Tidens sorg (sakref morladin)

sted: midt inde i parken.
tid: klokken 14.

Det var en dejlig sommerdag, børnene løb rundt og legede, kærestepar sad i græsset og snakkede om himmel og jord. Alt var idylsk, undtagen en ting som ikke passede ind i dette perfekte billede, var under et ældgammel træ, nok over 400 år gammelt. Den havde sine store grene ude og lavede et skyggested under sig ved stammen. Der sad en person, når personen kiggede op kunne man se at det var en hun. Hun havde en sort bredskygget hat på, og hun havde en sort maske på hendes venstre side. Nikita kiggede med et fjernt blik imod børnene som legede, hun tænkte på de gamle tider, da hun var ung og selv sad under det sammen træ, og kiggede på de andre som hun ikke måtte lege med. Hun sænkede sit hovede så hendes ansigt blev mørklagt og sukkede, hun tog hånden op til sin maske og tog den af. En bold kom hoppende imod hende, hun kiggede automatisk op uden at tænke over at hun havde taget den af. Et barn løb hen for at tage bolden og da barnet så hendes ansigt, skreg barnet og løb væk. Hun tog hurtigt hovedet ned igen, bandede og sovlede over at hun havde glemt det. Hun tog masken på igen, og havde knæene trukket godt op til sig, og havde hovedet nede.

pludslig begyndte nogen af bladende at falde ned og en stemme begyndte at snakke oppe fra træet blade. "du ser ud til at ikke være særlig god til børn eller var det fordi barnet ikke havde set dig og havde fået et chok da barnet så dig?" sagde stemmen oppe fra træet. Det var en mandlig stemme kunne man høre men en masse tegn i stemmen kunne man høre som gav karakter til personen. Man kunne høre styrke, magt og venlighed.

Nikita rejste sig hurtigt op og stod kampklar og kiggede efter ham, og så gik hun et par skridt væk fra træet. Så stod hun afslappet og kiggede op og hun så sexet ud på den måde hun stod på. Nu kunne man se tydeligt hele hendes maske som dækkede halvdelen af hendes ansigt. Masken var udtrykløs med et lille smil og man kunne ikke se øjet under masken. Hun kiggede op med et smil. nikita tænker: en ny udfordring, ikke så dårligt. "Hvilke personer sidder og gemmer sig oppe i træer, halvdæmon? og svaret på dit spørgsmål, var at barnet så hvad der var under min maske." Da hun sagde det sidste blev hendes ansigt trist, men så forsvandt det lige så hurtigt som det kom.

"ja det var jeg men det er jeg skam ikke mere" sagde han og han hoppede ned fra træet og landede på jorden. "nu er fuldblods" sagde han venligt. Han var iklædt et flot sort jakkesæt. og sorte læderhandsker på hænderne. Han havde en lang sort kappe der gik over hans ryg og der var også hætte på kappen men han havde den ikke over hovedet. Dog på hans ansigt havde han en maske på der dækkede hele hans ansigt men man kunne dog se hans grønne øjne lyse under masken som små grønne stjerner i en skyfri nat. Hans maske var hvid med 2 stykker sort stof der dækkede panden og munden af masken så man kun kunne se næsen og øjenhullerne på masken. På panden af masken var der 2 horn men man viste ikke helt om det var hans egne horn eller maskens. Det eneste man kunne se der tilhørte ham var hans hår. Det var velplejet halvlangt sort hår der strittede til alle sider men det klædte ham dog.

Hun kiggede kritisk på ham, men så kom hun med et smil. " så du er en fuldblods" så var det at hun tog hovedet lidt op, så hendes venstre øje under masken blev synlig. Hendes normale øje på hendes højre side var blåt, men dette øje var ravgyldnet næsten som et rovdyrsøje, øjets pupil var som en slanges eller et andet dyr lignene. Det var som om øjet borede ind i ham, og han fornemme at hvis han ikke have været en stærk dæmon så ville hun kunne have læst ham som en åben bog. men hvor meget hun kunne læse, vidste man ikke. hun sænkede ansigtet igen og smilte veltilfreds. "jeg kan se at du er fra gammel tid, har jeg ret?? og at du kommer fra werclare skoven?
"

"du er meget stærk af en halvblods at være i den alder" sagde han venligt men også på en måde glad. "men jeg ville ikke kalde det gammel tid som hvis det var fra 1800 tallet men ja jeg er meget meget gammel. og ja jeg bor ude i skoven" sagde han stadig venlig. *gad vide hvad der bag det stykke af hende's maske* tænkte han og kiggede han undrende. Men det der undrede ham mest var at hun kunne læse lidt af hans tanker og det har ikke været sket for ham i flere generationer.

hun gik imod ham, så hun kom helt tæt på ham. hun sagde det stille men næsten uhyggligt." jeg kan se at du undre dig over, at jeg ved ting, jeg kan give dig en forklaring på det." Hun rørte ved hans kappe og tog noget og førte det foran sig, det var grannåle. "disse specielle grannåle kommer kun for den skov af. og en hver dæmon med lidt evne kan fornemme at du ikke er bare en normal dæmon, men en af de ældre af slagsen" Hun havde et gådefuld smil. Der var nået ved gemt hende, det kunne han fornemme, der var en hemmelig men en meget dyb skjult kraft i hende.

ups retter fejl ved ike hvad jeg tænkte på: der var noget gemt i hende, det kunne han fornemme. Det virkede som om hun havde en meget dyb og skjult kraft i hende.

"det kan måske være at du kan finde beviser på hvor jeg kan leve men så let er jeg heller ikke snydt jeg kan fornemme den styrke du har og jeg kan fornemme når folk gemmer noget for mig" sagde han uhyggeligt men dog stadig venlig i en skør måde. Han havde vendt sig hen imod hende så hun stod lige foran ham. Han tog en dyb indånding fra hans næse af som om han snuste til noget. "ja jeg kan lugte en styrke inde i dig en hemmelig styrke" sagde han meget glad som om at havde opdaget noget.

Først blev hun chokeret, men det blev afløst af vrede, og det var tydeligt i hendes øjne. Hun tog sig sammen, og kiggede på ham med et gådefuldt blik. "og?" sagde hun provokerende. "hvad så om jeg ha en kraft, hvad kommer det dig ved." Hun mumlede det lavt for sig selv "en del af mig som jeg gerne ville slippe fra." Hun lod sig vist ikke bemærke at hun faktisk havde sagt det sidste, men hun kiggede med hovedet på skrå for at se hans reaktion.

"jeg ramte vist noget efter som du reagere på den måde. Dog mener jeg det på en god måde du har... Potentiale jeg har ikke set en så ung have så meget styrke i lang tid" sagde han og kiggede lidt undrende på hende. "mit navn er forresten Sakref. Sakref morladin, og hvad er dit navn så?" spurgte han meget venligt.

"bare kald mig nikita." Hun havde en tynd jakke på og ellers sorte leggins på. Det var blevet varmt så hun åbnede automatisk sin jakke op, inde under havde hun en sort gennemsigte t-shirt inde under, og så en bh i cskål. men så så man at fra hendes venstre side af hendes maske havde hun hele vejen ned af hendes venstre krop, noget sort stof som dækkede hunden, men skjulte ikke formerne. Stoffet efterlod dog hendes mave næsten bar. Hun opdagede at hun viste lidt for meget, så hun tog jakken lidt til sig, men heller ikke så det skjulte for meget.

"må jeg spørge hvorfor du gemmer halvdelen af hele din krop?" spurgte han lidt undrende. Han viste godt hvorfor han gik rundt med maske på men dog havde han ikke set sådan noget før og han troede han havde set alt. han kiggede lidt undrende på hende imens tankerne fløj rundt i hans hovede med ideer om hvorfor hun gemte halvdelen af sin krop.

"nok af sammen grunde til du går med en maske, ikk?" Hun tog en finger og prikkede to gange på hans maske, for at understrege hvad hun sagde. Hun vendte sig om, og så på børnene som løb rundt og legede. "vi har alle noget vi gerne vil skjule, ikke??" Hun vendte sig om igen og så på han, med et lille sørgmodig smil.

"jeg er ikke bange for at vise mit ansigt" sagde han og begyndte at fjerne masken. Han fik fjernet masken og han fremviste sit ansigt. Hans hud var bleg men der var ingen tegn på urenheder eller ar. Det var som at se noget rent sne. Han smil var venligt og varmt på samme tid og hans øjne lyste ikke mere men de var virkelig meget grønne. "det her er så mit ansigt" sagde han med et venligt smil.

"hvorfor bær du så masken? hvis du virkelig intet har at skjule, som du jo siger. Det kan jo være inderst inde prøver du at skjule noget, som du ikke vil ha, at andre skal se." Hun stod lige og tænkte eftertænksomt, og så kom et smil frem som lyste hendes ansigt frem. Hun tog armene på kors, så hun stod på en stædig og provokerende måde. "du virker ret så ivrig efter, at vide hvad der er inde under min maske, hvorfor?"

"fordi når jeg er nysgerrig så er jeg meget ivrig for at finde ud af hvad det er det er sådan jeg ved det meste af det jeg gør og grunden til at jeg har den maske på er fordi jeg ikke vil have at for mange væsner ved hvordan jeg ser ud. det vil nemlig ødelægge den tid hvor jeg kan bare gå stille og roligt hen af gaden uden at nogen vil kende mig og jeg kan bare nyde stilheden" sagde han med et venligt smil. han mente hvert eneste ord han sagde.

hun kiggede ned med et sørgmodig smil. "Der er du en af de heldige som kan gå ned af gaden uden problemer vel og mærke uden at have maske på." Hun så på de andre mennesker, og man kunne tydelig se at hun savnede noget, og hun mindes om gamle tider. "du så jo selv hvordan barnet reageret. Hvorfor skulle normale folk heller ikke gøren såden." Hun kiggede på de andre menneske, og man ville let kunne forstille sig, at hun forstillede sig at hun var blandt dem. Hun mumlede lavt så man knapt nok kunne hører det for sig selv. "Jeg ønskede at jeg bare var et menneske." En tåre trillede ned af hendes venstre kind, hun tårede den vredt væk med bagsiden af hånden. Tænkte: Fandens mig, hvorfor helvede kan jeg bare ikke holde mine følelser inde? Hun skubbede sin tristhed fra sig og så op på sakref med et smil, som var ægtig fordi hun var god til at skubbe dårlige følelser fra sig.

"hmmm du siger du gerne vil kunne gå blandt andre og se dig selv som normal. hmmm måske kan jeg hjælpe med det men jeg er nød til at se hvad der er galt før jeg kan hjælpe dig" sagde han med et venligt smil.

Hun kiggede på ham med et charmerende skævt smil. "nej ingengang du kan sikkert gøre noget ved det, og hvis du endelig kunne, så ville det stadigvæk være en del af mig inde i, og så er mit problem vel ikke væk?" Hun kiggede undrende på ham og gik lidt nærmere imod ham. "hvorfor ønsker sådan en som dig at hjælpe mig?"

"hmmm nysgerrighed. venlighed. måske begge dele det er et godt spørgsmål" sagde han med et venligt smil. Han kunne nemlig nemt forvirre sig selv nogen gange med de ting han gør men han gør de ting for det meste på grund af venlighed fordi så længe folk ikke gør ham noget så har han ikke noget imod personen.

Hun studerede ham lige. "ja men venlighed som gavner dig. Jeg tror at du er en af de personer som er venlige når det gavne personen selv, eller er du altid god, fordi du er en god person??" Hun smilte tilfreds til ham. "Men selvom du er nysgerrig så vil du ikke få at vide hvad der er under min maske og mit tøj. Mange andre før har prøvet det, men de kunne ikke." Smilte stolt og tilfreds. Hun vendte ryggen imod ham, og lod jakken falde til jorden. Hendes t-shirt var bar på ryggen så man kunne se ryggen tydeligt, og stoffet som var på hendes hud dækkede halvdelen af ryggen ligesom resten af kroppen. Men lige ved stoffets kant kunne man tydelige se mange hvide ar i forskellige former, men de fleste af dem lignede kløer som havde prøvet af flå den af. Men da hun havde taget jakken af, afsløret hun også noget andet. Ved hendes venstre hofte hang en sort meget udsmykkede metal armbryst og hun havde et bælte på fyldt af flot udsmykkede pile og der så ud til at mangle tre, som hun allerede havde brugt. Hun vendte hovedet skråt bagud til ham. "se selv. mange andre har prøvet det før, den eneste måde man kan få den af på, er ved at jeg ønsker det, så falder det af som let som ingen ting."

"men hvorfor ønsker du ikke at få den af?" spurgte han lidt undrende da hun havde sagt det. hvem i verden kunne lave et sådan et værk som det hun havde på og hvad dækkede det? han ville nok finde ud af det før eller senere men han gad ikke at være ond endnu han så nemlig ingen grund til at være det imod hende. dog kunne han godt forstå at hun var lidt forsigtig med at tage hjælp imod folk der var venlig men han var kun nysgerrig og som han altid gør så betaler han tilbage til den person han var nysgerrig med ved at hjælpe deres problem sådan var han opvokset og lært op.

"hvorfor mon? nok fordi det skjuler noget som jeg ikke vil ha at andre skal se, eller jeg selv skal se." Hun vendte sig imod ham og lændte sig ned efter sin jakke, hun kom til at vise hele sin kavalergang da hun bukkede sig ned, hun tog den op og holdte den i venstre arm, så den dækkede armbrysten. "men ja jeg ønsker at tage det hele af, men det kan jeg ikke." Hun pegede på sin maske. "denne maske hader jeg for alt i verden, jeg ønsker bare at jeg kan tage den af, men det er faktisk ikke masken jeg hader, det er symbolet med masken, at den dækker over noget som jeg ikke kan lide, og desunden så er dette stof også under min maske, men det er som regel ikke der når jeg har masken på ellers er det for varmt." Hun stod og studeret ham. tænker: hvorfor ønsker han at hjælpe mig, sikkert fordi han vil finde ud af hvad jeg er, så han på en eller anden måde kan udnytte mig.

"som du ønsker hvis det er dit valg at have det der på for evigt så vil jeg ære dit valg, men husk at der kan være en chance for at jeg kan hjælpe dig. nok ikke en 100% chance men nok en 70% chance. men du bestemmer selv hvad du vil og ikke vil men sig til hvis du vil have min hjælp" sagde han venligt. Han ville gerne hjælpe hende men hvis hun ikke ville have hjælp så kunne han ikke gøre noget ved det. Han fejlede jo selv inderst inde selv noget men hans styrke dækkede over det som et mægtigt energi skjold.