Noget er ikke helt rigtigt her?! -Jameelah

Dato/Dag: IRL
Tid: 21.02
Sted: Petronia night club
Vejr: udenfor regner det og blæser
Omgivelser: skumle væsner, nogen er fulde
Iført: Løse hullede jeans, en grå t-shirt med blå print og sin sædvandelige cremefarvede efterårsjakke(som på profilbillede)

Oliver kom en smule klodset væltende ind af døren til en eller anden random klub, det havde været glat udenfor og han havde kæmpet sig vej indtil det eneste åbne sted han kunne se, efter at have været faret vild i næsten en time. Han rystede hovedet lidt som en hund og vandet røg ud til alle sider væk fra hans hoved. Han kiggede op og så til sin rædsel en masse mennesker rundt omkring som havde fået vand på sig, nogen af disse tydeligvis ikke glade, han så en vampyr blotte sine tænder og slikke sig om munden og skyndte sig hurtigt væk fra dansegulvet. Hvor han fik mange underlige blikke. Det var ikke unormalt at møde en vampyr på en klub, så han tog det ikke så tungt, imens han bevægede sig imod baren synes han at mærke mange blikke på sig og vendte sig ofte rundt for at få et overblik. han gøs og det gik pludselig op for ham at noget ikke var rigtigt. Han stoppede op og kiggede sig omkring og nu kunne han se at det ikke var helt rigtigt. Selvom hans lugtesans for andre racer ikke var god så var lugten af vampyr, dæmon og varulv så stærk at det var skræmmende. Han var endt direkte inde i sit værste marreridt. Med et skræmt udtryk satte han sig tavst ved baren, ligbleg og forskræmt. Han slog hovedet ned i bordet og tænkte som en gal på hvordan han nogensinde skulle komme ud herfra igen.

Påklædning: Lårkorte sorte short, sort tanktop og sorte stiletter. Håret er sat op i en hestehale

Jameelah passede som sædvanligt sit job på Petronia. Vampyrene og andre engle-elskende væsner, holdt sig pænt fra hende. Hele tiden skævede de mod hendes tre ar på halsen. Alle tre var vampyrbid og fra den samme vampyr. Derfor holdt de andre "onde" væsner sig fra hende. Som om de troede at hun tilhørte den vampyr, som havde bidt hende. Hvilket hune gentlig var meget godt tilfreds med. Så fik hun ro til at koncentere sig om sit arbejde, præcis som hun ønskede. Desuden så var det dejligt ikke at have vampyre og dæmoner hængende om halsen, når hun serverede. Selvfølgelig så de på hende med sultne blikke, men de behandlede hende altid med respekt. Specielt de ældste vampyre, som altid holdte til i det mørkeste og skumleste hjørne. Og de andre vampyre fulgte trop. Når hun var på arbejde var det altid de ældste vampyre, som hun serverede for, når de bestilte noget. For hende kunne de godt lide, åbenbart. De syntes vel hun var modig, og det at have overlevet tre angreb fra en stærk vampyr, var åbenbart sjældent.
Hun sukkede og lagde ikke med det samme mærke til duften af engel. Hurtigt blandede den sig nemlig med de andre dufte derinde, som hun var rimelig vant til. Desuden var hun jo også vant til engle duften. Så derfor lagde hun ikke hurtigt mærke til den. Men lidt efter lidt trængte den ind i hendes næse og hun så op, fra sit serveringsarbejde. Næsten med det samme fik hun øje på en ligbleg og skræmt engel. "Lad ham være!" råbte hun til de sultne vampyre, som straks så væk. Så gik hun hen til ham. "Skal du have noget?" spurgte hun blidt, som kun en engel kunne, og så på ham med store, forstående øjne.

Oliver slog hurtigt blikket op med et forskrækket udtryk da han hørte en pige råbe. Han brune øjne landede på hende og han var i et kort øjeblik slået helt ud af den, hun udgav en charmerende, luftig, varm og betrykkende aura, en engel? Hun var i hvert fald ikke et mørkt væsen. Han tøvede lidt med at svare hende da han studerede hende, hun havde usædvandelig rundt hår og et par blå øjne, blå havde altid været hans ynglings farve. "Jeg.." begyndte han, men mannede sig lidt op inden han fortsatte for ikke at se for svag ud "Jeg tager en Gin og Tonic" sagde han så og og kiggede lidt ned i bordet inden han hurtigt slog blikket op imod hende igen "Du er engel er du ikke? oh, og tak fordi du reddede mig" Fortsatte han med et skævt anerkendene smil, uden at opdage arene på hendes hals. Hans lugtesans var alt for dårlig og det var lidt pinligt at spørge om, men han var ret sikker på at hun var engel. Han havde altid haft et talent for at fornemme andre væsners auraer.

Med et smil begyndte hun straks at lave hans drink. Efter et par sekunder stod den foran ham. Gad vide hvordan han dog havde forvildet sig ned på Petronia. For det avr de færreste engle der turde komme bare i nærheden af baren. Menneskerne turde godt, for der var jo lækre "mennesker", men de mennesker der kom der, havde det med at forsvinde, blive fundet dræbt eller blive dybt traumatiserede af noget som skete, når de var gået med et vampyr eller dæmon. Men de kunne jo ikke vide hemmeligheden. Det ville være alt for farligt hvis den slap ud til hele menneskeheden. Engelenes vinger, ville sikkert blive enormt eftertragtede eller noget. Og også nogle af de andre væsnerne specielle udseenderne.
Hun rystede på hovedet, for at lave lidt sjov med ham. "Nej, jeg er vampyr" svarede hun med et blidt smil og drejede hovedet, da en anden kunde havde brug for noget opmærksomhed. Dermed kunne den anden engle nu se de tre vampyrbids ar, der var næsten usynlige mod hendes lyse hud på højre side af halsen. Men de var der.

Oliver stivnede lidt igen og kiggede op på hende *vampyr?!* men blev lidt lettet da han mærkede hvordan hans fornemmelse var sagde noget andet. Han var næsten sikker, specielt fordi den smukke pige foran ham gjorde ham så tryk i forhold til de andre væsner herinde, men det plagede ham da stadig lidt hvordan en engel kunne finde på at være bartender sådan et sted. Med en rysten på hovedet tog han sin drink og tog en slurk af den, men da han skulle til at sætte den ned fik han øje på tre små ar på pigens hals, de lignede til forveksling vampyrbid. Han satte hurtigt glasset ned og lænede sig frem over baren for at se det lidt tættere på og tænkte slet ikke over hvad andre ville tænke da han ikke havde hovedet ret langt fra hende. "Det er nogle nasty ar du har der" sagde han så med et alvorligt udtryk der stadig konsentrerede sig om hvor hvidt det var vampyrbid. "Hvordan har du fået dem?" fortsatte han og lænede sig lidt tilbage igen.

"Bare rolig - jeg er engel" sagde hun og lo sin altid blide latter. Men hun troede bestemt han havde regnet den ud. For i nærheden af hende blev man altid tryg - præcis som man gjorde ved alle andre engle. Jameelah kunne nemlig sagtens mærke hvordan hun selv blev mere tryg, når han var i nærheden af hende. Derfor kunne hun godt lide når der var andre engle på Petronia. Måske kunne de ikke lide at være der, men de beroligede hende, hvilket hun jo godt kunne lide, Så blev det endnu nemmere at arbejde.
Først lagde hun ikke mærke til at han stirrede på hendes ar, da hun havde travlt med at servicere de andre kunder. Faktisk var det først, da han kommenterede dem og hun drejede sig rundt, hun lagde mærke til det. Hans hovede var ikke langt fra hendes hals og dermed højre side af den, hvor de tre ar sad. De var okay store, men kunne alle sagtens være der. Måske havde vampyren ikke haft så stor en mund. Det havde hun aldrig lagt mærke til. For hun havde været alt for lammet af skræk til at ligge mærke til den slags. Da han sagde hvordan de så ud, nikkede hun kort og servicerede igen de andre kunder. Multitasking var ikke svært for hende. Hun var efterhånden ret god til det. "Jeg var dum og uerfaren.. Plus vampyren så ret godt ud" mumlede hun med et skævt smil på læberne. Det triste var bare at han havde haft lyst til at bide hende. Da hun i forvejen ikke var særlig stærk, så havde det jo været legende let for ham, når han var E-vampyr. Demetri havde ødelagt hendes liv tre gange, men ikke dræbt hende endnu. Heldigvis var det længe siden hun havde set ham. Så kunne hun måske leve eller slippe for et fjerde ar.

Oliver satte sig tilbage og tog noget af sin drink. Han kunne godt lide tanken om at selvom han havde forvildet sig direkte ind i en vampyr redde, så var der stadig en engel mere, der var... Ja hvad var det nu hun hed? det havde han vidst ikke spurgt om. Han lod sine brune øjne køre op på hende igen og rettede sig lidt op efter at have sikret sig at hun ikke var ved at snakke med andre kunder. "Jeg er Oliver" sagde han så med et imødekommende smil imens han rakte en hånd frem imod hende over baren.
Han havde før ikke svaret på hendes 'vampyr så godt ud' kommentar. I hans øre lød det som om at hvis det var den samme vampyr hun hentydede til, så måtte hun jo næsten ha været forelsket i ham, for at lade ham gøre det 3 gange, men det var jo ikke noget han vidste noget om eller skulle blande sig i så han holdt sin mund omkring det, sådan noget var jo nok heller ikke noget man spurgte en man lige havde mødt om også selvom han havde en god følelse omkring hende. Han vendte hovedet ved lyden af et lille klynk ikke så langt væk og så hvordan en kvinde, formentlig menneske, blev trukket ind på et toilet af en formentlig vampyr eller dæmon. Han gøs og vendte sig imod englen igen.

"Men han kom sammen med en anden vampyr og jeg var aldrig forelsket i ham" fortsatte hun med et skævt smil, mens hun serverede for nogle af de mennesker der også altid befandt sig på Petronia. Hvorfor vidste hun ikke, men de følte sig vel bare draget dertil pga. af mystikken omkring stedet og det at der altid var smukke personer derinde, trak vel også en del op. Men det var jo deres eget valg. Hvis de ville derind, så måtte de vel det. Tit kom de bare aldrig rigtig tilbage til deres lejligheder, huse osv. Desværre. "Det var min egen skyld. Jeg var dum og han havde humørsvingninger hele tiden. Så de minder mig om altid at passe på" afsluttede hun og smilede til ham.
Der var en smule travlt, men det var til at overkomme. De ældste var stadig optaget af de menneske piger, der sad henne ved dem og derfor havde de ikke bestilt igen. Typisk bestilte de mange gange om aften, for at gøre deres ofre mere medgørlige. Og hun blandede sig ikke i det. Hvis hun ikke blandede sig i deres sager, blandede de sig ikke i hendes. Sådan var det bare, og hun kunne sagtens leve med det.
Da han rakte hånden frem mod hende og præsenterede sig, tog hun den og klemte den blidt. "Jameelah" præsenterede hun sig og gav så slip på hans hånd igen. Sendte ham et blidt smil og tørrede så disken af.

"Når på den måde" svarede han tøvende og rystede lidt på hovedet. "Men i det mindste lærte du at se dig for" fortsatte og follede armene over kors med et skævt smil. Det gjorde ham på en måde vred at en vampr kunne være sådan. Han var aldrig selv blevet bidt, måske fordi han slog fra sig som en gal hvis nogen prøvede at bide ham. "Det er i hvert fald hyggeligt at møde dig Jameelah" fortsatte han og gjorde sit smil lidt breddere. Det var faktisk lidt sjovt hvordan at stå i den faretruende situation, som han før havde været i også gå fra det og til at få en ny engle ven, endda en meget smuk engle pige ven. Måske var det de blå øjne der gjorde det, blå havde altid været hans ynglings farve.
Oliver kiggede ned på sin drink, som stadig var temelig fuld. Han tog den op og tog en lille slurk af den. Han brød sig ikke om at være virkelig fuld, så derfor holdt han altid lidt igen med alcoholen. Han kløede sig let i det brune hår og smilede til hende. Hán havde tænkt sig at holde sig til hende for ikke at blive spist.

Jameelah nikkede. "Præcis.. Men jeg takker ham også, for pga. af dem holder de andre sig fra mig" mumlede hun så lavt, at kun Oliver ville kunne høre det. For hun var ikke ret vild med at de andre hørte det. Måske ville de kunne, men måske ville de heller ikke kunne det. Vampyre og dæmonernes hørelse var jo utrolig god, men de måtte vel også koncentrere sig om andre ting end at smuglytte på andres samtaler. Som fx at lokke deres ofre og sådan. Bare alt andet end lige at høre andres samtaler. "Og de ældste har respekt for mig" lo hun lavt.
"I lige måde, Oliver" sagde hun og smile glad. Måske ikke lige det man forventede af en engel, der risikerede at blive dræbt hver eneste øjeblik hun befandt sig på sit arbejde. Men egentlig kunne hun nu godt lide at arbejde der. For lønnen var utrolig god. Når bartenderne ikke holdt særlig længe, så var lønnen nødt til at være god, før at nogen gad søge arbejde. Så vidt hun vidste så var hun den der havde holdt længst indtil videre, hvilket måske overraskede ejeren lidt. Men han var vel bare glad for det, så han kunne tjene nogle gode penge. For når hun var der, så bestilte de rige, ældste vampyre masser af drikke.
Hurtigt stablede hun en masse forskellige drinks på en bakke, da hun så "signalet" fra en af de ældste. "To sek" mumlede hun hurtigt og smuttede ud af baren med bakken i den ene hånd. Så styrede hun ned mod de ældste.

//Smutter lige i bad, så hvis du svare og jeg ikke lige for svaret med det samme.. Så er det derfor xD//

Oliver smilede af hvad hun sagde, det var utroligt hvordan hun havde overlevet sit arbejde som bartender her, men som sagt havde vampyrene her jo lidt respect for hende. Han fulgte hende med blikket da hun bevægede sig over imod det mørkeste hjørne af stedet og fik øjenkontakt med en ældre vampyr hvorefter han hurtigt vendte hovedet den anden vej kun for at få øje på en anden, nok rimelig ny vampyr, der lige havde sat sig ned. Oliver hoppede lidt på stolen af shok fordi han ikke havde set vampyren her, det var en kvinde "hey, hvad med at du kommer med mig?" spurgte hun lokkende, men Oliver vidste godt hvad hun ville og svarede hurtigt og præcist igen "Nej tak."
"kom nu" fortsatte hun og rakte en hånd ud efter ham. "bliv væk!" svarede han, lidt afvigende, lidt irreteret og fik sigtet en af sine evne bobler imod hende, den sprang og fik skubbet hende et stykkevæk. Hun fnyste og fortatte den anden vej.
Oliver åndede lettet op og kiggede over på Jameelah der til hans lettelse stod med ryggen til og ikke havde set det. Han var lettet over at han kunne bruge sin evne og forsvare sig selv, men han var stadig lidt anspændt af at være et sted med så mange vampyre og dæmoner, for måske kunne han klare sig imod en eller to, men ikke 50.

//Okay har lige noget jeg skal spørge dig om på pm bagefter ^^//

Jameelah stilte bakken på bordet foran de fire ældste vampyre og stilte så deres mange drinks på bordet. "Mine Herre" hilste hun og smilede engle blidt til dem. Som sædvanlig gjorde hendes tilstedeværelse dem endnu roligere end de så ud. Helt afslappet sad de sammen med omkring 7 unge kvinder, der helt klart beundrede dem meget. Hvem ville ikke det? Når de var så guddommeligt smukke og unge, trods de mange år de havde levet, så var de helt klart fantastiske. Hvis hun havde været menneske, ville hun nok også have været hypnotiseret af deres skønhed. Desværre, var det jo så bare det, at de var hun ikke. Men på en måde var hun også ret glad for det. For hvis hun havde været menneske var hun sikkert allerede blevet dræbt. Medmindre hun selvfølgelig ikke havde boet her. Men der var jo vampyre og dæmoner overalt, så.
Da hun havde læsset drinksne af og nikket til vampyrene gik hun tilbage til baren igen. Det lille slagsmål havde hun ikke lagt mærke til. Når hun var nede ved de ældste, så var hun altid meget på vagt trods deres respekt for hende. Men sådan var hun bare. Hun tog sine forholdsregler, for hun skulle ikke ende som føde for dem. Under ingen omstændigheder! Det var under hendes værdighed at blive dræbt af en af dem.
Hun smilede, da hun nåede om bag baren og så på Oliver igen. "Hygget dig mens jeg var væk?" spurgte hun med et smil.

//Sådan xD//

Oliver kiggede lidt efter vampyren igen, hvor han dog hadede slagsmål, især sådan nogen upersonlige nogen fordi han var engel, det var bare synd at de tit forekom. Han vendte sig rundt igen og fik øje på Jameelah som var på vej tilbage. Han smillede til hende og mærkede hvordan han automatisk blev mere tryg ved hendes tilstedeværelse. Nok mest fordi væsnerne holdte sig på afstand herinde når han snakkede med hende. Hvilket var utroligt de gjorde når de 2 var de eneste engle her omkring.
"Mere eller mindre" svarede han og smilede til hende imens han bed sig i underlæben. 'hygge' kunne man vel godt kalde det, "Men jeg foretrækker nu når du er her" fortsatte han og fik øjenkontakt med hendes blå øjne. Han spejdede lidt omkring for at være sikker på at der ikke var nogen væsner lige i nærheden og kiggede over på de ældre igen. Stakkels menneskepiger, nogen burde advare dem, men man måtte jo ikke afsløre noget om vampyre til dem og hvis man gjorde ville man jo nok ende som føde for en af de ældre i stedet for en pige.

//Fedt, skriver lige over pm;)//

Jameelah lo sin blide latter, da det bestemt ikke så ud som om han havde hygget sig, den korte tid hun havde været væk. Men hvilken engel hyggede sig også på Petronia? Den engel ville hun gerne møde, for det var godt nok ikke hende selv. Selvfølgelig arbejede hun der nærmest hver nat, men hun hyggede sig absolut ikke der. Hun arbejdede der kun fordi lønnen var god, og fodi hun havde brug for pengene til at betale sin dyre taglejlighed i det solbeskinnede, trygge, dyre La Sunisha. Desuden boede hun i en meget ny og moderne bygning lige midt i byen, hvilket bare gjorde det endnu dyre at bo der. Så pengene var hun absolut glad for. Hvis det ikke var for dem, så ville hun sikkert være røget på gaden eller have været nødt til at bo i en af de andre byer, som var endnu mere overrandt af de onde væsner end La Sunisha var.
"Det forstår jeg godt" mumlede hun og smilede.

//Great ^^ Sorry, men kreaen svigtede lidt /: //

Oliver grinede lidt og kløede sig i baghovedet. "så Jameelah, bor du her omkring" spurgte han så og tog en tår af sin Gin og Tonic. Han kunne stadig mærke et par blikke i nakken, men valgte at ignorer det, han var vel ved at vænne sig til det. Det var svært for ham at tro at hun boede her omkring, det var nok det mest vampyr overendte sted på jorden og bare gå hen ad gaden var livsfarligt for en engel, før man vidste det var man jo blevet en blodsugers middagsmad. Men der boede heller ikke så mange i byen, nok fordi de fleste mennesker blev slået ihjel meget hurtigt. Men helt med englen foran ham vidste man aldrig rigtig, kunne hun finde på at arbejde her kunne hun vel også finde på at bo her, men det var i hvert fald ikke noget han kunne finde på, ikke i hundrede år ville han sætte sit liv på spil på den måde.

//så er vi 2 xD//

Jameelah rystede på hovedet. "Nej, jeg bor i mit eget private paradis - La Sunisha" svarede hun og smilede helt lykkeligt. La Sunisha var hendes helle. Der hvor hun kunne slappe af og ikke behøvedes bekymre sig om sit liv. For der var der næsten ingen vampyre eller dæmoner, som holdte til. Vampyrene kunne jo kun vise sig om natten, og det var rimelig mistænkeligt i La Sunisha end i de andre byer, hvor det nærmest var mærkt hele tiden. For i La Sunisha skinnede solen det meste af tiden, de meste af året. Om vinteren var det godt nok koldt, men alligevel skinnede solen. Præcis som hun kunne lide det.
"Bor du i nærheden?" spurgte hun nysgerrigt. Sikkert ikke, for hvilken engel ville dog være så skør? Dette sted var nok det sted på jorden, hvor der var flest vampyre og dæmoner overhovedet..

//Yay, så kan vi danne en klub ;) //

Oliver nikkede af hendes forklaring og smilede. Han var lidt lettet over at hun ikke boede her for det ville bare være selvpinsel. Især når hun osse var bartender her, det ville være 24 timer i døgnet hun var her. Han smilede venligt til hende og svarede glad på hendes spørgsmål "Nej det er jeg slet ikke modig nok til!" begyndte han med et grin "Jeg bor i et nyt kvarter i Sheria" fortsatte han og tænkte tilbage på hvordan hans far havde tilbudt ham den top moderne lukseslejlighed som han boede i. Han skulle arbejde meget for at bo der, men fik en smule rabat også var der alligevel det værd mente han. Og det var jo også i det kvarter at han havde fundet sin eneste sammenbo, katten Jelly Belly. "Er det så godt i La Sunisha?" fortsatte han og kunne nok ikke finde på at flytte et sted hen hvor der altid var sol. Mest fordi at der nok aldrig var sne, han elskede sne.

/Yay! lad os gøre det!//

"Sheria" mumlede hun. Et sted hvor der boede mange mennesker, men også boede mange dæmoner og også en del vampyre. Dog var det ikke noget hun havde lyst til at fortælle ham. Mest fordi at han nok ville finde ud af det på et tidspunkt. Måske boede han lige frem ved siden af en dæmon eller vampyr. Hvis han boede i et af de nye kvartere, så var det helt sikkert fint, og det var tit der at de smukke, onde væsner søgte hen. De havde jo en stor formue de lige så godt kunne brænde af på et eller andet, når de ikke spiste andet end menneskernes blod, sjæle eller skygger. Så derfor kunne man tit støde på nogen af dem i de nyere, fine kvartere.
Jameelah nikkede. "Ja, jeg elsker det! For det minder mig meget om der hvor jeg oprindeligt er fra" mumlede hun med længsel i stemmen. Tit savnede hun sit hjemland. Hawaii. Men hun havde haft brug for at komme væk. Væk fra det hele. Når man ikke så ud til at blive ældre end de 17 år, som hun gjorde, så begyndte folk at snakke. Hvilket de helst ikke skulle.

"hvor kommer du oprindeligt fra?" spurgte hans så intresseret og smilede venligt til hende. Han vidste selvfølgelig godt riikoen ved at bo i sheria også hvor han nu boede, men der boede også mange engle, som vampyre nemmere kunne få fat i. Selv havde han været oppe at slås med et par stykker selvom han hadede det. Han kiggede op på Jameelah og prøvede at regne ud hvor hun kom fra, men kunne slet ikke genskue det på grund af hendes røde hår og blå øjne som man ikke så hos mange.
Han tog lidt af sin drink og opdagede at den snart var tom og besluttede at hvis han skulle have mere skulle det være uden alcohol. Han ville ikke risikere at blive fuld herinde også selvom Jameelah var her, det var jo ikke hendes job at passe på ham og han vidste at så længe han var ædro så kunne han godt forsvare sig imod de fleste vampyre.
Han bed sig let i underlæben igen og kiggede lidt ned i bordet inden han kiggede op på hende igen med sit sædvandelige venlige smil.

"Hawaii" afslørede hun med et smil og lo blidt. Hvis man spurgte hende, var det det mest fantastiske sted på jorden. Alt var utrolig smukt og frodigt der. Helt perfekt. Plus at bølgerne var fantastiske at surfe på og vandet var dejlig blåt. Hun kendte mange surf steder, som ingen turister brugte. Mest fordi at de lokale holdt dem for sig selv og sørgede for at de var umulige for andre at finde. Måske lød det ondt, men turisterne overrendte bare strandene. Desværre.

//Sorry, min krea døde lidt der -.-//

"virkelig" svarede han overrasket og havde ikke lige set det komme "så er du jo langt væk hjemme fra" fortsatte han og undrede sig over hvorfor hun var flyttet fra stedet, men måske var det samme grund som ham. Han havde blevet nød til at rejse fra sin familie fordi at folk begyndte at opdage at han ikke blev ældre, det havde været hårdt og Oliver havde tit følt det som en skidt ting at være engel på grund af at de ikke blev ældre. Hvis ens familie havde også var væsner ville det måske være bedre, så var det ikke så ensomt at leve så længe. Hans familie var forlængst borte og det pinte ham lidt, men han havde selvfølgelig stadig sin far som han dog ikke så så meget på grund af arbejde.

//ja, jeg er heller ikke helt på toppen^^//

Jameelah nikkede. "Men det gør mig ikke noget, for jeg kan bare vende tilbage engang om nogle årtier" mumlede hun med et skuldertræk. Måske ville hun så møde sine niecer og nevøer eller noget i den stil. Hvor ville det være mærkeligt. Men hun kunne altid sige at hun var sin egen datter eller barnebarn. Det afhang jo af, hvor mange år der ville gå før hun tog tilbage til sin hjemby. Dog regnede hun med at der ville gå i hvert fald tyve år. Måske tredive eller fyrre. Hun vidste det virkelig ikke, men på et tidspunkt ville hun gerne tilbage til sit paradis. Se hvordan det gik og om alle hendes "skatte" var blevet fundet af turisterne og dermed ødelagte. Dog tvivlede hun stærkt på det.

Oliver stirrede lidt tøvende på hende inden han gav hende et diskret smil. "Når du så tager afsted igen, vil du så blive der?" spurgte han nysgerrigt og slog så sine brune øjne ned i bar disken om var blank nok til at han lige kunne se omridset af sig selv. Han havde ikke så mange venner her endnu og slet ikke andre væsner. Derfor ville han jo helst ikke have at en af hans nye venner, eller han håbede da at de var venner, skulle rejse væk for altid. Han havde selv tænkt sig at blive boende her, men ikke blive for tæt knyttet til mennesker da de bare ville opdage at han ikke blev ældre også ville han blive nød til at flytte og det var da det sidste han ville. Hurtigt slog han øjnene op på hende igen stadig med sit diskrete smil.

Hun trak på skulderne. "Jeg har ingen anelse.. Jeg rejste for ca to år siden, så tager ikke tilbage lige foreløbig" sagde hun med et smil og gav sig til at rydde op bag baren. Satte rene glas på plads og tørrede disken med hurtige bevægelser. Efterhånden var hun blevet vant til det. Det var blevet rutine og så var hun egentlig ret god til at servere havde hun fundet ud af. Men hun ville stadig hellere arbejde, som fotograf eller stylist som hun havde uddannet sig til. Desværre var det bare svært for hende at få et arbejde, som en af delene. Hvorfor vidste hun ikke. I hvert fald havde hun bare taget hvad hun kunne få, og det havde så været som bartender på Petronia. Det havde så vist sig, at hun var okay god til det. Overraskende.

"okay" svarede han kort og smilede til hende. "Det er jeg glad for, så efterlader du mig ikke her alene" fortsatte han og grinede lidt. Han havde boet her i snart 5 år uden at nogen havde lagt mærke til hans alder, måske var det fordi han ikke knyttede sig til nogen her overhovedet. Det blev ret ensomt i længden, men han ville hellere det end at efterlade sine venner, familie og identitet igen. Her var heller ikke så mange engle og elvere her, det var dem som han mest foretrak at være i nærheden af, men måske var det fordi at han var hånde ræd for vampyre og dæmoner, i hvert fald dem der bed, men han var ikke den der bar den nag og kunne derfor godt snakke lidt med en vampyr eller dæmon der havde forsøgt at bide ham, hvis han vidste de ikke ville gøre det igen.