Skal hun tage springet? //Fellix//

Dag: Irl
Dato:Irl
Vejr: Køligt, lille storm, det regner
Årstid: Efterår
Omgivelser: klipper, vand, vådt sand
Tøj:Det på billedet (Men større vinger)

Yurie stod på klipppekanten klar til at hoppe. Hoppe lige ud i det iskolde blå hav. Yurie's vinger var slået ud så man kunne se dem. De var kæmpestore og sorte. Hendes sorte T-shirt var gennemblødt fordi det regnede så meget.
Tårerne løb ned ad hendes kinder og videre ned ad halsen. Hvad var det der havde gjort at hun ikke gad leve mere? Det kunne hun ikke huske.
Yurie vidste ikke om hun overhovedet kunne dø hvis hun hoppede ud i vandet. Men hun kunne jo godt prøve.

Fellix havde haft det underligt på det seneste, han havde tilbagt så meget af sin tid ved stranden eller dybt inde i skoven, langt ved fra andre mennesker, han måtte have ro i sit sind, og tid til at tænke tingene beder igennem. Han vidste der var noget galt, men at det var utrolig inden lysende havd der end var galt, og han kunen abre ikke finde svaret på problemet, det gjrode ham rastløs og tvivlsom, han hverken sov eller spiste ret meget mere, han følte sig ikke menneskelig mere.
Nu vandrede han så alene rundt i regnen, uden mål og uden et sted at vænde tilbage til. Han så sig omkring ved klipperne ikke om han turde voge sig der ud, han led lidt af højde skræk og selv det mindste vindstød kunne skubbe ham ned mod havet, og han ville ikke dø.. eller ville han? Så mange spørgsmpl og så lidt tid, han følte sig så presset. Han så ikke pigen først, hans øjne var tilslørte af regnen og blæsten, han gned dem da han syntes han så en skikkelse, da han endelig lagde mærke til hende, "Un-un-undsklyd" stammede han og bevægede sig et skridt nærmer hende, havd lavede hun dog.

Yurie vendte sig langsomt om... *Hvem der?* Så så hun ham. Han så lige så ked ud af det som Yurie var. "Hej" Sagde Yurie til ham. *Han ser lidt sød ud... Det er bare ikke godt nu når jeg vil dø.* Yurie kunne ikke bestemme sig om hun skulle springe nu eller gå hen til ham. Yurie's tårer løb stadig, det kunne bare ikke ses for alt det regn på hendes ansigt.

Fellix lavede en bevægelse med hånden og prøvede at skygge med håndryggen for den irreterende regn der ramte ham lige i øjnene, han smilte halvt og så på hende med et roligt blik. Han kunne ikke se hun var ked af det, men dog syntes an det var underligt hun sotd så tæt på afsatsen, "du skulle måske passe lidt på.. der er langt ned" sagde han bekymret, han ville ikke se hende falde, han ville ikke lade nogen dø i sin varetægt, det måtte være en gammel vane fra et tiderliger liv, en hård knude sad i hans mave, hvad var nu det.. et tiderliger liv, han spekulerede som en gal det virkede bekendt.. ordet.

//Er det ok hvis en af mine veninder er med i emnet?//

"Jeg ved godt der er langt ned... Det er meningen jeg står her." Sagde Yurie. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på ham. Yurie gik væk fra kanten og over til ham. "Hej 'snøft' jeg er lidt ked af det men jeg ved ikke hvorfor." Sagde Yurie. "Jeg hedder forresten Yurie."

//jov da :'D hun bryder bare ind ^^
men skriver du så ikke lidt mere.. så bliver det spændene :'D //

Fellix gjorde store øjne, han rystede på hovedet han vilel ikek tro hvad han hørte, "du havde da ikke tænkt dig at springe.. vel?" sagde han bekymret, et indre billede brandte i ham af noget han ikke kunne huske, han røstede på hovedet og fik det til at forsvinde, ahn så igen på pigen foran sig og smilte skævt over hun var gået væk fra kanten og kom hen til ham, han havde nok ikke gået ud itl hende, men han havde nok heller ikke ladet hende springe, han vilel have talt hende fra det, han ville gerne hjæpe den fremmede dame. Fellix smilte let "Det må du ikke være" sagde han bekymret, "Fellix" sagde han som præsitation.

//Jo det kan jeg da godt Fellix xD//

Yurie så på Fellix. "Jo jeg havde tænkt mig at springe... Jeg kan ikke se hvad meningen er med livet." *i hvert fald ikke i dag* Hun smilte tilbage til Fellix. Yurie kunne se i Fellix' øjne at han ikke gad at have at hun sprang. Men hvorfor ikke. Han kendte hende jo slet ikke, og hun kendte ikke heller ikke ham. Tavshed...
Pludselig fandt Yurie ud af hvorfor det var hun ikke gad leve. Hun mistede sin far da hun blev født og hun har aldrig set ham... Senere fik hun en kæreste som også døde. Så kunne Yurie jo også godt selv dø hvis hun havde mistet dem hun elskede.
"Hvorfor vil du ikke have at jeg springer?" Spurgte Yurie. "Du kender mig jo ikke Fellix... Du kan være ligeglad."

Fellix så sørgmodigt på hende og lod så blikekt glide ned af hende, ked af havd han hørte, han ønskede ikke nogen død, han følte han havde en hvis trang til at beskytte hende den fremmede som han alligvel ikke kendte eller aldrig havde set før. Han smilte halvt og nikkede så lidt, "Det kan du vel have ret i, jeg kunne sgatens være ligeglade, men jeg er det ikke.." sagde han tøvende, han gik hen til hende og lagde så armene ubevidst om hende håbede på hun ikekv ilel blive skræmt væk, han ville jo bare trøste hende lidt, som en ven.. "Intet liv burde blive smidt væk på den måde.. selvmord er en evig løsning på et midlertideligt problem.." mumlede han fraværende.

Yurie blev overrasket. Sådan en fremmed fyr ville ikke have hun skulle dø... Hun var taknemlig.
Yurie lagde armene om Fellix og lagde hendes hoved ned på hans skulder. Tårerne trillede ned ad hendes kinder. "Tak" snøftede Yurie og klæmte øjnene sammen. Sådan stod de i noget tid.
Yurie gav slip på Fellix. "Hvad var det for et blik ned ad min krop?" Spurgte Yurie nysgerrigt og tørrede tårerne væk.

Fellix var en smule overrakede det var
ved at være noget tid siden han sidst
havde haft kontakt med mennesker
han var en smule skræmt for
omfavnslen, det var ikke noget han
var van til at piger sådan kastede sig over
ham, han sukekde og prøvede at kramme
lidt igen for at være høflig, "du skal ikke
være ked af det" sagde han roligt og sukkede
han så ned igen da hun gav slip og trådte
hurtigt et skridt tilbage for at holde hende lidt på
afstand denne gang, med frygt for hun ville
slå armenen om ham igen, ikke fordi
det som sådan generede ham, han var
bare ikke van til det, så det skræmte ham lidt.
"Jeg kiggede bare på dig" sagde han og lød
lidt som et sprøgsmålstegn.

"Okay" Svarede Yurie og smilede til ham.
De stod nu langt væk fra klippekanten. Yurie skulle være sikker på at hun ikke gled ud over kanten nu hvor Fellix på en måde havde reddet hende. Yurie ville ikke gøre Fellix bange så hun lagde armen over hans skulder og trak ham med.

Fellix sukkede halvt og smilte bare glad tilbage til hende, han så da lidt på hende da hun rev ham længer væk fra klippe kanten "hvor skal vi hen?" spurgte han og smilede halvt, det var svært ikke at smile, og det lod til at få hende i beder humør, så han blev ved med at give hende snigende smil, han havde aldrig kendt nogen der havde begået selvmord, eller gerne ville... men han havde jo ingen fortid så det var klart det var sådan.

//Undskyld der ikke kom meget tekst... Min fejl xD//

Yurie kiggede på Fellix. "Jeg ved ikke hvor vi skal hen... Skal vi ikke bare gå et eller andet sted hen?" Spurgte Yurie og smilede med et kæmpe smil til Fellix.

Fellix så tilbage på hende, hun var ret spinkel og lille i forhold til ham, eller også var han bare høj. Han smilede halvt til hende og nikkede lidt frværrende da han begyndte at gå ind mellem træerne væk fra klippen "hvor gammel er du endelig?" spurgte han roligt, og smilede.

"Øhm, altså min krop er 19 år og min alder er 250." Svarede Yurie og kiggede på Fellix. De gik igennem skoven med de mange træer. Yurie gik i sine egne tanker. Hun tænkte over hvad der ville ske mellem hende og Fellix. *Bare det bliver noget godt* Tænkte Yurie og kiggede over på Fellix og smilede til ham.

Fellix grik roligt og lyttede så endelig til det svare hun sagde højt, først tog han det endelig meget pænt, hun var 19 ligesom ham selv, hvilket var en dejlig alder, men så sagde hun noget mere der fik ham til at stoppe op og bakek væk fra hende på en yderst diskret måde, det løb ham koldt ned af ryggen ved hendes svare, et ord spang frem i hans hoved 'vampyr' sagde det og han stivende, efter fuldt af et andet ord 'LØB!' Fellix kunne selt ikke bevæge sig ret meget mere hele hans krop var stivnede og naglet til stedet, imens noget inde i ham blev ved med at skrige han skulle løbe alt havd han kunne.

Yurie stoppede op og kiggede på Fellix. "Hvad er der?" Spurgte Yurie. Hun kiggede besynderligt. Yurie kunne læse tanker på folk så hun læste Fellix'. "Nåårh... Jeg er en vampyr" Sagde Yurie og grinede for sig selv. "Bare rolig Fellix. Jeg spiser dig ikke. Jeg kunne aldrig finde på at æde mine fjender" Sagde Yurie og blev rød i hovedet og vendte ryggen til ham.

Fellix lyttede ikke til havd hun sagde, han bakkede bare væk fra hende, men holdte dog øjnene på hende i frygt for hun når som helst kunne kaste sig over ham, men fandtes vampyrere endelig, eller var det bare noget hun sagde for at gøre ham bange, men hvorfor skulle hun dog gøre ham bange, var de ikke ved at blive venner, var han ikke ved at få sin første ven? Han tvivlede da hun åbenbart enden løg for ham eller også var et drabligt monster, der helt sikkert hungrede efter han blod. Han vendte sig væk fra hende og satte i løb, selv om det nok ikke hjalp meget hvis vampyere virklig var så stærke som de skulle frem stå som.

Yurie overvejede lidt om hun skulle løbe efter ham. Ikke fordi hun ville æde ham eller drikke hans blod. Hun ville bare godt være venner med ham. Yurie satte frem i løb og efter 6 sekunder løb hun ved siden af ham i hans tempo. Hun tog fat i hans skuldre og stoppede ham blidt så det ikke gjorde ondt på ham. "Hør nu Fellix..." Sagde Yurie og kiggede ham ind i øjnene. "Jeg kunne ALDRIG finde på at dræbe dig. Du er jo min ven" Sagde Yurie og kiggede ned i jorden. *Bare han tror på mig så vi kan blive venner* Tænkte Yurie og kiggede igen Fellix i øjnene.

Fellix løb alt havd han kunne men han vidste jo godt at han ikek ahvde en chance ikke mod en vampyr i hvert fald. Han så på hende da han brat blev standsede og havde lyst til at slå ud efetr hende for at komme fri med hende sørgelige ansigt stoppede ham, hun så slet ikek blodtørstig ud. Han så ned fustrede og bange. Han ville ikke.. eller måske.. han faldte bag over så han nu sad på jorden foran hende fuldstændig forsvars løs. "du.. farlig..2 sagde han og trak vejret i små hiv fordi han ikke var i særlig go' kondi og havde mistet pusten efter den korte løbe tur.

Yurie gik over ved siden af ham. "Bare rolig." Sagde Yurie og satte sig ned. Hun var overhovedet ikke forpustet. Hun var jo en vampyr. Yurie lagde hendes hoved ned på Fellix' skulder. "Jeg gør dig ikke noget" Hviskede Yurie og håbede på at han ikke ville flytte sig.

Fellix gav enu et gisp fra sig da han syntes hun var kommet lidt for tæt på til han kunne klare. Han skubbede hende forsigtigt af sig og kravlede lidt væk fra hende, han brød sig ikke om at være så tæt på nogen som helst overhovedet, han ville kun lade Juliet holde ham i håndne hun var den eneste der kom ham tæt på, og det føltes allerede som om han var utro når han bare gav andre hånd, det var fortvivlende, for de var jo ikke engang sammen, det var jo kun venner? Han så lidt på hende "Jamen.. jeg kan da ikke.." sagde han forsigtigt og anede ikek hvordan han skulel afslutte sætningen.

Yurie kiggede på Fellix med bedrøvede øjne da han skubbede hende væk. *Nå* Tænkte hun og ned i jorden.
"Jo du kan" Sagde Yurie og smilte emd et lille smil til ham. *Gad vide hvem Juliet er?* Tænkte Yurie og klemte hendes øjne sammen. "Jeg kan blive ved med at sige det." Sagde Yurie og rejste sig op. "Jeg gør dig ikke noget" Sgade hun og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre da hun havde rejst sig op. "Vil du ikke have mig her? Kan jeg få dig til at tro på mig hvis jeg gøre som du be'r om?" Spurgte Yurie og kiggede endnu mere bedrøvet på ham.

//kan du læse tanker eller sådan noget.. for han har ikke nævnt Juleit's navn højt? //

//Ja Yurie kan læse tanker//