Dig?! Du er ikke velkommen her! ~ Alistair og Nazareth

Dato: 25 dec.
Tid: Lørdag morgen, omkring ved 11 tiden.
Årstid: Vinter.
Vejr: Usigeligt koldt, men meget malerisk.
Sted: En enestue i hospitalets fødeafdeling.
Omgivelser: Minimalisktisk indretning, med upersonlige hvide møbler, der giver et klinisk rent indtryk.

Saga sad roligt på sengen med en åben bog foran sig. Det længe, mørke hår var samlet i en hestehale, og så egentlig ud som om det godt kunne trænge til en vask efter nattens anstrengelser. Hun så umådeligt træt ud i ansigtet, med sorte poser under øjnene, men sove, det kunne hun ikke skønt det ikke var megen søvn hun havde fået det sidste døgn. Hun kunne ikke rigtigt koncentrere sig om bogen hun ellers foregav at læse, men tog sig hele tiden i at sidde med øjnene hvilende på det lille barn det lå i en lille seng for sig selv. Det kunne man vel egentlig heller ikke fortænke hende i, med tanke for hvad hun havde været igennem den nat. Barnet, der lå og sov så sødt, var egentlig tvilling, men ikke begge børn havde klaret det gennem fødslen. Kun denne lille dreng havde kæmpet hårdt nok. Det havde ellers været en af hver. En dreng og en pige.
Saga sukkede kort, og vendte blikket mod vinduet. Sneen havde lagt sig som et hvidt lag af pulver og alting. Alting var bare hvidt.. Det var simpelthen til at blive træt i hovedet af! Hun rystede let på hovedet, for så igen at vende opmærksomheden mod bogen foran hende.

Alistair var blevet ringet op tidligt den morgen af hospitalet. Hans datter havde født. Det undrede ham egentlig, at de vidste at hun var hans datter. Hun var ikke indskrevet nogle steder som hans barn, og han var sikker på at han nok var den sidste hun havde lyst til at se i et sådant ømt tidspunkt. Han havde forstået på sygeplejersken der havde ringet, at et eller andet var gået helt galt under fødslen. Måske barnet var dødfødt? Åh gud nej, det håbede han sandeligt ikke! Ikke fordi han følte medynk for pigebarnet, men fordi at hun var et resultat af hans langvarige forskning, og ekspermentation. Hvis hun fejlede, og ikke var i stand til at levere et levedygtigt barn, så var det hans skyld. Så havde han fejlet, så havde han tabt. Og Alistair hadede at tabe. Hvilket vel egentlig også var grunden til at han var i live endnu. Han havde trukket sig tilbage fra sit tidligere hverv i tide, før han blev for gammel til at kunne overleve det.
Han gik hen til en skrænke, hvor en ung pige sad, og så umådeligt ligeglad ud. "Jeg skal besøge Miss. S. Savage, kan du fortælle mig hvor hun er?" spurgte han høfligt, og sendte pigen et venligt smil. Pigen så på ham en tid, med et blik der talte sit tydelige sprog om hvor lidt hun havde lyst til at være der. Så tastede hun noget ind på sin computer, for så at vende sig mod ham igen. "Du skal op på første sal og til højre ned af gangen. Også er det femte dør på venstre hånd. Men besøgstiden starter altså ikke før klokken tolv, bare så du ved det." svarede hun, og så på ham med sit ligegyldige blik. "Det er meget fint." sagde han blot, og nikkede let, hvorefter han satte kursen mod elevatoren, og rettede let på den buket blomster han havde i favnen, for synets skyld.

Også Nazareth havde tilbragt natten på hospitalet, dog ikke under nær så anstrengende omstændigheder som den kvindelige varulv. Han havde blot fået et ordenligt lag tæsk, som han nu havde været inde og få rettet en smule op på. Den ene arm var i gips, og en forbinding lå stramt om hans brystkasse, for at stødte de ømme ribben. Det var længe siden han var kommet så slemt til skade, men heldigvis var han ikke den eneste der var gået såret fra stedet. - Udyret han havde været oppe mod havde skam også redet sig nogle fine skræmmer. Faktisk var det ikke så slemt, det at han var blevet skadet. - Med hans arbejde kunne det som end være gået meget værre, nej det der rigtigt gik ham på, det var at han ikke havde gjort en ende på udyret. Det var et hak i hans stolthed. En ting som han ellers havde meget af.
Han trådte ud af elevatoren, og løftede så hovedet. Ingen skulle se ham gå med ludende hoved som en anden hund! I det samme fik han øje på Alistair, der var på vej imod ham. - Med blomster i favnen? Det havde han da ikke gjort før... Altså, han var da kommet og havde hentet Nazareth på hospitalet før, men aldrig havde han medbragt blomster. "Far?.. Hvad laver du her?" spurgte han undrende, og så undersøgende på den efterhånden gamle mand.

Alistair så overrasket på sin søn, da han trådte ud af elevatoren. Som han dog var tilredt! "Hvad i al verden laver du her, knægt? Hvad har du nu rodet dig ud i?" spurgte han med en blanding af overraskelse og vrede i stemmen. Han var sådan set ikke vred over at finde drengen på hospitalet, det betød blot at han lavede noget. Nej, det han blev vred over, det var at drengen skulle finde ham sådan her. - Med blomster i favnen, i et forsøg på at vise sig som en kærlig far for den datter ingen skulle vide at han havde. Det var jo helt hen i vejret! Så rystede han på hovedet, og greb knægten ved kraven, for at trække ham med sig ind i elevatoren igen. "Kom så, der er nogen du skal møde." vrissede han, og brummede irriteret til sig selv. Dette var en situation han helst ikke havde set opstå. Men selvfølgelig, i julens ånd skulle der selvfølgelig den helt store familiegenforening til. Der var en grund til at Alistair altid havde hadet julen. Det hele var komplet åndssvagt efter hans mening. Da dørene havde lukket sig, og maskineriet førte dem opad snakkede han atter til sin søn. "Du har bare at opfører dig ordenligt, hører du. Den kvinde du nu skal møde er ikke et menneske, men du må under ingen omstændingheder angribe hende. Hun gør nytte på anden vis, er en del af en højere enhed." fortalte han, uden så meget som at se på den unge mand der stod ved hans side.

Nazareth skar ansigt af smerte, da han blevet med ind i elevatoren igen. Vent, hvad var det? Et udyr der ikke måtte dræbes? Hvad i al verden var dog det?! "Hvad er det du har gang i? Er du faldet for et af de afskum?!" spurgte han med en vred undertone, og så på Alistair med afsky i blikket. Det var dog afskyeligt! Grotesk og ulækkert, det var hvad det var! Han rystede let på hovedet og strøg en tot sort hår om bag øret. Dog fulgte han efter sin far, da elevatoren stoppede, og denne begyndte at gå. Han savnede svar på sine spørgsmål, men var udemærket klar over at han ikke skulle regne med at få dem af den gamle mand. Ville han have svar måtte han blot følge trop og observere, det var sådan det altid havde været. "Hold kæft, knægt, og se efter! Sådan lærer du mest!" Sådan havde hans far altid sagt til ham, så sådan havde han ofte gjort. Næsten i hvert fald. Det der med at holde kæft, det kunne godt knive af og til, men se efter det var en efterhånden blevet godt til.

Saga klappede irriteret bogen sammen, og rejste sig fra sengen. Hun kunne ikke holde ud at skulle befinde sig på det lille hvide værelse. Hun stillede sig hen til barnesengen, hvor den lille dreng lo og sov. Så rakte hun ned efter ham, og tog ham forsigtigt op i sin favn. Placerede ham sådan, at hans hoved hvilede mod hendes skulder og han egentlig saf oprejst. Alligevel sov det lille barn videre. Hun kyssede ham ømt på panden, og placerede en beskyttende hånd om det skræbelige hoved. Hun gik hen til vinduet og så ned på parkeringspladsen ude foran det store hospital, mens hun nød at mærke tungden af hendes sovende søn mod sin arm, og at høre det tunge åndedrag. Det beroligede hende at kunne mærke hvor levende den lille dreng egentlig var.

Alistair bankede let på døren, og trykkede så håndtaget ned. Da han trådte ind på værelset fik han hurtigt øje på den unge pige, der stod ved vinduet. "Du burde lade barnet ligge, min pige." Kommenterede han roligt, og fortsatte ind i rummet. "Hvordan gik fødslen? Er barnet sundt og rask? Er der nogle skavanker?" spurgte han, og lagde blomsterne på et lille bord. Han så interesseret på det sovende barn i sin datters arme. Barnets helbred var meget vigtigt for ham. Vigtigere end man umiddelbart skulle tro at det ville være. Da han havde sikret sig at der ikke så ud til at være nogle umiddelbare skavanker på barnet, vendte han endelig blikket mod kvindens unge ansigt. Hun var efterhånden ved at blive køn. "Er det en dreng?" spurgte han så endeligt, og så på hende med et smil om munden.

Nazareth holdt sig i baggrunden, og betragtede opmærksomt den unge kvinde. Hun så ud til at være omkring på hans alder. Der var i hvert fald ikke meget forskel på dem. Han havde aldrig set sin far opføre sig sådan før. Han var meget interesseret i det barn. Måske var det hans?... Det lød fuldstændig makabert, om hans far skulle have været i seng med en kvinde der kunne være hans datter. Det var simpelthen bare ulækkert. Han rystede på hovedet, og nægtede at tænke sådan på det. Vent... Hun kunne være hans datter?... Var hun Alistairs datter? Det ville gøre hende til Nazareths søster... Hvordan kunne det så være at de aldrig havde mødt hinanden? Nej, det kunne da simpelthen ikke passe... Kunne det?

Saga så på den gamle mand med noget der kunne ligne afsky i blikket. Vreden næsten stod ud af hende, og det var næsten som m temperaturen sank med flere grader. "Ja, det er en dreng, og ja han har det godt. Nej, der er intet galt med ham." svarede hun kort for hovedet, med en meget behersket stemme. "Hvad laver du her, Alistair? Og hvem i al verden er det pjok du har taget med dig?" spurgte hun så med tydelig irritation i stemmen. Det var helt tydeligt at hun ikke brød sig om Alistair, og lige så tydeligt at hun helst så at han ikke var kommet for at besøge hende. "Hør, Alistair, jeg er træt, og jeg har haft en hård nat. Vil du ikke nok være sød, og gå din vej, og tage din fyr med dig?" spurgte hun så, og rystede på hovedet. Hun så udmattet, næsten opgivende ud som hun stod der, med ludende skuldre, sorte render under øjnene, og det lille skrøbelige barn i favnen.

Alistair var tydeligt lettet over at høre, at der ikke var noget galt med barnet. Så rettede han et fornærmet blik mod den unge mor. "Du skulle snakkede pænere om din bror. Han er efternhånden blevet en helt talentfuld jæger." sagde han, og løftede sigende det ene øjenbryn. Så blev han endnu engang mild i ansigtet, og rakte ud efter det lille barn. "Kom, lad mig se ham. Hvem er hans far?" Enten var Alistair komplet ligeglad med sin datters udmattelse, eller også var han blot for ivrig efter at se nærmere på barnet til at tage sig af det... Eller måske en blanding af begge? Det var sådan set lige meget, det havde den samme effekt. - Alistair blev hvor han var, og Saga fik på ingen måde sin vilje. Da drengen lå i hans favn viste der sig et ømt smil på hans læber. Så vendte han sig mod Nazareth. "Du vil vel have en forklaring? Saga og du er søskende, tvillinger nærmere bestemt. I er begge skabt ved videnskabelige eksperimenter, for at udvikle dusørjægernes jagtteknikker. Du er dog den mere vellykkede del af eksperimentet. Og du skal ikke se så fornærmet ud, dreng! - Jeg har givet dig en udemærket uddannelse, som du ikke kunne have fået hvis du havde skabt bånd til en varulv! Ej heller havde jeg kunnet lære dig at slå væsner ihjel med en varulv rendende rundt og forstyrre dig." sagde han roligt, som var det hverdagskost at få at vide, at man faktisk havde en tvilling som man aldrig havde mødt før.

Nazareth rynkede på næsen ved fornærmelserne fra den unge kvinde. Dog fik hans fars ord fremkaldt er forbløffet ansigtsudtryk. Bror? Men det ville jo betyde... At... At.. Og så en varulv?! Var Alistair da gået fuldstændig fra forstanden?! Nazareth tvang sig til at beherske sig selv, og et ulæseligt udtryk gled over hans ansigt. Endnu havde han ikke åbnet munden for at sige noget. Dog, da han blev præsenteret for sandheden om hans oprindelse kunne han ikke længere holde masken. "Et eksperiment? Er det alt? ET SKIDE EKSPERIMENT?!" Først hvislede han lavmælt og vredt, men det sidste råbte han rasende ud i rummet. "Så jeg er måske ikke engang barn af dig? Du valgte blot at beholde dit lille 'eksperiment'? Hm?" forstatte han så i et nget mere behersket toneleje. Han ignorede varulven fuldstændigt. Hun var ikke vigtig lige nu. Og desuden så kunne hun så let som ingenting slås ihjel. Specielt nu, hvor hun stadig var svækket efter ni måneders graviditet, og en tilsyneladende hård fødsel. Så pis være med hvad Alistair sagde... Ikke om han ville have et dyr til søster... Ikke om han ville tillade det...