Hvor jeg dog elsker at klatre i træer - Nazareth

Dato: 25 december
Dag: lørdag
Tid: 19.00
Sted: en café lige uden for parken
Vejr: helt vindstille og ingen sne eller regn, klar himmel
omgivelser: næsten ingen mennesker og ikke mange andre steder der er åbent

Jake havde siddet der noget tid nu. Han sorte sølvagtige øjne skinnede imens han betragtede ydersiden af den rude han sad inden for. Han havde siddet og prøvet at få færden af et hvilkensomhelst væsen, som han endten kunne irretere eller snakke med. Sådan var det tit når han kedede sig, så tog han ud og ledte efter endten andre væsner eller nogen mennesker at sætte på plads, i nogle tilfælde dræbe. Sådan var det også i aften, det store palæ havde synes så tomt og han havde ikke kunne holde ud at sidde bare et minut mere og stirre ud i luften der, for dér kom i hvert fald ikke nogen. Han prøvede altid at bilde sig selv ind at han var van til at være alene og at han ikke behøvede nogen, det var ikke sikkert det var sådan, men nu var det blevet sådan. Han behøvede ikke andre. Måske en gang imellem nogen at slås med.
Med et koldt smil rejste han sig fra det lille bord han sad ved. Han ville ikke være her mere. Tavst betalte han den kop kaffe han havde siddet med og begyndte at gå imod udgangen. Han trak den sorte hætte fra den trøje han havde på op over sit sorte hår der fik et blåligt skær du han trådte ud i lygtepælens lys. Det var allerede blevet mørkt. Med et suk begyndte han at gå imod parken og han nåede snart de første træer. Et kraftfulgt hop satte ham af fra jorden og han greb fat i en gren 2 meter oppe og svang sig op i den, hvorefter han hoppede videre til det næste træ. Han kravlede hurtigt lidt højere op og beplantede sig på en gren hvor han blev siddene og kiggede ud i natten. Der var stort set ingen mennesker, men måske var det fordi de fleste ville foretrække at holde 1 juledag derhjemme.