En uforståelig drøm ? ( Sakref M.)

Sted...En lidt afsides del af stranden.
Tid... Omkring kl 17
Vejr... Mildt og dejligt.
Omgivelser... Sand,sten og det smukke hav.
Påklædning... Badedragt, army print.

Camille havde endelig fået fri fra arbejdet på skadestuen.
Det havde været en god dag, der havde været travlt.
Camille havde ikke en fast arbejdsuge der, men tog vagter i ny og næ...når det passede ind i hendes øvrige aftaler.
Solen havde imidlertid lokkede hende ned til vandet og selv om dagen så småt gik på hæld, kunne hun sagtens nå at nyde den lune vind og det dejligt vand nogle timer.
Hun havde lidt at spise og drikke med og et dejligt stort tæppe hun nu lå på.
Håret var hapset op på hovedet,og nogle løse lokker var faldet ud hist og pist , hun lå og solede sig men døsede stille væk...bare jeg ikke falder i søvn tænkte hun og døsede videre.

havet brusede stille og roligt og ramte stranden med små slag. men pludslig sketeder noget meget mærkeligt. et mærkeligt slags mørke fløj op imod den nedgående sol langt ude i hoisonten. det lignede en slags sort streg der bare fløj op af men da den nåede ca der hvor solen lå på himlen så sprang solen ud og blev kul sort med grønne flammer ude på kanten om den nu kulsorte sol. derefter gik der ikke mere end 30 sekunder hvor det følgte som alting prøvede at blive suget ind i solen at der kom et kraftigt tryk så alle skyerne blev lige rykket et godt stykke og vandet lavede en nogenlunde stor bølge men ramte ikke i nærheden camille. i det tryk lignede det som om solen skød noget ud og solen var igen normalt og alt så normalt ud igen. men længere henne ikke særlig langt væk fra hvor camille lå og solede sig landede der noget i vandet og man kunne lige ane et barns arm række op i luften imens hånden sank bare længere og længere ned i vandet.

//sådan jeg holder altid hvad jeg lover//

Camille mærkede en ændring i vejret, hun rullede om på siden og lå med hovedet på sin arm og benene let bøjet, som om hun sov trygt.Hun kunne fornemme ...mørke, var der nu kommet skyer for solen? Det er da bare typisk mit held, tænkte hun ironisk.
Men det var mere end skyer, og Camille kWHATunne efter et øjeblik fornemme at der var noget på færde.
Hun satte sig hurtigt op og da hun så grønne farver og flammer og eksplosion nærmest på himlen, troede hun at hun enten led af ortostatisk blodtryksfald eller måske dehydrering? Hun gennemsøgte derfor hurtigt sin taske og hev en Zero op, hvilken hun drak et par store mundfulde af med lukkede øjne.
Da hun kiggede ud igen, så der mere...normalt ud...hun kiggede ud over havet og skulle lige til at lægge sin sodavand på plads , da hun opdaget en arm i vejret ude i vandet.
"WHAT ! " Camille kastede flasken fra sig og løb hen til kanten og ud i vandet...hun graskede vandoverfladen , hvor var det armen havde været ...og hvad med strømmen? Da hun havde tænkt sig godt om, kastede hun kastede sig i vandet og svømmede i den retning hun mente at skulle.

nede i vandet var der en lille nøgen pige der så ud til at være bevistløs og derfor ville ikke kunne selv svømme. men der var jo ikke så meget tid til at se 100% hvordan pigen så ud. det var bare vigtigt at hun blev reddet.

Camille var ikke en god svømmer, hun havde faktisk vandskræk...hun elskede at bade ,men kunne næsten panikke ved at få sit hoved under vand.
Så hendes puls var al for høj da hun nåede hen til pigen ,fik lagt en arm og hende og begyndte at svømme i land med hende.
Det var besværligt og kostede Camille mange kræfter, og mange dyk hvor hendes hoved røg under vand.
Da Camille havde fået trukket hende op i strand kanten , og havde brugt 3 sekunder til at forsøge dæmpe sin egen angst, rettede hun sig op og ville se om kunstig åndedræt var nødvendigt eller om pigen var ved bevidsthed?

den lille nøgne pige så ud til at være bevistløs endnu men man kunne se hvordan hendes brystkasse bevægede sig så hun trak altså vejret. nu kunne camille se hvordan den lille pige så ud. hun så ud til at ikke at være mere end 10-12 år. hun havde ikke fået bryster endnu og hun havde stadig en lille pige krop. dog kunne man se at hun måtte ikke være menneske. hendes hud var nemlig lyselilla og så havde hun to små buller i panden. ellers så resten normalt ud. hun havde normale fødder og resten så ud til at være normalt som et almindeligt menneske. hun havde langt rød orange hår. dog var der en ting som var helt sikkert ikke normalt. på hendes ene bryst havde hun en tatovering af et slags kors men den her havde to vandrette streger istedet for en. den øverste var noget kortere end den nedereste og så var der et pentagram lige under korset.

Camille rykkede vilkårligt lidt tilbage da hun så rigtigt på pigen for første gang.
Hun fik et chock.
"Hvad?...hva´pokker " stammede hun ud i luften og lagde forskrækket en hånd over sin mund , som tegn på hun var blevet forskrækket.
Hvad var det for en barn? En dæmon ? Var hun farlig, når hun kom til sig selv?
Camille havde ingen anelse, men det hun vidste var...at en lille pige have brug for hjælp...og det kunne hun ikke ignorerer. Hun tog hendeshåndled og tjekkede pulsen, efter at have set hun trak vejret uden besvær. Imens kiggede hun nysgerrigt på hendes tatto på brystet...et pentagram...var hun heks? Fandtes der hekse?
Camille blev urolig. Hun slap pigens hånd, da pulsen var inden for normalen.
Hun strøg hende over kinden " Vågn nu op lille du" sagde hun og kneb hende så lidt i kinden også.

man kunne se med det samme efter camille avde knebet pigen lidt på kinden at hun var ved at komme til sig selv. den lille pige kneb øjne sammen og begyndte langsomt at åbne øjne op. hun kiggede svagt rundt og så camille stille. pigen så svagt på camille. pigen havde bare de flotteste lyseorange øjne. "hvor... hvor er jeg?" spurgte pigen svagt. pigen så udmattet og svag ud.

Camilles angst for at pigen ville eller kunne skade hende forsvandt, så snart den lille pige slog øjnene op og talte.
" Alt er ok..lille skat..bare rolig..". forsøgte hun at berolige hende.
" Du er på stranden, husker du det? og fik problemer ude i vandet...så jeg hjalp dig ind "
camille strøg hende over håret og smilede omsorgsfuldt ned til hende.Hun tænkte at pigen måtte være meget forskrækket.

pigen kiggede lidt undrende men stadig meget svagt. "jeg... jeg kan ikke huske det. hvem... hvem er du entenlig?" spurgte pigen med sin lille pigestemme. pigen så ud til at være lidt forvirret og viste ikke hvad der har sket.

Camille gav hendes hånd et lille opmuntrende klem.
" Jeg hedder Camille... Camille St.Clair og jeg er læge, så jeg er vandt til at passe godt på folk " forklarede hun den lille nervøse pige.
" Hvad hedder du så skat?" spurgte hun og tænkte på om dette lille væsen havde forældre eller?

pigen kiggede svagt på camille. "jeg... jeg hedder zaela" sagde pigen svagt. pigen måtte have ikke så meget energi efter som om at hun virker så svag.

"Zaela...sikke et smukt navn. Zaela ...du er ikke menneske hvad er du søde skat ?" Camille havde bemærket hun ikke havde mange kræfter og dem skulle hun hjælpe hende genfinde.
" kan du spise en banan ?" Det lød dumt, men var det eneste spiseligt Camille havde tilovers i kurven.

"jeg... jeg mener de sagde at jeg var en... jeg kan ikke huske det" sagde pigen derefter meget træt. "nej... tak... jeg er ikke så sulten... bare... meget... træt" sagde pigen og hun var så faldet i søvn.

Camille så på pigen.
Havde hun fået en hovedskade , så hun ikke kunne huske noget...eller var det stress relateret.
Da hun faldt i søvn, vidste Camille ikke hvad hun skulle stille op.Hun så sig omkring, men da dagen gik på hæld var stranden ved at være tom, ihvertfald kunne hun ingen andre se.
Camille løftede pigen op, hvilket kostede en stor del kræfter, for Camille var ikke fysisk stærk, men hun ville hæ pigen over på hendes tæppe hvilket hun fik, og puttede et håndklæde over hende for at give lidt varme til den lille krop.
"Zaela ? " Camille forsøgte igen at vække hende for at få noget vand i hende.

pigen sov stille og roligt og da camille tog zaela op viste det sig at hun også havde en hale. en lang hale der gik ned til zaelas fødder næsten. zaela så ud til at være umulig at komme til at snakke med lige nu. men hun så ikke ud til at være syg eller noget. hun måtte bare være træt eller noget.

En hale ? Camille rystede lidt i kroppen og prøvede at huske hvilke væsner der havde en hale? Hun måtte altså se at lære mere om de er ting, da hun efterhånden følte sig som magneto fra x men, bortset fra det ikke var metal men mystiske væsner hun tiltrak.
Hvis pigen intet fejlede men bare havde brug for søvn, så kunne Camille ikke efterlade hende alene på stranden.
Så Camille sætte sig og holdt om sine knæ og borede sine tæt ned i det varme sand, imens hun i ny og næ så på pigen.

pigen så ud til at sove stille og roligt men det var lidt af en dårlig ide at være ude på stranden nu da solen både var ved at gå ned og at skyerne nu havde samlet sig så meget at der ville ikke gå så langt tid før at det ville begynde at regne. måske skulle camille prøve at se om hun kunne vække pigen igen så de kunne komme hen et andet sted. men var det overhovedet klogt måske at tage tilbage til camilles lejelighed?.

Camille kiggede mod himlen. det her gik jo ikke.det ville blive regn og de måtte indendøre.
Camille tog aldrig nogen med sig hjem, hendes bopæl var anonym og hun ønskede den skulle biblive dét.
Men dette her var altsår en anden sag, det var jo en lille pige.
"vågn op, vi er nød til at tage hjem til mig inden regnen kommer og det bliver uvejr" Camille prikkede lidt hårdt til pigen .

zaela vågnede stille op igen. "okay" sagde hun med sin lille pigestemme og rejste sig stille op. hun havde lidt problemer med at stå op da hendes ben så ud til at ryste under hendes krop. men zaela fik til sidst orden med balancen igen og var klar til at gå. hun så ud til at være ligeglad med at være nøgen som om hun enten var vant til at være nøgen eller at hun havde aldrig lært at bruge tøj og derfor ikke behøvede det. "hvor bor du entenlig?" spurgte pigen imens hende og camille gik afsted. zaela lød til at være mere frisk nu end før. hun kunne i hvert fald snakke uden at holde lange pauser.

Camille var lettet over pigen havde tillid nok til at følge med, uden problemer.
Camille gave hende sin favorit....eller en af dem ihvertfald, sweattrøjer over sig, den gik ned over bagdelen, det måtte være ok til de kom hjem til Camille og kunnefinde noget mere passende.
" en lille lejlighed i Deepshell " svarede Camille sødt og de to gik afsted.

pigen kiggede lidt undrende på camille som hvis pigen aldrig havde været ude i verden eller havde aldrig hørt om andre steder i verden. "hvor langt er der til deepshell?" spurgte hun og man kunne høre hun faktisk lærte ordene meget hurtigt.

// har ingen idé..så nu siger vi bare det er tæt på, tilgive mig min manglende stedsans//

Det er ikke så langt væk.
Sig mig...hvor er du fra? Camille var begyndt at fornemme noget var off ved det hér.

//det er helt okay :)//

pigen så ud til at prøve at huske det men hun så ud til at efter noget tid at give op. "jeg kan ikke huske det" sagde hun lidt trist. pigen måtte have glemt alt eller noget fordi det så ud til at hun ikke kunne noget af det camille spurgte om. der gik lidt tid hvor de gik og de nærmede så camilles lejlighed.

Camille blev bekymret, hvorfor kunne hun kun huske sit navn.havde hun fået sådan et stort chock af nærdtukne oplevelsen?hvordan var hun kommet helt derud, hun havde da ikke været der før?Camille pegede nu op på første etager i et lejligheds komplex ..." Der bør jeg skat...så nu går vi op og finder ud s det hele.".
Camille låste op og gennede pigen ind i stuen...tag plads i sofaen der, sagde hun og pegede på en hvid sofa spækket med kulørte puder.
"fryser du , skal jeg hente en dyne?"