Inden lukketid... - Adam Miles :b

Sted. På Roses Café
Omkring. Mennesker som var på vej ud...
Tid. 20.32
Vejr. Snestorm
Dag+dato. IRL
Påklædning. Skotsk ternet lårkort nederdel, hvid skjorte og grønne converse

Rose stod bag disken oppe ved baren og stod lidt i sine egne tanker. Hun havde lige bedt de kunder som var tilbage, om at begynde at gå, da det var lukketid. Hun havde en fugtig klud i hænderne og var begyndt at tørre baren af for spildte drikkevare og hvad der end kunne være på bordoverfladen. Det havde egentlig overrasket hende at hun kunne holde ud at være sammen med mennesker hele dagen, da hun havde været tørstig. Nu var hun blot glad for at dagen var forbi og hun ikke skulle være sammen med dem mer i dag og kunne godt mærke at hun var ved at blive virkelig tørstig. Hun vendte sig langsomt om og begyndte at stille glas op på hylderne...

Adam Miles skubbede døren op med skulderen og kastede blikket rundt i caféen. Der var ikke mange mennesker, noterede han, så det måtte snart lukke forretningen. Døren lukkede bag ham, og han skævede ud af vinduerne, før han satte sig ved et bord. Heldigvis for ham, var det de færreste som ville bemærke en ranglet fyr, med ustyrligt hår, så sent om aftenen, så han følte sig mere eller mindre anonym. Hvilket var en god ting. Han trak et menukort til sig, åbnede det og lænede sig ind imellem siderne. Han skjulte sig. Nu var det nemlig sådan, at Adam lige havde været i totterne på en temmelig stor fyr, med tatoveringer i hele ansigtet. Ikke umiddelbart den type, som den unge mand helst ville op imod, så nu gjalt det om at skjule sig.
Adam kunne mærke sit hjerte hamre voldsomt afsted, og små svedperler viste sig på hans pande. Utroligt hvor udmattet man kunne blive, at en 30 sekunders løbetur.
Der gik ikke lang tid før de andre mennesker i caféen samlede sig sammen og drog hjemad, men Adam blev blot siddende, med det lille café-menukort foran ansigtet, så forbipasserende på vejen ikke ville kunne se ham - hvor åbenlys dette skjulested så var, var en anden sag.

Rose havde næsten ikke hørt ham komme ind og blev lidt overrasket da hun vendte sig om. Hun bed sig blidt i underlæben og sørgede for at trække vejret gennem munden. Havde hun ikke sagt til alle at det var ved at være lukketid. Det var en mand i midten sine tyvere kunne hun se, og han sad med ryggen til hende, så hun kunne derfor ikke se hans ansigt. Hun gik langsomt og forsigtigt over ved siden af ham og så at han så ret nervøs ud. Hun så ned på ham og prikkede ham lidt prøvende på den ene skulder "Undskyld..?" sagde hun lavmælt og forsigtigt og ville ikke virke uhøflig og prøvede egentlig oss at holde tørsten ud som gnavede sig i hende ret meget.

Adam stirrede rædselsslagen ud af vinduet, og forsøgte at se sin forfølger. Tankerne råbte op i hovedet på ham, og han havde en anelse svært ved at koncentrere sig. Han var flygtet for sit liv, men havde ladet sin computertaske i stikken. Han fik det næsten dårligt, ved tanken om alle de værdifulde sager, den maskine indeholdt. Heldigvis for ham, var den beskyttet med et password, som han umiddelbart ikke havde intentioner om at give væk!
Da han mærkede noget på sin skulder og dernæst hørte en stemme, sprang han op og kastede sig nærmest ind over bordet. "AH! Koden er nul-syv-42!"
Han skærmede sit ansigt med armene, og vendte sig efter et par sekunder rundt, for at se sin 'angriber'. Da det gik op for ham, at det ikke var en stor tatoveret rocker, som stod overfor ham, sænkede han hænderne og åndede lettet op.
"Ehh... Hvad?" lød det dernæst fra ham, som var intet hændt.

Rose havde fået et chok da manden havde fået sådan et stort chok. Hun havde haft taget et skridt væk fra ham og så på ham "U-u-undskyld.." stammede hun lavmælt som om at hun havde gjort noget galt, men sandheden var jo at hun ikke havde gjort noget. Hun tog en dyb indånding gennem munden og så ned i jorden som om at hun ikke ville møde hans blik "Jeg ville bare sige at jeg er ved at lukke.." mumlede hun næsten lydløst og vidste ikke om hun bare skulle lade ham være eller blive stående og bede ham om at gå.

Adam stirrede konfus på hende, skævede ud af vinduet og sank en klump. Han havde i grunden ikke meget lyst til at forlade bygningen lige nu. Han anede ikke om det store brød ventede udenfor med en økse, så lige nu tog han ingen chancer. Desuden havde han langt hjem og det var bidende koldt udenfor.
"Åh! Ehh..."
Adam forsøgte at finde på en god undskyldning for at blive i caféen. Bare 5 minutter mere - det var alt han ønskede. Eller måske 10. Måske 60. Han kunne godt sove på stolene; han var ikke kræsen!
"Selvfølgelig. Du lukker klokken..." Han så på sit ur. Den var hvad, 20:40? Underligt lukketidspunkt. "Klokken hel?" prøvede han. Det ville vinde ham 20 minutter, og til den tid ville vejene sikkert være sikre...re... Sikker var måske så meget sagt.

Rose så på manden og vidste ikke helt hvor meget hun egentlig kunne klare at holde sin tørst tilbage, men hun nikkede dog til hans spørgsmål "Ja.. Klokken hel.." hviskede hun og bed sig blidt i underlæben da hun vidste hvad han ville. Han ville blive inde i caféen lidt til endnu, men vidste dog ikke hvorfor. Men ville hun kunne klare det?
Hun mærkede hvordan hun egentlig bare havde lyst til at bide sig fast i ham nu, men hun fik sig dog hevet ud af den tanke da hun havde lovet sig selv at hun ikke ville overfalde nogen uskyldige "D-d-du kan blive her til hel, okay?" sagde hun lavmælt, blot for at være sød, og da hun jo med lethed kunne se at det med at gå udenfor, var det sidste han havde lyst til.
Måske var det på grund af snestormen. Hun så lidt på manden, men tvang sig så nogle skridt væk fra ham og så lidt ned af sig selv, som var en vane, og var tilfreds med hvordan hun så ud, og vendte sig hurtigt om. Hun havde ikke lyst til at se hvor mørkerøde hendes øjne var begyndt at blive, og hvor panisk hun faktisk så ud..

Adam, som igennem hele sit liv aldrig rigtig havde oplevet noget besynderligt eller umenneskeligt, bemærkede ikke noget unaturligt ved hende. Udover hendes lidt sære opførsel måske, men det kunne ligge til personligheden. Han skulle ikke dømme.
"Ja. Jo. Hvis det ikke ville være til besvær. Jeg skal ikke have noget. Eller..." Han overvejede kort om det ville være en god idé at købe noget, og så måske lade lidt drikkepenge blive tilbage - blot som tak? Eller ville det være for besværligt for hende, at skulle til at lave noget at drikke nu? Adam overvejede tanken i et par sekunder, før han besluttede sig for ikke at købe noget - han var alligevel lidt flad.
"Jeg bliver her bare i 10 minutters tid mere. Snevejret, du ved. Mine sko er hullede, så jeg ville lige lade mine tæer tø op, før jeg atter begiver mig ud i snevejret." løj han. Faktisk var skoene forholdsvis nye og uhullede. Adam frygtede at hun ville smide ham ud, hvis hun hørte at der var nogen efter ham - og det faktum at Adam ikke engang vidste om disse forfølgere endnu var efter ham, gjorde ikke situationen bedre. Blot mere nervepirrende.
Han tvang sig selv til at tænke på noget andet, og forsøgte derfor at finde årsagen til pigens stammen. Han sad endnu med sin jakke på, så han kunne ikke mærke om der var koldt herinde, men han gik ud fra at der måtte være lidt lunt, eftersom alt andet ville være lidt dårlig service. Eller hvad? Måske var det bare noget hun gjorde. Han lagde ikke mere i det. Straks vendte han blikket ud af vinduet, for at spotte sin forfølger. Sneen føg.

Rose nikkede og havde ryggen halvt vendt mod ham "Gør du bare det.." sagde hun lavmælt og blev ved med at gumle på sin underlæbe og ville ikke udsætte ham for nogen fare som hun kunne påføre og gik hurtigt om bag baren og holdt beskæftiget med at vaske baren viiiiirkelig godt af og turde ikke at trække vejret gennem næsen da det sikkert ville få hende til at miste fattelsen og overfalde ham.

Efter et minuts stilhed, følte Adam sig akavet. Han vendte blikket væk fra vinduet og betragtede pigen, som nu var igang med at vaske. Så det ud til. Meget endda. Han kastede et hurtigt blik ud af vinduet og rejste sig op, for at gå over til baren. Han rømmede sig.
"Ehh... Det er pænt af dig at lade mig blive lidt. Jeg kan forstå at jeg nok er lidt til besvær. Jeg beklager meget." mumlede han, proppede den ene hånd i lommen og lagde den anden arm på bardisken. "Er der noget jeg kan hjælpe med? Det er nok det mindste jeg kan gøre."
Han var ikke god til at gøre rent - faktisk var der en række ting som han ikke var god til, men han ville gerne udvise sin taknemlighed. Selvom det måske var lidt underligt, taget i betragtning af at han blot opholdt sig i en café... Som vel og mærket var ved at lukke.
Han betragtede hendes intense rengøring.
"Ehh... Er alt i orden? Du virker lidt ... anspændt? Ikke at det rager mig, selvfølgelig." mumlede han.

Rose kunne godt mærke den akavede atmosfære omkring dem og brød sig heller ikke om det, men det var bedre end at hun ville gå til angreb. Hun så hurtigt op på manden og så at han var kommet over til baren og så hurtigt ned igen da hun jo stadig havde mørkerøde øjne og at det sikkert ville give væk hvad hun var. Hun rystede på hovedet "Det var så lidt. Jeg vil ikke have du ska gå udenfor i det vejr" sagde hun med hovedet rettet ned mod barens overflade. Hun rystede igen på hovedet ved hans spørgsmål "Nej da.. Jeg kan skam godt klare det" sagde hun og bed sig blidt i underlæben. Hun stoppede langsomt op med at bevæge kluden i små cirkler på barens overflade, og lod sit blik gå halvvejst op på mandens ansigt og rystede på hovedet "Nej da... Alt er i orden.." sagde hun lavmælt og løj selføli og prøvede at smile overbevisende.

Adam så ikke helt overbevist ud, da han hørte hendes svar. Hun lignede ikke en, hvor alt var i orden. Langt fra. Måske var det bedst at tage nogle forholdsregler. Han tog derfor nogle skridt baglæns, uden at slippe hende med blikket.
"Okay så. Udmærket."
Han overvejede hvad der var bedst; at blive rullet på gaden eller angrebet af en psykotisk café-tøs. Egentlig havde han ikke noget at frygte. Han havde blot hørt historier og rygter om varulve, vampyrer, dæmoner og what-not. Ingen grund til panik. Desværre for ham, vidste han ikke hvordan man skælnede mellem dem.
"Men måske skulle jeg bare se at komme videre så." brummede han og bakkede yderligere en smule, for blot at kollidere med et bord, som sendte en lille potteplante til jorden. Den splintrede og Adam stivnede, og stirrede ned på porcelæns-skår og jord, som nu lå og rallede på jorden.
"Ehh, ups. Det beklager jeg. Den betaler jeg selvfølgelig for." mumlede han kejtet og bukkede sig ned for at samle det op. Uheldig som han er (og typisk som jeg er!) skar han sig på et af skårne. Han klynkede ynkeligt og trak hånden til sig. Der var knap nok gået hul, og det var næsten ikke noget at tude over, men en enkelt dråbe blod, forsøgte dog at bane sig vej ud igennem snittet.
Adam ignorerede det og samlede skår og plante op, med forøget sikkerhed, for at samle det hele på bordet.
"Det er jeg ked af." sukkede han oprigtigt.

Rose så helt op på mandens ansigt og kunne se på ham at han ikke var overbevidst og troede at hun var skør. Hun sukkede lavmælt da han tog et skridt væk fra hende og hadede at have denne effekt på ham, og ville ikke virke sår'n med vilje. Hun trak svagt på skuldrene da han sagde at han burde gå og kunne jo ikke holde ham der.
Hun fik et mindre chok da en potteplante gik til jorden og smadres da han havde gået ind i et bord, og hun var hurtigt ovre og havde bukket sig ned og var allerede begyndt at samle op "Det gør ikke noget" sagde hun hurtigt og rystede næsten fordi hun var kommet så tæt på ham. Hun så lidt frem og tilbage mellem manden og gulvet og stivnede da han skar sig og duften af blod slog hende lige i ansigtet. Hun stirrede på hans finger og selvom at der ikke var særlig meget blod, så kunne hun dufte det så tydeligt og kunne ikke holde det ud.
Hun greb hurtigt fat omkring hans håndled med den finger som han havde skåret, da han begyndte at samle op igen og hendes øjne var helt røde nu.

Jord og glasskår overalt. Sikke et rod han havde lavet. Han undskyldte igen, og gentog at han gerne ville betale for planten og potten. "Virkelig, jeg skal nok betale den. Jeg er bare lidt kort for pengene for tiden. Men jeg skal nok betale, det -aaah!"
Adam blev dels overrasket og dels skræmt, da hun pludselig greb om hans håndled. Han måtte indrømme at hun ikke var helt svag. Faktisk overraskede hendes styrke ham en smule.
"Av. Du behøver ikke prøve at stoppe blødningen. Jeg tror ikke jeg dør." sagde han hurtigt og forsøgte at trække hånden til sig. Hun holdt fast. Hårdt.
"Ehh. Du må gerne slippe nu."
Han kiggede på hendes ansigt, og bemærkede pludselig hendes øjne. "Er... Du o-okay?" stammede han angst.

Rose blev ved med at se ned på hans finger og stramte sit greb da han prøvede at hive sin hånd til sig. Hun svarede ikke på noget som han sagde og hev hans hånd langsomt hen mod hendes mund. Hun lod sin tunge langsomt stryge over den lille rift som han havde lavet i fingeren og sukkede lavmælt da blodet ramte hendes tunge og kunne ikke fatte hvor godt og dejligt det egentlig smagte og føltes i lige det øjeblik.

Adam stirrede forærdet på hende da hun så ud til at ... smage på ham. Eller hans blod i hvert fald. Han hev og flåede i sin arm, for at komme fri, strakte benene og forsøgte at komme væk.
"Slip mig! What the f--!? Hvad er der galt med dig! Slip mig, kvinde menneske, eller jeg... jeg..."
Han kunne ikke helt finde ud af hvordan han skulle afslutte sætningen. Skulle han slå hende? Han var næten mere bange for at hun ville slå ham i stedet. Han skulle true hende! Et våben, et våben. Hans blik flakkede febrilsk rundt, alt imens han forsøgte at samle tankerne. Den her tøs var tydeligvis ikke helt normal. En eller anden tosset unge, eller måske...
Han greb et af de lidt større porcelæns stykker og pegede på hende med det. "Slip min hånd, eller du kommer til skade. Jeg vil meget nødig skade dig." truede han, og vippede lidt med porcelænet.
Han overvejede mulighederne for, om hun var en vampyr. Det meste pegede på det. Hun var sær, røde øjne, bleg og så var der lige den lille ting med at hun smagte på hans blod! Han panikkede. "Jeg skal desuden gå nu! Og du skal lukke butikken, så måske skulle du bare slippe mig nu, og så går jeg min vej. For evigt. Aftale?" foreslog han ynkeligt.

Rose hørte ikke på noget af det han sagde og krævede og var væk i tanker og blodet som gik mod hendes tunge. Hun så op på porcelænet som han truede hende med og løftede et øjenbryn. Hun greb hurtigt fat i hans andet håndled og klemte utrolig hårdt og gjorde at han var tvunget til at give slip. Hun rejste sig langsomt op og havde givet slip med sin mund omkring hans finger og tvang ham til at rejse sig op med hende. De skulle ikke sidde dér hvis hun skulle bide ham, da hun kunne risikere at der kom en eller anden forbi. Hun hev i ham for at få ham til at følge med hende "Kom.." hviskede hun og hev ham med ud til det lille rum hvor personalet holdt til. Her, greb hun langsomt fat i hans hår og hev hans hoved langsomt ned mod hendes og lod sin tunge langsomt først stryge sig over hans læber "Du ska være helt rolig. Ellers kan det sagtens komme til at gøre ondt.." hviskede hun, ikke rigtig for at true ham, men som en advarsel da det jo egentlig var sandt. Hvis han kæmpede imod ville det gøre mere ondt hvis han bare forholdt sig helt roligt "Er det forstået?" spurgte hun med en charmerende og sensuel stemme og smilte til ham.

// Ska til at i seng. Ses i morgen (: //

Da hun greb hans anden hånd, udstødte han et lavmelt klynk. "Ah! Okay, vi kan også bare snakke om det. Ikke? Du ved, lære hinanden at kende, finde nogle fælles interesser." mumlede han, blot at holde en stilhed væk. Han vidste, at så snart der blev stille omkring dem, ville hans skrigende tanker gøre ham sindssyg. Han forsøgte stadig at vride sig fri af hendes jerngreb, men måtte se sig magtesløs.
Han kom helt op at stå, da hun nærmest tvang ham op. "Kom? Hvorhen? Du kunne i det mindste købe mig en drink først. Dette er ikke min definition af en første-date!"
Adam lod blikket søge efter eventuelle våben eller andet gøgl, som kunne bruges til forsvar. Han forsøgte imidlertid at bremse hende, ved at stå imod da hun ville føre ham væk. Ikke fordi det hjalp så meget.
De kom ud i et lille rum, hvor han igen fandt sig magtesløs. "Slip mig, jeg beder dig!" bad han og vred armene for at komme fri. Det var langt fra smertefrit, men nødvendigt! Da hun pludselig slikkede på hans mund, stirrede han febrilsk på hende. Dels fordi det var meget bizart og måske også fordi det var lidt uventet. Hvis hun virkelig var en vampyr - hvilket alt efterhånden tydede på - så gjorde hun sig tydeligvis klar til at spise. "Ah! Nej, kan vi virkelig ikke tale om det?!" bad han hæst og vred sig endnu for at komme fri. Lige nu virkede rockeren fra tidligere, som en gave sendt fra Gud.
"Vent! Stop! Jeg vil gøre hvad som helst! Jeg-øh-jeg kan hacke blodbanken!" foreslog han. "Lad os handle! Jeg kan hacke blodbanken!!"
Han stirrede intenst på hende, og droppede overvejelserne om, hvorvidt det egentlig var muligt. Det var det eneste kort han kunne spille.

( Ses i morgen d: Og godnat. Du må ikke spise min karakter xD Han er jo helt ny! )

Rose hørte det som han sagde, men lod ikke til at reagere voldsomt på det "Undskyld..." hviskede hun og lød oprigtigt ked af det ".. Jeg ville ikke gøre det, hvis ikke at jeg var nødt til det..." fortsatte hun ind i hans øre og lod sit ansigt gå langsomt ned til hans hals og slikkede ham op af halsen. Hun var lidt tvunget til at gøre det, da hun jo ville dø hvis hun ikke fik noget blod, og hvis man kendte hende ville man vide at dette var det allersidste hun havde lyst til at gøre.
Hun lod sin ene hånd have et greb i hans hår så han ikke ville bevæge hovedet, og lod sin anden arm være så hun havde hånden ved hans ene hofte og havde et greb i hans skjorte. Hun rystede helt af ren tørst, men oss af ulykkelighed da hun var så meget imod dette, men kunne ikke styre sig selv. Hun lod langsomt sine tænder bare glide over hans hud, drillende, og lod dem ikke gennembore endnu.

// Don't worry. Vil ikke spise ham xD Vil blot.. tage en slurk, eller sår'n noget xDD //

Adam var i panik, med vidtåbne øjne, sitrende krop og larmende tanker. Det gik pludselig op for ham at hans hænder var frie, men hvad ville det hjælpe ham nu? Han knugede øjnene sammen.
Sidste chance, tænkte han, aller sidste chance! Hjertet hamrede voldsomt i kroppen, han kunne mærke sin egen puls - en fornemmelse han ikke havde intentioner om at give afkald på. Musklerne blev spændte og tankerne højere. Han havde svært ved at fokusere, i et forsøg på at finde på idéer og planer. Men i nødensstund havde fornuften forladt ham. Han overgav derfor sine tanker til det kaos der herskede i hans hoved. Alt blev klart; han kunne ikke tænke sig ud af denne situation. Han måtte slås.
Hendes ord gav genlyd for hans indre øre. Hun ville ikke gøre det, hvis hun ikke var nød til det.
"Det er sjovt, for jeg har det på samme måde lige nu." udbrød han pludseligt, og i adrenalin ruset sparkede han knæet imod hende, for at få hende fra sig. Samtidig trak han begge arme opad, for at på den ene side af kroppen undgå hendes arm, og på den anden side slå hånden, som holdt hans hoved bagud, væk.

( Adam juice, nom nom xD )

Rose gispede da hun mærkede hans knæ mod sin side og blev egentlig overrasket, men blev dog oss slået ud af sin lille trance, sin egen lille verden hvis man kunne kalde det det. Hun tog hurtigt et skridt tilbage og så lamslået og bund ulykkelig op på manden som hun nær havde drukket blod fra. Hun kunne ikke få tankerne af blodet ud af hovedet, men gjorde dog sit allerbedste for at holde sig tilbage og holdt om sig selv for at få sig til at blive "Nej!" peb hun til sig selv og ville egentlig bare gerne ligge sig ned og græde "... Jeg er et monster..." hviskede hun og rystede på hovedet. Der var så mange som havde kaldt hende for et monster, men hun havde dog ikke troet det da der ikke var noget som hun havde gjort som ville gøre hende til en, men nu... Nu kunne hun se det. Hun var et monster.
Da hun stod der, bundulykkelig og svag, så hun faktisk lidt mere menneskelig ud og man kunne egentlig godt få lidt ondt af hende. Hun rystede svagt og tog et langsomt skridt nærmere manden, men rystede på hovedet af sig selv "Nej... nej.." blev hun ved med at hviske. Det var mere tørsten end hende selv som styrede hende, og hun kunne næsten ikke se andet end hans blodåre ved halsen som bare fik hende til at blive mere tørstig efter hans blod.

// hehe, NOM NOM! xDD //

Adam tog nogle hurtige, ubalancerede skridt bagud, for at få lidt afstand imellem sig selv og pigen. Han kastede blikket rundt og ledte efter våben eller lignende, som kunne bruges imod hende, hvis hun skulle få den idé at springe på ham igen. Der var en stol, en komode og lidt andet forskelligt. Han greb stolen og rykkede den hen foran sig, for atter at stirre intenst på pigen.
"Bliv hvor du er!" udbrød han og hævede armene foran sig. For at komme til døren skulle han passere hende; ikke noget han umiddelbart kunne se sig selv gøre. "Tag nogle dybe indåndinger. Fokusér!" udbrød han og tog endnu et skridt bagud. Han lod ikke blikket slippe pigen.
"Du er ikke noget monster," løj han. Umiddelbart kunne han ikke komme i tanke om et værre monster end hende, men det var nok grundet hele oplevelsen. Adrenalinen pumpede igennem hans krop og han gispede endnu efter vejret.
"Du har ikke lyst til at skade mig, har jeg ret? Vi kan sikkert finde ud af noget. Lad os eeh sætte os ned og tale om det, okay?" prøvede han, trods han langt fra havde lyst til at føre en samtale med hende. Han ville helst undgå hende. Resten af livet!

Rose så på stolen som blev ført hen foran manden, så den stod imellem hende og ham. Hun snøftede lavmælt og ville for alt i verdenen være noget andet end det hun var. Hun rystede p hovedet af det som han sagde "Jeg kan ikke fokusere.." hviskede hun og grinte lavmælt "..Og jeg kan mærke at du lyver.." hviskede hun og så ham ind i øjnene med sine ulykkelige røde øjne "Og hvis jeg ville, ville jeg isolere mig fra verdenen, men det kan jeg ikke!" sagde hun og råbte nærmest af sig selv til sidst "Jeg er et monster! Jeg er en dræbermaskine!" råbte hun og gemte nærmest sit ansigt i sine hænder og hulkede lavmælt over sine handlinger "Undskyld..." hviskede hun og var virkelig nede i kuldkælderen da dette var et kæmpe nederlag for hende og hun havde jo lovet sig selv, aldrig at angribe et uskyldigt menneske. Hun burde have vidst at det ikke kunne have ladet sig gøre...

Adam stirrede overrasket på hende, da hun gav sig til at græde. Han rettede kort blikket imod døren bag hende, og overvede hvor stor chance der var for at komme væk. Hvis han satte i løb nu, ville hun sagtens kunne nå ham - dels fordi han skulle forbi hende. Desuden var hun vidst hurtigere end gennemsnittet. Han overvejede om det ville hjælpe, hvis han kastede stolen efter hende. På den anden side, så ønskede han ikke at gøre hende sur - hvem ved, om hun havde en indre Hulk i sig.
Adam lagde således begge hænder på stole ryggen, og trak den med sig, imens han tog et par skridt til siden, i et forsøg på at lave en bue omkring hende. Han sørgede for heletiden at have stolen imellem dem.
"Nej da - du skal bare ehh... Finde på andre alternativer. Kunne du ikke teknisk set bare drikke... Mælk? Eller dyreblod. Det indeholder jo det samme. Det er det samme. Griseblod ville måske være oplagt?" lød det fra ham, imens han langsomt bevægede sig imod døren, og derfor også var nød til at komme tættere på hende. Heletiden med stolen imellem dem.
"Så behøver du heller ikke skade mennesker. Eller isolere dig."