caféen......... - Zoran..

Sted. På Roses Café
Omkring. Mennesker som var på vej ud...
Tid. 20.32
Vejr. Snestorm
Dag+dato. IRL
Påklædning. Skotsk ternet lårkort nederdel, hvid skjorte og grønne converse

Rose stod bag disken oppe ved baren og stod lidt i sine egne tanker. Hun havde lige bedt de kunder som var tilbage, om at begynde at gå, da det var lukketid. Hun havde en fugtig klud i hænderne og var begyndt at tørre baren af for spildte drikkevare og hvad der end kunne være på bordoverfladen. Det havde egentlig overrasket hende at hun kunne holde ud at være sammen med mennesker hele dagen, da hun havde været bange for at hun pludselig ville blive tørstig. Nu var hun blot glad for at dagen var forbi og hun ikke skulle være sammen med dem mer i dag og var egentlig lidt stolt da hun ikke var blevet tørstig, men kunne dog ikke løbe fra at hun havde været fristet med at angribe nogen af dem nogle få gange. Hun vendte sig langsomt om og begyndte at stille glas op på hylderne...

Zoran trådte ind på caféen, og nikkede venligt til de sidste mennesker der forlod stedet. Han havde været der før, dog virkede det anderledes nu. Der var noget der var helt galt. Den søde duft, der plejede at hænge omkring stedet var forsvundet. I stedet var caféen nu indhylet af den rædsomme stank af vampyr. De mørke øjne gled langsomt op og ned af den unge pige bag bardisken. "Det må jeg sige, min kære, din stil er i det mindste ikke blevet værre." sagde han roligt, og lænede sig op af et af bordene. Et svagt skævt smil hvilede på hans læber. Hvordan mon hun ville reagere? Ville hun blive bange? Sikkert ikke. Så vidt han vidste havde hun været E mens hun var engel.. Så det var hun nok også nu. Og dog. Han havde ganske vidst gjort et vist indtryk på hende.. Men på den anden side havde han også forsøgt at få hende til at glemme disse indtryk.. Ville hun blive vred på ham? Sikkert. Det kunne ligne hende, at blive vred på ham blot fordi han kontaktede hende igen. Men han nød nu at irriterende lidt ind imellem. Og desuden så havde han savnet hende! Hun var jo hans engel... Eller... Vampyr nu vel..

Rose så hurtigt op da hun hørte en alt for velkendt stemme og havde ikke lagt mærke til duften af ham, og blev derfor lidt overrasket da hun så Zoran stå der. Hendes isblå øjne gled over hans krop og hun kunne mærke et lille stik af nervøsitet. Selvom at hun var blevet stærkere og vampyr, så var han jo stadig den mand som hun på nogen måder tilhørte. "Godaften Zoran.." sagde hun roligt og svarede ikke på det som han sagde "hvad skyldes dit selskab her i aften?" spurgte hun og havde stoppet med at køre den fugtige klud over barens disk.
Hvorfor var han dog kommet herind? Hun var egentlig lidt nervøs for at han ikke ville hende mer efter at hun var blevet forvandlet. Hun havde jo været hans engel og ikke vampyr. Hun bed sig blidt i underlæben ved tanken om at han ikke ville hende mer. Altså... selvom at hun hadede ham, så var hun egentlig lidt sikker på at hun ikke ville kunne leve uden den følelse af at han ville dukke op hvert øjeblik det skulle være. Hun havde haft den følelse i for lang tid nu, til at hun kunne slippe den. Slippe ham. Og måske, var hun blevet stærk nok til at kunne 'mande' sig op for ham, og ikke være så svag...

Zoran så overvejende på hende. Så ud som om han tænkte over sit svar.
"Jeg synes ganske enkelt at det var ved at være tid til at tjekke op på hvordan du går og har det, kære Rose.." svarede han, og satte eftertænksomt en knyttet hånd under sin hage, sådan at hans hoved hvilede mod hånden. "Men måske jeg burde være kommet lidt tidligere..." tilføjede han lidt efter, og kneb øjnene en anelse sammen. Han virkede langt fra ligeså begejstret for at se hende, som han plejede. Som om der var gået et eller andet tabt i hans leg. Han stod sådan en tid, og betragtede hende blot med en overvejende mine. Som om han seriøst overvejede om det var værd at fortsætte. Han havde aldrig brudt sig om vampyrer. Det spillede ingen rolle at han selv var en, han brød sig bare virkeligt ikke om andre vampyrer. De kunne ikke bruges til noget... Ikke medmindre de var helt friske, og nyfødte.

Rose så på Zoran og rystede på hovedet af det som han sagde. Hun vidste hvad han mente og brød sig egentlig ikke om det som han sagde. Ikke fordi at hun ikke ville have ham til at komme og tjekke, men at han skulle have været kommet tidligere. Hun var glad for det tidspunkt han var kommet på. Hun betragtede ham med et indgående blik og kunne se på ham at der var noget galt "Zoran?... Er der noget galt...?" spurgte hun uroligt og gik langsomt over mod ham og syntes at hans blik var anderledes. Det blik som han havde haft før havde altid fortalt hende at han syntes at det hele var så underholdene. Men nu... Ja, det havde forandret sig. Hun gik langsomt over mod ham og vidste egentlig ikke om det var en god idé og ville gerne have ham til at forstå at hun stadig var som den gamle Rose. At hun stadig var en værre bangebuks og tudemarie. Hun havde stadig en sød smag på grund af alle de år som engel. Det kunne sådan noget som at blive forvandlet ikke ændre på.

Zoran fjernede hånden fra sin hage, og lagde armene over kors, mens han rystede på hovedet med et let smil. "Om der er noget galt? Min engel er ikke længere en engel, og du tror der er noget galt?" svarede han med en let latter i stemmen. Leende skubbede han sig ud fra bordet mens han rystede på hovedet. Med tunge skridt gik han langsom hen mod hende, for at ende bag hende. Han lagde forsigtigt armene om hende bagfra, og trak hende indtil sig. Lagde blidt hovedet mod hendes skulder. "Nej... Jeg bryder mig bare virkelig, virkelig, ikke om at andre rører ved mine ejendele.." hviskede han i hendes øre, og strammede uvilkårligt grebet om hende.

Rose lagde sit hoved let på skrå og forstod egentlig godt hvad han mente med det han sagde. Hun bed sig blidt i underlæben da han gik om bag hende og fik gåsehud da han lagde armene omkring hende "Jeg har ikke forandret mig Zoran... Jeg er stadig som den gamle Rose.." hviskede hun og så over skulderen og op på hans ansigt. Hun havde stadig den vane af at skulle trække vejret og trak vejret i hurtige drag da hun stadig blev nervøs hver gang han var i nærheden. Hun vendte sig hurtigt om i hans arme og så op på ham og smilte skævt "Jeg er ikke din, Zoran.. Jeg er min egen. Og det ved du godt.." hviskede hun og havde stadig den mening og ville da ikke blive kaldt for hans ejendel, som om at hun var et objekt uden følelser..

Zoran smilede let ned til hende, da hun vendte sig om i hans arme, og så op på ham. Han tyssede let på hende, og kyssede hende på panden, da hun begyndte at brokke sig.
"Kæreste Rose, dette har vi jo været igennem før. Og lige meget hvad du siger, så ender du alligevel med at måtte give mig ret." hviskede han blidt mod hendes pande. Han havde forventet at mærke hendes varme hud mod sine kolde læber, og havde faktisk glædet sig til at mærke den varme krop i sin isende favn. Der var bare det, at Rose ikke længere var en varm pige, med et pulserende hjerte... Hun var lige så kold som han var.. Skuffende...
Han skuffelse var næsten til at tage og føle på, da han slap hende, og vendte ryggen til hende, for at stille sig op ved baren.

Rose sukkede over at han jo sår'n set havde ret. Hun kunne se på ham at han var skuffet, hvilket knuste hende. Alle folk ændrede sig omkring hende efter dette var sket. Hun bed sig blidt i underlæben og var egentlig ked af det og ville ikke have at han skulle være sår'n.
Hun så efter ham da han havde sluppet hende og gik langsomt med ham "Zoran..." sagde hun lavmælt og følte sig egentlig dårlig tilpas over denne situation. Hun følte sig så skyldig, hvorfor vidste hun ikke, men hun kunne ikke lade vær med at hade sig selv ikke at være den person som Zoran ville have hende til at være. "D-d-du må ikke være sår'n.." hviskede hun trist og rakte en hånd op og strøg blidt over hans ene kind.

Zoran så lidt på hende, da hun strøg hans kind. "Jeg må ikke være sådan?... Og hvorfor, helt præcist må jeg så ikke det?" spurgte han, og vendte sig, så han havde ryggen mod bardisken. Han så lidt på hende med et lettere udtryksløst blik, før han så ud af vinduet ud mod gaden. "Ved du hvad Rose? Lige meget hvor meget du ønsker det ikke er sandt, så har du stadig forandret dig. Der er ingen der kan gennemgå en forvandling, uden at blive forandret, kæreste Rose." sagde han blot, og så lige ud. Han var skuffet, og han var vred. Skuffet over Rose, over at hun havde ladet en vampyr gøre dette ved hende! Og han var vred på vampyren... Ingen vampyr skulle have lov til at tage hans engel, og forvandle hende! Nå... Dette betød vel at han ville være nødt til at finde sig en anden engel... Men det ville nu blive svært at finde en, der var lige så morsom som Rose var det...

Rose så op på ham "Jeg kan ikke lide når du er skuffet.." sagde hun og så på ham og lod sit blik følge ham da han vendte ryggen mod bardisken. Hun gik langsomt op foran ham og så op på ham med et bedende blik "d-d-du må ikke finde en anden.." hviskede hun da hun godt kunne regne ud hvad han havde i tankerne. Hun ville ikke tillade det. Hun var jo ikke forandret! Aldrig! Måske var hun ikke varm og havde et pulserende hjerte. Men hun var stadig den gode gamle Rose som var bange og hadede Zoran og bare ville have ham væk fra sig. Eller.. Ja. Hun havde stadig sine gamle indtryk, personlighed og udseende. Hendes egne meninger og hun var stadig så sød og glad. Hun var ikke forandret. Hun nægtede at forandre sig hvis det betød at Zoran ville finde en anden.
Hun havde rettet sit blik ned i gulvet og lagde sin hånd langsomt mod hans brystkasse og sukkede lavmælt og ville jo ikke have dette her skulle ske. Hun havde vidst lært at holde af ham.... Eller... holde af ham så godt som man nu kunne når man var Rose og kendte en mand som Zoran...

Zoran lagde blidt en arm om hendes skuldre, og kyssede hende på panden, da hun lagde hånden mod hans bryst kasse. "Hvad skete der?" spurgte han så, og kærtegnede hende blidt på skulderen med sin ene tommelfinger. Et eller andet sted var han helt vild med situationen. Hans kære lille Rose tiggede og bad ham faktisk om ikke at forlade hende, skønt hun så ofte havde sagt at hun hadede ham, og at hun kun ønskede ham ude af sit liv. Det så da i hvert fald ud til at hans stradegi havde virket. Pigebarnet var faktisk kommet til at holde af ham på trods af hvad han havde gjort mod hende. Hvis han kunne gøre det mod en enge.. mod en pige som Rose, så kunne han gøre det mod hvem som helst! Et usynligt smil krydsede kort hans læber, før hans ansigt igen blev så uvant tillukket, og følelsesløst.

Rose sukkede trist og så op på ham da hun kunne mærke hans læber mod sin pande og rystede blidt på hovedet af det han spurgte hende om "D-d-d-det var aften, og en mand kom og bankede på min dør..." startede hun "Han sagde at han havde boet der før og bare lige hurtigt ville komme ind. Og... dum som jeg var... lod jeg ham gøre det..." fortsatte hun og hviskede næsten og man kunne let se på hende at hun følte sig fuldstændig dum over det som hun havde gjort. Ladt en fremmede ind i sit hjem. Hvor dum kunne man dog tillade sig at være? "... Han.. han angreb mig, og fik mig tvunget ned så jeg ikke kunne gøre noget modstand... Og så gjorde han det... H-h-han bed mig..." hviskede hun og havde rettet sit blik væk fra ham og ville ikke møde Zorans blik og var bange for hvordan han ville reagere og kunne ikke få sig selv til at se ham ind i øjnene...

Zoran placerede den anden hånd i hendes hår, og nussede hende blidt. Så dog ikke på hende. Han trykkede let hendes hoved ind på sin brystkasse. Dette kunne let tolkes som et tegn på at han ville tilbyde hende tryghed, men sandheden var at med Zoran kunne man aldrig være sikker. "Hvad hed han?" spurgte hun roligt, og holdt stadig blikket rettet mod gaden udenfor. Hvis nogen skulle komme forbi udenfor, og se dem stå sådan der, ville de højest sandsynligt antage at han var hendes far, og at han stod og trøstede hende. Når man altså tænkte på aldersforskellen på deres kroppe.

Rose lagde langsomt sine arme omkring ham og nød egentlig at have ham tæt på. Hun lod sit blik langsomt gå op på Zorans ansigt da han spurgte om hvad han hed. Kunne hun fortælle det? Kunne hun give hans navn væk uden at han ville... Nej... Han ville blive rasende.
Rose rystede svagt på hovedet og så væk igen "J-j-jeg kan ikke fortælle det... Han... Han vil blive rasende...." hviskede hun og turde ikke tænke på hvad han ville gøre, og hvad han allerede havde gjort ved hende. Der var jo sket noget imellem hende og denne vampyr, som hun ikke kunne fortælle til nogen. End ikke Zoran kunne hun fortælle det til. Hvad ville han ikke sige? Så ville HAN oss blive rasende, og for alvor blive skuffet. Men Rose kunne jo ikke have gjort noget ved dette og havde jo prøvet at kæmpe imod... Men... Det hele var jo så håbløst med hende....

"Hvad for dig til at tro, at han vil få det at vide? Alt hvad jeg beder om et er navn? Jeg vil blot vide hvem der har taget min engel fra mig.." sagde han roligt, og nussede hende fortsat. Hun troede måske at han ville blive rasende, men det passede ikke. Ikke på hende i hvert fald. Han ville måske blive skuffet over hende, men han havde ikke lyst til at være vred på Rose. Ikke på hans elskede engel, hans legetøj... Han ville blive - og var allerede - rasende på den der havde forvandlet hende, og han ville sådan set bare have at vide hvem det var. Så han kunne gøre noget ved det...

Rose så langsomt tilbage på hans ansigt og bed sig blidt i underlæben og vidste ikke helt om det kunne være en god idé ".... Han hedder Orlando..." hviskede hun tøvende og så på Zorans ansigt for spor af nogen vrede eller andre former for negativt humør. Hun lagde sine hænder blidt mod hans brystkasse og vidste ikke helt hvordan han ville ta det.

Zoran nikkede let, og så så endelig ned på hende. Så det var altså en Orlando, der kom og ødelagde hans leg med Rose.... Fanden tage denne Orlando!... Han ville tidsnok blive straffet, det ville Zoran sørge for.
Så smilede han let, og strøg blidt Rose over kinden. "For du nok blod, min kære?" spurgte han så, og så undersøgende på hende. Noget af det farligeste for unge vampyrer, var at de ofte endnu var så meget menneske - eller i dette tilfælde engel - at de pure nægtede at indtage føde...

Rose så Zoran ind i øjnene og vidste ikke helt hvad hun skulle svare til det spørgsmål. Hvis man jo spurgte Englen inde i hende, så ville hun jo sår'n set sige at hun fik for meget, men når at man spurgte hendes vampyriske side, så fik hun næsten ikke noget, og det var vidst DET som betød noget. Hun rystede svagt på hovedet og så langsomt væk "... Jeg for noget... men ikke særlig meget..." mumlede hun og trak på skuldrene. Det kunne jo være lige meget. Så længe at uskyldige folk ikke blev angrebet og dræbt på grund af hende, så var hun jo glad.

"Zoran rystede let på hovedet. "Det overrasker mig ikke.. Har du fået noget idag?" spurgte han så, og strøg lidt hår væk fra hendes ansigt. Han havde planer om at tage hende med ud på en rask lille jagt, hvis hun svarede som han håbede. Og gjorde hun ikke det, ja så kunne der jo ikke ske noget ved at han tog lidt fra hende, så han ikke behøvede at jage selv den aften. Han smilede beroligende ned til hende, med et varmt skær i de mørke øjne.

Rose så op på ham og tænkte lidt over sit svar "Altså... jeg fik noget her i går aftes..." hviskede hun og brød sig ikke det mindste over det som hun havde gjort mod vedkommende og rystede på hovedet af sig selv "Kan det ikke være godt? Jeg bryder mig virkelig ikke om at angribe folk på den måde og så tage deres blod" sagde hun og så på Zoran med et blik som virkelig viste at hun ikke brød sig om det...

Zoran lo af hende, og rystede på hovedet. "Men kæreste lille Rosa da! Du har to fantastiske evner! Evner du med lethed kan anvende for at få den blod du behøver. Du behøver ikke engang at angribe! Du kan få mennesker til at dig dig deres blod frivilligt... Som en slags bloddonere. Alt hvad du behøver at gøre er at finde en donor." sagde han, og smilede til hende. Han var klar over at han sikkert ville dumme sig ved at kaldde menneskne ofre, sådan som han plejede. I hvert fald overfor Rose...

Rose så på Zoran og fik et strengt blik og rystede på hovedet af det som han sagde "Nej.... det er forkert at gøre sådan en ting..." mumlede hun og brød sig viirkelig ikke om det "Mennesker er afhængige af det blod, og vi burde ikke bare komme og tage det fra dem... Vi kunne jo risikere og slå dem ihjel.." fortsatte hun og ville hade sig selv for evigt hvis sådan en ting skete med et af de mennesker som hun ville tage blod fra i fremtiden. Hun vendte sit blik langsomt ned i gulvet og vidste jo egentlig godt at hun var tvunget til at angribe, og stjæle menneskers blod, men.... hun ville ihvertfald prøve at holde sig fra dem så lang tid som overhovedet muligt, selvom at det er lidt risikabelt..

"Jamen Rose.. Vi har jo også brug for blodet. Og menneskene dør alligevel, der gør vi ikke." sagde han overbevisende, og så på hende med et blik, der talte for sig selv. De ville jo dø, hvis de ikke fik blod! Og de havde potientale til at leve evigt!
"Men du behøver jo heller ikke at drikke fra mennesker. Der findes mange andre alternativer." tilføjede han, og fik et lumsk smil om munden.

Rose lyttede nøje efter det som Zoran sagde til hende og nikkede nogle få gange og vidste jo at han havde ret. Da han talte om andre alternativer, lod hun sit blik gå langsomt tilbage på Zorans ansigt og så på hans lumske smil og blev egentlig lidt nysgerrig "Hvad for nogle alternativer?..." spurgte hun lavmælt og lagde hovedet let på skrå.