Et mystisk møde - Freja.

Tid: Klokken er 22:00.
Vejr: Koldt og det sneer.
Årstid: Vinter.
Omgivelser: Træer, skolebænke, sne osv.
Påklædning: En vinterjakke, sorte jeans, vintersko og hue og vanter.

Emily sad på en af skolegårdens bænke. Det var koldt, men hun ville gerne være alene. Hun så rundt, og havde på fornemmelsen at ude i mørket, der gemte sig et eller andet. Hun rystede på hovedet, stirrede ud i mørket og koncentrerede sig. Hun gned sig lidt og og ned af sine lår for at hun kunne holde varmen. Hun regnede ikke med at møe nogen her på dette tidspunkt. Hun lukkede roligt sine øjne, lænede sig tilbage, lod mørket sluge hende. Hun lyttede til sit stille åndedræt, og prøvede at se om hun kunne høre andre lyde.
Snefnugene landede i hendes hår, og smeltede så de lignede små diamanter. Hendes tænder begyndte at klapre, men hun bed tænderne sammen, og ignorrede kulden. Hun lukkede sine øjne mere i, og lyttede mere koncentreret.

Freja bevægede sig rundt ude på parkeringspladens som tilhørte Sheria high school. Hendes stille skridt var næsten lydløse mens hun gik rundt og kiggede lidt ind i de biler der stod der. Hun var iført en sort kort nederdel som gik hende til midten af låret, sorte strømpebukser, et par mørkegrønne gummistøvler og en brun frakke som stod åben. selvom vejret var koldt frøs hun ikke det mindste, selvom det for mange nok ville se det som e god ting hadede hun det. minderne om de følelser fra hendes tit som menneske var fjerne men alligevel savnede hun det. stilfærdigt bukkede hun sig ned og kiggede ind af en rude på en bil. nogle gange fandt hun spændende ting folk havde glemt her på skolen, andre gange, ingenting.

Emily knugede sin jakke tæt ind til sig. Hun klappede sig højlydt på lårerne, for at få varmen i dem. Hun grinte svagt, og lavede en rytme ud af det. Hun klappede meget koncentreret, og var helt sikker på ikke at møde nogle herude. Hun var helt optaget. Da hun igen havde fået noget varme i lårerne, lænede hun igen hovedet tilbage, og lukkede øjnene. Hendes læber var begyndt at fryse, og hendes tænder klaprede igen. Hun kunne ikke holde det tilbage og ville ikke. Hun lod et smil strejfe hendes læber, og var i et underligt godt humør, udover hvor hun befandt sig. Hun var rigtig glad. Hun hørte ligesom når nogle lavede fodspor og sneen blev trykket ned. Hun åbnede brat øjnene, men der var ingenting overhovedet. Det var bare hendes tankegang der spillede hende et pus. Hun lagede hovedet tilbage igen.

Freja hørte lyden af noget der lød som klap. hun hævede det ene øjnbryn, kastede et sidste blik ind i bilen og gik få efter lyden. skolen var stor og tom, så chancen for at finde den larmende genstand var nok ikke så stod. muntert sukkede hun og stak hænderne ned i de hjerteformede lommer som sad på jakken. det var en hun engang havde fået i gave af sin storbror, så derfor holdte hun meget af den, selvom han nok næppe havde betalt for gaven. et stille smil gled hen over hendes kønne ansigt og fik hendes til at kaste let med hovedet mens hun gik hen langs e af det lange bygninger. Duften af menneske der ramte hende da hun drejede ind imod skolegården gjorde bestemt ikke det hele mindre spændende. skikkelsen af en ung pige kom til syne. hvad fanden fortog hun sig egentligt her på denne tid?

Emily havde ikke hørt nogen. Hun havde bare lukkede øjne, og glemte alt omkring hende. Hun var dybt inde i sine egne tanker, så hvis nogen kom og stillede sig foran hende, gik forbi hende eller noget, ville hun sikkert ikke bemærke det. Hun lod sig selv fryse, og regnede med at hun vendede sig til kulden, da hun regnede med at hun skulle side her i et godt stykke tid og lytte til sit eget åndedræt.
Der var faldet mange snefnug og de havde lagt sig i hendes hår. Det var meget smukt. Hun trak huen længere ned over ørerne. Hun begyndte automatisk sine tommeltotter køre rundt og hianden, så de indimellem havde lette berøringer. Hun var en smule anspændt og det kunne man også se på hende, men der var jo ingenting at være bange for, troede hun.

Frejas øjne glødede kraftigere end normalt. hun havde ikke spist de sidste par dage, ikke så meget på grund af mange på føde men hun havde for vane at trække måltiderne så langt som muligt. gummistøvlerne larmene da hun gik ud fra skyggerne og gik målrettet over imod skikkelsen som sad ovre i den modsatte ende af gården. sneen faldt fint ned over det hele og hun undrede sig lidt over at et menneske ville sidde ude i den kulde. "godaften" lød hendes barnlige stemme kort før hu stoppede op ca. 10 meter fra bænken hvor hun sad.

Emily slog brat øjnene op, og kiggede på den kvindelige skikkelse der stod ca. ti meter fra hende. Hun lagde lidt hovedet på skrå og lod blikket falde over hendes tøj. Hun undrede sig over at pigen ikke frøs. "Godaften." Sagde hun og fokuserede igen på pigens ansigt. Hun smilte venligt, og krympede sig lidt mere sammen, da hun så ind i hendes øjne. Der var noget ved hende, der fik sig til at krympe sig langt sammen inde i hende, noget farligt, hun følte sig ikke tryk. Hun så lidt rundt, hvis der nu skulle ske noget, ville hun lede efter den nærmeste vej væk fra hende. Hun lod blikket vandre hurtigt rundt, og kiggede igen på pigen, med et koldt blik. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede dne igen, da det ikke var noget hun ville vide alligevel. Emily havde på fornemmelsen at hun aldrig skulle være gået herud, og at hun ville komme til at fortryde det.

med rolige stridt forsatte hun i hendes retning. i lommerne knugede hun sine hænder hårdt. "det er uhøfligt ikke at svare." påpegede hun og smilte let. høflighed betød en del for hende, sådan var nu opdraget og uden høflighed var man ikke ret meget værd.
hendes øjne flakkede hurtigt rundt fra pigen, til hendes hals, bygningerne og tilbage til hendes øjne. "jeg er så sulten." klynkede hun stille med gråd i stemmen. hun var endnu en meget ung vampyr og havde svært ved at styre sig selv til tider. tridtende blev ved indtil hun stod helt foran hende og stirrede intenst på hendes øjne.

Emily så op på hende. "Du skulle måske lytte bedre efter, jeg svarede." Sagde hun koldt og rystede på hovedet. Hun lod sine fingre glide rundt om hinanden, og ignorrede hende egentlig. Hun var da godt nok uhøflig. Hun så bare ned og log hendes tænder klapre, men ignorrede også det. Hun trak sig mere sammen, og var en smule bange for pigen, men ville ikke vise det.
Emily kunne mærke en svag kulde der kom fra pigen og undrede sig over hvorfor den gjorde det. Hun tænkte ikke næmere over det lige nu, og ville hellere beskæftige sin tankegang med noget andet. Hun vidste ikke hvad der ville komme.

Pigen havde nok ret men freja var ligeglad, hendes ord gik over hovedet på hende. hun vidste at hun havde overstredet en grænse ved at stå så tæt på, men menneskelige grænser var så..så grænseoverskridende? det gav ingen mening så hun besluttede sig hurtigt for at opgive at få noget fornuft ud af hendes tanker. elegant hev hun den ene hånd op af lommen, drejede håndledet i en cirkelt og tog så hårdt og bestemt fat om hendes kæmpe. selvom hun lignede en på 13 var hun enormt stærk i samligning med et menneske, den skønne følelse af magt flød ind over hende, noget der normalt tilhørte hendes fjender. et kækt smil kom fra hende da hun nu bøjede sig ind over hende, lagde hovedet på skrå og stirrede køligt ind i hendes øjne.

Emily stirrede på hende, og prøvede at fjerne hende blik, men det mislykkede. Hun trak sig længere ind, krøb sig så tæt sammen hun kunne. "Hvad vil du?" Sagde Emily, imens hendes tænder klaprede og hendes stemme skælvede. Hun var bange. Hun vidste nu at den lille pige ikke var et menneske. Hun stirrede på hende, prøvede at gengælde det kølige blik. Emily rejste sig op. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, og lod være med at stritte imod, indtil videre. Hun mærkede på sin jakkelomme. Ingen peperspray, men det ville nok heller ikke hjælpe mod et væsen. Hun stirrede på pigen og mumlede med munden ordet vampyr. Det var derfor hun udsendte den kolde, det var derfor hendes øjne glødede sådan. Nu faldt det hele på plads. Hun vidste hun var i fare.

hun blinkede lidt og smilte så charmende. "som sagt.." sagde hun og trådte nærmere på hende og lagde sit hovede ved siden af hendes, så hun kune dufte hendes hår."jeg er sulten.." hviskede hun tæt ved hendes øre og pustede svagt. grebet om hendes kæbe blev slapt og i stedet for lod hun sin kolde hånd folde sig om halsen. det var ligefør hun kunne måde høre og se hvordan blodet pumpede rundt under den tynde hud. sulten gnavede men alligevel ventede hun, det var sjovere at trække det lidt ud.

Emily tog fat om hendes hånd og prøvede at flytte den, imens hun rykkede bagud med hovedet. Hun ville ikke dø. "Vampyr" Sagde Emily bare og vidste egentlig ikke hvorfor hun gjorde det. Hun lukkede sine øjne og bevarede roen, og ventede bare på hun skulle mfå suget hendes blod, så hun kunne gøre det ovre med hende. Nu begyndte hun at spekulere på hvor de gjorde af ligene, når de var færdige med at suge deres blod. Hun tænkte, og en masse underligespørgsmål flød gennem hendes hoved. Det var åbenbart en panik ting hun havde, når hun var i fare. Hun smilede blot og bevarede roen, og viste ingen tegn for frygt, endu.

køligt smilte hun imod hendes varme hals da ordene lød. tøsen var åbenbart ikke helt så uvidende alligevel, men et menneske der kendte til væsner var farligt. blidt pustede hun til hendes hals og fulgte bare efter hendes bevægelser, det var intet problem selvom den fremmede var en smule højere. Freja åbnede let munden og trak vejret dybt. selvom hun kæmpede indmod var det intet problem at tvinge hende til at bøje nakken til siden, så hun bedre kunne komme til. halsen var fin og smuk, fri for ar hvilket tydede på at det var hendes første møde med en sulten vampyr.

Emily var ikke bange. "Du skal helst lade vær med at bide mig.. Jeg vil ikke dø, og jeg vil ihvertfald heller ikke være en vampyr" Sagde hun og så på den lille pige ud af øjenkrogen. Hun prøvede nu ivrigt at skubbe hende væk. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, for det var jo umugligt som menneske, at kæmpe mod en vampyr. Hun gjorde ingen modstand, men alligevel håbede hun på hun ikke ville gøre det. Emily snak en klump, og havde stærkt fortrudt hun var bevæget sig ud på dette tidspunkt om natten.

Freja trak sit hovede lidt væk og så betænktsomt på hende. "tro ikke at jeg vil give dig den gave, at blive en af os." sagde hun nærmest stolt over hvad hun var. hendes blik var seriøst et kort øjeblik før hun så med sin overmenneskerlige hurtigthed trak hende ind til sig og borrede sine tænder ind i hendes hals. den metaliske smagt af blod fyldte hende mund og fik hende til at stønne svagt af nydelse.

Emily skreg af smerte, og satte hendes hænder over det hele på modstanderen og prøvede at skubbe hovedet væk. Hun kunne mærke hun blev svagere og svagere, men alligevel kæmpede hun. Hun skreg alt hvad hun kunne, og skreg om hjælp, men vidste det var håbløst. Hun kunne mærke hun blev søvnigere og søvnigere. Hun skreg og skreg.

Freja var sulten, sulten og ret så grådig. hun tog hvad hun kunne få og når hun en gang imellem fik et menneske gjorde hun sig umagen for ikke at forspilde noget blod. et smilte bredte sig i hendes mundvig da hun hørte skrigene. kort trak hun sine tænder ud og gispede lydløst. "hold kæft!" beordrede hun med ømhed og ventede på et eller andet form for svar.

Emily gav hende en knytnæve på kinden, men faldt om på jorden af smerte og træthed. Hun ømmede sig over hele sin krop. "AVVV!" Sagde hun og skreg så højt hun kunne. Hun sukkede da hun vidste ingen hørte det, ingen kunne hjælpe hende. Ingen kunne hamle op med vampyren, det var ovre, hun ville ligge der og dø. Hun lukkede øjnene og sank endu en klump.

Freja undgik med lethed knytnæven og så hende falde. det undrede hende i grunden, men hun havde efterhånden erfaret at mennesker enten kæmpede eller overgav sig. det var jo ikke engang fodi hun havde drukke særligt meget endnu. elegant og yndefuldt satte hun sig ned ved hendes sidde. jorden var hård og kold men hun var ligeglad. mennesket her virkede sært. "slap dog af." sagde hun snerpet og trak sine ben til sig.

Emily følte sig slap, men alligevel ikke. Hun så op på vampyreren, der troede hun skulle bestemme over hende. "Ha" Sagde Emily bare, og havde ingen plan, om at fltyye sig fra den hårde og kolde sne. Hun smilte bare, og hun ville ikke give op så let, selvom hun havde tænkt den tænke for under et minut siden. Dette var hendes andet møde med en vampyr, og så var hun enda blevet bidt. Hun rystede bare på hovedet. Hun måtte jo virke som en sindsyg.

At hun ikke flygtede undrede Freja en smule. et lille smil gled over hende da hun hørte hendes hånlige tonefald. hun havde lyst til mere blod, det hun havde fået var langt fra nok men alligevel skulle tøsen jo helst kunne gå hjem. der var ikke meget ved bare at lade hende leve for at hun skulle dø ude i kulden. hun sukkede og så derefter på hende. "du må ikke være sur på mig.." sagde hun stille og så bedende på hende. der var intet værre end når folk var sure på en.

Emily rystede på hovedet. "Jeg er ikke sur på dig... Bare en smule irriteret" Sagde hun og smilte koldt. Hun var faktisk ikke sur på hende, det kunne hun ikke være. Hun var mere.. Chorkeret. Det var jo ikke lige hver dag man fik suget sit bold, og så åbenbart fik lov til at leve. Hun rystede på hovedet, og mente mere det var pigen der var sindsyg, og ikke hende selv. Hun så op på hende, satte sig op. Hun strakte sig, og følte efter på sit mærke. Nu ville hun rende rundt med det, i al evigheder, og hun kunne nærmest ikke dække det. Det var et ar for livet.