da det ikke gjorde hende så meget. Hun så heller ikke ligefrem meget på ham. Hendes blik var for det meste enten rettet frem ad, eller gled rundt på omgivelserne...

//yay xD//

han havde aldrig rigtigt tænkt over sine even. han kendte endnu ikke dens begrænsninger da han aldrig rigtigt brugte den. han kløede sig i nakken og kastede et hurtigt blik på hende ud af øjnkrogen. "jeg er ikke helt sikker faktisk, jeg kan gøre mig usynlig for andre men stadig flytte genstande...det er lidt indviklet" forklarede han og smilte skævt. hvorfor betroede han sig sådan til hende?

Artemis nikkede let, men undrede sig. Det måtte være mærkeligt ikke at kende sin evne... Artemis havde kendt sin første evne i lang tid før hun blev vampyr. Men på den anden side, var det vidst heller ikke helt normalt at have evner som menneske. Hun vendte igen blikket frem for sig, og smilede let. Hun brød sig faktisk godt om ham. På den anden side, det var ikke alt for svært at få Artemis til at bryde sig om hende. Man skulle bare opføre sig nogenlunde som man ville overfor en jævnaldrende. Dog med visse undtalelser. Man kunne for eksempel ikke så godt invitere en pige på Artemis' alder på en drink...

tavsheden gjorde han ikke det mindste. faktisk hadede han når folk snakkede for meget. for mange ord gjorde ligesom hele sammehængen mere uintrasant. selv sagde han ikke noget. Han lykkede efter deres skridt som gav genlyd i de tomme gader. de var åbenbart komme ud i den mere forladte del af byen. han betragtede den lille skikkelse og følte sig helt roligt. et eller andet virkede bekendt...

Artemis løftede let blikket, og så på gaden der strækte sig foran dem. Smilede let. Hendes tanker gled rundt på egen hånd, og faldt hen på lidt af hvert. Hun kløede sig let på kinden, og så op på Minaka. Smilede skævt. I det næste øjeblik forsvandt hun ud i den blå luft, blot for at dukke op igen et par meter længere fremme. Ikke lige det sted hun havde planlagt, men alligevel.. Det var godt nok. Hun lo let. Det morede hende øjensynligt at være i stand til at forsvinde på den måde.

han så forbløffet på hende, smilede let og satte så igen farten lidt op for at indhente hende. måske var det på tide at han forsøgte igen, der var gået måneder siden han sidst havde brugt sin evne. det skete for det meste i vrede eller frygt. han lukkede blidt sine øjne sammen for bedre at kune samle sine tanker. langsom blev hele hans krop mere utydelig, tilsidst helt usynligt. slev kunne han stadig se hans egen krop, men ikke som den var normalt, den var gennemsigtigt, selv kunne han kun lige ane sig selv. men for alle andre var han helt usynlig. roligt bevægede han sig fremad, nærmest svævede hen over jorden. så vidt han kunne se rørte hans fødder knap nok jorden. det var svært at beskrive hvilken tilstand hans krop var i. han kunne stadig se omverdnen, se artemis, gaden og alt det andet.