Det er en park, Jake!... Og her er koldt oO

Dato: 26. dec.
Dag: Søndag
Årstid: Vinter.
Tid: Tidlig formiddag.
Vejr: En let pulversne daler ned fra himlen, og lægger sig på de i forvejen hvide omgivelser.
Sted: Parken.
Omgivelser: Hvidt og koldt og øde.

Besværet bevægede den lille April sig gennem snemasserne. De postkasserøde gummistøvler havde en tendens til at hænge fast i sneen, og det blev ikke bedre af at de var for store, og derfor havde lettere ved at glide af de små fødder. April sukkede irriteret da hun for 117. gang kom til at sætte en purpur klædt fod ned i den våde sne. Opgivende satte hun sig ned på numsen, og hev gummistøvlen til sig. Hun forsøgte at børste foden af for sne, før hun satte den ned i støvlen igen, og rynkede på næsen. Hun var kold og våd, og det hele var bare dumt og ulækkert og øv. Hun snøftede kort, og rejste sig så op igen. Børstede sneen væk fra kjolen hvor hun havde sat sig. Hun var som sædvanlig iført en gammel, beskidt mere eller mindre hvid sommerkjole samt en cardigan i samme purpurøde farve som strømpebukserne.

Jake havde fundet sig en rigtig god spot i parken. Godt tilbagelændet på en gren oppe i et træ et par meter over jorden. Han havde været i utrolig dårligt humør og havde fundet sig selv så tæt på at sparke sin sammenbo og rengøringsmand og madlavningsmand, Pedro, over noget fuldstændig ligegyldigt. Det var bare en af de dage man bare skulle være blevet i sin seng men neeeej Pedro skulle abselut vække ham den morgen. Han rullede med øjnene og vendte sig lidt rundt på grenen så han kunne se ned i parken, den var helt tom, bortset fra en lille pige i røde gummistøvler lidt længere væk.

April prustede surt, og trak så hænderne op i cardiganens tynde ærmer. Så gik hun videre, med små besværede skridt. Hvorfor hun havde bevæget sig ind i parkens tykke sne, det vidste hun faktisk ikke. Måske fordi der så ofte var mennesker i parken, og mennesker som regel betød mulighed for at få mad og blive varm og mæt. April levede stort på folk der ikke kunne stå for et lille yndigt ansigt, der græd og frøs og jeg skal komme efter dig. Det var hendes måde at overleve på. Sådan måtte man gøre, når man ikke var ældre end fem år, og alligevel var snedig nok til at tage sin situation i egen hånd, og stikke af hjemmefra, når det hele blev alt for meget.

Jakes øjne villede på den lille skikkelse der stædigt kom nærmere. Hvad fanden lavede en 5-6 årig her ude alene og uden specielt meget tøj på? En ting kunne man da sige om ungen, den var stædig. Han overvejede lidt hvor lang tid der ville gå inden hun nok ville opdage ham, han var trods alt ikke højere oppe end at han var synlig når man kom tæt nok på. Ville hun blive skræmt eller glad over at se nogen, eller ville hun være helt ligeglad? Måske skulle hoppe ned og sige bøh eller noget, men han orkede det ikke og hvad skulle han også snakke med en lille menneskepige om?

April blik var rettet mod jorden omkring en halv meter foran hende. På den måde var det lettest at holde balancen. Hun fnøs let, og stoppede så op. Løftede blikket en anelse. Det var måske en fejltagelse at hun var taget ind her. Vent.. Hvad var dog det? En eller anden i et træ? Det var dog noget mærkeligt noget at gøre. Hvorfor skulle man dog ville sidde stille i et træ og blive helt kold? April blev også helt kold, og hun gjorde dog sit for at holde sig varm, skønt det ikke hjalp hende meget.

Jake kiggede stadig ned på den lille pige der var helt dækket sne. Han kunne se på hende at hun havde fået øje på ham. Hans læber formede sig i et lidt overlegent smil, hvor var han glad for at være dæmon og derfor ikke blive så påvirket af kulden og her i træet havde han ikke endgang kontakt med sneen så han frøs ikke selvom han kun havde en efterårsjakke på. burde hun ikke gå hjem? hun havde jo intet at gøre her især ikke med en dæmon der var i meget dårligt humør.