Look at the lovely waves. - Trakó

Dato: 08/07
Dag: Fredag
Tid: 21:03
Sted: Stranden
Vejr: Stadig lunt efter en varm dag
Omgivelser: Sand, vand og marehalm?

Dania gik langs stranden i vand til anklerne. Hun nød den kølige fornemmelse af vandet mod den bare hud. Hun var klædt i en løs, grøn top under en stor, sort vest og en flagrende nederdel med et gråt blomstermønster på hvis baggrund. De lange krøller blev som sædvanligt holdt på plads i en løs hestehale, og på hovedet havde hun en sort hat.
Hun smilede let og holdt blikket rettet mod vandet foran hende. Hendes tanker var tydeligvis andetsteds hvis man skulle dømme udfra det fjerne udtryk i de gråblå øjne.

Trako trak vejret i hurtige i små hiv, imens svedperler sprang frem på hans pande. Hans overkrap glinsede let på grund af sveden, og ar af forskellige kaliber kunne ses på hans ryg og brystkasse. På trods af hans bare overkrop var han stadig tungt lastet. Hans bælte sad stramt ind til kroppen, for at den tunge vægt fra hans våben, bæltetasker og flaske med vievand, ikke skulle trække hans bælte og bukser ned. Han foretrak at løbe på stranden, frem for blot almindeligt terræn, da det var hårdere at løbe i sandet og derved også mere effektivt. Han var så småt ved at nærme sig de 40 år, og på grund af det var det ekstra vigtigt at han holdte sin krop ved lige. Han opfangede dog en skikkelse længere fremme ude i vandet. Han lagde instinktiv sin hånd ned på sin pistol imens han sagtede farten. Han løb, eller luntede rettere, dog stadivæk, indtil at han var en 50 meter væk fra hende. Han slap sin pistol igen og kastede et blik imod horisonten. Han stod åbenlyst og kiggede på himlen, selvom han dog betragtede hende ud af øjenkrogen. Søgte efter anomaliteter. Søgte efter noget der kunne afslører om hun var ikke menneskelig.

Lugten af et menneske fik Dania til at løfte hovedet. Hun fik hurtigt øje på manden der stod og betragtede himlen. Hans skridt var blevet dæmpet af sandet. Hun lod blikket glide hen over hans bare overkrop. Nå ja, når nu han ligefrem udstillede sig selv på den måde var der vel ikke noget galt i at se på hvad han havde at udstille. Arene undrede hende et øjeblik. Hvordan kunne en almindelig mand anskaffe sig så mange sår? Farligt arbejde? Måske kriminalitet? Eller politiarbejde?
Hun var ikke meget for at tro på den mulighed at han kunne være dusørjæger, selvom tanken lå nær. Hun brød sig bare ikke om den. Men på den anden side var der jo ikke meget ved hende der antydede at hun skulle være andet end et menneske som ham selv. Måske med undtagelse for hendes vægt. Men sandsynligheden for at han umiddelbart ville finde ud af den var meget lille, med mindre han havde for vane at bære rundt på fremmede kvinder.

Trako drejede nu hovedet imod hende. Det var ikke længere nok blot at betragte hende ud af øjenkrogene. Hun så ikke lige umiddelbart ud til at være et fremmed væsen. Et sjældent syn, eftersom han for tiden synes at finde flere vampyrer og dæmoner end almene mennesker. Selvom hun dog måske ikke var et eller andet mørkt væsen, så fangede hun stadig hans interresse. Om det var på grund af hans røde hår som faldt ham i øjnene, eller om det bare var hendes ansigt, så var han kort efter på vej over imod hende med rolige skridt. Han kunne ikke stå for rødhårede. Han stoppede dog op ganske kort da han var 10 meter fra hende. Nogle væsener havde en unik form for tiltrækningskraft i form af deres udseende. Han kastede dog tanken fra sig ved nærmere øjekast. Hun så alt for uskyldig ud. Hvis hun endelig var noget, måtte det være engel eller elver. Han kunne ihvertfald ikke sammensætte det ansigt med en vampyr eller dæmonkrop....

Dania nikkede let til ham som hilsen da han stoppede op. Dog blev hun ved med at gå alligevel. Alligevel stoppede hun op, da hun var kommet noget tættere på ham. "Hej" hilste hun venligt, og sendte ham et let smil. Hun var nysgerrig med hensyn til hans mange ar. Nysgerrig i forhold til om hun ville få sin grimme mistanke bekræftet, eller om han måske faktisk bare var et ganske normalt menneske med et normalt men farligt arbejde.
Dania så ikke jægere som normale mennesker. De var noget andet, noget mere. Normale mennesker havde ingen ide om den magiske verden der udspillede sig rundt omkring dem, men det havde jægere. Og jægere forsøgte at bekæmpe den. Hun så dem heller ike som onde, jægerne, blot som mennesker der havde misforstået skønheden ved den magiske verden de levede i.

Han så pludselig atter mistænksomt på hende da hun hilste på ham. Han smilte dog hurtigt og frembrummede et hurtigt "Goddag" Han betragtede hende nærmere. Først ansigtet og så lod han, så diskret som det nu var muligt for ham, sine øjne glide ned over hendes krop. Hans smil voksede et par centimeter før han rettede sine øjne op mod hendes ansigt igen "Er du lokal?" Spurgte han så og lagde sit hovede på skrå. Han kiggede sig nysgerrigt omkring, blot for at se hvor mange andre mennesker der var i nærheden. Måske ventede hun på en eller anden hernede. Da han ikke så nogle mennesker lod han sit blik glide tilbage på hende og han smilte atter, med et lettere manisk blik i hans øjne.

Dania trak let på skuldrene ved hans spørgsmål. Lokal og lokal. Det kunne man vist ikke kalde hende. "Jeg flyttede til Werclare for et par uger siden." svarede hun og betragtede hans ansigt. Som om det ville afsløre hvilke tanker der fløj rundt i hovedet på ham. Havde hun da bare været tankelæser! Tanker afslørede en del om den person der tænkte dem. Om vedkommendes omgivelser og forhold til andre.
"Må man spørge hvad der er sket, siden du har så mange ar?" Hun spurgte ligeud, da det ofte var det letteste. I hvert fald for hende. Det var svært for hende at brænde inde med et spørgsmål.
Hun lod blikket hvile på hans ansigt. Hans smil. Hans øjne... Hans øjne. Der var noget i hans øjne hun ikke brød sig synderligt godt om...

Han stod og tænkte lidt for en stund. Werclare. Hvor han dog hadede det sted. En kvindelig vampyr havde holdt ham indespærret i den by i så lang tid, at han faktisk ikke kunne sige hvor længe det var. Som om det ikke var nok var der sket utallige andre pinlige og nedværdigende situationer i den by, at han nærmest havde et passivt had til alle folk der boede der. Han valgte dog ikke at kommentere det. Han smilte dog et tilfreds smil da hun kommenterede hans ar. "Kan du lide dem? klukkede han lod en finger kører over en rift på hans brystkasse "Jeg er en jæger. Vildt jæger. Ser du, nogle gange er det bare ikke lige nemt. Der er nogle utrolig... agressive, dyr, rundt omkring i verdenen. Det er ikke altid nok bare at skyde dem fra et skjul af" Han smilte hemmelighedsfuldt til hende før han lod sin finger glide over en noget mindre, men stadig tydelig rift på hans kind "Og denne her.. Den fik jeg nok fra det farligste væsen på denne planet" Han smilte drilsk til hende "Min ekskone..."

Dania lo. Kunne hun lide dem? Det havde hun overhovedet ikke tænkt over, havde bare bekymret sig over hvor de var kommet fra. "Jæger siger du? Det lyder farligt." kommenterede hun med et skævt smil. En jæger.. Som i en dusørjæger. Som i en mand der efter al sandsynlighed ville slå hende ihjel hvis han kendte til hendes race.
Hans ekskone? Dania lo af hans joke. Han var faktisk sjov. Og ærlig talt så så han heller ikke værst ud. Så var det bare ærgeligt at han levede af at slå væsner som hende ihjel.
"Hun lyder vel nok som en farlige dame, hende din ekskone" svarede hun med en drillende klang i stemmen.
Hun burde vel egentlig begynde at bekymre sig om at komme væk. Tænk om han skulle regne ud at hun var mere end et menneske. Der fandtes smukke mennesker, men det var yderst sjældent at man mødte et menneske der kunne måle sig med en engel. Egentlig sjovt at han ikke havde lagt mærke til det endnu. Eller måske han havde lagt mærke til det og blot, lige som hende, var træt af den evindelige kamp og havde besluttet sig for at lade hende være? Eller måske han bare ventede på det perfekte tidspunkt til at angribe hende...

Trako sendte hende et smil før han bukkede let med hovedet "Mit navn er William Smithy... De fleste kalder mig dog for Trako. En omfortalking af udtrykket 'tracker'" han lo lidt efter at han havde betragtet hende igen "Men jo hun er nok den farligste kvinde jeg har mødt i mit liv. Det var faktisk en overraskelse for mig, hun virkede så blid og mild og alt den slags... Men nogle folk er vel bare ikke som de ser ud til at være". Sandheden var jo egentlig at såret ikke stammede fra hans ekskone. Han havde aldrig været gift. Det var bare forekommet så meget lettere at sige eks-kone, frem for at sige at det stammede fra en ærkeengel som havde forsvaret sig da han havde ladt sine lyster tage overhånd og forsøgt voldtægt. Fra samme lejlighed havde han også et sår fra et pistol skud på hans ene hånd, og fra en lignende episode havde han et sår på foden.

Dania gengældte muntert hans smil. "Hyggeligt at møde dig, William. Mit navn er Dania Hesterson." William. Hun brød sig rigtig godt om det navn. Hun havde været gift med en William. Men det var efterhånden mange år siden. Dengang havde hun heddet Elizabeth. Elizabeth og William Collins. Han havde været en venlig mand. "Man skal ikke skue hunden på hårene." Nikkede hun let til hans lille fortælling om ekskonen.
Dania gispede overrasket da en forholdsvis stor bølge rulle ind over stranden og plaskede langt op ad benene på hende. Nederdelen blev våd bag på et godt stykke op ad lårene. Hun lo, stadig med en del overraskelse i stemmen, og gik op på det tørre sand. Forsøgte at vride nederdelen bare en lille smule, så den ikke klæbrede sådan til hendes ben.
"Så! Nu tror jeg også at det er på tide at komme hjem, så jeg kan få noget tørt tøj på." lo hun muntert, og smilede til ham. Tørrede de våde hænder på et tørt stykke af nederdelen.

//Undskyld at jeg forsvandt, min computer døde lige pludselig, og min oplader er handicappet ;P//

Han bukkede atter halvt med et varmt smil "Fornøjelsen er helt på min side". Han begyndte at kunne lide hende mere og mere. På den anden side, sådan havde det jo også været dengang han sidst var blevet narret. Af en eller anden grund følte han sig bare tryg i hendes nærhed. Han nikkede til det hun sagde "Det har du fuldstændig ret i. Det vil sikkert overraske dig hvor mange folk der egentlig har en skjult side af dem selv" han trak på smilebåndet igen. Da bølgen ramte hende lo han mildt før han så op imod himlen ganske kort "Hvad siger du til at jeg følger dig hjem? Alt andet ville da kun være uansvarligt af mig". Han smilte varmt og uskyldigt til hende. Hans sind var nærmest blevet fyldt med en indre ro.

Dania så på ham et øjeblik. Der var noget i hendes blik der ikke helt kunne spores. Et glimt af noget der normalt lå gemt under englens milde overflade. Ville det være klogt at lade sig følge hjem af en dusørjæger? Han havde - forhåbenligt - endnu ikke fundet ud af at hun ikke var menneske, så egentlig kunne der vel ikke være noget galt i det, vel?
Så nikkede hun med et smil på de svagt rosa læber. "Det må du meget gerne." svarede hun så endelig. Så længe han ikke fik nys som hendes race kunne der vel ikke ske noget, og ærlig talt så var hun faktisk begyndt at synes helt godt om ham.
Så var der bare et problem tilbage; Hun var fløjet ned til stranden, og Werclare lå ikke ligefrem på gåafstand. På den anden side kunne det jo være at William var kommet hertil i et køretøj, ellers var der ganske enkelt ikke andet for end at tage en bus og komme til Werclare på den måde. Hvilket da også var ganske fint. Når altså man ikke havde vinger man kunne flyve på...

Han smilte stort af hendes svar "Storartet! Følg med mig. Jeg har en jeep holdende et kort stykke væk fra stranden. Det er ikke ligefrem nogen karet, men den kører da fint" Tanken slog ham dog pludselig om hvordan hun mon var kommet hertil. Han kastede dog igen hurtigt tanken fra sig. Offentligt transport kunne jo få en hvor som helst nu om dage. Han betragtede hende igen. Han smilte diskret ved den måde den våde del af hendes nederdel klæbede sig let ind til kroppen. Hendes udseende gjorde ham næsten bange. Han tvang sine øjne op på hendes ansigt igen og smilte hengivent til hende før han med et nik imod den modsatte retning af vandet begyndte at gå i et jævnt tempo med et smil imod hende

Dania rettede let på hatten og fulgte ham så da han begyndte at gå.
Efter et øjeblik hvor hun havde haft rettet blikket frem for sig, og tydeligvis havde været væk i tanker rettede hun et nysgerrigt blik mod ham. "Hvorfor lige jæger?" spurgte hun nysgerrigt, og smilede til ham. Hun regnede mere eller mindre med at han ville give hende et kryptisk svar, der indeholdt svaret på hvorfor han var blevet dusørjæger. Hvilket egentlig også var hvad hun mente med spørgsmålet. Hvorfor blive dusørjæger? Nød han det? Eller var det en familietradition? Måske var det bare for pengenes skyld?
Dania rykkede den våde del af nederdelen ud til den ene side, samlede det sammen og bandt det op i en knude, mens de gik. Godt nok blev nederdelen forkortet en hel del i den side hvor knuden var, men til gengæld slap hun af med den ubehagelige følelse af stoffet der klæbede mod hendes hud, og så undgik hun at gøre sædet i bilen vådt når hun satte sig der.

Trako gik i stilhed i et kort stykke tid efter hendes spørgsmål. Mest af alt fordi han prøvede at finde en måde at forklare det på, dog uden at afslører noget om ikke menneskelige væseners eksistens, men så også fordi at det var længe siden at han havde tænkt over det. Han tøvede lidt, før han så sagde: "Ser du... Da jeg var lille, blev mine forældre og søskende dræbt af nogle rovdyr. Jeg ved ikke helt hvordan men de.. altså dyrene... fandt mig vist ikke. Du kan sikkert forestille dig chokket for en 13 årig at se sin familie spredt ud over et gulv helt livløse. Efterfølgende voksede jeg op. Jeg tog jagt tegn og den slags, fordi at jeg ikke ønsker at der skal ske noget lignende for en andes familie. Du vil blive overrasket over hvor mange vilde dyr der egentlig lever omkring Werclare by" han tænkte lidt over hvad han havde sagt, men nikkede til sidst. Det afslørede vist ikke for meget.

Dania blev helt tavs efter hans svar. Hævn var altså hans motiv... Hun kunne godt forstå hans vrede mod de væsner der havde dræbt hans familie, men hun forstod ikke hvorfor det skulle gå ud over alle de væsner han mødte på sin vej. I hvert fald de væsner han vidste af at han mødte.
"Det er jeg ked af at høre. Du må undskylde at jeg spurgte." sagde hun med en medfølende stemme. Det sidste var tilføjet fordi hun vidste at nogen fandt det vældig fornærmende når der blev spurgt ind til sådan noget. Også selvom personen der spurgte ikke havde den mindste chance for at vide hvilken tragedie der lå bag svaret.
Dania var skam udemærket klar over at der levede mange 'vilde dyr' i og omkring Werclare..
Hvis bare han vidste hvem - eller rettere hvad - han snakkede med... Tja, hvis han vidste det ville han nok højest have tilbudt hende et lift til hendes grav. Eller hvor dusørjægerne nu gjorde af ligene når de havde slået et væsen ihjel.

Han trak på smilebåndet "Det gør ik noget. Det er jo alligevel bare fortid. Desuden så er jeg igennem årene blevet en meget erfaren jæger. Jeg kan spotte et bytte på flere hundrede meters afstand. Intet, intet siger jeg dig, kan skjule sig for mig" Han nikkede selvtilfreds. Det var et talent som han ejede. Eller ihvertfald, som han mente at eje. Det modsatte var dog blevet bevist utallige gange. De var så småt kommet hen til en lille pakerings plads, som holdte med udsigt ud mod vandet. Det var egentlig bare et lille område med grus. Der stod en lettere støvet jeep på en af pladserne og fremtronede sig. Trako begav sig over imod den "Nu ved jeg jo ikke helt præcist -hvor- du bor, så du må hellere guide mig" Han trak på smilebåndet til hen, imens han svang den ulåste dør op i passagersiden, og holdte den åben for hende.

Dania smilede og måtte undertrykke - og skjule - en latter da han forklarede at intet kunne skjule sig for ham. Det var vist nærmere et ønske end en realitet. Med mindre selfølgelig at han rent faktisk vidste at han snakkede med en engel, og bare ville køre hende til et sted hvor han kunne vide sig sikker på at der ikke ville komme nogen og forstyrre mens han slog hende ihjel.
Det var dog utroligt så paranoid hun blev af at snakke med en jæger. Måske var det fordi at han sandsynligvis ikke ville tøve med at slå hende ihjel fordi hun havde vinger og kunne flyve... "Hvis du bare kører ind til centrum af byen til en start, så skal jeg nok guide dig resten af vejen." lovede hun idet hun satte sig ind i jeepen. Hun rettede let på nederdelen, der var krøbet en smule op idet hun satte sig, så den dækkede om ikke andet så bare en smule mere af hendes slanke ben. Hun følte at det ville være upassende hvis hun sad der og viste sine ben frem på den måde. Så havde hun det bedre med at dække dem bare en smule til.

Det indvendige af jeepen havde et par støvede overflader. Udover det så lå der åbne kasser med patroner og enkelte mindre skydevåben spredt lidt over det hele. Trako var næsten ved at sætte sig på en flaske med noget der tilsyneladende lignede almindeligt vand. Han smilede undskyldende til hende da han endelig var klar, og nikkede blot som svar "Centrum, yes. Men det bliver jo nok en lang køretur" Sagde han så, med et let smil og tændte bilen op. På trods af det slidste udseende startede bilen op uden problemer, og kort efter kørte den ud fra pakeringspladsen, og ud på vejen.

// Skal vi fortsætte emnet i Weclare? Altså lave et nyt emne der som foregår i byens centrum i bilen og så gå videre derfra?//

Dania nikkede og tog sikkerhedsselen på. Brød sig egentlig ikke meget om biler. Alligevel havde hun bedre chance for at overleve et uheld end et menneske, da hun jo kunne holde til smule mere end de kunne. "Ja, det er det jo nu engang" nikkede hun let.

//Det er nok en god ide.. xD Gider du at oprette det? ^^'//

//Oka opretter nu her ^^ //