Så går vi, Ozzie!

Årstid: Viinter!
Tid: Aften.
Sted: Skoven? Sjovt nok..
Vejr: Det sner, og mørket har forlængst lagt sig.
Omgivelser: Mørke træer der males hvide af sne.

Sneen knirkede under hendes skridt, og den svage vind legede med det lange røde hår. De store mørke solbriller sad på deres plads på den fine næse, og skjulte øjnene. Et let smil hvilede om den svagt rosarøde mund. Satine var klædt i en oversize striktrøje og et par stramme, lilla bukser med sorte tern på, indenunder den figursyede, grønne regnfrakke. På fødderne havde hun et par postkasserøde gummistøvler med en mønstret kant foroven. Hun havde en skrigorange strikhue på hovedet, og i hånden havde hun et stofnet med de vare hun havde købt under sin tur til centeret i Deepshell. Hun kunne let have taget en bus fra centeret, og hele vejen hjem til lejligheden hvor hun boede sammen med sin søster. I stedet havde hun valgt at gå hele vejen. Hun holdt meget af at gå...

først lod han bare foden side fast hvor den nu havde lyst til at side fast, men efter lidt tid begyndte det bare at blive træls, og han rev af alle krafter men intet skete der, hvad det var der havde taget hans fod vidste han ikke, men han begyndte at udstøde små klynke lyde, og klagede til naturen der svarede ham med at de intet kunne gøre. Han begyndte at hviske med dem på elver sprog, men der var ingen der svarede ham, endelig lød det bare som om han sad og mumlede en masse uforståligt for alle andre end elver og skoven. Han sukkede irreteret og løftede op i det bind der gjorde ham blind. Han så ned på foden der var viklede ind i et eller andet der lignede en fælde, han sukkede og begyndte at rive den fri ved hjælp af hænderen, der var ingen andre end ham så han havde intet at frygte. Han kom på benene igen og rev bindet ned for øjnene igen så han blv blind, han vaklede lidt og støttede håndne mod et træ og hviskede tak igen på elver sprog, han smilte lidt og vendte hovedet ned af inden han begyndte at børste sneen af sit tøj.

De klynkende lyde, og den uforståelige mumlen nåede Satine, og fik hende til at skifte retning. Hun var ikke langt væk fra personen, og hun kom tættere på kunne hun høre.
"Er du okay?" spurgte hun lettere forsigtigt, da nogle voldsomme lyde blev til vaklende skridt. Hun var højest omkring fem meter fra vedkomende. Hun lyttede. Kunne ikke rigtigt gøre så meget andet. De rødlige øjenbryn rynkedes let bag solbrillerne. Hun krummede let sine tær inde i de røde gummistøvler, for at få blodet til at løbe bedre rundt. Hun hankede let op i sin pose, der var ved at blive tung i de kolde fingre. Hun begyndte nu så småt at fortryde at hun ikke havde taget et par vanter med sig, da hun gik ud af døren tidligere den dag.

Ozzie havde ikke fornemmet at der var andre end ham tilstede, han havde intet set og intet hørt han havde vel haft fortravlt med at få sin fod fri fra havd det nu var den var fanget i, det gjorde endelig lidt undt som havde den været i kramper eller noget. AHn drejde let hovedet mod personene der nu snakkede til ham og rynkede brynene, havde hun stået der hele tiden? Det håbede han ikke, så ahvde hun set ham løfte op i bindet, hvilket inegn skulle se, det vile lidt afsløre det fact at han ikke var rigtig blind, bare lod som om han var.. selvfølelige kun for at skåne alle omkring sig, så.. lige i det tilfælde kunne det vel være iorden at lyve.. bar lidt? Han smilte tøvende "jov tak.. jeg har det fint. jeg faldte bare" mumelde han kort, han vendte sig helt imord hende stadig i gang med at børste sneen af, om det var en fælde eller et træ der havde fået ham til at falde betød nok ikke så meget, han havde det med at gå ind i det meste og falde over det mindste.