The sun is lovely!- Altair

Altair syntes det var lidt morsomt at hun bare trak ham med sig, "ka' du ikke huske byens navn du bor i?" Spurgte han lidt forvirret men fulgte dog bare med alligevel, han har alligevel os droppet i at prøvet at finde ud af hvad han skulle, så hvorfor ikke bare gå med hende, han skulle alligevel finde et sted at sove, og da hun tilbød så vil han da ikke sige nej. Han mærkede vinden ramme dem begge to, *okay det her går alt for langsomt!* Tænkte han og satte tempoet op og løftede hende op i sine arme og begyndte at gå hurtigere end hvad de gjorde han stoppede da de var kommet højer op og kunne se mere rundt omkring sig. "Nåh, hva' vej?" Spurgte han igen og holdte hende stadig i sine arme som to mennesker gjorde hvis du lige var blevet gift og manden skulle bære konen ind i deres nye hus.

Destiny udstødte en lyd der mindede om et ”uff” da han løftede hende op. Hun blev temmelig overrasket, og lidt forbavset. ”Øhm.. Nej det kan jeg altså ikke lige huske!” sagde hun og kiggede op på ham. Hun følte sig lidt lille, når hun sådan 'lå' i hans arme. Hendes kinder havde fået en lyserød nuance. ”Den vej, tror jeg” sagde hun og pegede let ud imod noget grus, som der formede sig som en sti. Hun lagde let hendes hoved ind mod hans brystkasse. Hun kiggede let rundt mens han bare vadede af sted. ”Syntes du da jeg gik for langsomt” grinte hun blidt. Hun kiggede let op på ham med hendes lysebrune øjne. Hun studerede let hans ansigt, ”Jeg kan godt lide din hat! Så pas hellere på den!” lo hun let og vendte blikket fremad. Hun kiggede let på græsset, og hvordan det bevægede sig under dem. Det var nu ret sjovt at blive løftet rundt på, det var dog ikke noget hun ligefrem var vand til. Hun kiggede igen op på ham og smilede så blidt til ham.

Altair svarede hende ikke, han havde travlt med at finde ud af hvor de skulle hen, da de endelig kom ud på grustien, fulgte han den, stadig med Destiny i sine arme, for han synes at hun gik lidt for langsom. De følgte stien et langt stykke hen af vejen til de kom til et lille træskildt som stod mellem to sti'er, den ene sti så ud til at gå langs vejen væk fra byen som Destiny boede i, den anden førte ud til vejen som gik ind i byen, man kunne desuden også høre biler køre ude bag træer og buske.
Da de endelig kom ud til vejen larmede det en del, Altair satte hende roligt ned igen og begyndte at gå mod byen.