The sun is lovely!- Altair

Omgivelser: Ingen lige umiddelbart.
Sted: Den lykkelige eng.
Tid: eftermiddag.
Vejr: svagt solskin.
Dato:?

Solskinnet og vinden dannede en perfekt lunhed omkring alt der var udenfor. Det var som om at det var en tæppe, som der lagde sig om ens hud. Det var i hvert fald ufatteligt dejligt, at føle sig lun. Især efter der havde været køligt, i de sidste par dage. Den lykkelige eng skinnede op, som en gylden krystal eller sådan noget. Der var igen at se, der var fredeligt på sin egen måde. Helt stille, og så alligevel ikke. Ude i blandt det høje gyldne græs, lå der en knap så høj pige gemt i det. Hun havde hendes hoved telefoner i øerne, og hørte temmelig højt musik. Hun lå med lukkede øjne, og nød solskinnet imod hendes bare kinder. Hendes brune hår lå spredt ud til alle sider, men det så nu stadig dejligt ud. Solen varmede en, helt inden i. Det var helt fantastisk. Græsset bevægede sig let imod den retning som den lune vind blæste. Denne pige som der lå i det gyldne græs var Destiny. Hun elskede den varme som der var i luften. Det var bare noget af det bedste, som der fandtes. Men kulde var jo også fantastisk. Såsom når der var sne, kunne man lave sne boldt kamp, osv. Men der var bare noget specielt over varmen, det gjorde bare en mere tryg en kulde. Men det begreb vidste hun alt om. Destiny mumlede let og musikalsk med på en af de numre hun hørte. Hun elskede simpelthen musik. Det havde sin egen charme.

Altair gik roligt gennem engen da han skulle videre ind til byen,
Han bar sin nomale rejse-frakke som gik han til lige lidt under hans ankler, inden under frakken havde han en vandret sort stribet trøje, et læderbælte til at holde hans sorte jeans på plads, to hylster til hans 6-løber som er gemt godt væk uder frakken for det almende øje. Altair gik i nogle tærran vandrestøvler som gik ham til over hans ankler, han traskede gennem engen, det var et perfekt vejr til at være ude og da han nu var et ude menneske kunne han ikke klage.
Altair nærmede sig hvor Destiney lå, men fordi at engen dækkede lidt for hende kunne han ikke rigtig se hende, men han kunne da høre hende musik klart og tydeligt men ignorerede det dog lyden som han nærmede sig langsomt.
Da han kun var nogle få meter fra hende var det lidt svært ikke at opdage hende.
Pigen håbenbart og hørte musik, Altair gik hen til hende da nu var nysgerrig som en ulv nu er og stillede sig lige lidt bag hendes hoved og var forbøjet over hende med hænderne i bukselommerne. Hun så ikke ud til at lægge mærke til noget som helst omkring hende, hvilket han syndes var en dårlig idé, man vidste jo aldrig om det var noget eller nogen til at angribe en.

Detsiny åbnede hendes øjne, da hun følte at der var noget som der skyggede for lyset. Da hun kiggede op mod det som der havde spærret for solen, stirrede hun skræmt. Hun havde ikke ligefrem regnet med at møde en anden persons blik. Hun sprang næsten op, men det så sådan lidt sjovt ud da hun nærmest gled i græsset. Hun trådte nogle skridt bagud. Hun kiggede lidt forbavset på denne person. Hun stirrede nærmest. Hendes mund stod lidt åben da hun ville sige noget, men det var som om der ikke kunne komme en lyd ud igennem den. Hun stod bare og kiggede forbavset på denne person, som hun umiddelbart ikke havde regnet med at se. Hendes Mp3 afspiller lå i det gyldne græs. Hun var ikke sådan en som der absolut skulle have de nyeste ting inde for teknologien. Den var helt fin, for hende. Bare den kunne spille musik, så var hun tilfreds. Hun sank let en klump, og mumlede; ”Du skræmte nær livet af mig,” men mumlen var ikke så høj,da hun stadig havde problemer med at snakke, da hun stadig var en lille smule forskrækket. Hun trak vejret dybt, og betragtede let personen. Hvad mon han lavede her? Ja, hun havde ikke lige just tænkt sig at spørge ham. Hun strøg let hendes vilde hårtotter til side, så de ikke genrede hendes syn mere.

"Ja undskyld hvis du blev skræmt men undrede mig bare over hvad du lavede herude helt alene?" Spurgte han med krydsede arme og med et hævet øjnbryn, hun så ikke særlig gammel ud, meget yngre end ham selv.
"Er du ikke langt væk hjemme fra?" Spurgte han så og puttede sine hænder ned i sine bukse lommer, han havde faktisk helt glemt hvad han enlig skulle.
"Bare rolig jeg gør dig ikke noget" sagde han og smilte venligt til hende da han ikke mente noget ondt med det han gjorder.
Han rettede lidt på sin cowboyder argtige hat da den sad lidt forkert hvilke han ikke lige brød sig om, Han nærmede sig hende med rolige skridt og stod ikke langt fra hende og rekte hånden frem, "mit navn er Altair, hvad er dit?" Spurgte han stadig med et roligt men varmt og venligt smil.

Destiny lagde hendes hoved en lille smule p skrå da han talte til hende. ”Jeg tænker bare bedre udenfor” mumlede hun som svar, og strøg igen let hårtotterne til side. Hun smilede forsigtigt til ham , og lyttede til hans spørgsmål. ”Øhm.. jo” svarede hun og trak let på skuldrene, med et svagt smil hen over hendes læber. Vinden blæste let omkring dem, det var rart og lunt. Hun lagde let hendes hånd i hans. ”Jeg er Destiny” sagde hun så og smilede blidt igen. ”Altair det er et specielt navn” mumlede hun let for sig selv. Hun slap let hans hånd igen. Hans hånd var nu dejlig lun. Det var lidt lige som, luften. Hun bed sig svagt i læben, men slap den hurtigt igen. ”Må jeg nu spørge dig hvad du laver her ude? Her plejer ikke at komme nogle her” spurte hun med et forsigtigt smil. Hun betragtede let Altair. Han så ud til at være en smule ældre end hende. Ej, måske ikke en lille smule, men heller ikke meget efter hendes egen mening.

"Tja.. jeg var faktisk bare på gennemgang gennem engen her da jeg skulle noget men som jeg ikke ka' huske hvad er nu" sagde han og kløede sig lidt i hovedbunden så hans hat løftede sig en lille smule fra dens plads fra Altair's hoved. Destiny, eh? Det var da heller ikke noget helt.. "almindeligt navn'" sagde han og havde den anden hånd placeret i sin side. Der kom en enkel lille brise mod dem så som fik Altairs lang frakke til at løfte sig i luften op i skindebens højde, han havde puttet sine hænder tilbage i sine bukselommer så frakken ikke løftede sig helt og viste hans hylster med de to 6-løber.

//sry at den blev så kort, havde ikke så meget på hjernen :3

Et smil bredte sig hen over Destiny's let lyserøde læber. ”Almindelige ting er også for det meste kedelige” sagde hun, med et blidt smil. Hun kiggede let på ham, da hans frakke løftede sig. Det måtte være vinden, som der drillede ham. Et svagt vindpust tog let fat i hendes brune lange hår. Hun lo let for sig selv, og fik hendes hår til at ligge sig ned igen. ”Skal du have hjælp til at huske hvad du skal her?” spurte hun, og lagde hendes hoved en anelse på skrå. Et blidt smil bredte sig hen over hendes læber igen. Hun var så dårlig til det, med at lade være med at smile, og som ordsproget siger; 'Hvis du smiler til verdenen, smiler den til dig'. Så det var vel nok kun en god ting, at hun næsten altid smilte. Hun kiggede let på ham, og lagde så hovedet igen let på skrå. Hun studerede ham let, og kom frem til at han var meget flot, eller måske rettere sagt smuk. Flot det var bare et indpakket ord for smuk. Det var derfor hun altid brugte ordet smuk, i sådan nogle sammenhæng.


// Det er helt okay ^____^' xD

"Nej, men du fik mig ud af mine tanker" sagde han og krydsede sine arme da vinden havde lagt sig, lagde han selv hovedet lidt på skrå og gav hende et halvt smil.
Det var godt at vinden havde lagt sig da han var rimelig sikkert på at hun ikke vil være helt så tryk ved at han havde to 6-løber. Altair så op mod solen som der var nogle få skyer som dækket for den, så den var kun en smule frem, men det var stadig nok til at man kunne mærke varmen i ens ansigt, "sig mig har du ikke en slags skole tam tam du skal til?" Spurgte han, hun lignede en som stadig gik i skole, men hvad vidste han, han havde altid haft en privat lærer, så han har aldrig gået i folkeskole, så han kendte ikke særlig godt til de forskellige klassetrin i en folkeskole.
Altair satte sig ned i græsset lændte sig tilbage så han lå ned og så op mod himlen og skyerne, *her er da meget rart, ik' så underlig at hun syndes her er rart* tænkte han med et lille halvt smil.

Destiny smilede blidt til ham. ”Jaeh... Jeg er god til at forstyrre folks tanker” sagde hun, med et lille grin, og strøg så nogle af hendes hårtotter til siden. Hun lagde mærke til at han også lagde hovedet på skrå, og smilede halvt til hende. Hun gengældte hans smil, og kiggede så let ned i det gyldne høje græs. Han så ud til at nyde solen. Den var også helt fantastisk, men det samme var sneens kulde. Hun elskede begge ting men kunne ikke finde ud af hvilken hun holdte mest af. ”Sig mig, prøver du at slippe af med mig?” spurte hun og kiggede lidt mistroisk på ham. Det lød i hvert fald sådan. Hun smilede let for sig selv. Det kunne da godt værre hun havde været det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt? Destiny satte sig ned i græsset over for det sted han havde lagt sig. Hun lod let hendes fingre stryge hen over de gyldne lange græsstrå. Det kilede let, at røre ved dem fordi de var så glatte på en underlig måde. Hun fugtede let hendes læber, ved at gnide dem let iimod hinanden. Hun ventede let et svar fra Altair. Hun var enlig lidt nysgerrig over hvad han ville svarer hende.

Altair satte sig op så han kunne se hende, "Nej det gør jeg ikke.." Svarede han med et venligt dog varmt smil, "havde bare lyst til at lægge mig ned" sagde han, han sad ikke særlig langt fra hende, for de talte i nomal tonelege sammen.
"Men du svarede aldrig mit spørgsmål.. har du ikke en skole på dette tidspunkt af dagen som du skal passe?" Spurgte han igen, han havde lændt sig lidt tilbage men havde sin hånd til at holde hans balance bag ud, det ene knæ var bøjet hvor på hans anden arm vilede på den. De få skyer som havde dækket for solen var døset lidt væk så solen nu var kommet frem og skindede på hele marken så græsstrående lignede at de var blevet en del guler af solen stråler. Eftersom at Altair havde sin artige cowboyder hat på mærkede han ikke solen på samme måde som Destiny gjorder da solens stråler ikke ramte hans hoved, dog kunne han godt mærke varmen, hvilket blev lidt for meget til sidst så han tog hatten af og lagde den ved siden af ham i græsset.

”Jeg mente godt nok ikke, at det var fordi du lagde dig ned” lo hun. Destiny havde ment siden han spurte om hun ikke skulle noget med hendes skole eller sådan noget. Hun grinte let for sig selv, og lagde sig med et lille 'puff' ned i græsset. Den dejlige dut af græs fik hende til at smile. ”Jo, det burde jeg, men jeg går ikke på en lige fortiden” svarede hun ham langt omlænge. Hun lod let græsstrående kærtegne hendes bløde, hud. Man kunne høre fuglene kvidre, når de ikke snakkede. Det lød kært efter hendes mening. Fugle kvidren, lød altid så perfekt i hendes øre. Det var som om de ikke kunne ramme en tone forkert. Hun smilede let, og trak vejret dybt og indåndede den skønne duft af det gyldne græs. Hun kiggede let op på himlen. ”Altair? Må jeg spørge dig om noget?” spurte hun. Det var faktisk lidt underligt at spørge om, fordi det var jo et spørgsmål? Hun lo let for sig selv igen, og smilede så. Hun lod hendes blik glide rundt på den lyseblå himmel, som rent faktisk var gennemsigtig men det kunne man ikke se med det blåtte øje. Hun kiggede hen mod ham, han havde smidt hatten. Nu kunne man rigtig se hans halv lange hår. Sådan lidt 'langt' hår til mænd og drenge var helt klart pænere end kort hår. Sådan syntes hun i hvert fald at det var.

"Hm..?" Spurgte han som om han ikke havde hørt hende og så hen på hende, det havde sikkert ikke været så vigtigt det han ikke lige kunne huske, for han nød at sidde og bare snakke med hende, Måske var det fordi hun var et menneske, det vidste han ikke rigtig, men hun var en livlig tøs på en måde.
men hendes duft havde en tiltrækkene virkning på ham, men det var nok fordi at han var varulv og spise mennesker. Det var dog en ditalje han ikke lige skulle fortælle hende, tror ikke at hun vil bryde sig om at hvis han fortalte hende at han godt kunne finde på at spise mennesker som varulv.
Altair var faktisk begyndt at prøve på at komme på det han havde glemt og prøvet at komme på hvad det nu var.

//sry søde, men snakker med en ven så det blev ikke så langt :3

Destiny grinte let, ”Det er ligemeget” mumlede hun let til hans 'Hm...' Hun smilede let og fik let sat sig op. Hun proppede hendes Mp3 afspiller i lommen, og kravlede hen ved siden af ham. Hun tog let en af de lange gyldne græsstrå og prikkede ham let på næsetippen, med den. ”Hvad tænker du på?” spurte hun, da hun kunne se at han var optaget af et eller andet ned i hans hoved. Det kendte hun godt alt til. Det skete nu så tit for hende. Man er nærmest i en helt anden verden, når man tænker. Hun smilede let og lagde sig let på maven i græsset, og satte albuerne i jorden. Hun lagde hendes hoved, i hendes håndflader, og kiggede let på ham. Hun smilede blidt til ham, og kiggede ellers bare rundt. Det var faktisk ret skræmmende, at man græsståene var højre end en selv når man lå ned. Det morede hende faktisk en lille smule, men det var jo også hendes syge humor. Hun smilede let og kiggede så endnu en gang over på ham.

Altair så hen mod hende, "Nope, lad mig høre, hvad var det du villle spørge om?" Spurgte han og fik fat i græsstrået som hun prikkede ham på hans næsetip og så på hende med et undrede men med et halvt smil.
"Hm.. prøver at komme i tanker om hvad det var jeg havde glemt" forklarede han og lagde sig ned så de nu lå ved siden af hinanden, han havde flettet sine hænder og lagt dem om bag sit hoved som stytte, "hm, tror faktisk at jeg skulle lave noget inde i inderbyen" mumlede han lidt for sig selv og så op mod himlen mens han gumlede på et græsstrå som han havde taget fra hende da hun prikkede på hans næsetip.

Destiny smilede let igen, og kiggede hen imod ham. ”Jeg kan ærlig talt ikke huske hvad jeg skulle spørge dig om” sagde hun med et lille grin, og lod sig så dumpe ned på ryggen i græsset. Det kilede hende lidt, da det kærtegnede hendes kinder. Hun drejede let rundt, så hun lå med fronten mod ham. Hun smilede let mens, hun lagde mærke til at han var begyndt at gumle på græsstrået. Hun satte sig let op, og lænede sig ind over ham, med en arm på hver side af ham. Hun stjal let græsstrået tilbage, ved let at bide fat i det. Hun smilede let og legesygt til ham. Det var bare en oplagt chance for at drille ham. Hun smilede let inden hun igen fjernede armene og lod sig dumpe ned, ved siden af ham. Hun kiggede let op i himlen. Hun smilede let, og lod hendes øjne glide rundt på nogle enkle fugle, som der fløj på himlen. Hun kiggede igen hen på Altair, og smilede så til ham.

Altair blev lidt overrasket da hun tog græsstrået tilbage med hendes mund. Det går lidt bag på ham at hun lige gjorder det med sin mund og ikke bare tog det med sin hånd.
Destiny var et meget... anerledes menneske, hun var ikke bange for at være nærgående hos folk, desuden var hun heller ikke bare for, det var lidt underligt for ham, ikke at se noget skræk i hendes øjne, og kun se glæde og unghed.
Han var vand til der hvor han kom fra, at folk holdte sig fra ham da de vidste hvad han var og kunne gøre mod dem, så det var en af de grunde han rejste fra hus og hjem.
Altair satte sig op igen med et hævet knæ så hans ene arm kunne vile sig på knæet mens hans anden arm styttede bagud så han ikke faldt bagover.
*Jeg må heller finde mig noget mad, er ved at være pænt sulten og vil helst ikke prøve at spise Destiny...* tænkte han og så fra himlen af og hen på Destiny, "nåh jeg må heller se og komme videre" sagde han og smilte roligt til hende hvorefter han rejste sig op og samlede sin cowboyder hat op og tog den på igen. "Du skal vel også snart tilbage, kl. var også ved at være mange, og det var begyndt at blive mørkere og solen nærmede sig horizonten.

Destiny lo let, en melodisk latter. Hun smilede blidt til ham, ”Sent og sent” sagde hun let. Hun satte sig let op, ved siden af ham. Hun fjernede let., det let fra hendes mund,og lagde det ved siden af hende. Et blidt smil bredte sig hen over hendes let lyserøde læber. ”Jamen, hvis du går så kan vi da følges hvis du skal med hen over marken” sagde hun. Destiny smilede let, og strøg hendes hånd igennem hendes brune hår. Hun kiggede let på Altair, og rejste sig let inden hun snuppede hans hat og satte den let på hendes egent hoved. Hun lagde let hovedet på skrå.. ”Kommer du” lo hun let og smilende. Hun begyndte så småt at gå frem ad, og regnede med at han hurtigt kunne indhente hende. Hun tog ikke så lange skridt, da hun holdte hendes tempo langsomt så han kunne nå at komme med hvis han ville. Hun drejede let rundt, og solstrålerne ramte hendes blege kinder. Hun drejede let rundt igen, og lo så blidt igen. Hun traskede let igennem det gyldne græs igen. Det knirkede let under hendes sko. Hun kiggede let op mod solen, og smilede så blidt. Hun kiggede tilbage imod ham. ”Er du med” grinede hun let og muntert. Hun kiggede let på ham og smilede så blidt til ham. Hun lagde let hovedet på skrå og betragtede ham let med et smil.

Altair var allerede begyndt at gå den retning som hun også skulle, da hun tog hans hat og kom lidt foran ham og havde taget den på, grinte han bare af hende og kom op ved siden af hende, han lod hende beholde hans hat på lidt inu og lagde hans hånd på cowboyder hattens og bressede den lidt ned over øjne på hende og forsatte videre gennem marken, "jep, men spørgsmålet er om du er med" svarede han med et lille grin på sine læber.
De var på vej mod La Sunisha by, Altair skulle finde et sted og sove da han gerne vil lægge i en seng og ikke ude i det fri, dog kunne han godt sove ude i det fri, det gjorde han hvergang han var varulv og ikke ville forvandle sig tilbage. "Har du slet nogen steder du ka' gå hen?" Spurgte han hende da hun nu ikke så særlig gammel ud, og han syndtes ikke hun skulle følges med ham da han ikke var særlig rar at være sammen med på en visse tidspunkter.

Destiny smilede let og løftede let hatten lidt op så hun kunne se noget igen. Hun grinte let og smilede til ham. Hun løb let op ved siden af ham, ”Jeg er altid med” sagde hun, med et lille grin. Hun traskede let igennem græsset, men var ved at skrumle en gang imellem. Hun kiggede let op, på ham. ”Jo, det har jeg? Hvorfor da?” spurte hun og kiggede nysgerrigt op imod ham. Selvfølgelig havde hun da et sted at tage hen. Hun havde tusinde steder. Men der hvor hun helst ville være hvis hun skulle være andre steder end her, var det nok hjemme i hendes lille lejlighed. Hun smilede let, og kiggede hen på ham. ”Har du så fundet ud af hvor du skal hen?” spurte hun med et blidt smil. Han havde jo glemt hvad det var han skulle, da han havde stødt på hende. Hun pillede let ved hendes lange hårtotter. Hun kiggede let hen på ham, ”Eller er du stadig ikke sikker på det” spurte hun let og nysgerrigt. Hun stak let hendes hænder i hendes lommer. Hun traskede let videre fremad, og hoppede over nogle enkle jordknolde som højst sandsyndeligt ville have fået hende til at vælte. Hendes lange hårtotter bevægede sig let hver gang hun bevægede sig.

"Vil bare være sikker på at du havde et sted at gå hen" sagde han med hænderne i lommerne, han rystede bare på hovedet over hendes snuplen som flere gange var ved at få hende til at vælte. "Pas nu på at du ikke falder" sagde han med et halvt smil og gik roligt efter Destiny. "Nope, så skal ha' fundet et sted og sove, da jeg er blevet lidt træt af a sove udendørs" sagde han og fik et lille smil frem.
Altair nåede op ved siden af hende og gik ved siden af destiny og lagde en arm om hende for at så at nuppe sin hat tilbage igen og sætte den på hovedet.
Han stoppede kort op da de når ud af engen og kom til en sti som delte sig.
"Hva' vej føre til La Sunisha?" Spurgte han hende da han regnede med at hun vidste hvad vej de skulle gå, det var begyndt at komme træer så man kunne ikke se byen, han var ikke helt sikker da det her var ikke særlig tit han kom.

Destiny kiggede hen på Altair, og lo melodisk. ”udenfor? Jamen er det ikke koldt” spurte hun med et let smil, og lagde hovedet let på skrå. Udenfor? Mente han det? Det måtte være isende koldt, efter hendes mening. Men underligt han ikke havde et sted at flygte hen om natten. Men det var der jo nogle som ikke havde. Det måtte være der være mange der ikke havde et hjem.. ”Du skal da være velkommen til at overnatte hos mig” sagde hun med et let smil. Hun bemærkede hvordan han langsomt indhentede hende... det var da os snyd. Han havde da meget længere ben end hende. Så han kunne jo gå meget hurtigere end hende. Hendes kinder fik en svag rødlig nuance, der bare gjorde at hun blev endnu mere nuttet at se på. Hun mærkede hvordan han lagde sin arm, omkring hende, og hun forstod ærlig talt ikke hvorfor? Men det fandt hun hurtigt ud af efter han havde nuppet sin hat tilbage. ”Snyder” lo hun let, og smilede så blidt til ham. Hendes latter, var let og musikalsk. Hun kiggede op på ham, da han spurte hende om noget. ”Det aner jeg virkelig ikke” sagde hun med et bredt smil. Hun hadede at finde rundt, derfor gjorde hun for det meste bare, sådan; Hun tog inden tog eller bus, og endte et eller andet sted. Det var bedre end at bruge sin tid på at finde rundt... Efter hendes mening i hvert fald.

"Nej det er det ikke, min type 'art' fryser ikke på samme måde som jer andre" svarede han med et lettere smil og lagde sine hænder i sine frakkes lommer. "Snyder?! Jeg tag da bare hva' der er mit tilbage" sagde han og blinkede hurtigt til hende og rodede med sin hånd med hendes hår på hovedbunden. Der kom en enkel lille brise som tog fat i hans frakke og fik den til at bevæge sig en smule samt hans hår som hatten ikke dækkede.
"Jamen jeg siger da tak som byder" sagde han og så ned på Destiny, "jamen så føre du an" sagde han og bukkede sig som en tjener typisk vil gøre og rækte den ene arm ud til højre mens den anden var bøjet under hans mave, han lavede den lille opvisning mere forsjov end for alvor. "Så må vi bare finde ud af hvad ved vi skal gå for at komme hjem til dig" sagde han med lille havlt smil med sine hænder i sine bukselommer.

Destiny kiggede let op på ham, og lo let. ” Er man nu også forskellige arter... Javel” mumlede hun med et blidt smil. Hun lod let hendes blik glide rundt, på engen. Det var nu underligt at der næsten aldrig var nogle dyr? I hvert fald ikke de tidspunkter hun var der. Måske var hun der bare på de forkerte tidspunkter. Hun smilede let for sig selv. ”Jaeh... En snyder!” grinte hun blidt og krympede sig let sammen da han rodede i hendes hår. Hun kunne ikke lade være med at le. Hun bed sig svagt i underlæben, men slap den hurtigt igen. ”Jamen jeg tror vi skal...” mumlede hun og kiggede let rundt... ”den vej” sagde hun let og skød skråt over engen. Hun smilede let igen.. Måske var det ikke den vej? Det kunne hun ikke huske. Men var det ikke vær at prøve. Hun stak let hænderne i hendes jakke lomme. Hun havde nogle enkle græsstrå i hendes hår, der let havde viklet sig ind i de brune hår lokker. Man kunne dufte blomsterne, der var omkring dem. Det var en dejlig beroligende duft, som ikke gjorde andet end at gøre en mere tryg. Eller sådan synes hun i hvert fald at det virkede.

Altair nikkede bare til det hun sagde og fulgte efter hende, det morede ham at hun ikke kendte vejen hjem til sit eget hjem. Med hænderne ned langs siden forsatte de hvor hva' hun mente var den vej de skulle, han kunne se på hende at hun stadig ikke var helt sikker, "er du sikker på at du ved hva' vej vi skal gå? Og at det er den rigtige vej?" Spurgte han med et halvt smail. "Hva' med at bare fortælle mig hvor du bor og så skal jeg nok finde vejen tilbage til byen du bor i" spurgte han og gik hen til fronten af hende og lændte sig forover, lagde en hånd på hendes skuldre og havde sine øjne i hendes øjnhøjde.
Han smilede venligt til hende og ventede på hendes svar.

Destiny kiggede op på ham, da han lagde hans hånd på hendes skulder. Hun lagde let hovedet på skrå. ”Øhm.. Det er jo lige det, jeg ikke kan huske” sagde hun med et blidt smil. Vinden tog let fat i hendes hår endnu en gang. Hun smilede så blidt til ham, ”Men det kan vi nok finde ud af” sagde hun med et lille smil. Hun var virkelig forvirret, over hvilken vej der var den rigtige, men det fandt de nok kun ud af hvis de prøvede sig frem. Men sådan var det jo så tit med hende. De veje, og byer forvirrede hende. Det eneste hun kunne huske var hvor det lå og hvordan det så ud. Men ikke vej, by, eller sådan noget. Men det var jo sådan som det nu var. Hun kiggede ham let ind i øjnene, ”Såeh, synes du bare vi skal prøve os frem?” mumlede hun let, med et blidt smil. Hun prikkede ham let på næsen tippen, inden hun let tog hans hånd og trækkede ham med hen over marken. ”For der er ikke rigtigt andre muligheder” sagde hun med et smil. Luften var en lille smule kølig nu, men stadig os lun, på en underlig måde. Hun bed sig let i underlæben, og prøvede at tænke over hvilken vej hun var kommet fra. Hun lukkede kort øjnene, da hun altid koncentrede sig bedst sådan.