En vinternat drøm (Åbent For Alle)

Dag: Onsdag
Dato: 09 December 2010
Sted: Den triste skov
Omgivelser: Kun træernes skygger
Vejr:Koldt, Frost.
Tid:20.46
Tøj: http://www.sumopaint.com/files/images800/axhfaxdzjclqjlsl.jpg (Undtagen Læbestiften -_-)
------------------------------------------

Nattens kolde natur spejlede sig i åen hvor Catherina sad fortvivlet med sin Violin. Catherina fortrak at være i den Triste Skov med sin Violin på kolde aftener. Musiken spillede om og om i hendes hoved. Noderne, Arkoderne sad fast i hendes hoved. Det var som om månen stirrede ned på hende og spurgte hende om hun havde det godt. Catherina følte sig alene, Hun havde sin søster, Ja. Men meget mere manglede. Hendes mor og far. Hendes forældre var engle, Men Catherina vidste bare aldrig hvornår hun ville se dem igen. Tårene faldt ned af hendes kind og røg ned på Violinen. Det føltes som om tårene vækkede en masse op i violinen. Catherina spillede og spillede, Hendes bue virkede slidt. Catherina huskede da hun var 5. Var syg og lå i sengen, Hel bleg. Catherina følte sig som da hun var alvorlig syg. Hun huskede at det var hendes søster som reddede hendes liv, Men den samme følese som hun havde dengang kunne ikke helbrede de sorger hun havde fået. Catherina svor hun en dag ville finde dem. Lyden flød i hendes øre. Tårene på violinen strømmede ned i åen, Et lavt plask kunne høres. Månen, Stjernerne, Violinen og hende selv cikulerede i søen. Musiken stoppede i takt med åens cikulering og da dne var færdig stoppede musiken. "Styrke slår ikke kløgt, Kløgt finder alt" Mumlede hun. Catherina var ikke just svag men hellere ikke stærk, Hun var utrolig normal med en tak over normal i stærheds græd.

Satine havde valgt at gå en tur i skoven, som hun så ofte gjorde. De røde gummistøvler satte fine aftryk i sneen, der knirkede under hendes skridt. Hun var klædt i en oversize striktrøje og et par højtaljede shorts i farven sort. Hun havde hvide leggings på indenunder, og udover det hele havde hun en grøn, figursyet regnfrakke. Hun fulgte spontant lyden af musik, nysgerrig efter at vide hvem der frembragte den. Musik var noget Satine skattede utroligt højt. Musik kunne fortælle alt. De fleste folk gik i biografen og så film, eller gik på museum for at se på kunst. Satine lyttede til musik i stedet. Musik kunne frembringe de samme følelser som et maleri, eller en god film kunne. Hun stoppede op nogle få meter fra kilden til musikken, og lagde let en bar hånd mod et træs ru bark. På den måde følte man sig ikke svimlende alene i kulden, når man blot stod stille, og lyttede til tonernes blide kælen.

Catherina hørte små knirkende skridt. Lydene lod hun sig ikke skræmme af. Hun regnede med at det kun var en forvildet elver. Catherina satte violinen oppe af det skønneste træ i skoven. Catherina kiggede tilbage og så en tydligvis ældre kvinde "Hej" Smilede hun. Selvom hun lige havde været i en skidt grædescene skulle lidt selskab bare for at mundre hende op. Catherina kiggede på kvinden i et kort øjeblik. Det så ud som hun prøvede at klamre sig til et træ. "Er du blind?" Spurgte Catherina. For hvis hun jo evt. var detm Ku' Catherina altid helbrede det. Men ville dte være dumt, Ville hun afsløre alt om englene, Ville hun sige det til dusørjægerne. Catherina peb inde i hovedet.

Satine smilede let og nikkede. "Jep. Er det virkeligt så tydeligt?" spurgte hun, og rettede let på de store mørke solbriller der dækkede hendes øjne. Det røde har var løst, og hang tungt ned over ryggen på hende. Den ene bløde hånd var stadig placeret mod træets bark, mest fordi det var en sikkerhed. Måske var det derfor pigen havde gættet det så hurtigt... Fordi hun støttede sig mod træet? Eller var det mon på grund af solbrillerne? Det var vel mørkt udenfor nu, så solbriller var måske ikke den mest logiske beklædnings del i øjeblikket?... Hm, lige meget. Det var ikke sådan at Satine holdt det som en hemlighed at hun var blind - det var ligesom ikke helt nemt altid - men det var ikke noget hun råbte højt om. Hun mente ikke at hun havde brug for ekstra hensyn, og vidste folk at hun var blind blev hun ofte behandlet som var hun lavet af glas. Hvilket bestemt ikke var tilfældet. Satine kunne klare det meste selv, der var kun nogle få ting hun på ingen måde ville blive i stand til at gøre selv. Men det var ikke meget, og det var helt bestemt ikke noget, som hendes søster ikke kunne hjælpe hende med. Så at andre blev ømsindige overfor hende, og ville passe ekstra godt på hende var simpelthen ikke nødvendigt, og mere til gene end til gavn, hvis man spurgte om Satines mening...