Nymånens nat

''Ja, men de er døde'' Hende's stemme lød som altid ret hæs, men hun lagde ikke selv mærke til det, for det var hende's måde at snakke på. Hun bed sig kort i læben, og sukkede tungt.

"Min familie er også døde... Men min slægt lever endnu." sagde hun med et smil. Hun var ikke den mindste smule berørt af det, men det var jo også længe siden.

Hun var tavs lidt, men's hun kiggede op på månen.
''Hvem forvandlede diiq ?'' Spurgte hun pludseligt uden at så meget som at skænke hende et enkelt blik, men blev bare ved med at kigge op på månen.

Hun trak på skuldrene. "Det kan jeg ikke huske... Hvem forandlede Dem?" svarede hun og satte sig på hug op af muren igen.

Pandora kiggede stadig ud i luften.
''Demetri. Jeg ved ikke om dhu kender ham?'' Hun fortrak ikke en mine.

Hun lo glad. "Åh jo jeg har skam truffet mister Demetri. Han er sjov!" sagde hun med leende stemme. Hun smilede bredt ved tanken om den aften de havde mødtes... Yderst underholdende...

''Ikke når han er sur'' Hviskede hun lidt for sig selv.
Hun kunne sagtens huske den aften i gyden, og den glemte hun skam ikke lige med det samme.

"Hmm.. Jeg har så ikke truffet ham mens han var i dårligt humør... Men han er sjov at danse med." sagde hun lettere tænkende men smilede stadig.

''Hmm..''
Hun kiggede sig tænkende rundt.

"Hvad tænker De på miss Pandora?" spurgte hun og smilet falmede langsomt. Hun blev tit påvirket af andres humør og hadede når det var skidt.

''Min skaber'' Svarede hun igen hæst.
Hende's hænder lå knyttet ned mod hende's side. Noget hun næsten aldrig lagde mærke til.

"Er De vred på ham?" spurgte hun undrende og lagde uforstående hovedet på skrå.

''En smule. Han kan være utroligt irreterende, men vis du er rigtig klog så ved du godt hvem det er'' Hviskede hun.
Hun bed sig hårdt i læben, men ikke så der gik hul.
Hun lod sig glide ned af væggen så hun til sidst sad nede på jorden.

"Selvføglelig ved jeg godt hvem han er... De har jo selv fortalt mig det..." sagde hun forvirret. Hun kunne ikke hitte hoved og hale i hvad Pandora sagde, hvilket forvirrede hende... Og hun var ellers meget svær at forvirre

Pandora sukkede og vidste egentlig ikke så meget grunden til at hun var sur på ham, det var måske heller ikke den bedste handling at være sur på ham.
Hun lod bare være med at svare hende for hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige.

"Men.. Hvorfor er De sur på mister Demetri?" spurgte hun da hun mente at have fået rimelig styr på samtalen igen.

''Han lod miiq ligge der, i parken og jeg vidste ikke hvem eller hvad jeg var blevet til. Han fortalte miiq det ikke''
Hun hvæsede vredt for sig selv, men hun hvæsede ikke af Lucy kun af det hun sagde.

Michael sad oppe på et af bådhusenes tag og tegnede månen.
Han havde et koncentreret ansigtsudtryk over det.
Omverden for ham flød utydeligt rundt om ham, undtagen månen som han jo tegnede.
Fraværende fik han noget af det træ han havde siddet på til at brække af og smadres når det ramte jorden.

//Jeg bryder lige ind^^//

//Fair nok^^//

"Han lærte dig intet?" spurgte hun overrasket, men vendte sig hurtigt mod lyden af der smadrede.
Hun snusede til luften *Mister Michael...* tænkte hun stille og et lille smil kom over hendes læber. Hendes øjne var stadig kulsorte, men det var ikke noget hun selv vidste af..

''Nej. Intet'' Hun svarede ret surt men det var bare pågrund af dere's snak.
Hun blev hurtigt optaget af det der smadrede.
*Det er jo Michael* Tænkte hun og hende's ene mundvig buede stille opad.

Lucy tørrede sig hurtigt om munden for at være sikker på at alt blodet var væk. Han skulle jo nødig lægge to og to sammen..

Pandora rejste sig op, og lænede sig igen op af muren.

"Ups" Mumlede han da han så det og pakkede det ikke helt færdige billede ned i en mappe.
Han lagde det tilbage i skuldertasken og hoppede let ned fra taget med et lille smil.
Han havde ikke selv lagt mærke til Pandora og Lucinia.

Hun bed sig tænkende i læben men sagde så med sin mest uskyldige barnestemme: "Godaften mister Michael." Hun smilede lille-piget til ham, og blev siddende på hug

Pandora kiggede over på Michael, og vidste ikke lige hvad hun skulle gøre.
''Hej Michael'' Sagde hun hæst men en smule venligt, selvom hun var utrolig dårlig til at være venlig, for det meste var hun altid sur men det var hun ikke i aften.