Vinterbader? Neeeeeej! - Jayden

Dag: Irl
Dato: Irl
Tid: 20:09
Vejr: Koldt og sneer
Sted: Midt på stranden
Omgivelser: Ingen...
Påklædning: Stramme slidte jeans, men huller hist og her. Grå og hvid stribet t-shirt, uden på hendes sorte jakke, og et par blå converse

Eli bevægede sig langsomt ned langs vandet, så lå helt stille på grund af det tynde islag der var på vandet.Hendes brune hår var let pjusket, og strittede lidt. Hendes blik betragtede lidt sine omgivelser som var næsten helt hvide. Hun brød sig ikke så meget om vinteren, alt blev meget mere trist og gråt. Hun bed sig i læben, og gik lidt tættere på vandet. Hun satte sig ned på hug, og rørte ved isen. Mon det kunne bære? Hun kunne ikke lade hver med at spekulere på det, da hun havde den største lyst til at stå på skøjter, og hvis isen der kunne bære hende så kunne hun hente sine skøjter! Hun jublede inden i over det, men stoppede igen da hun kom til at tænke på at den sikkert ikke kunne, men hun var jo en engel så hun var måske så let at det kunne?
Eli satte en fod ud på det stadig ikke så dybe vand, og smilte det kunne godt! Hun fortsatte lidt længere ud, men højte så en lyd hun ikke vidre brød sig om! Hun så tilbage og der var begyndt at komme flænger i isen som nok kun var en cm tyk eller noget i den stil. Hun bed sig i læben, og stod helt stille. Hun frygtede at hvis hun bevægede sig ville hun ryge igennem! Og ELi var ikke just en vandhund, og slet ikke en vintervandhund!

jayden havde besluttet sig for at gå sig en tur i vintermørket. Og han havde valgt at gå ned til havet for at se om der var kommet is på, for det var altid så utrolig smukt, sepcielt hvis der var en måne der kunne skinne på isen så det fik det der køligblå skær.
Han forsatte ned af det frosne sand, der var blandet med en lille smule sne, og rettede på sine handsker. Der var stille, ikke en bølge, ikke en eller anden grim måge.. bare utrolig stilhed. Han smilede stille, og tænkte kort på Ozzie.. hans lille elver, det var underligt så mange nye mennesker han havde mødt på det sidste, en hel del af dem var utrolig fascinerende. Han hørte en svag knasen og stoppede op, og sendte et blik til isen.. tøvejr? Aj det kunne ikke passe, det sneede og det var i minus grader? Han så lidt ud over sneen og fik øje på noget mørkt.. en skygge.. Han hørte igen en knasen og så de lange hvide sprækker som strækmærker på hud, og så hurtigt ud mod skyggen igen. Han tog et tøvende skridt ud på isen, men det brød den sig ikke om, og gav efterunder hans fod. Han så ud på skyggen der nok var fanget, og ville blive der hvis ikke den fik en mulighed for at komme ind uden at skulle træde hen over det tynde is.
Han sukkede kort og foldede sine enorme læderagtige vinger ud. Det tog lidt tid da de skulle igennem jakke og trøje, men han havde ikke tid til at tage det hele af. Han satte af med et vindpust der fik de små fnug til at danse på strandbredden og fløj ud til hende. Han stoppede lidt over hende og sank ned bag.. englen? Dog uden at røre isen med fødderne. Han tog fat under hendes arme "rolig.. ingen pludselige bevægelser.." mumlede han monotont, og lettede med hende. Isen gav nogen klagende lyde fra sig, men han fik ikke tid til at tænke på det, for han var ikke van til at flyve med anden vægt end sin egen, også selvom englen ikke vejede meget, så slingrede han lidt. Han satte hende på stranden og landede længere henne, og trak langsomt vingerne ind i ryggen igen.

Eli blev forskrækket over det pludselige selskab un havde fået. Hun sagde ikke noget, hun logd ham bare hjælpe hende. Eli kolapsede da han satte hende af på stranden. Hun sad og så ud på isen, med et skramt ansigt. Eli fattede først nu at den fremmede var en Dæmon, hun kunne lugte det, men hun kunne ikke bevæge sig. Hun kunne kun mærke hvordan hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Hun var ikke bange for vand, eller lidt var hun, hun plejede normalt kun at soppe når hun var ude og bade. Og det hun lige var blevet reddet fra havde virkelig sat sig i hende.
Hendes brunehår blev let dækket af de små og fine hvide snefnug. Der lød igen knasen, og mere is blev ødelagt. Endelig lød et suk fra Eli's ellers iskolde og næsten fastfrosne læber. Hun så ned, og bed sig i læben, så det gjorde ondt. Hendes krop rystede svagt ikke af kulde, men på grund af det chok den lige havde været ude for. Hun rejste sig dog alligevel, og så mod sin rednings helt. Hun kunne ikke finde ud af hvorfor hun ikke havde kunne få sig selv til ikke bare at flyve væk? "Ehm... Tak"lød det lavt fra hende, hendes stemme lød fjern, og svg i det.
Eli kunne ikke lade hver med at tænke på sin fiasko! Hun ville aldrig blive en god skytsengel! Hendes øjne søgte den hvide sne, som dalede ned foran hendes ansigt.