Juleaften?//Sariel.

Dato : 24 december..
Årstid : IRL.
Dag : Fredag..
Vejr : Snestrom.
Sted : Hjemme i Alanes lejlighed.
Tid : 19:23
Påklædning: Lårkorte sorte shorts, en hvid top med hundepote print på, hundehalsbånd, og store dejlige knæstrømper.



Alane sad hjemme på gulvet i hendes næsten tomme stue, det eneste hun havde tilbage var bogreolen, madrassen fra hendes seng, og hendes bærbar. Hun sad på gulvet, hun havde dog stadig pejsen at gøre godt med. Hun sad og spiste en lille salat hun lige havde fikset sammen. Hun skulle jo alligevel intet juleaften. Bare sidde her og stirre. En sort taske stod ovre i hjørnet som indeholdte hendes tøj. Hun bed sig i læben og så rundt i det tomme hjem hun nu boede i. Hun havde også tabt sig mere eftersom hun ikke havde særlig mange penge til amd.

Sariel havde en kurv, poser og taske med sig ude i snestormen samt. hans guitar på ryggen. Han havde fundet sig frem til Alanes lille lejelighed. han havde ikke skrevet til hende siden hun forlod hans lejelighed. Det var så trist juleaften, når han ikke havde sine forældre, kun de venner som skulle være sammen med deres forældre og familie. Han så op mod bygningen og åbnede døren, den var åben. Utrolig nok. Han gik op af trapperne med al det han havde med. Han stod nu foran hendes dør, han bankede på.

Alane sad bare midt på gulvet i den tomme lejlighed. Hun havde ikke fortalt nogen at hun var i pengnød eller noget. Da det bankede på stillede hun sin tallerken fra sig på madrassen, hun rejste sig stille op og lod sit blik glide over den tomme lejlighed. Bare det ikke var nogen der ville ind. Hun så mod døren og gik stille der over og åbnede den så meget som den lille kæde som sad fast på døren og dørkarmmen ville tillade. "Sariel?!" Hun var overrasket over at han var her også juleaften.

Sariel smilte da han så hendes ansigt. "Hey Alane, jeg har noget til dig" sagde han og rødmede. Der stod den fantastiske pige som han tabte imellem hans hænder, denne aften gik ikke ud på at fedte og sige søde ting. Nej. Denne aften var juleaften og det handlede om at hygge sig og være sammen med dem man savnede. Selvfølgelig ville han havde hende tilbage, men det kom nok af sig selv hvis de hyggede sig sammen.

Alane så på ham og bed sig i læben, hun kunne ikke lade ham stå derude. Hun lukkede kort døren før hun åbnede den helt for ham og den tomme lejlighed kom til syne for ham. "Kom indenfor" Hun smilede stille og så rundt i sin lejlighed. Hun rødmede en smule, hun var ikke stolt af sin lejlighed mere. Hun bed sig i læben og så ned, hun var bange for hvordan han ville reagere. Ville han mon også lægge mærke til at de havde taget varmen her. Og snart ville de også tage strømmen. Lejligheden var oplyst af stearinlys hvilket også gav en smule varme og pejsen gav jo også varme så der var ikke koldt. "Har du noget til mig?" Hun så forvirret ud og forventede egentlig bare at det var noget han havde glemt hjemme hos ham.

Han gik ind med, posen, tasken, kurven og guitaren som han havde på ryggen. han stilte det på gulvet og gik hen til hende, han krammede hende. "jeg har savnet dig" hviskede han. Han slap hende og smilte. han lukkede døren og svarede, "ja jeg har noget til dig" han smilte og tog kurven frem, en tallerken fyld med brunkatofler og salt ved siden på en anden tallerken. "du sagde du den gang at du var vegatar, så jeg håber det er fint nok" sagde han og smilte. Tasken tog en frem og havde en dug med. Han så at der var tomt i lejeligheden, men det var ikke vigtigt nu. Han lagde den store dug på gulvet, lagde tallerken oven på. Glas, rødvin og kniv og gafel. Nu var det posen, i posen var der 2 pakker, en stor og en lille. "glædelig jul" sagde han tavst og rakte hende den store pakke først.

Hun så på ham og bed sig i læben. Hun havde savnet ham, virkelig meget. Mere end hun faktisk havde lagt mærke til. Hun rødmede en smule men gengældte krammet, hun nød øjeblikket i hans arme. "Jeg har også savnet dig". Hun låste døren efter ham da hans havde lukket den, hun var aldrig alene hjemme med ulåst dør og heller ikke med gæster på besøg. dette kvarter var ikke lige det bedste at bo i. Hun så bare på tallerkenen og kunne ikke lade være med at smile, det var så sødt tænkt. "Mange tak, det er perfekt" Hun smilte og så på ham, hun stilte tallerkenen på madrassen ved siden af den skal salat hun havde siddet og spist da han havde banket på. Hun så på dugen og kunne ikke lade være med at smile, han var så betænksom. Hun stirrede bare på ham og derefter på pakken som hun stille tog. "Sariel, det er alt for meget" Hun så ned og stilte pakken på gulvet hvorefter hun satte sig ned og så op på ham. Hun klappede på gulvet ved siden af sig selv for at indikere at hun gerne ville have han satte sig ved siden af hende.

Han så hvor glad hun blev og så blev han også rigtig glad, han havde planlagt det i de få dage han var for sig selv, han havde ikke forladt lejeligheden overhovedet. Han skulle lige til at sætte sig, "org vent! der er lige en ting til, eller to" sagde han og gik tilbage til guitaren, pakkede den ud og hev en mini juletræ op af tasken. Han satte juletræet midt på dugen. "så er det perfekt" sagde han og smilte kært. Han satte sig med sin guitar. Han lagde guitaren lige ved siden af dem så den ikke var i vejen. "lad os spise først" sagde han og smilte. I den store pakke var der en mørkerød festkjole, i den lille pakke var der en halskæde med en rubin sten som var formet som et hjerte. Han havde jo penge nok, og han vidste aldrig hvad han skulle bruge dem til, så hvorfor ikke til den pige han elskede. Han glædede sig rigtig meget til at hun åbnede gaverne op.

Hun så på ham og smilede stille, hun var glad for at han var kommet, hun havde ikke lyst til at være alene juleaften og det var hun jo ikke mere nu, nu var Sariel her jo. Hun så på juletræet og bed sig i læben før hun satte sig på tæppet ved siden af ham, og så på guitaren. Hun så så på ham og lagde hovedet på skrå og bed sig let i læben. Hun så ned på maden, juletræet, gaverne og guitaren. Det var perfekt i hendes øjne. Hun tog gaffelen og stak den i en af brunkartoflerne hvorefter hun holdte den frem foran hans mund. Hun smilte stille.

Brunkartoflerne var lige blevet færdige da han gik hjemmefra, men efter at han havde taget den lange gå tur så var de nok kølet lidt af men de var ikke kolde. Han åbnede munden og fik kartoflen i munden. han tyggede, "mmh, jeg er god i et køkken" mumlede han og slugte. Han tog en gaffel og stak ned i en kartofle. Nu var det hendes tur, "åben op" sagde han på en stille kær måde og små grinte lidt. Det var en smule sjovt. Dette var en juleaften han ville kunne huske i meget langtid.

Hun smilte stille og bed sig i læben. Hvorefter hun grinte af hans kommentar. Det var langt tid siden hun havde grint så de var dejligt endelig at kunne gøre det igen. Hun betragtede ham kort før hun smilte et dejligt og blidt smil. Hun åbnede stille munden og tog imod kartoflen han ville give hende. Hun tyggede den og smilte tilfreds. "Det smager rigtigt godt" Hun stak gaflen i endnu en og holdte den foran hans mund.

Han åbnede munden og spiste. Han slikkede sig om munden. "mh, resten er til dig, fordi du dejlig" sagde han sødt og tog guitaren frem. "jeg har skrevet en sang til dig" sagde han hviskende og tilpassede sig på måden at sidde på. Han fandt sin plektor frem. "I smile because I think of you, I blush. These bleeding hollow dials, this fuss. Fuss is made of miles and travels when roadways are but stones and gravel. A bleeding heart can conquer every crutch. Booked our flight those years ago, You said you loved me as you left me. 'Grets still haunt your saddened head but I promised you I will see you. Booked our flight those years ago, I said I loved you and I left you. 'Grets no longer in my head, But I promised you and now I'm home again, again, again, again, again, again. I'm home again. ( https://www.youtube.com/watch?v=BShdnDU0cH0 ) Han stoppede med at spille og satte guitaren væk igen. Han smilte og kløede sig i nakken, han rødmede.

// han synger hele sangen, synes bare det var så en sød tekst xD //

Hun så på ham og smilte og spiste selv en mere men efter det kunne hun ikke få en bid mere ned. Hun var mæt. Hun så at han tog guitaren frem så hun lagde sig ned på tæppet og så op på ham. Hun lukkede sine øjne og lyttede til hans sang. Et smil og en rødmen tydeligt. Da han var færdig satte hun sig op og så på ham. "Wow, det var virkelig smukt" Langsomt lagde hun armene omkring ham og krammede ham. Det var dejligt at kramme ham igen.

Han rødmede, "tak, det er din sang" sagde han kært og smilte. Han følte hendes arme omkring ham og han gengældte krammet. Gud hvor var det skønt. Han holdt om hende og nød hendes duft, den duft af hende som han lod slippe væk, hvor dum kunne han dog ha været. Han ville så gerne kysse hende, og holde hende tæt, bare for at føle hende, men det var vidst lidt for tidligt. Han holdte om hende let, så hun kunne slippe krammet når hun ville, han ville bare ikke skubbe hende væk.

Hun så forvirret på ham, "Min sang?" Hun lagde hovedet på skrå og bed sig i læben. Hvad mente han med at det var hendes sang, det var da hans sang. Han havde skrevet den. Langsomt trak hun sig væk fra ham, hun sad lige foran ham med et dejligt og fortryllende smil på læberne. Hun strøg noget hår ud af sine øjne og kravlede over til sin computer og satte noget stille og stemning skabende musik på. "Hvad har du så lavet her de sidste par dage?" Hun lagde sig endnu engang ned på tæppet.

han smilte, "jeg skrev den til dig" sagde han hviskende. Det virkede vel en smule åbenlyst, efter han sang, i love you more that i can ever sream. Men han smilte bare. Han så at hun lagde sig ved bærbaren, hun så sød ud når hun lå der. Han kløede sig i nakken, "jeg har faktisk først forladt lejeligheden idag for at finde dig" sagde han sødt. Han så på pakkerne, "skal du ikke åbne?" sagde han med et kært smil, han kunne ikke vente med at se hendes ansigt når hun så kjolen og rubinen.

// Godnat :b //

Hun så på ham og rødmede vildt. "T-Til mig?..." Hun bed sig i læben og satte sig op og betragtede ham. "Var den smukke sang virkelig skrevet til mig?" Hun satte sig op igen og lagde hovedet på skrå og bed sig i læben. "Seriøst? Hvorfor?" hun så forvirret på ham og smilte stille. "Jo, men jeg syntes stadig det er alt for meget." Langsomt og forsigtigt begyndte hun at åbne den store gave mens et smil dekorerede hendes læber.

// Godnat ^^ //

Sariel nikkede igen, "Ja, til dig" svarede han roligt. Han rødmede, "fordi, det fortjente du at høre" sagde han tavst. Hans hjerte hoppede der ud af, han ville bare så grumt have hende tilbage, men han skulle først vise hvad hun betød for ham, og han forsøgte virkelig. Han grinte lavmælt. Uhh, den store pakke, fest kjolen. Han regnede med at det var i den rigtige størrelse. Han betragtede hendes ansigt imens hun åbnede op.

Alane så på ham og bed sig let i læben, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hendes blik faldt hurtigt og en rødmen dækkede hendes kinder. "Mange tak Sariel, det betyder meget for mig" Hendes stemme var helt ærligt og meget smigret. Det betød virkelig meget for hende det han havde gjort. Hun smilede stillen mens hun fik pakken åbnet. Langsomt og forsigtigt tog hun kjolen ud af kassen og så på den. Hun stirrede bare på den og derefter på Sariel. Hun lagde den fra sig i kassen igen og overfaldte ham i et kram. Hun havde fået tåre i øjnene, det var den enste julegave hun havde fået siden hun var 11 også sådan en flot en som den her, men det var alt for dyr. "Du har brugt alt for mange penge på mig" Hun holdte sig selv tæt ind til ham med hovedet begravet i siden af hans hals.

Sariel smilte stort og faldt tilbage i hendes kram, han krammede også hende. "hvor du dejlig" sagde han grinende og var bare så lykkelig. Men man kunne ikke købe sig til at få en kæreste det vidste han godt, han håbede ikke at det var sådan hun tog det. "Jeg er ligeglad med penge" sagde han hviskende og ga hende et klem og slap hende så. Han smilte meget glad til hende, det gjorde ham glad at hun var glad. Det var det vigtigeste. "kom nu, den lille gave" sagde han fnisende, det var jo kun jul en gang om året.

Hun blev bare liggende i hans arme, det føltes virkelig godt at være i hans arme igen men alligevel forkert på grund af de ting han havde gjort mod hende. Hun var ikke sikker på at deres forhold nogensinde ville blive det samme igen. Hun satte sig op igen og en enkelt tåre gled ned af hendes kind som hun hurtigt tørrede væk. "Det er stadig for mange penge at bruge på mig" Hun rødmede en smule, hun var ikke vant til at folk brugte penge på hende. Hun smilte stille og tog den lille gave som hun langsomt åbnede. Endnu engang sad hun bare og stirrede på den virkelig smukke haldskæde. Forsigtigt tog hun haldskæden op, hun kiggede på Sariel. "Den er falsk ikke?" Det var ikke fordi hun ville tro på den var rigtig. Hun var ikke værd at bruge så mange penge på..

Han rystede stillede på hovedet, "rubin" sagde han og smilte mere og mere. "kan du li den?" sagde han og smilte med et fjovet smil på læben. Sariel var godt klar over at det var ikke sikkert at han ville kunne få hende tilbage, men han ønskede hende så inderlidt. Han havde aldrig elsket en pige som hende så stort. Så gaverne var kun for at gøre hende glad så vidt muligt, og hvis han ikke fik hende tilbage, ville han selvfølgelig blive knust, men så håbede han også at hun ville finde den rigtige endag, han havde bare at passe ordenligt på hende! Mere end han selv gjorde. Han slog hurtigt tanken ud af hovedet. Gid han kunne spole tilbage og gøre alt om.

Alane så på ham med store øjne, det her var virkelig alt for meget. Hun kunne ikke tage imod det. Hun bed sig stille i læben "Sariel, det her er alt for meget, jeg kan umuligt tage imod det" Hun tog hans hånd og placerede haldskæden i hans hånd. Tænk at han ville bruge så mange penge på hende som han gjorde, det var helt uvirkeligt. Hun lænte sig over og gav ham et kram, denne gang pressede hun hele sin krop tæt mod ham for at komme så tæt ham som muligt. Hun kunne godt mærke at hun stadig havde store følser for ham men desværre var hun for bange for at blive såret eller svigtet igen. Ville hun kunne stole helt på ham igen. Tankerne bragte tåre frem i hendes øjne og et par enkelte gled ned og ramte Sariels trøje, bare han ikke ville mærke dem.

Sariel så trist ned på sin hånd og lukkede. Han lukkede øjne og følte hende i hans favn. Måske var det for meget, men gaven var til hende og han ville ikke give den til nogen som helst andre, det var alt for personligt til at man bare kunne give den videre. Han følte der blev en smule fugtigt på hans mave, han så ned på Alane og følte en smule utryg stemning. Han slap hende og tog hende væk fra sig og så på hende, "græder du?" hviskede han og tørte hendes tåre væk. Han åbnede sin hånd op. "den er altså til dig" hviskede han og smilte blidt.

Alane så på ham og bed sig i læben. "Vil jeg nogensinde kunne stole på dig Sariel, eller vil du være mig utro igen hvis vi bliver et par?" Tårene flød stadig. Hun var bange for svaret. Hendes blik faldt stille og hun slap ham. Hun snøftede stille, det var længe siden hun havde grædt så meget over en ting. Det gnorde nok ondt på Sariel at han endnu engang var skyld i hendes gråd. Hun så stille på hans hånd og tog forsigtigt haldskæden fra hånden. "Vil du give mig den på?" Hendes stemme lød håbefuld. Det ville betyde virkelig meget for hende hvis han gad.