No one and then again...

Sted. Sheria byen
Omkring. Ingen som Rose lige kunne se..
Vejr. Sner og er mørkt
Tid. 01.32
Dag+dato. IRL
påklædning. https://2img.net/h/oi54.tinypic.com/24e3zn8.jpg

Roses fodspor kunne ses i det hvide sne som lå som et hvidt tæppe på jorden. Man kunne egentlig oss høre hende svagt ude i mørket. Der kom nogle lavmælt knasende lyde ved hvert skridt hun tog.
Vejret havde været perfekt til at gå udenfor, da Rose sikkert ville have haft troet at der ingen mennesker var udenfor i sådan et vejr, og på det tidspunkt af døgnet. Et par halskæder sad omkring Roses hals, og hendes blå hår bølgede let i vinden som slog blidt mod hende og man kunne se de små iskrystaller lande let i det og gjorde det hvidt nogle steder. Man skulle egentlig tro at hun ville fryse, men det gjorde hun egentlig ikke, og kunne faktisk ikke mærke særlig meget. For hende, kunne det lige så godt være helt vindstille med en behagelig temperatur, da det føltes som det for hende.
Et lille sødt smil løb over hendes ansigt, og hun var egentlig glad for at være helt alene, da hun ikke brød sig om at omgås mennesker og ville helst være for sig selv...

Minakas åndedrag dannede små skyer foran ham. med trætte skridt gik han igennem gaderne på sin vej hjem. han sukkede let og stak hænderne ned i lommerne på den sorte frakke som næsten var lige så lang som ham selv. de trætte øjne stirrede bare fjernt ud i luften. han havde ikke behov for at se hvor han gik, han kunne vejet udenad.
sneen tavst ned i hans hår og ned på hans skuldre. hans støvler efterlod spor bag ham men de blev hurtigt tværet ud af vinden. trætheden hang tungt over ham, han havde været på jagt det meste af dagen og savnede nu bare sin varme seng.
lyden af andre skridt fangede hans opmærksomhed og slog han ud af sin zombie agtige tilstand.

Rose kunne langsomt mærke nogens tilstedeværelse og blev lidt anspændt ved det. Hendes blik gik langsomt rundt omkring på hendes omgivelser, men blev dog ved med at gå. Selvom at det føltes som et menneske, så kunne det jo med lethed være en dusørjæger da hun stadigvæk ikke troede at der var nogen normale mennesker som ville være udenfor på det tidspunkt i det vejr.

hans blik søgte efter den fremmede men uden resultat. *måske skulle jeg bare tage hjem?* tænkte han dovent, bare tanken om endnu en jagt virkede utroligt uoverskueligt. dog besluttede han sig at opsøge den fremmede, som højst sandsynligt var et væsen. der var jo ikke særligt mange mennesker som rendte rundt på denne tid. hans mistanke steg da også da hurtigt. han fornemmede nærværet men kunne endnu ikke se nogle. han gabte svagt og satte sit tempo op mens blikket flakkede rundt i alle retninger. pistolen brændte nærmest i hans frakkelomme og fik han til at afsløre et lille smil. *hellige fader, gi mig styrke* tænkte han og tegnede et kors i luften foran sig. jagten var gået ind.

Rose kunne mærke hvor nervøs hun blev da vedkommende kom tættere og tættere på. Da hun vidste at hun ikke rigtig kunne slippe væk, stoppede hun op. Helt ærligt! Hun var jo vampyr, så hun burde da godt kunne overvinde mennesket hvis det var en dusørjæger. Hendes blik gik rundt omkring sig og ville ikke give vedkommende overraskelses momentet da det ville sætte hende i et dårligt lys *Bring it..* tænkte hun for sig selv og hadede virkelig disse situationer.

// ska lige spise :b //

han små løb hen af stenene og holdte øje med skikelser. endeligt fik han øje på nogle, en ung pige med blå hår. han bretagtede hende fra det hjørne han lige havde drejet omkring. hun var ret køn men hårfarven var ikke lige hans smag. med et roligt åndedrag stak han hånden ind under frakken og greb fat om det oversavede gevær han gemte. hans forsøg på at bevæge sig lydløst var mislykket på forhånd og han besluttede sig for bare at tage chancen selvom det nok var ret dumt. han begav sig hen imod hende og betragtede hendes ryg.

Rose kunne mærke vedkommendes tilstedeværelse at hun næsten kunne smage hans duft i luften og langsomt mærkede hvordan følelsen af usikkerhed blev større og større. Hun kunne høre fodtrin mod sneen og følte sig lidt som et dådyr som havde hørt en lyd i skovbunden og bare ventede på noget som skulle ske. Hun koncentrerede sig og fandt hurtigt hvor lyden kom fra. Bag hende...
Hun vendte sig hurtigt om og så på en fyr som lignede en på hendes egen alder, og så på ham med sine store og isblå øjne og flygtede ikke. En dusørjæger...

han strammede grebet om geværet men skjulte det stadig under sin frakke. skridtene bag sig roligt hen imod hende. bevidst så han ikke på hendes øjne, det var et af hans principper aldrig at få øjnkontakt. selv her i mørket kunne han se hendes blege hud og perfekte træk. *vampyr..* tænkte han træt. selvom hun så meget ung og fysisk svag ud, var der et eller andet over hende som fik ham til at tvivle på om det ville blive en vellykket jagt.
"du har gjordt dig skyldig.." lød hans stemme hæst og langsomt hev han det tunge gevær frem og holdte det med begge hænder for ikke at tabe det.

Roses blik blev ved med at være fokuseret på jægeren og prøvede ikke at vise sit ubehag. Hun spilede sine øjne op da han hev et oversavet gevær frem og tog et skridt baglæns, væk fra ham, og så køligt over på ham "Gjort mig skyldig i hvad?" spurgte hun med en kraftig røst og ville ikke høre på sådan noget ævl hvis hun egentlig ikke havde gjort noget.

hans hår legede en smule i vinden og ligeså hans frakke. "du er en skændsel for herren og en forbrydelse imod menneskeheden" råbte han køligt til hende. var den dumme vampyr da ikke klar over en skid? bare hendes skønhed gjorde det svært for menneske kvinder at leve op til. han bed sig hård i læben og trådte frem igen. "du er død og burde at ligge stille til evig tid." forsatte han i samme tonefald, ret følelses koldt.

Rose så på jægeren og havde et vredt blik "Er jeg en skændsel mod herren?! Nej nu må jeg le!" snerrede hun og fnøs, men tog en hurtig indånding for at få sig selv ned på jorden igen. Hun var blevet lidt fornærmet ved det som han sagde. Hun greb hurtig fat omkring en af sine halskæder og gav den et hårdt hiv så den åbnede sig og røg af. Det var et kors "Kan du se dette?! Jeg er ikke nogen skændsel.." sagde hun og rakte den frem så den dinglede "Jeg har ikke været vampyr hele livet!" råbte hun over til ham og var ligeglad med om han trådte frem mod hende, men var dog nervøs og urolig for hvad han ville gøre, men hvad end han gjorde, så ville hun stoppe ham.. På den ene eller anden måde.

han betragtede korset med omhu. "et kors fra eller til gjorde igen forskel!" råbte han vred. hvilken frækhed at lyve på den måde, hun var vampyr og derfor bare endnu et monster som burde udryddes. hendes vrede fik ham til at tøve. hvor stærk var hun mon? med en høj kliklyd knækkede han geværet over og satte en stor kugle i. kuglerne havde han selv lavet, det var en blanding af sort krudt og en masse andet. selvom det ikke var nok til at dræbe en vampyr ville det lamme hende i et stykke tid, tids nok til at han ville kunne færdiggøre sig arbejde.

Rose så vredt på jægeren og kunne ikke fatte hvordan han kunne sige sår'n til hende "Hvor vover du!" snerrede hun og proppede sit kors ned i sin ene lomme og ville ikke finde sig i denne opførsel. Hun rakte hurtigt en hånd frem mod hans gevær og koncentrerede sig og brugte sin telekinese til at hive det ud af hænderne på ham og kastede det et par få meter væk fra ham så han ikke kunne få fat på det hurtigt igen.

han knep øjnene sammen og så vred på hende. før han nåede at tænke over det fløj gevær ud af hænderne på ham og han så panisk efter det. han var ret sårdar uden sit skydevåben. kniven som ham brugte til nødsituationer var stadig bundet stramt fast om hans ben. det var hans eneste våben nu udover sine flasker med benzin og vievand.
"jeg er blot gud budbringer.!" råbte han og trådte et skridt nærmere. måske var det en ret dum handling overfor en vred vampyr, men ligenu var han ligeglad.
igen huskede han sig selv på at selvom hun bare lignede en smuk ung pige..så var hun et monster.

"Du er ingen budbringer af gud! Du er blot en person som ikke kan se længere end din egen næsetip!" sagde hun hårdt og var klar til at gå til angreb hvis det skulle blive for meget. Hun brød sig så sandelig ikke om denne fyr. Ikke det mindste!
Hun tog et langsomt skridt baglæns da han kom nærmere, og ville egentlig ikke være tæt på ham, da han gjorde hende nervøs.

hans puls steg, hvor længe kunne ham mon strække den før hun angreb? han skævede ne på geværet, muligheden for at gå det i et spring var sikkert stort. det var vel et forsøg værd. "du er ikke velkommen her, barn af djævlen!" råbte han igen. der var intet der kunne vælte hans tro, det var det han var opdraget til..tja måske endda født til. at udrydde heldves børn var hans fornemmeste opgave i livet. han tog springen, rutineret sprang han efter kun få skridt, efter geværet og lavede et rullefald på den hårde gade.

Rose så på ham og var egentlig begyndt at blive træt af at blive kaldt for monster, uhyr og ja.. djævlens barn, når man jo tænkte på at hun var en stærk troende person for ikke så længe siden. Hun så overrasket over på ham da han pludselig tog springet over mod geværet og kunne godt se at hun ikke kunne nå at gøre noget, og tog derfor muligheden for at flygte og begyndte hurtigt at løbe væk fra ham i håb om at nå væk før han havde kommet over til sit gevær.

geværet lå godt i hans hænder og hurtigt fig han ladet det færdigt. vampyren var allede ret langt væk, og det ville være et dumt forsøg at indhente hende nu. han sukkede let og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv nu. med rolige bevægelser sigtede han efter den bevægende skikkelse, chancen for at ramme var godt nok små, men den var der stadig. med et brag affyrede han geværet så hans skulder blevet stået bagud med en voldsom kraft. det var intet legetøj han holdte..

//nat nat//

Rose ville ikke engang se sig tilbage imens hun løb og ville bare væk. Hun spilede sine øjne op da hun hørte braget og blev dog ved med at løbe, men kunne langsomt mærke smerterne i sit ene ben og så hurtigt ned. Hun kunne se blod løbe ned af hendes blege ben, og måtte til sidst stoppe op selvom at hun prøvede at løbe videre. Hun gik langsomt og haltende, men faldt til sidst på knæ og så ned i den hvide sne hvorpå der lå lidt blod hist og der. Selvom at hun vidste at hun ikke kunne dø af dette skud, gjorde det stadigvæk ondt som bare fanden, og hun vidste at hvis hun besvimede, ville hun ikke vågne op igen. Hun sørgede derfor at forblive vågen og så sig langsomt over skulderen for at se hvor langt væk hun egentlig var nået væk fra ham.

// G'nat! :b //

med et lille smil så han hvordan han havde ramt, ikke et helt vellykket skud men alligevel godt nok. hans støvler larmede mens han gik hen imod hende. det var ret langt men mon ik at han nok skulle nå det. mens han gik svang han det tunge gevær op på skulderen, for at det ikke skulle virke så tungt. den frie hånd tegnede igen det usynlige kors fora ham mens han gik med blikket rettet imod hende. følelsen af træthed var helt forsvundet og nu hamrede hans hjerte var derud af. glæde bobblede i ham hvilket også var ret let at se på ham.

Rose trak vejret i paniske drag og da hun så at han var på vej over mod hende, blev hendes vejrtrækning ikke spor bedre. Hun så hurtigt væk og begyndte at bede som om at det gjaldt hendes liv, og prøvede at komme op at stå. Hun stønnede af den smerte som fór igennem hendes krop, og måtte nærmest kravle og krybe sig frem ad den kolde jord og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Noget måttes gøres ved dette! Men hvad? Han var egentlig for stærk for hende. "Nej.." hviskede hun da hun var færdig med sine bønner og ville ikke give op. Hun skulle nok finde ud af et eller andet. Hvad det end måtte koste, skulle hun nok komme ud af denne situation i live..

vladimir bevægede sig roligt afsted uden stress. godt nok lagde han mærke til hendes bønner, men lagde ikke mere i det. dette mindede mest af alt om heksejagt, den tanke kom han altid på når hans offer var en kvinde. hans sukkede svagt og mærkede hvordan sneen begyndte at tage til. allerede mange meter fra hende lød lyden af proppen fra en flaske med klar væske. det var ikke svært at gætte sig til at de var vievand, da flasken bar et kors. hans fingre frøs men han var ligeglad og knugede bare tingene endnu hårdere.

Rose så sig over skulderen og spilede sine øjne op da hun så vievandet "Nej! Jeg be'r dig! Ikke gør det!" peb hun og vendte sig om så hun havde fronten mod ham og krøb sig væk fra ham "Jeg vil gøre hvad som helst" sagde hun hurtigt og ville ikke ende sit liv med sådan en smerte som ville komme fra vievandet. Hun ville seriøst gøre hvad som helst, men vidste dog at det var dumt faktisk at fortælle ham det da hun havde kommet over en hel del personer som havde brugt det mod hende.

han betragtede jorden foran hende og sådan ikke på hende øjne. han sukkede let og rystede på hovede. "du har ikke noget at tilbyde mig.." lød hans stemme tørt og en smule tøvende. mulighederne var store i hendes tilbud, men han ønskede ikke hendes krop eller penge. og en vampyrs tillid var ikke meget værd efter hans opfattelse.
vinden slog imod hans ansigt og fik ham til at knipe øjnene sammen. mørket var også ved at falde på.