Færdig med arbejde, hvad skal jeg så tage mig til? (Éowyn)

Dag + Dato: Irl.
Sted: Gå gaden, udenfor restaurent Belle
Vejr: Støvregn, gråt i det
Tid: 21:23
Omgivelser: Enkelte mennesker og væsner, på vej til fester, hjem, eller noget andet.

Andrew så sig om udenfor. Han smilte kort til chefen inde i restaurenten, inden han begyndte at gå ned af gaden. Han tog en dyb indånding, og trak sin jakke tættere om sig, så den fine støvregn ikke faldt ned i hans trøje. Der var ikke så meget at lave efter arbejde, måske var der mere arbejde i form af at hente sjæle, men det håbede han ikke, han ville allerhelst lave noget sjovt. Han sukkede stille, der var ikke megen udsigt til en sjov aften, måske skulle han selv sætte gang i en?
Han lod sin hånd køre igennem sit fugtige hår, og så sig lidt om.

Aftenen var lidt kølig. Éowyn skuttede sig, trak hætten længere ned over panden og omfavnede sig selv under den grå kappe. Regnen virkede trist og mennesker var der ikke mange af. Hun satte sig på en bænk ude på gågaden. Hendes fødder var kolde og hun krummede tæerne sammen. Lige nu ønskede hun mere end alt et sted af være indenfor - et sted at bo. Hun ønskede virkelig at se folk smile, måske drikke en varm drink eller kramme en person. Hvor var det dog længe siden hun havde fået et kram.. Hun hang en smule med hovedet ved tanken og der trillede en tåre ned af kinden. Hun ønskede virkelig at se folk smile eller kramme en person.

Andrew gik stille videre, og så sig lidt omkring. Efter lidt tids gåen, fik han øje på en bænk. Der var mennesketomt, ingen omkring, andre end pigen der sad på bænken. Han stoppede lidt fra hende, betragtede den lille skikkelse der sad og hang med hovedet. Han fik øje på noget på hendes kind, en tåre? Han lagde hovedet på skrå, og fortsatte så sin gang hen til bænken, og standseede denne gang helt henne ved bænken "undskyld mig men... er der noget galt?" spurgte han forsigtigt, og satte sig på bænken, ikke helt tæt op af hende, men omkring ti centimeter fra hende. Han havde helt lyst til at tage hendes hånd og sige til hende at alt nok skulle gå iorden, hun så så umådelig trist ud. Han betragtede hende lidt, men der var ikke meget af hendes ansigt, eller krop han kunne se under kappen.

Éowyn kunne mærke at én satte sig ved siden af hende og en rolig stemme fyldte hendes sind. Hun kunne høre det var en dreng og han spurgte hende om hun var okay. Hun rettede ryggen og drejede langsomt hovedet. Hendes blå øjne var våde, men tårene var stoppet. Der sad en smuk dreng. Hans hud var hvid og bleg og hans hår var blond. Hans øjne var smukke, udtryksfulde. Hendes kinder var stadig våde, og et forvirret udtryk bredte sig i hendes ansigt. Så smilede hun forsigtigt. Hun så ned på skødet igen og mærkede en rødmen stige til hendes kinder. "Det er en lang historie. Men tak." svarede hun. En hånd kom frem under kappen og hun skubbede hætten af. Det regnede ikke så meget, og så kunne hun også få vasket tårene af hendes kinder. Hendes mørkeblonde hår var sat i en hestehale som sædvanligt. Atter fandt hun hans blik og smilede. "Hvem er de?" spurgte hun.

Andrew så på hendes blå, blå øjne da hun vendte sit ansigt mod hende. Han smilede lidt af at hun ikke ignorerede ham, det var der mange der godt kunne have fundet på. Han overvejede lidt om hun var et væsen, i så fald kunne han ikke helt bedømme hvilket væsen hun var. Han så på hende og smilede "nå okay, bare du er okay" sagde han og så lidt på hendes hår da hun hev kappens hætte ned, det gav ham et bedre indtryk af hende, et helt indtryk, eller.. Han havde jo ikke set hendes figur, og han kendte ikke hendes personlighed, men hun virkede interessant. "Undskyld, jeg ikke præsenterede mig selv.. Jeg hedder Andrew.. hvem har jeg fornøjelsen af at snakke med?" spurgte han, og betragtede hende. Køn det var hun da med de mørkeblonde lokker der indrammede hendes kønne ansigt. Han tørrede forsigtigt en tåre bort fra hendes kind.

Hans stemme beroligede hende meget. Hun tænkte lidt over hans navn.. Andrew. Sikke dog en smukt navn. Hun mærkede hans hånd mod hendes kind og hun lukkede øjnene ved hans berøring. Så vendte hun sig mod ham og åbnede dem igen. Hun smilede så hendes hvide tænder kunne ses. "Mit navn er Éowyn. Jeg er glad for at møde dig Andrew." sagde hun og berørte hans hånd med et let strejf. Hans øjne var blå som himlen og mindede hende om gode, glade dage. "Jeg er glad for jeg ikke er alene herude." sagde hun så og så sig omkring. Hun synes faktisk at gågadens tusmørke kunne virke skræmmende. Ikke mindst fordi hun havde mødt onde væsner her om natten. Så tænkte hun pludselig - var Andrew et væsen? I så fald ville han hende ikke ondt.. Eller ville han? Var det en fælde, eller?

//Dine øjne er blå, right? Kan ikke rigtig se det, har et dårligt syn xD//

Andrew smilede lidt, var glad for at Éowyn ikke var skræmt, men overraskende nok virkede som om hun stolede meget på ham. Han betragtede hendes kønne smil, og smilede tilbage. "I lige måde Éowyn.." sagde han og trak sine ben op til sig og lagde armene om dem, mens han stadig så på hende. Han prøvede stadig på at finde ud af om hun var et væsen, men nogen dæmon, eller vampyr var hun nok ikke. Han kunne stadig mærke det lille strjef på sin hånd, og nikkede stille til det hun sagde "jeg forstår dig godt, det er ikke så fedt at være alene ude så sent.." sagde han, og bed sig kort i læben "hvor gammel er du egentlig?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Éowyn måtte være gammel nok til at være sent ude, eller gammel lød så voldsomt, den rette alder til at være ude så sent, klokken var vel.. ti? Men der var selvfølgelig mange unge der var ude på det tidspunkt, specielt på en lørdag aften.

Éowyn kunne mærke hans forstående og fredelige væsen. Hvor var han dog sød! Hans kommentar om natten virkede som om han måske selv havde oplevet noget ubehageligt, men Éowyn spurgte ikke ind til det. "Specielt når der er så mange... onde derude." tilføjede hun og lukkede øjnene i et stramt udtryk. Hun kyttede hænderne sammen og tænkte over alle de gange vampyrer og dæmoner havde forstyrret hende på hendes fredelige vej. Hun ville ikke indblandes i noget. Så tænkte hun igen på Andrew. Var han et menneske måske? Hun åbnede øjnene igen da hun hørte hans spørgsmål. Hun så smilende i hans smukke øjne og lagde hænderne på sit skød, udenpå kappen. "Jeg er 16 år." + et par hundrede "Hvad med dig?" spurgte hun så og lagde hovedet på skrå.

Andrew så på hende og smilede venligt, og nikkede stille "ja det er svært at komme udenom.." sagde han. Heldigvis var han aldrig stødt på en vampyr, kun på dæmoner, og han var da også kommet til at fornærme dem groft så han havde endt med et flækket øjenbryn og et blåt øje. Han sank lidt ved tanken, hold kæft hvor havde det bare gjort møg ondt. Han nikkede stille til hendes alder, og overvejede om det ikke kunne være farligt "jeg er sytten" sagde han og lidt til tænkte han smilede lidt. Han lænede sin hage mod sine knæ og betragtede Éowyn. Hun var sød, måske var hun en engel? En rigtig en. Spøjst nok anså han ikke sig selv som en rigtig engel da han jo hentede sjæle. Dødens engel. Han bed sig kort i læben, og kørte sin hånd over over sit håndled, hen over arene. Heldigvis var de ikke synlige på grund af den langærmede trøje.

Et år ældre end mig, tænkte hun. Éowyn kunne mærke at noget tyngede Andrews sind. Mest af alt havde hun lyst til at heale ham, men hun healede kun folk der selv bedte om det. Éowyn rykkede tættere på og lagde sin hånd på hans. Hun svingede en lok af det hår der hang, om bag hendes spidse øre, men lod ikke rigtig mærke til at hun gjorde det. "Hvad er der?" hviskede hun. "Noget tynger dit sind."
Hun var selv blevet så glad for hans forsigtige trøsten, nu ville hun give noget tilbage. Hun lod sin tommelfinger cirkle i blide bevægelser og hendes øjne hvilede på hans. "Jeg er til at stole på." sagde hun med et smil.

Andrew så på hende og smilede stille. Han så lidt på hendes hår, og fik øje på hendes øre. Hans øjne blev store og så på hende "du er en elver.." sagde han så og smilede stort da han havde fundet ud af hendes race. Han fornemmede hendes hånd på sin kind, og sank kort. Han var ikke helt van til nærkontakt med andre, men han nød hendes blide nussen "der er ikke noget.." sagde han stille, og tænkte lidt. Kunne hun fornemme hans følelser? Det var egentlig ret nice hvis hun kunne, og en smule skræmmende "nej jeg har det fint.." sagde han stille, for han havde det jo fint lige nu, der var ikke noget der irriterede ham, og der var ikke noget deprimerende ved dette selvskab. Han smilede lidt af det hun sagde "det er jeg glad for.." sagde han og smilede varmt til hende, og lagde sin hånd på hendes der lå på hans kind.

Éowyn smilede til ham. Den tyngene følelser i hans sind var hurtigt væk, så hun vidste at han ikke løj. "Ja jeg er en elver!" sagde hun til sidst. Hun mærkede hans hånd mod sin egen og nød følelsen af at være velkommen. Hun hviskede så: "Hvad er du?" - det var et lidt mærkeligt spørgsmål, men hun vidste ikke hvordan ellers hun kunne spørge ham. Den stille regn begyndte igen, men Éowyn trak ikke hætten op. Hvorfor var Andrews øjne så fredelige, så smukke? Mon han var en engel, eller måske også en elver? - Hun ventede blot på at han svarede på hendes spørgsmål og smilede stille, venligt. "Hvor er du egenlig på vej hen? Det er da lidt sent.." sagde hun så. Selv havde hun jo intet hjem.

Andrew smilede varmt tilbage og grinede lidt af hendes svar "Det tænkte jeg nok.. eller.." sagde han og trak på skuldrende. Han smilede stille og lyttede til hendes hvisken, og sad stille "jeg er en engel.. eller.. en slags engel i hvertfald.." sagde han og bed sig lidt i læben. Han kunne godt lide Éowyn, hun var beroligende, rar at snakke med, åben. Det var ikke så tit han fandt andre han faldt så hurtigt i hak med. Han gav hendes hånd et lille klem, og smilede venligt til hende "jeg var egentlig bare på vej hjem fra arbejde" sagde han, det havde jo ikke været helt løgn, han havde været på vej hjem, men han vidste dog ikke om der ville vise sig arbejde senere. Det håbede han ikke, han ville helst have lov til at sove rigtigt den nat uden forstyrrelser, der var da for pokker også nogen andre dødsengle rundt omkring?.. eller det var der måske ikke. Han blev helt klam indeni ved tanken om at han måske bar ansvaret helt alene.

"Selvfølgelig er du en engel!" sagde Éowyn og nussede ham stadig på kinden. Hun kom altid godt ud med engle, det var ingen hemmelighed. Til tider kom hun bedre ud med dem, end elvere. Hun lagde hovedet på skrå og så ham dybt ind i øjnene. "Hvilken slags?" spurgte hun så. Selv ville hun regne med at han var en slags skytsengel, men hvad vidste hun? Regnen var iskold. Hun tænkte på om Andrew mon ikke frøs, om hun skulle give ham sin kappe. "Fryser du?" spurgte hun. "Det er i orden hvis du gerne vil hjem." sagde hun og smilede til ham. Det var skam også i orden hvis han tog hende med, tænkte hun, men hun ville ikke sige eller spørge om noget i den retning. Overhovedet.

Han grinede lidt, og nikkede "ja.." sagde han kort, og trak lidt på skuldrende og nød hendes nussen af hans kind. Det næste spørgsmål kom som han havde forventet, men håbet på hun ikke ville spørge om "øhm.. jeg er.. øhm.." sagde han, og rømmede sig lidt "en dødsengel.." han sagde det lidt lavere end de andre ting han havde sagt. Han skuttede sig lidt, og så på hende "lidt.. hvad med dig du må da også fryse?" spurgte han, og overvejede hvad han kunne gøre. Hans egen jakke var våd af regnen så den ville ikke være hende til meget nytte. Han rystede stille på hovedet "nej jeg syntes det er hyggeligt at snakke med dig.. men.. her er jo lidt koldt så skulle vi ikke gå indenfor? Der er ikke så langt hjem til mig?" tilbød han. Han vidste dog ikke helt hvordan elvere havde det med at være indenfor, men han håbede at hun var okay med det.

Det var som om det pinede ham at han var hvad han var. Éowyn nikkede med et smil.
"En dødsengel? Det må ikke være et behageligt job.." sagde hun med en tænkende mine. "Men Andrew, du skal ikke skamme dig over det. Du er jo stadig en fantastisk person." sagde hun med alvorlige øjne. Hun nikkede lidt til hans næste spørgsmål. "Ja det er en smule køligt. Og jeg vil med glæde følge med dig hjem." sagde hun, en smule genert. Hun havde aldrig været i andre hjem end i det faldne slot - og i skoven som nu var hendes hjem. Hun nød virkelig Andrews selvskab, mere end hun nogensinde kunne drømme om. Kun en anden engels selvskab havde hun nydt lige så meget som hans, og hun trak en smule på smilebåndet. Hendes store, blå øjne så omkring på gågaden, det hele virkede så trist herude.

Andrew nikkede, og tænkte sig lidt om "nej det er ikke drømmejobbet" indrømmede han og smilede lidt, hun kendte ham jo næsten bedre end han selv gjorde.
Han smilede lidt, og gav Éowyns hånd et lille klem "tak, det er jeg glad for at du syntes" sagde han. Han vidste udemærket at det var svært at omgås en der engang skulle følge en til det allersidste sted, men andre væsner tog det mere roligt. Han så sig lidt om, og mærkede den kølige vind mod sin jakke. Han så på hende igen og smilede "fint" sagde han muntert, og rejste sig og rakte hende sin hånd, så hun kunne komme op og stå. Han syntedes ikke Éowyn passede ind i Deepshells gadebillede. Hun var for køn, for ren, mindede ham om græs efter duggen var faldet, smukt, men skrøbeligt. Han betragtede hendes store blå øjne, og smilede lidt, lidt ligesom havet var de.

Hun gengældte Andrews klem og rejste sig også op. Den hvide kjole kunne ses under den knælange kappe, kun en smule længere var kjolen. Hun slap ikke Andrews hånd, for hans hånd var varm, tryg og blød. Pludselig ville hun vide alt om ham. Alt om hans fortid, og alt om hans nutid. Hun vendte hovedet mod ham og lagde hovedet på skrå.
"Fortæl mig om dig selv. Hvor kommer du fra? Hvem er du?" spurgte hun og smilede til ham. Han lignede ikke en dødsengel. Hun havde altid troet at dødsengle var sorte engle, engle som kunne virke truende og frygtelige, men Andrew var lige det modsatte. Hun så med sine krystalblå øjne, op mod himlen. Den var sort og grå, og nattelamperne klikkede lidt før de tændtes. Det var blevet senere end Éowyn havde regnet med.

Andrew så på Éowyn, og smilte. Han fik et bedre indtryk af hendes undseende da hun rejste sig, hvis alle elvere var ligeså smukke måtte de da have besvær med at være i fred. Han begyndte at gå, og trak hende med sig. Han vendte ansigtet og så på hende med et lille grin "hvem jeg er?.. Jeg kommer oprindeligt fra Canada, og så flyttede jeg hertil, og arbejder i en restaurent længere nede af gaden.. jeg er bare.. Mig" sagde han og smilede skævt. Det var altid svært for ham at fortælle hvem han var, for han mente at man skulle lære ham at kende for at vide det.
"Hvad med dig? Hvem er du, bag de der smukke blå øjne?" spurgte han drillende, og lagde hovedet på skrå og lyttede.

Hun lyttede intenst til hvad han havde at sige og grinede med ham. Hun lagde genert en hånd på sin kind da han kommenterede hendes øjne. "Jeg kommer fra det faldne slot i vindelvernes land. Min far var herre over vinden, derfor boede jeg på slottet. Da slottet faldt flygtede jeg, og her er jeg så." sagde hun med et trist smil. Det havde ikke altid været nemt. Hun havde været meget alene og meget bange i årene efter slottet faldt, men hun valgte at skyde tanken væk inden hun begyndte at græde.
"Hvor bor du?" spurgte hun og smilede.

Andrew lyttede til det hun fortalte, det var en interessant historie. Han bed sig i læben, og nussede forsigtigt hendes hånd med tommelfingeren "det er jeg ked af, det lyder trist" hviskede han stille, og betragtede hendes triste smil. "Jeg ved godt det måske ikke lyder særlig fedt, men jeg ved at det nok skal blive bedre" sagde han, og gav hendes hånd et klem og smilede stille til hende. Han var ikke så vild med at gøre hende ked af det, og tænkte på et andet emne for at muntre hende lidt op, men hun kom ham i forkøbet. Han pegede hen på et højt lejlighedskompleks og stoppede og trak hende med hen til bygningen og stoppede udenfor. Han fandt sin nøgle frem, og åbnede døren, og holdt den for hende "velkommen til.. en helt almindelig opgang" sagde han med et lille grin "jeg bor på fjerde sal" sagde han og ventede på hun gik ind.

Hans nussen på hånden gjorde hende glad og rolig og hun klemte hans hånd. Hun smilede blot og så på ham. De nåede et kæmpe højt hus som Andrew boede i.
Woaw - tænkte Éowyn da hun så den høje bygning. Han boede vel nok stort og flot! Men da han åbnede døren så hun blot en opgang og grinede af hans joke. Hun fulgte med ham derind og tænkte på hvad mon der nu ville ske. Der var koldt herinde, alligevel lidt vamrere end udenfor. Hun smilede til Andrew og lod ham føre hende op på fjerde sal.

Andrew så på Éowyn, og smilede stille til hende og klemte blidt igen. Han hev hende med op til fjerde sal, og standsede uden for den dør der, hvis man kunne sige det sådan, tilhørte ham. Han åbnede døren, og skubbede den op "her bor jeg så" sagde han, og smilede til hende.
Han gik ind og trådte sine sko af, men holdt stadig døren åben for hende, da den havde det med at smække i hvis man ikke holdt den.
Han var udmattet efter dagens stress, men det var næsten afstressende at skulle møde et andet væsen, og at kunne snakke ubekymret omkring hverdag, og hvad man ellers kunne tale om.

Éowyn trådte indenfor.
"Tak." sagde hun da han holdte døren for hende. Hun så ned på sine bare fødder.. Hun kunne ikke rigtig gøre anden end at tørre dem af på måtten og gå indenfor så det gjorde hun. Hun tog imod døren og lukkede den forsigtigt bag ved hende.
Wow jeg er faktisk inde i et rigtigt hjem! - tænkte hun ved sig selv og smilede som en sol til Andrew. Hun kunne virkelig ikke lade være med at give ham et kram, for hun havde ikke været inde i et RIGTIGT hjem i over 60 år. Hun trak sig væk fra ham og børstede sin kjole en smule af for jord, sand eller lign. Den var plettet, slidt og beskidt efter et års vandring, men den havde inden huller eller sådan noget. Hun bed sig i læben og så Andrew i øjnene.. Hans smukke øjne. "Vil du vise mig rundt?" spurgte hun og foldede sine hænder sammen ved brystet.

Kjolen: http://images.teamsugar.com/files/upl0/10/104165/08_2008/SaoirseRo_Ferda_14722212_600.preview.jpg

Andrew så på hende og smilede "Så lidt.." sagde han og så på døren da hun lukkede den.
Han så på hendes smil, og smilede tilbage og blev lidt overrasket af krammet, men krammede tilbage, og slap hende da hun slap ham. Han så lidt ned af hende og smilede så "har du været ude og rulle dig i græsset?" spurgte han drillende, det generede ham slet ikke, men det var da synd at hun skulle rende rundt i den når den slet ikke matchede hendes skønhed. Han betragtede hendes øjne lidt, og lagde hovedet på skrå "Selvfølgelig" sagde han smilende, og tog hendes hænder, mellem sine.
Trækker dig med ud i køkkenet der ligger på venstre ved siden af gangen "køkken, og lige overfor, døren ude i gangen til højre er badeværelset" sagde han, og trak hende med ud i gangen igen, og gik to eller tre skridt og drejede til højre, og trak hende med "og det her er stuen, og døren derhenne fører ind til mit soveværelse" sagde han, og så på hende med et smil.