Inden lukketid... - Adam Miles :b

Rose så på ham og rynkede panden og rystede derefter på hovedet "Tror du ikke at jeg har prøvet det?" spurgte hun lavmælt og havde prøvet at overleve på dyreblod i noget tid, men kan ikke mer. Hun så på stolen og følte sig som et eller andet vildt dyr og så derefter op på mandens ansigt og vidste at han var bange. Hvem ville da heller ikke være det? "Vil du ikke nok.." hviskede hun og tog et langsomt skridt mod ham "..tage stolen væk?" fortsatte hun og rakte langsomt og forsigtigt ud efter stolen for at tage fat i den så den kunne komme væk. Hun bevægede sig langsomt og forsigtigt og ville ikke have at manden skulle blive mere bange end han allerede var. "J-j-j-jeg ska nok gøre mit bedste for ikke at skade dig" sagde hun og lød faktisk som om at hun lovede det oprigtigt og så op på hans ansigt med sine dybe øjne og ville ikke kunne leve med sig selv hvis han forlod stedet og var rædselslagen.

Adam betragtede hende med et stift blik. Farven havde forladt hans i forvejen blege ansigt. "Du har ikke prøvet hårdt nok så," mumlede han for sig selv og følte sig en anelse utilpas. Han kastede hurtigt et blik ned på sin hånd. Det lille ubetydelige snit som havde forårsaget alt dette her... Heldigvis for ham blødte det ikke mere. Han holdt fast om stolen og vendte atter blikket imod pigen overfor sig. Hun kom tættere på. Han tog et halvt skridt bagud.
Han knugede begge hænder om stoleryggen, så knoerne blev hvide. Han havde under ingen omstændigheder lyst til at fjerne stolen. Hun var løven, og han var tæmmeren. Eller sådan noget.
"Du skal gøre dit bedste? Det er ikke godt nok! Er du vanvittig! Hvis jeg fjerner stolen og dit bedste lige præcis ikke var godt nok, så går det jo ud over mig! Jeg beklager, men jeg tror jeg vælger at holde mig på den sikre side; altså siden bag stolen." stammede han og kastede et hurtigt blik imod døren. Det var nu eller aldrig. Han slap stolen, og satte i løb efter døren, som førte ham ud i Café-stuen. Han stoppede ganske kort op for at finde hoveddøren igen. Derefter satte han atter i løb, og kantede sig forbi borde og stole, men i farten skvattede han, klodset som han er.
Han faldt med hovedet først til jorden, lige så lang han var, og ømmede sig i et par sekunder.
"Jeg skulle være blevet hjemme i dag..."

Rose så på manden og blev egentlig lidt såret af hans ord. "Jamen..." hviskede hun, men holdt hurtigt mund igen. Hun sukkede lavmælt og vidste at på visse planer, havde han jo ret. Det ville gå ud over ham, hvis hun lige pludselig blev underlig og tørstig igen.
Hun så overrasket over på ham da han løb og stod først lidt og ville egentlig bare lade ham gøre det, men hørte ham så falde og løb hurtigt ud for at se om han var okay.
Han lå ned på gulvet, og hun gik langsomt over til ham og satte sig på hug ned ved siden af ham "Er du okay?" spurgte hun lavmælt og betragtede ham uden at hentyde til at ville gøre noget ved ham.

Adam lå endnu på gulvet, og kiggede på sine håndflader. De var uskadte. Hvis hans hænder var uden skade, så måtte resten af kroppen også have det fint. Det var hans lille lomme-lægekundskab. Han skævede op på pigen, som nu var ved siden af ham. I et kort øjeblik frygtede han, at hun ville bide sig fast på ham med det samme. Men intet skete. Han så en anelse overrasket ud, men ville dog ikke tage nogle chancer.
"Jeg har det fint!" udbrød han straks og skubbede hurtigt sig selv op at sidde. Han løftede dernæst hænderne for at skærme sig, just in case. Med benene skubbede han sig selv lidt væk fra hende, men det blev ikke meget, da et bord kom i vejen.
"Jeg har det fint. Intet er brækket... Eller slået til blods." sukkede han lettet og vendte atter blikket imod pigen. Han knugede tæerne og greb fat i den nærmeste stol. Stole var bemærkelsesværdigt nyttige imod blodsugere.

Rose så på manden og sukkede da han blev ved med at være skide bange for hende, og hun havde egentlig troet at han i det mindste ville lade vær med at hive en stol hen, men neeeej!, der kom stolen. Hun sukkede lavmælt og var begyndt med at blive træt af det her.
Hun greb hurtigt fat i stolen og hev den væk fra ham. Hun stillede den så han ikke kunne få fat i den igen og greb hurtigt, men dog forsigtigt fat omkring hans ansigt og så ham dybt ind i øjnene "Sov" sagde hun med en høj og kraftig stemme og brugte en af sine evner mod ham og ville få ham til at sove og så få ham til at tro at han havde drømt det hele når han vågnede op.

( Jeg grinede højt da du skrev "men neeeej!, der kom stolen." xD )

Adam panikkede næsten da stolen blev taget fra ham, og han følte sig pludselig meget forladt af alt, som kunne beskytte ham. Game over, tænkte han. Så var det slut. Han havde intet forsvar, intet angreb, og tvivlede på at det ville nytte noget hvis han forsøgte at slå hende; han ville bare ende med en brækket arm. Da hun pludselig tog fat om hans ansigt, spjættede han en smule. "Ah, du må ikke slå!" peb han ynkeligt, og missede med det ene øje. Han blik mødte hendes og pludselig lød hendes ord meget indbydende. Han kunne egentlig godt bruge en lur. Nej! Han måtte holde sig vågen! Men bare et øjeblik med lukkede øjne skadede vel ikke nogen. Det ville kun vare et kort sekund, forsikrede han sig selv, før han lod øjenlågene glide i og hans krop gav efter for det pludselige behov for søvn.

( Tror jeg smutter i seng nu! Godnat! )

// Hehe, well godt at du har det sjovt xDD //

Rose åndede lettet op da han gav efter for søvnen, og hun måtte indrømme at hun troede at det ikke ville virke først. Hun så sig omkring og vidste at hun ikke kunne lade ham blive liggende i caféen. Hun rejste sig langsomt op og hev ham hurtigt op og over den ene skulder. Han var lidt tung, men det var intet problem da hun jo var ret stærk. Hun begyndte at gå og låste døren efter dem og var egentlig glad for at det var sår'n et dårligt vejr udenfor, da der ingen mennesker ville være rundt omkring for at se dem. Det ville da være et lidt underligt syn, måtte hun osse selv indrømme.
Hun bevægede sig hurtigt igennem sneen og så ikke engang ud til at tage sig af stormen, og boede heldigvis tæt på. En høj bygning tornede sig op i mørket, og hun låste hurtigt op da hun var nået over til hoveddøren og stod hurtigt inde i en opgang. Det var rart at være hjemme, men det var ikke rart at have manden på slæb.
Nu måtte hun ihvertfald skynde sig! Hun vidste ikke helt hvor længe dette ville holde ham i sin søvn, og hun bevægede sig derfor hurtigt op ad trapperne og stod til sidst foran sin dør ind til lejligheden.
Hun åbnede døren og trådte ind. Det var en stor og lys lejlighed, og lignede ikke noget der mindede om hvad folk måske ville tro at en vampyrs hjem så ud til. Der var ingen edderkopper, spindelvæv, mørke gardiner, sorte vægge og kister. Det lignede et helt almindeligt hjem.
Hun indåndede den søde duft af sit hjem ind gennem næsen og stoppede hurtigt da hun kunne dufte mennesket og ikke ville påføre ham mer smerte end hun allerede havde gjort.
hun gik hurtigt ind i stuen og havde lukket og låst dørene på vejen derind, og lagde ham langsomt ned på den brede sofa som stod op ad den ene væg, og gik hurtigt ud i køkkenet. Hun måtte få fat på sine kontaktlinser til at få dækket sine røde pupiller, og fandt dem hurtigt.
Der gik et par få minutter før hun endelig fik dem ordentligt i, og havde nu sin normale øjenfarve, isblå, og gik hurtigt ind i stuen og satte sig i en stol og betragtede manden, og måtte jo bare vente på at han ville vågne op..

Adam var selvfølgelig ikke mentalt til stede under forflyttelsen. Han havde derimod en meget forvirrende og stressende drøm, som han desperat forsøgte at komme ud af. En drøm der var var præget af hele dagens mange oplevelser, deriblandt tyveri, overfald og total frygt.
Da han endelig vågnede, var det med et spjæt og et gisp. Han satte sig hurtigt op, men måtte gribe fat i sofaryggen, for ikke at miste balancen, da hans blik sortnede. Efter et par sekunders total forvirring, kunne han endelig få kigget på sine omgivelser. Han var i en lejlighed. Teknisk set var han på en sofa i en lejlighed.
Der gik et kort øjeblik før han opdagede pigen, som nu blot sad der og betragtede ham. Han stivnede og stirrede indgående på hende. "Øh. Hej?" var det eneste han kunne få frem. Han satte sig ordentlig i sofaen og skævede rundt i rummet. Han havde absolut ingen anelse om hvor han var eller hvordan han var havnet der.
"Hvor... Hvad... Hvordan?" stammede han uden at slippe hende ude af syne. Det gik pludselig op for ham, at hendes øjne var blå. Han kunne have svoret på at de havde været røde på caféen.

Rose sad med sine ben over kors i den behagelige stol og betragtede ham. Da han åbnede sine øjne smillede hun venligt til ham "Godmorgen Tornerose" sagde hun drillende og havde sat skuespillet op. Flere hundreder af år af skuespil gør virkelig vidunder.
Hun satte en hånd op for at få ham til at tie "Du er hjemme hos mig. Du skvattede nede i caféen og gik ud som et lys. Jeg syntes at det ikke ville være en god idé bare at lade dig ligge, så fik der herhen" sagde hun og havde stadig et venligt smil på læberne. Måske var dette menneske dum nok til at falde for den og tro at han havde drømt hele episoden nede i caféen.

//undskyld jeg lige hopper ind men Rose gidder du ikke svare mine pmer?//

( Oh, hej Joee. xD )

Adam stirrede forvirret på hende, kastede forvirrede blikke rundt i lejligheden for til sidst at se på hende igen. Han var tydeligvis meget forvirret. "Skvattede jeg?" gentog han mumlende.
Han mindedes at være faldet, men det havde ikke slået ham ud. Han havde da ligget på gulvet lidt efter, og da også sadt sig op, for at få fat på en stol. Et våben. Han rynkede næsen og stirrede indgående på pigen. Havde han drømt? Drømte han nu?
Han spjættede lidt med benene, velvidende at det var fysisk umuligt at lave hurtige ben-bevægelser i søvne, og derfor også i drømme. Hans hypotese blev afkræftet, da benene bevægede sig frit og uden besvær. Han sov altså ikke.
"Det siger du ikke," mumlede han og så egentlig mere forvirret ud nu end før. Kunne det have været en drøm?
"Det virkede så... virkeligt." sukkede han og tog sig til hovedet. "Undskyld, men har du noget vand? Jeg har en dundrende hovedpine..." beklagede han sig. Hovedpinen gav jo lidt mening; han var jo faldet. Tilsyneladende.

Rose nikkede af det han sagde "Ja.. Du ved.. Faldet. Snublet over dine egne fødder eller sår'n noget" sagde hun og prøvede at være så munter som hun kunne være. Hun betragtede ham og prøvede at finde et spor på om han havde gennemskuet hendes skuespil.
Hun lagde hovedet let på skrå "Hvad virkede..?" spurgte hun, men rystede derefter på hovedet "Bare glem det.." mumlede hun og ville ikke begynde at spørge ind til det. Måske ville det udløse et eller andet. Så hun holdt bare sin mund.
Hun smilte et sødt smil til ham og nikkede "Selføli" sagde hun og rejste sig langsomt op. Hendes ben var lidt stive af at sidde i den samme position i så lang tid, og strakte sig for at få dem til at være normale igen, og begyndte at gå ud i køkkenet "Bare bliv liggende" sagde hun inden at hun forsvandt derud. Hun bevægede sig langsomt og fandt et glas og fyldte den med vand og lyttede til det som foregik inde i stuen.

//hallo rose?//

Adam blev selvfølgelig ikke liggende. Han rejste sig op og kiggede sig lidt omkring, imens hun var ude i køkkenet. "Jeg faldt simpelthen i caféen? Pokkers sne og is gør skoene glatte." svarede han højlydt, så hun kunne høre det derude. Han talte videre og betragtede rummet med et mildt smil. Det var egentlig et pænt sted. Han satte hænderne i siden og sukkede.
"Ikke hvad. Dét. Altså for en drøm, så virkede det blot så ægte. Altså min drøm. Jeg drømte at du... Eeh... Ligemeget." hans talestrøm endte i en mumlen. Han mærkede hvordan hånden var øm, da den blev holdt imod kroppen. Han så på sine hænder, men kunne ikke finde noget. Ingen blå mærker. Ingen ridser. Intet. Men hånden var øm. Som hvis han var faldet, og bevidst havde taget fra med hænderne.
Han vendte blikket imod døren og missede med øjnene. Han genovervejede om det havde været en drøm.
"Bor du her alene?" spurgte han imens han kiggede rundt i stuen.

Rose tog sig tid ude i køkkenet og smilte skævt da hun kunne høre at han gik rundt. Han hører åbenlyst ikke efter hvad folk siger eh? "Ja den sne er noget værre noget" sagde hun højt ud til ham og gik langsomt tilbage i stuen og så over på ham "Du mumler.." sagde hun og lod som om at hun ikke havde hørt det som han havde sagt, og nikkede bagefter "Ja, jeg har boet alene i noget tid nu.." sagde hun og havde boet alene i lidt længere tid end man åbenbart skulle have regnet med. Prøv med... 1000 år?
"Sagde jeg ikke til dig at du skulle blive siddende?" spurgte hun med et venligt smil og gik over til sofaen og satte glasset med vand og den smertestillende, og gik derefter over og tog blidt fat i hans arm og hev ham forsigtigt over mod sofaen igen.

"Ja, mumlen er en dårlig vane." svarede han tonløst.
Adam betragtede rummet en sidste gang, før han lod hende føre sig tilbage til sofaen. Han satte sig hurtigt ned og betragtede den smertestillende pille. Han havde egentlig ikke ondt i hovedet mere. Han tog glasset i hånden og tømte det for vand. Derefter satte han glasset på bordet og betragtede igen pillen i et sekunds tid. Derefter vendte han igen blikket imod hende.
"Er du ikke lidt for ung til at bo alene?" spurgte han og hævede et øjenbryn. Hun så ikke så gammel ud igen. Måske 16-17? Det var svært at sige, syntes han.
"Jeg skal prøve at følge dine ordrer nu," sagde han og lo kort. Han følte stadig at hele situationen var meget besynderlig, og han var endnu i tvivl om hvad der var drøm og hvad der var virkelighed. Han overvejede kort, om han måske lige nu sov, og var ved at blive tømt for blod. I dette øjeblik. Han snak en klump og blev en anelse bleg ved tanken.

Rose trak svagt på skuldrene af hans spørgsmål "Åbenbart ikke" sagde hun og grinte lavmælt og satte sig i stolen ved siden af ham. Hun satte sig med sine ben over kors og lignede en teenager ret meget. "Det var godt" sagde hun og gav ham et lille klap på knæet og smilte muntert, men det forsvandt hurtigt da hun så hans ansigt som var blevet lidt blegere "E-e-er der noget galt?" spurgte hun og lød egentlig lidt nervøs og urolig og ville ikke til at have at han skulle flippe ud i hendes lejlighed.

Adam rettede sig op og trak på skuldrene.
"Nej. Eller jo. Ehh." Han blev stille i et par sekunder. Sekunderne blev til minutter. Han følte sig skidt tilpas i denne situation. Hvad hvis hun virkelig var en vampyr, tænkte han. En kuldegysning gled ned over hans ryg.
Han studerede sin ene håndflade og overvejede hvordan han ellers skulle kunne være øm. Måske havde det ikke været en drøm. Han rejste sig op og gik igen lidt rundt i rummet, i et forsøg på ikke at virke for nervøs.
"Så... Eeh, jeg skulle måske gå. Jeg vil ikke være til besvær."

Rose så undrende på manden og ventede lidt på hans svar og kunne mærke at hun blev mere og mere nervøs jo længere tid at han ikke sagde noget. Hun rejste sig langsomt op da han osse gjorde og gik over til ham med tunge skridt da han sagde at han burde gå. Hun rystede på hovedet og så på ham "Det behøver du virkelig ikke" sagde hun med et lille sødt smil og ville egentlig gerne have at han blev. Han var nu meget godt selskab, og underholdte hende.

(Jeg beklager min inaktivitet, men nu er SRP ude af verden, så nu kan jeg RP'e igen! :D)

Adam skævede imod den dør, som han forestillede sig, måtte være hoveddøren. Han var meget i tvivl om hvorvidt han skulle tage chancen og blive, eller om han skulle styrte derfra med alt hvad benene kunne trække. Han anede jo ikke hvor han befandt sig, og kunne meget vel fare vild. Han så rundt efter sin taske, men mindede sig selv om at den var forsvundet. Ligeså var computeren og samtlige elektroniske ejendele som havde befundet sig i den. Han havde umiddelbart ingen mulighed for at finde vej, såfremt at han fór vild.
"Ehh. Okay så. Jeg kan vel godt blive lidt. Hvor er jeg? Eller vi. Hvor er vi?" spurgte han tøvende og vendte blikket ud af vinduet, for atter at sætte sig i sofaen.

// SRP? (ja, jeg ved ikke så meget xD) //

Rose smilte muntert da han satte sig tilbage i sofaen. Hun lagde hovedet let på skrå for så at vende det normalt igen "Min lejlighed..." sagde hun og troede at hun havde fortalt ham dette. Hmmm... måske havde hun sagt noget som mindede om det? What ever.. "Du gik kold, og så kunne jeg jo ikke lade dig ligge i caféen" sagde hun og vidste egentlig ikke om det ville gøre ham sur eller ej. Han var lidt jumpy og nervøs for en voksen at være.

Adam tog sig til hovedet over hendes svar. "Oh brother..." sukkede han, før han satte sig på kanten af sofaen. "Jeg mener hvor i landet. Er vi stadig i Werclare?" Han anede ikke om hun havde smidt ham ind i en bil og kørt ham langt ud på landet. Hvordan var han overhovedet havnet her - hun kunne da umuligt have båret ham, tænkte han.
"Hvordan fik du mig overhovedet herhen? Eller herop..." Han anede ikke engang hvilken sal han var på. Han kunne være hvor som helst. Det mindede ham om en film han havde set engang, men en psykotisk kvinde, som brækkede benene på en skuespiller, blot for at få ham til at blive i sit hus. Han gøs ved tanken.
Efter en lille pause, valgte han at skyde samtalen over på en anden vinkel; ikke så mange spørgsmål.
"Nå, men her bor du jo dejligt." mumlede han og så atter rundt i lejligheden. "Hvad siger dine forældre til at du er flyttet hjemmefra?"

( SRP = Studie Retnings Projekt. En gymnasie opgave xD )

// I knew that... xD //

Rose så på ham og grinte lavmælt "Nååå... Vi er stadig i Werclare... så jeg har ikke hevet dig med hen til et eller andet fremmed sted" sagde hun muntert og strøg en hånd gennem sit hår.
"Uhmmm... fik hjælp fra en som gik forbi" løj hun og havde jo selv båret ham hen til hendes lejlighed, men kunne da ikke fortælle det til ham. Det ville da være lidt underligt.
Et lille smil kunne ikke lade vær med at komme på hendes læber da han kommenterede hendes lejlighed "Tak" sagde hun muntert og kunne godt lide når folk komplimenterede hvordan hun boede da hun havde gjort sig umage. Det var lidt sværere at svare på det næste. Hvad kunne hun dog sige til det? "Uhmm.. de bor langt væk. Og den skole som jeg ville gå på var her. De har det fint nok med det" sagde hun og løj sig gul og blå da hendes forældre var døde for flere hundreder af år siden.