Yes!.. My first Mountain!.. [Orlando.]

________________________________________________________________________________________________________
En pige, gik op i bjergene, og havde sat sig på et sted, hvor man kunne se ud over det hele skoven. Den triste skov, som den blev kaldt. Byen kunne man også se, den lyste op, i den ellers så tætte og sorte nat. Og heldigvis kunne man ikke hører alt larmen fra biler osv., men derfra hvor hun stod, var det kun en svag summen. I den kolde, og blæsende nat. Det var som om, at alt blæsten, udlignede den ellers så travle nattetrafik. Hun havde en varm vinter-jakke på, som var i en grøn farve. En tyk trøje indenunder og lyse jeans, mens at hun havde givet lidt ekstra varme på hende. Ved at tage et par handsker, og halstørklæde på. I samme blå farve, som matchede hendes blå øjne. De var næsten unaturlige, så skrigende blå som de var. Hun var jo også dæmon, så det var egentlig rimelig normalt for sådan nogle som hende, at have unaturlige øjenfarver, eller hårfarver.. Dog var hendes hår, ikke kommet sådan af sted. Det havde den naturlig sort brun farve, men om sommeren, kunne man dog skimte en rød nuance i håret.
Hun nynnede som sædvanligt, og ønskede sig tilbage til familie, der hvor hun kom fra. Dette hyggelige sted, ude på landet. Hvor alle kendte hinanden, og ikke havde hemmeligheder for ens nabolag. Men herind, i denne by. Var det helt anderledes, man følte sig ikke velkommen. Vis en person ex. Gav en den kolde skulder, og bare så igennem en. Men det burde pigen jo efterhånden have lært, da alle så hende som en umulig lille pige. Som ikke gjorde nogen nytte, for verdensbefolkningen. Bare fordi at man så et par år yngre ud, end man i virkeligheden var?
Ja, hun var rigtig 17 år.. Men lignede mest af alt, en på 15. Ikke særlig godt, når man gerne ville overbevise folk, om ens mening.
Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, og åbnede dem igen, og kiggede op i luften.
"I'll come back", hviskede hun stillle, "I promise.. Bedste"
Hun smilede glad, og lod sig forsvinde med vindens pust.. Eller hun drømte om det, men hun vidste jo, at det aldrig ville lade sig gøre.. For hun var jo ikke en gud, ikke nogen stor person, med mægtige kræfter?
Hun tog stille sin guitar frem, og lod sin ene hånd, gå over de kraftige strenge.

Orlando havde besluttet sig for at begive sig selv op
i bjergende for at kigge til en kiste han havde gemt
med billeder og forskellige duftermidler af hand døde
familie oppe i bjergende. Han syndes selv det var ret
irriterende at han skulle så langt for at hente den men,
det var med vilje den skulle ligge langt væk, og oppe
i bjergende, da han egentlig nød at være deroppe, da
han følte han fik overblik over byens liv og hændelser.
Han var gået op af små stier og over forskellige store
stykker af frafaldende bjerge stykker, for at finde hans
kiste. han viste præcis hvor den lå og kunne også for
rimelig lang afstand lugte den, da hår totterne han havde
gemt duftede af deres menneskeluft.
Han kiggede med sine godt natseende øjne igennem
mørket og på vej derop, begyndte han at lugte at han
ikke var den eneste der, dog lod han det ligge, da han
egentlig gættede sig til at der lå flere ofre for vilddyrene
i byen deroppe, da tit æderne tog deres ofre derop for
at æde dem og lagde dem ligge uden at nogle ville finde
deres livløse kroppe.

Hun begyndte at spille, en glad melodi. Denne melodi, fandtes ikke rigtig. Det var bare noget, hendes hoved havde kogt sammen. Fra forskellige små komponister, fra forskellige lande. Hendes ynglings små trin, og den lyse tone, der blev erstattet med den mørke. Alle disse små detaljer, hun elskede fra kendtes numre.. Men på en måde, gjorde hun det til sit eget. Så ingen kunne mærke, eller høre. At det i virkeligheden, ikke var hendes opfindsomhed, der var gået galt med.
”Hm..” Hun nynnede stille med, det var ikke fordi hun havde en dårlig sangstemme. Men hendes spil var bedre, hendes spil.. Var noget ekstra ordinært, noget som der ikke var mange flere der kunne.
Hun kunne få nogles handlinger, til at ændre sig. Som ex. En mand, der kunne blive forelsket i hende. Men det ville være lidt svært, med at holde det. Da det betød, at hun skulle holde sangen kørende.
Hun hørte ikke denne person komme nærmere, men hun følte det. Hun følte, at der var nogen, der var i nærheden. En der virkelig gjorde noget for, at holde sig væk, fra hendes spil?
Hvad var det, hun ville have den person til? Ja, at komme hende i møde. Måske.. Vise hende, noget respekt.

Orlando var nået til hans mål, hans kiste, som lå gemt inden
bag nogle tætte små buske, som på mystisk vis havde slået
rod inden under en faldet stykke bjerg som lå som et tag
oven på to andre store stykker, som næsten dannede en
lille hule. Han hev kisten frem og snussede ind og lukkede
øjnene og minderne om hans elskede familie strømmede
igennem hans kolde tankegang. Han satte den ned til den
kolde jord og åbnede den med en lille nøgle som hans altid
havde i sin bukselomme.
Han åbnede den efter at ha lirket den lille rustne lås op og
kiggede ned i den med et lille charmerende smil, og tog
fire hår totter op med hver sin egen farve. Han kørte en
af dem hen af stykket under hans næse og snussede godt
ind. Dog blev han afbrudt af en nynnen, som skar i hans
øre. Det var en fin og uskyldig stemme. Han mærkede hans
øjne forandrede sig til dybe og sorte, til stadig dybe, men
endnu dybere og med en aura af orange. Han lyttede godt
efter og rejste sig langsomt efter at ha lagt hårtottende
ned igen og gemt kisten væk i den lille hule.

Hun nynnede stadig, da hun mærkede noget fokusere på hendes stemme. Det var mærkeligt, sådan som hans drøm brændte i hende. Men den var forvirrende, som om at det var noget hun ikke kunne opfylde, sådan da.
Et suk kom frem på hendes læber, og hun lagde sig ned i græsset. På ryggen lå hun, og spillede en stille ikke kendt melodi. Det var jo noget hun bare digtede ud i den blå luft, som hun aldrig kunne spille igen. Denne sang, var fyldt af kærlighed, sorg og.. En smule savn, over noget uundværligt? Det var svært at definere, for der var så mange sider at se den på. Fra hendes, og den person der fokuserede på hendes spil. Der var noget der ændrede sig vil personen, noget meget drastisk. Det var helt uhyggeligt, det ene øjeblik glad og at føle sig hjemme. Det næste, en ren dræbermaskine, der bare skal skjule dette, personen har?