Daven møder Fie.

Fie skyndte sig om et hjørne fra en lille side vej. Hun bed sig i læben, og så lidt rundt med et lille smil. Hun var kommet hjemme fra. Hendes lejlighed lå i et af de mere fattige kvatere, men det det gjorde hende ikke noget. Hun bukkede sig ned, og lynede sine lange sorte støvler. Kort forsvandt hendes balance, hun begynde at hoppe lidt på et ben imens hun lynede støvlen. "Aaargh!"lød det lavt fra hende da hun krot var ved at vælte, men hun nåede dog at genvinde sin balance da hun satte det ande ben tilbage på jorden. Fie så lidt rundt og grinede så lavt af sig selv, hendes blå pandehår var gledet ned over hendes ene øje imens hun havde hoppet rundt på et ben. Hun begynde at små løbe ned af en anden lille gade, hun så kort tilbage da hun havde den ubehagelige fornemmelse af at hun blev forfulgt, også selvom hun ikke så nogen. Fie løb ind i en fremmed dreng, da hun ikke så sig for. Hun væltede ned på jorden i den slaget gav bagslag.

Daven gik rundt i sine egne tanker, og hørte kun Fies skridt bag sig, et splitsekund før hun bumpede ind i ham. Han fik et chok og nåede at gribe fat i en bænk så han ikke væltede helt. Han så forbavset om på hende og tog hendes ene arm for at hjælpe hende op. "Hey, er du okay!?" Spurgte han, stadig forvirret over, at hun var løbet ind i ham. Man skulle tro det var med vilje, da der jo ikke var andre mennesker eller noget. Og hvad løb hun fra? Han fik kigget på hende, og bemærkede først hendes blå pandehår. Det var ikke tit man så folk med farvet hår, men det var kind of ret fedt.

Fie havde slev fået et chok over hun var ramt ind i ham. Hvorfor havde hun ikke lugtet eller hørt ham? Hun så op på ham, da han hjalp hende på på benene. "Eh, jeg har det fint... Undskyld jeg så dig ikke"sagde hun, og så lidt ned af sig selv. Hendes jeans havde fået et hul ved knæet. Hun bed sig i læben, men smilte dog bare over det alligevel. Hun kunne nu straks lugte lugten af hund, eller rettere varulv. Hun smilte dog bare sødt til ham.
Fie så sig dog over skulderen for at sikre sig at der ikke var nogen? Hun bed sig hårdt i læben, og så så ned. Hun var sikker på der havde været en ligefør. Hun sukkede lavt så det næsten ikke kunne høres. Hun strøg hurtigt sit blå pandehår væk fra hendes øjne, så hun bedre kunne se, og så alt ikke så blåt ud.

Daven smilte bare, da han så at hun er okay. Det var en lettelse, at hun ikke bare var blevet sur på ham eller lignende, som folk af og til blev i storbyen, hvor han kom fra. "Det er helt okay, pas bedre på dig selv" Svarede han, som selvfølgelig var noget man skulle sige, efter sådan noget. Som varulv, kunne han også lugte hendes race, men Daven havde netop det problem, at han endnu aldrig havde hørt om vampyre eller varulve, udover på film, og troede tilmed, at han var en af de eneste der fandtes.
Han kiggede hende i øjnene og skulle til at gå, men han stoppede hurtigt sig selv. "Hvad løb du egentlig fra?" Spurgte han og så ud i intetheden, hvor hun var kommet fra. Ja det virkede jo i hvert fald ikke som om hun var ude at løbetræne.

Fie så på ham og smilte, hendes grønne øjne, så en lille smule usikre ud. Men det skyldes kun at hun havde følt sig forfulgt. "Eh, ja det skal jeg nok prøve på"sagde hun stille, og smilte sødt til ham. Det lå ikke til Fie at allerede fra starten af at være ond mod andre, og slet ikke fordi de var af anden race end hende. Hun bed sig i læben da tanken om at hun muligvis kunne blive nød til at løbe igen hvis hun var alene.
Fie så på ham, og blev kort forlegen over spørgsmålet. "Eh, jeg tror jeg bliver forfulgt"sagde hun stille og bed sig i læben. Hun så ned på sine fødder imens hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Hun tænkte lidt over hvorfor mon han var ude så sent? Han var jo varulv? Det gav ikke menning. "Ehm, hvad laver du her ude, midt om natten?" spurgte hun nysgerrigt og betragtede ham lidt. Hun kunne ikke regne ud hvad han lavede om natten i Wereclare, den by som var mest kendt for slås kampe om natten og sådan noget.

"Forfulgt?" Spurgte han med en smule forfærdelse i stemmen, da det lød meget mærkværdigt, men det skete vel for piger hele tiden? Og Fie var jo også både ung og pæn, så det var der vel ikke noget underligt ved. Daven havde dog aldrig prøvet noget lignende. Det var nærmest omvendt, fordi at folk flygtede fra ham når han forvandlede sig eller noget i den stil. Han var endnu ikke god til at styre det, og hans temperement var også blevet noget forstærket, efter at han var blevet bidt.
Han lagde slet ikke mærke til, at de var kommet ind i en begyndende samtale, og hyggede sig kun med det, eftersom at han jo måtte vente i noget tid, før hans tog til La Sunisha ville ankomme. "Ja eh... jeg missede mit tog" Svarede han ærgrende og kradsede sig lidt i håret.

Fie så på ham, og nikkede kort. "Ja, men det var mere en fornemmelse af det"sagde hun stille, og bed sig hårdt i læben. hun følte sig lidt dum over det hun havde sagt. "Ehm, jeg lyder sikkert sindssyg nu ik?"spurgte hun stille, og så på ham med sine grønne øjne. Fie led stadig lidt af sin usikkerhed, som hun havde fået efter et meget ubehagelig sammenstød med sin x. Hun så på ham med et lille sødt smil da han forklarede. "Trist"sagde hun stille. "Hmm, tja det her er nu heller ikke lige det mest festlige sted at vente"sagde hun stille, og smilte til ham. Hun brød sig selv ikke meget om byen, men hun havde ikke råd til andet.
"Har du så et sted at overnatte? Jeg har hørt noget om at toget først kommer ved en syv tiden"sagde hun stille, og tænkte lidt over det. Hun brugte selv ikke toget, da det for hende var hurtigere at løbe. Hun smilte sødt til ham, og så lidt rundt bare for at sikre sig igen om at de var alene?
Fie strøg kort sin hånd igennem de sorte hår imens hun smilte. Hun kunne ikke helt lade hver med at smile over tanken om at hun løb ind i den eneste på gaden, det var ret mærkeligt.

Han lo lidt da hun spurgte om hun lød sindsyg, og han måtte erkende at det lød lidt sådan, men det var ikke noget der generede ham. "Slet ikke" Svarede han bare med et forsigtigt smil. Han kom hænderne i lommerne og studerede hende kort. "Mmh, nej, det har jeg desværre ikke. Jeg kender ikke rigtigt nogen herfra" Svarede han "Jeg er her kun fordi jeg skulle skrive en anmeldelse til en cafe her i nærheden".

Fie nikkede kort, og forstod ham. Hun kendte selv ingen i La Sunisha. "Jamen... hvad gør du så i nat?"spurgte hun stille, og ventede spændt på et svar. Hun kunne nemlig selv ikke findet på et svar. "Aha"lød det stille fra hende. Fie bed sig i læben, og tænkte lidt over hvad han mon tænkte på. Hun smilte til ham, og betragtede ham lidt. Hun indrømmede at han så sød ud, men det var ikke noget hun ture sige bare lige uden vidre. Hun så kort ned, og smilte sødt.
Hun trippede lidt ikke fordi hun var utålmodig eller noget, bare fordi hun nogle gange bare skulle gøre et ellere andet. Hun var ikke helt sikker på om det var rastløshed? Fie smilte til ham. "Det er ret koldt, vil du med hjem til mig og få varmen?"spurgte hun i en venlig menning imens hun smilte sødt til ham. Hun frøs selv ikke, men det kunne jo være at han gjorde?

Han lo kort fordi hans svar ville komme til at lyde ret latterligt håbløst, når man tænkte over det. "Jeg vil vente" Svarede han og tog hænderne ud igen. Han havde ingen handsker, men det var som om, at efter han var blevet bidt af varulven, havde han aldrig haft problemer med at holde varmen. Han vidste godt, at han havde et meget sødt ydre, og det var sikkert også derfor, at han aldrig rigtig oplevede nogle grove mennesker. Det var i hvert fald sjældent. Så derfor var det ikke til så stor en overraskelse, da hun tilbød ham at komme hjem til hende, for hun havde vel ondt af ham? Det var vel sådan en pigeting at have ondt af fyre? Han vidste det ikke, men nikkede blot i taknemmelighed. "Jo, det kan jeg ikke sige nej til" Svarede han "Men er det okay? Vi kender dårligt hinanden"

Fie så på ham, og bed sig i læben. "Vente i Wereclare, du må være en optimist! Ikke ondt ment, men folk bliver slået ihjel her hver dag"sagde hun, og vidste dog godt at det var vampyre og dæmoner der var skyld i de mange drab, men det var en mindre detalje. Og selv om han var en varulv, så ville han stadig kunne komme til skade i gaderne om natten. "hmm, du må godt sige nej, hvis du ikke vil"sagde hun og grinte lidt over hendes svar. Fie smilte sødt til ham og nikkede. "Ja, det er helt okay... Jeg kunne ikke forestille mig at du kunne finde på at slå mig ned i min egen lejlighed"sagde hun og grinede lidt over det. Desuden ville han ikke kunne sejre over hende ligemeget hvad, hun var jo trods alt e-vampyr. Fie blev lidt forlegen over det han sagde, det var jo rigtigt, hun vidste ikke engang hvad han hed? "Ehm, det kunne være vi skulle starte et sted med at lære hinanden at kende"sagde hun og grinede af sig selv. "Jeg hedder Fie"sagde hun, og smilte sødt til ham.

"Ja, måske har jeg været lidt optimist, men hvad skulle jeg ellers gøre? Sætte mig ned på jorden og græde?" Lo han lidt, da det ikke kunne falde ham ind at gøre den slags. Man var vel en mand, uanset hvor mange gange han var blevet stempet som sød. "Nu må du endelig ikke fortryde vel? Jeg vil nu gerne indenfor, for der varer lidt, inden toget kommer" Sagde han og begyndte at gå med hende "Og nej, jeg skal prøve at lade være"
Han smilte tilbage til hende, og nød faktisk synes af hendes friske smil. "Og jeg er Daven".

"Det er selføligelig rigtigt"sagde hun og grinede lidt. "Jeg ville nok også blive lidt bange hvis du satte dig til at græde over sådan noget"sagde hun, og smilte skævt. Fie havde allerede stemplet ham som sød, men det var ikke fordi det tog noget af hans manddom fra ham, mænd i følge Fie skulle være søde! "Jeg fortryder ikke"sagde hun og nikkede bestemt imens hun smilte til ham. "Mange tak, det ville være rart"sagde hun og grinede imens de gik.
Fie smilte sødt til ham, og nikkede glad. "Rart at løbe ind i dig"sagde hun, og skar ansigt hvor efter hun så smilte glad til ham.
"Der er ikke så langt til min lejlighed, men bare så du er advaret, det er ikke et smukt syn"sagde hun og smilte alligevel til ham. Hun havde ikke fået ryddet op i lang tid, så der var ret rodet med tøj, film, bøger, pude og meget mere rundt omkring. Fie var et rodehovede!

"Bare rolig" Skyndte han sig at forsikre hende, da hun helst skulle se ham som helt normal. Det var et eller sted meget vigtigt for ham efter at han havde fået det varulvebid. Han prøvede ikke at tænke på det, men det havde nærmest chokkeret ham endnu mere, end alle de mennesker der havde set ham som varulv. Han havde ikke haft nogen til at fortælle ham hvad han var eller hvordan han skulle kontrollere det, fordi at ham der bed ham, var en kujon og stak af.
Han fulgte med hende og glædede sig kun over det hun sagde. "Det gør slet ikke noget" Svarede han, da han tit fandt det spænende at kunne kigge på alle folks ting. Af og til var det jo svært at finde ud af folks personligheder, udfra et rent og ryddet hjem.

Fie så på ham, og grinede. "Jeg er skam helt rolig"sagde hun og smilte til ham. Hun så på ham, og satte så farten lidt op fordi da snart kom til en større gade, som tit var befolket med junkier. Hun små løb lidt og så sig lidt omkring, der var ikke nogen? Underligt? Fie så tilbage på ham, og smilte til ham. "Undskyld, men jeg hader de her gader, så jeg har mine regler"sagde hun og grinede. Endnu en ting der kunne få hende til at lyde sindssyg.
Fie så på ham med store øjne da han sagde at det ikke gjorde noget. "O.. okay"sagde hun lettere chokeret over hvad han havde sagt. Folk plejede normalt at kalde hende rodehovede, eller sige at rigtigt piger ikke roder. Hun bed sig i læben, og så lidt ned. Mærkeligt.

Daven kendte ikke selv til nogle junkier eller hjemløse eller aidsramte eller hvad der nu end gemte sig derinde mellem skraldespandende, og han skændede dem ikke engang en tanke, da hun begyndte at gå hurtigere. Det var nu mere hende, der fik ham til at få en underlig fornemmelse af, at der var noget eller nogen efter dem, selvom at hans sande fornuft fortalte ham, at det var altså en meget lille chance for, var rigtigt. Dog bebrejdede han hende ikke. "R-rolig nu" Sagde han og rømmede sig "Vi er to. Der sker ikke noget". Han følte sig ikke bange, da han jo altid kunne forvandle sig, hvis de kom ud for fare, men så ville han jo nok bare skræmme livet af Fie. Troede han.

Fie så på ham, og bed sig i læben. "Undskyld, bare en vane jeg har"sagde hun, og så lidt ned på sine sko. Hun kunne ikke gøre for det, hun var stadig usikker når hun var ude, men det var blevt bedre. Hun så på ham, og nikkede. Han havde ret, de var jo to, så hvem skulle dog gide at prøve på noget. Ellers, hvis der endelig skulle ske noget, så måtte hun vel bare kaste sig ud i en slås kamp, selvom hun var imod det.
Fie havde set varulve i deres ulve skikkelse før, og det havde kun skramt hende lidt. Hun var selvom hun var meget stærk meget let at skramme nogle gange. Fie smile glad da de endelig nåede til den lille gade hvor i hendes lejlighed lå. Hun så på ham, og smilte glad. "Vi er der om lidt"sagde hun glad, og betragede ham lidt. hun stark en hånd i lommen på sine jeans, og fik fat i sin mobil, men lagde den hurtigt ned i lommen igen, det var ikke den hun skulle bruge!

"Dum vane" Lo han lidt, og blev mere afslappet, da hun gjorde. Han fulgte med hende, alligevel parat til at forvandle sig, hvis nogen tilfældigvis skulle have lyst til at angribe dem. Men der kom ingen. Tilgengæld kunne han regne ud, at de var fremme, da Fie målrettet gik hen imod hendes hjem. Han fulgte med og begyndte at knappe sin jakke op på forhånd. Han glædede sig til at kunne smide sig i en sofa eller lignende, selvom han endnu ikke vidste, om hun var i snakkehumør eller hvad hun nu havde tænkt sig. Så længe han vr indendøre, var han tilfreds.

Fie så på ham med et smil. Hun gravde lidt i sin lomme igen, og fik fisket sin nøgle op af lommen. Hun stoppede ved en af opgangs dørende, og låse sig inde. Hun holdt døren, sådan at Daven kunne nå med ind. Hun så på ham, og smilte. "Kom kom kom!"Sagde hun glad, og begynde at springe op af trappen. mest af alt fordi hun var blevet lidt usikker over at være ude i gaderne. Hun stoppede på tredje sal, og låste så op til sin lejlighed. Hun gik ind i den lille gang og låste efter Daven imens hun begynde at hoppe rundt på et ben fordi hun skulle have sine støvler af. Fie grinede imens hun var ved at falde over et par converese der stod midt i det hele. Lejligheden bestod af en lille gang der gik ind i stuen som næsten var omringet af døre. En dør til hendes soveværelse, en til badeværelset, og en til køkkenet.
Og hendes gulv, og møbler var dækket af et fint lag tøj, sko, bøger, film, ledninger og puder hist og her.

Han fandt det lidt morsomt at hun pludselig blev så hyber, men havde det helt fint med det, så længe han kunne få lov til at forblive sløv og doven. Han fulgte hende ind og ovenpå til hendes lejlighed. Han fik sig noget af en overraskelse, da han så hendes lejlihed. Det var jo voldsomt. Han havde aldrig i sit liv rodet så meget. Nå han selv rodede, så var der måske tale om et pa glas ved vasken eller noget tøj fra dagen før ovre i en bunke eller lignende, men det her var jo overdrevet.
"Utroligt at piger har så meget tøj" Sagde han nærmest til sig selv, da han så alt hvad der lå og flød. Han skubbede noget rod væk fra sofaen og tillod sig at sidde ned.

Fie så på ham, og bed sig i læben. Hun så ned, og blev lidt flov over det. "Undskyld, men jeg er ikk så god til det med at rydde op"sagde hun. "Har du noget imod jeg fjerner det værste?"spurgte hun, og var allerede igang med at samle hendes tøj sammen i en stor bunke. Selvom det hele var rent, blev hun alligevel enig med sig selv om at det skulle vaskes.
"Vil du have noget at drikke eller noget andet?"spurgte hun, og så på ham med et smil, da hun hurtigt smed noget af sit tøj ud i snavsetøjskurven på badeværelset. Hun stod lidt og så på sit tv, som nok var noget af de eneste der ikke var dækket af tøj.
Hun så på Daven, og smilte sødt. Hun tænkte lidt på at hvis hun havde været et menneske ville der nok stå masser af pizza æsker i hende køkken. Hun grinede lidt ved tanken.

///Smutter i seng, svare senere^^//

"Det har jeg slet ikke noget imod" Lo han, da hun spurgte ham, for skulle han da have noget imod, at der var ryddet op? Han rejste sig op og hjalp hende med at samle tøjet sammen "Jeg kan da hjælpe dig, som tak for at lade mig overnatte? Jeg er ret hurtig til at rydde op, også i fremmede steder" Svarede han og smilte til hende. Han syntes det var lidt synd for hende, at hun skulle bo sådan her, for det var jo sjældent at man kunne overskue noget, når man levede sådan. Han tænkte lidt på, om hun måske var psykist syg i en eller anden forstand, for hun havde jo de der angstproblemer, når de var udenfor, og hun kunne ikke engang passe sig selv. Hvor gammel var hun egentlig? 18?

Fie smilte til ham, og grinede lidt. "Eh, tak" sagde hun og smed lidt mere ud i snavesetøjskurven. Tøj bunken var hurtigt væk, fra gulvet, så nu kunne man se trægulvet som stuen bestod af. Hun samlede nogle af alle sine ledninger sammen og lagde dem i en skuffe, hvor der var endnu flere ledninger i. Hun smilte til ham, bed sig i læben. "Tja, så mangler vi kun bøger og film"sagde hun med et munter stemme, hun små løb frem og tilbage for at sætte dem ind i den reol hvor på hendes tv stod.
Fie smilte glad da de var færdige, det var længe siden hun sidst havde taget sig sammen til at rydde op, mest fordi hun havde boet så mange andre steder end i sin lejlighed.
Fie gik hen og dumpede ned i sin sofa imens hun hun sødt smilte til ham. Mon han var blevet skrat væk af hendes rod? Hun skubbede tanken fra sig, og så lidt rundt i sin nu overskuelige stue/lejlighed. "Tak"sagde hun, og smilte til ham.
"Ville du have noget at drikke eller spise?"spurgte hun muntert og så ud mod sit køkken, som sjovt nok altid var helt rent, måske fordi hun ikke brugte det?

Daven hjalp til og stillede tingene hvor han nu kunne gætte sig til, hvor de skulle være. Det gik stærkt da de var to, men tilgengæld blev det ret flot. Han kiggede sig rundt og smilte tilfredst af deres arbejde. "Wow" Sagde han og og så hen på hende "Flot lejlighed du har. Så snart man kan se den altså..". Han gik hen og dumpede ned ved hendes side, og lænede sig mageligt tilbage. Han tænkte lidt da hun bød på mad og drikke, og hvis han skulle være ærlig, kunne han godt bruge lidt at drikke. "Måske noget at drikke?" Spurgte han i et lettere charmerende smil. Han ville ikke takke ja til maden, da han ikke ville tappe hende fra alt hvad hun ejede. Hun var jo måske fattig studerende eller lignende?