Den ikke helt så hellige engel - Bella

Tid: Sent på eftermiddagen hvor klasserne begynder at få fri.
Sted: I skolegården.
Vejr: Trist og gråt.
Tøj: En let blå stropløs sommerkjole .
Omgivelser: Gamle knirkene gynge- og klatrestativer.

Sas havde gået rundt hele dagen og var nu efterhånden blevet godt træt. *Stakkels mennesker* tænkte hun. Tænk at de ikke havde noget andet valg end fødderne. Hun kunne i det mindste flyve når der ikke var nogen andre til stede. Hun så sig lidt om. Hvad var det for et sted hun var kommet til? Store metalinstrumenter med kæder der hang og knirkede i vinden, felter med sand der formede ødelagte slotte og andre former og farvestrålende børnetegninger på murene? Sas fandt det YDERST mystisk og gik i store buer udenom tingene selvom hun var utrolig nysgerrig.

Bella sad på en af gyngerne. Hendes arme var slyngede rundt om kæden og direkte ned i hendes hættetrøjes lommer. Bellas hår sad løst foran, hættetrøjens hue dækkede hovedbunden. Gyngerne knirkede og vislede. Som om forbryderne trakte deres kæde i gården lige nu. Bella lavede suk og luften fra hende kom ud og forsvandt så hurtigt som den var kommet. Kort skimtede hun en skikkelse, en pige. Selvfølgelig var det en pige, kønnen var jo ikke sjælden. Men der var noget ved hende. Hun fløj over jorden. Det havde hun set noget til på det seneste.

Sas landede på jorden og trak vingerne ind igen da hun mente at stedet var sikkert nok. Hun kunne mærke den kolde vind mod sin hud men fortrak ikke en mine på grund af det. Det der gjorde hende nervøs var at hun havde på fornemmelsen at nogen eller måske noget betragtede hende. hun vendte sig om og lod blikket køre rundt gennem legepladsen. Hendes blik stoppede og hvilede da hun opfangede pigen der sad og vippede stille frem og tilbage på gyngen. Havde hun siddet der længe? Hvor meget havde hun set?

Bellas ben rystede. Kulden trængte igennem til hende. Hun havde set hende. Sikken en skam, hvor længe havde hun endelig vist hun havde været her. Bella skubbede sit hår væk fra øjne, Hun stirrede kort og vendte derefter blikket mod sin telefon. Det var hendes mor Maria "Bellz her, Hvad er der mor?" Mumlede Bella. Hendes mor og far kaldte hende altid Bellz. 'Hvordan var din dag, Bellz' Osv. Hendes mor sagde at Jennifer fra Nashville havde ringet og sagt at hun aldrig ville have kontakt igen. Bellas mund stod på vidt gab.

Sas så at hun blev optaget af sin telefon og skyndte sig om bag et hjørne. Hun betragtede lidt pigen. Nok lignede det her sted noget for børn men... var hun ikke lidt gammel til at være her? og så alene? Hun undrede sig lidt men håbede mest på at hun ikke havde set hende svæve.