en mørk og kold nat [sakref morladin]

Scarlett elskede at komme i van Martes park, om natten da det gav hende ro og befrielse..
om dagen, om sommeren når solen stod højt på himmelen ville der være for mange mennesker, hun ville blive for fristet.
ja... dette var nok det største problem, for mange mennesker. for stor forviring..
hun gik roligt forbi spøgelses toget, og så på de malerier der var malet på selve bygningen.. hun var ikke specielt overvældet af det.. men det var da sjovt at høre folks skrig når de kørte gennem dukker og plastic..
en blid brise ramte hendes kinder og kørte langsomt gennem hendes hår, hvor det stille bølgede.
hun holdte lidt om sig selv når hun gik der i månens smukke skær.. blodt gik hun og tænkte.. hun var helt rolig.. og havde i øjeblikket ingen rigtige bekymringer..

Lidt længere fremme var der en bænk. Der var en mand der sad på bænken. Han var klædt i sort tøj, med sorte handsker. Men det mærkeligste var at han havde en maske på hovedet. Den var hvid som kridt, og der var horn på masken. man kunne ikke se så meget af masken da noget sort stof var bundet rundt om panden og munden så det eneste man kunne se af masken var næsen på masken og øjne. Man kunne se mandens øjne faktisk gløde igennem maskens øjenhuller. Det var en grøn glød der lyste som små stjerner på en skyfri nat. Han kiggede lidt ud i mørket, og han så ud til at være i sine egne tanker.

hun gik roligt og nynnede for sig selv.
hun nød at være alene i stilheden, kun at kunne høre de små dyr der puslede i mørket.
høre vindens salige sang, men indet havde forandret sig.
noglegange var hun sit gamle jeg og andre gange var hun næsten en hel andenn...
hun kunne godt lide den nyr personlighed, men hun var blevet for sårbar og måtte
slå noget fornuft ind i hendes hovde..
hun så noget i det fjerne, en skikkelse. men hvem det var kunne hun ikke sige..
men jo tættere på hun kom jo klare blev hun på at det var et væsen, ikke en anden varmpyr..
men en anden demon. hun havde lyst til at lege lidt.. hun vidste ikke hvor stærk denne demon ville være.. men hun havde klaret det der var meget værre.
hvor slem kunne det være... hun fnøs kynisk som demon duften blev stærkere.
hun gik mod ham, "ikke et sted man burdte være alene" sagde hun helt roligt.

han rettede sine grønne glødende øjne hen imod hende "tja jeg er ikke bange for mørket" sagde han med en venligt tone i sin stemme.

hun så roligt på ham men med et gennemskuende blik.
"mørket er ikke noget man burte frygte.. men noget man burte tilbede... selvfølgelig, mørket har dens onde sider" sagde hun helt roligt og koldt, med et lille smil på hendes læber.

han grinte lidt for sig selv da hun sagde at man skulle tilbede mørket. "jeg tilbeder ikke mørket jeg er herre over mørket" sagde han med et smil.

"at herske er noget man skal gøre sig fortjænt til... at du skulle hærske over mørket ville være svært at tro"
hun grinede svagt for sig selv ved tanken..

"jeg kan se du ikke ved hvem jeg er. har jeg ret?" spurgte han hende med en venlig stemme.

"det bekymre mig ikke hvem du er eller hvor du kommer fra. "
hun så roligt på ham.

han begyndte at små grine lidt. Aldrig i sit liv havde han mødt en så fast i sine meninger og så ligeglad med hvem folk var. "men tro mig jeg har gjort mig fuldt fortjent til at herske over mørket" sagde han stadig lidt små grinende efter det. "men mit navn er sakref morladin og hvad er så dit navn?" spurgte han med sit blik rettede hen imod hende.

hun vringede lidt og så overlegent på ham.
"scarlett..." hans navn sagde hende intet.
hun så koldt på ham og fliste lidt, hvorefter hun blodt så på ham.
"ør, det rør mig altså ikke om du er dæmonernes hersker... eller mørkets eller hvad en du så er... den sidste jeg mødte med den stilling, sover vist en evig søvn lige nu.."
hun rystede svagt på hovedet.. og var egentlig helt lieglad..
hun kørte blidt en hånd gennem hendes lange gyldne hår.

"nå virkelig det lyder som om at han var vist meget træt" sagde små grinende. Sakref kunne godt fornemme lidt at hun var ikke helt svag men dog havde han aldrig mødt en der har kunne tage ham ned ikke engang hans tvillinge bror eller hans storesøster har kunne banke ham ikke i hele hans lange liv. Han smilte lidt for sig selv for han havde ikke haft en god kamp i lang tid også selv om at det var kun snak end til videre så gjorde det ham glad at tænke på at han kommer til at kunne kæmpe længere imod en end kun 10 sekunder hvor de 9 sekunder er bare snak.

hendes øjne vendte pludselig og blev svagt sorte, hun så på ham og med et kort blink stod hun foran ham med en hånd om hans hals, hun så ham i øjnene "du hunne jo spørge ham" sagde hun kynisk og slap græbet og stod bare der foran ham, med en skævt og kynist smil.
selvom at blikket var koldt var det meget tiltrækkende, og charmerende.

lidt overrasket hende's hurtighed men ikke meget så han på hende "tjaa det kunne jeg jo men jeg er ikke så træt" sagde han med en afslappet stemme som om at han var usårlig.

"jeg fornæmmer dine svagheder... og stærk som ham er du næsten... men du har lang vej inu" sagde hun roligt. hun så koldt på ham. han virkede som en af dem der der havde det hele i munden. hun var ikke overrasket.

"nååå så du fornemmer mine svagheder det er sku længe siden jeg har hørt den før" sagde han lidt halvgrinende fordi han nød på en måde alt det her. Han var ikke bange eller følgte sig troet men faktisk følger han at han har det sjovt.

hun blev lettere irreteret over hans kyniske latter.
på mindre end et sekundt havde hun slunget ham op ad muren, og så koldt på ham, hun brugte ikke meget af hendes kræfter, men hun havde stor kræft i hendes græb, hun holdte om hans hals i strægt arm. "der er indet sjovet ved mig... kun din undergang, vis du fortsætter.." hun havde ikke mærket den store kræft ved ham, og havde ikke mødt modstand ved ham. hun elskede en god kamp. men havde aldrig mødt den rigtige modstand..

han begyndte bare at grine endnu mere også selv om at hun holdte om hans hals. " ja det bliver sikkert min undergang hvis du altså kan holde grebet" sagde han grinende. Hans krop begyndte pludslig at blive meget mørkere og til sidst var han helt sort som en skygge og gled ud som en tåge. Han var til sidst helt væk. "bag ved dig" sagde en stemme bag ved hende.

hun stod helt stille og snurede rundt med ingen kræfter, og lagde ham ned og så ham i øjnene med et koldt blik. "der skal mere til.." sagde hun koldt og smilte skævt men kynisk.
"giv mig noget modstand.." sagde hun... der var noget ved det at kæmpe mod en der havde 'kræfter' og kunne finde ud af at bruge dem rigtigt hun godt kunne lide..

"nååå så du vil have modstand?" sagde han stadig lidt grinende. Han forsvandt igen ved at blive til den der sorte tåge og stod nu nogle få meter væk fra hende. "jamen så må vi da hellere starte festen og jeg har så nogle venner med også" sagde han. Hans ryg begyndte pludslig at ryge som om der var ild på hans ryg men der var ingen gløder eller lys der var kun sort røg. Pludslig begyndte røgen at skyde ud med mærkelige væsner med vinger. Deres kroppe var gennemsigtige men ikke helt alligevel for det så ud som om at de var lavet af den sorte røg. Det eneste man kunne se klart var deres øjne. De var røde som blod og skindede som rubiner. De begyndte at flyve imod scarlett med super hurtig fart. Deres hænder blev pludslig til skarpe spyd som var rettet lige imod hende.

hun smilede, og hoppede op på bænken og over dem. en snittede hendes ben men indet af betydning... "var det, det bedste du havde?" sagde hun roligt og smilede mens de fløj ind i en væg.
pludselig var hun bag ham og sparkede ham i jorden, og holdte en speciel kniv over ham og præssede den mod hans hals.

"prøv at gik igen" pludslig var han væk igen og de mærkelige skyggevæsner fløj ind i væggen og samlede sig igen som intet var sket. "vil du se virkelig styrke? så skal jeg nok vise dig virkelig styrke" sagde en stemme bag hende.