Maybe we are to different. - Sian

Dag + Dato: irl.
Tid: 17:20
Sted: Axels villa i Sherias udkant..
Omgivelser: Stedet ser temmelig øde ud, mere spøgelseshus end hjem..
Vejret udenfor: blæsevejr, men tørt.

Axel lå henslængt på sofaen.. En enkelt blodsdråbe løb ned over hans hals og han smilede grumt for sig selv. Han askede langsomt den cigaret han havde i hånden.. blod var begyndt at gøre ham.. hmm, anderledes. Det var svært at sætte ord på. Han rejste sig, snuste til luften i huset der var.. støvet, og svagt metallisk. Menneskenæsen ville måske ikke opfange det, men lugten af blod var tydelig.. Han gik ned af den lange gang fra soveværelset til badeværelset.. forbi døren til stuen, og forbi trappen ned til hallen og køkkenet. Han gik ud på badeværelset og betragtede sit spejlbillede.. hans hår var uglet, hans tøj var uglet, og hans hvide brystkasse var plettet til med vådt blod. Han grinede stille af det, og så ind i de næsten hvide øjne "anderledes.. det tør siges" sagde han og rakte ud efter et sort håndklæde og tørte det våde blod væk. Han gik ned i hallen og skævede kort mod de tildækkede vinduer.. tunge sorte gothisk inspirerede gardiner, det passede godt til vampyrgenren, måske havde han levet sig for meget ind i det og det havde smittet af? Tja.. who knew. Hans blik søgte det lille armbånd på væggen.. det skulle beskytte ham mod det onde, men dett var nødt til at hænge der.. han kunne ikke være i nærheden af det. *Sian...* hans tanker løb på afveje, og han rystede på hovedet af sig selv og gik ovenpå, måske et koldt bad ville hjælpe på det.

Sian der havde været på en streng kost skole i bulgarien, i en måneds tid, var blevet smidt hjem og derefter sat i plejefamilie. Hun havde endeligt fået lov til at komme udenfor huset og var nu på vej hjem til Axel. Hun havde ikke haft mulighed for at fortælle Axel om det der var sket og var bange for om han helt havde droppet hende. Hun havde en rød hættetrøje på, med hætten trykket ned over hovedet, et par slidte sorte jeans og et par grønne sneakers. Hendes har var blevet lidt kortere da det var blevet klippet og hen havde et par mærker i ansigtet fra slag, men det var ikke noget hun skepulerede over, det havde gjort mindts ligeså ondt på dem der havde slået hende som på hende selv. Hun havde en skuldertaske af cowboy stof hen over skulderen og gik med blikket ned af. Hun stoppede da hun stod ude foran hans hus. Hun sank og gik und af lågen og op til hoved døren. Hun så lidt på døren og sukkede, løftede sin hånd og bankede stille på.

Axel standsede få skridt fra døren til badeværelset da han hørte at det bankede på... så sent? Eller.. sent var det vel ikke. Han var nede ved døren ligeså hurtigt som tanken var overstået. Han åbnede døren og så på personen udenfor døren. De hvidblå øjne fik et skær af genkendelse over sig, men ellers ændrede hans ansigt sig ikke markant, hun havde ændret sig.. der var meget anderledes ved hende. "Sian?.." fik han endelig frem, og rakte ud mod hende og lod sine fingerspidser strejfe et mærke på hendes kind. Han var ikke dum, det var han langt fra, han kunne se hvor det var fra. Han så hende ind i øjnene. Det var underligt at se hende igen.. Han havde næsten overvejet at glemme hende, han havde søgt efter hende.. men hun havde nærmest været forsvundet fra overfladen. Menneskeduften rev ham i næsen, og han trak hånden til sig.

Sian så kun kort op på ham før hun gik forbi ham ind i hans hus. Hun smed sin taske på gulvet "Jeg skal snakke med dig" sagde hun så og trak sin hætte af, så det lidt sjuskede klippet hår kom til syne. Det var ikke direkte grimt, men hun kunne havde set bedre ud. Hun stilte sig midt på gulvet og så på ham "Jeg har været dig utro .." sagde hun så og smilede ikke. Frøst nu lagde hun mærke til Axels blodige tøj. Han så anderledes ud. Men der var alligevel noget der fik Sian til at få blanke øjne og føle sig helt tom indeni. Det havde slet ikke været hendes menning at være utro. Hun havde ikke tænkt sig at komme med alverdens undskyldninger det nyttede intet "Jeg har været på kostskole i Bulgarien .." sagde hun så og så ned. Hun følte sig så ussel og beskidt som hun stod her i det gamle tøj, trangen til at ryge og tanken om at hun havde været sammen med en anden. Det smertede hende til det inderste.

Axel så på hende og lod hende gå med ind i huset, og lukkede døren bag hende. Han fulgte hende med blikket, og så på hendes hår da hun trak hætten af og hævede sine mørke øjenbryn. Hun var så forandret.. Han lagde armene over kors, og så på hende. Hendes ord var som et slag i maven "Utro?.." gentog han stille, og kiggede på hende i et stykke tid. lang tid, mens hun fortalte at hun havde været på kostskole i bulgarien.. Bulgarien?! Han stod stille og betragtede hende tomt "nå.." sagde han endelig med et dybt suk. Det var længe siden han havde trukket vejret og han måtte modstå at hoste. Han rystede langsomt på hovedet, og trak på skuldrende "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det, der er vel ikke mere at gøre" mumlede han bare stille. Der var noget galt han havde det underligt, men han kunne ikke rigtig sætte ord på hvad der var galt men han havde ikke lyst til at se på Sian.. han havde ikke lyst til at høre mere. Det gjorde ondt, selvom han ikke kunne føle smerte, og det var underligt at tænke de tanker, omkring syvhundrede år havde han ikke haft ondt.

Sian rakte hånden frem mod ham, men lod den falde ned lang sin side igen og rystede svagt i sine hænder "Je-jeg ved godt du ikke kan tilgive mig .." mumlede hun så og vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun ville så gerne gøre det godt igen, slette alle fejlende og begynde på ny. Hun havde ikke en gang sin familie længere de havde også smidt hende ud "Jeg har selv ødelagt alt .. Jeg har ingen undskyldninger .." sagde hun så "Ingen der er værd at høre på .." mumlede hun og lagde armene om sig selv, da hun følte sig så svag og ussel, som om hun stod midt i spotlight helt nøgen "Jeg vil bare ikke holde dig for nar .. Du fortjener at vide sandheden" sagde hun og så ned sådan at hendes hår røg ned foran hendes ansigt.

Axel så væk, så ned, så alle andre steder hen. De hvidblå øjne ændrede sig tilbage til mærkeblå, han ville række ud efter hende, trække hende ind til sig og mærke den fantastiske varme fra hende, alt det gode i hende der smittede af på ham. Ville ønske hun bare var blevet hos ham, hans elskede lille menneske. "Sian..du behøver ikke undskylde, vi er vokset fra hinanden, du har et andet liv nu, vi er for forskellige.." mumlede han stille. Han så lidt på hende igen, og bed tænderne sammen i afmagt, og vrede, men tvang sig til at trække vejret stille og roligt og nikke "Det er fint.. jeg sætter pris på at du sagde det til mig" sagde han så, selvom han havde på fornemmelsen at det ville have været bedre uden at vide det. "Jeg er ked af at det gik galt.. at jeg ikke har kunnet.. være der for dig" mumlede han så, for han havde ikke ledt grundigt nok, han havde ikke søgt ordentligt.. Han så på hende igen, han var stadig vred, det ulmede indeni ham, men han kunne ikke være bekendt at udgyde den på hende, han var vel fra 1200 tallet, og der var man altså en gentleman.

Sians øjne blev fyldt med tåre da han sagde de var vokset fra hinanden. Hun tog sig til hovedet og rystede på sit hoved "Nej .. Jeg vil ikke have at vi er vokset fra hinanden .. " sagde hun og blev helt ude af sig selv. Hun ville ikke væk fra ham, hun ville ikke på kostskole igen. Hun havde heller ikke taget sine piller de sidste par dage og det gjorde at hendes AD/HD tydeligt kunne mærkes. Hun rev sig i håret og satte sig ned i hug. Hun blinkede med øjnene og trak vejret hurtigt. Hun havde hørt den sætning alt for mange gange, det var den sætning der havde ødelagt alt for mange ting. Hun var ikke moden nok, hun var for barnlig, skulle tage sig sammen, opføre sig ordentligt og blive voksen. Det hele faldt ned over hende, det sidste hun ønskede var at Axel forlod hende. Hun følte sig ikke hel uden ham. Sian havde ikke lyst til at fortsætte sit liv uden ham, det lød sindsygt, men nu var Sian heller ikke særligt normal.

Axel så på hende, og stod stille. De var begge to voksne mennesker, de burde begge to være voksne nok til at indse at et forhold der skrantede så meget var dødsdø...Han så lidt på hende da hun sank sammen på gulvet. Han forstod ikke.. i nogle sekunder stod han bare og stirrede på hende.. hun begyndte at virke urolig, forfærdet, og han betragtede hende rive sig i håret. Han gik stille et skridt tættere på hende, og et til, og endnu et og stod til sidst foran hende. Han sank ned på hug, og tog fat i hendes hænder "Sian træk vejret.." mumlede han stille, og tog hendes hænder ud af hendes hår "jeg har ikke lyst til at slippe dig.. men prøv at se på os, du er et menneske, du har et liv, du har nogle ting du skal have gjort.. og jeg er et monster der er nødt til at leve på blod, og i mørket.. jeg hæmmer dig, og du... skal nogen ting, jeg tror det er det der er sket" mumlede han og strøg hende forsigtigt over håret. Han ville ikke slippe hende.. han ville ikke have hun forlod huset igen, mærkerne på hendes kinder, hårets manglende længde.. hans lille menneske, han ønskede at skade, dræbe den person der havde gjort de ting mod hende.

Sian så stadig ned og rystede, hun begyndte at græde stille "Du må ikke forlade mig .. Jeg har brug for dig" sagde hun så med grådig stemme og så op på ham med tårevædet øjne "Jeg ser dig ikke som et monster og det ved du godt" sagde hun så "Hvis der er nogen der er et monster, så er det mig .. Jeg har ødelagt mig selv og mit eget liv" sagde hun så og lagde forsigtigt sin hånd på hans bryst "Det kan godt være dit hjerte ikke banker, Men jeg vil gerne forære dig mit forære dig mit hjerte.. Så kan det banke for os begge?" sagde hun så og så ham i øjnene. Hun sad stadig på hug og man kunne tydeligt se på hende at hun mente det her alvorligt "Du er den eneste der kan rede mig" hviskede hun så og havde virkeligt brug for en der kunne hjælpe hende op af den grav hun selv havde gravet.

Axel så tårene.. det mest ynkværdige ved mennesket, men også det der oftest vækkede medfølelse, bøn om at blive passet på. I hans tilfælde var det altødelæggende, hun måtte ikke græde. Han strøg hende forsigtigt over håret, hans vrede begyndte at fordufte.. mennesker var fulde af fejl, alle undtagen Sian.. hun lagde ikke skjul på sig selv. Han satte sig ordentligt ned og trak hende ind til sig "shh shh.." mumlede han ned i det brune hår. "Du er ikke et monster, du er perfekt som du er.." mumlede han. Han sukkede igen, der var ingen grund til at gøre hende ked af det, og mere ulykkelig.. han måtte vel snakke hende efter munden. Han vuggede hende forsigtigt frem og tilbage mens han lyttede til den beroligende vejrtrækning "et hjerte har brug for blod.. ilt, følelser, jeg har ikke rigtigt så meget af nogen af delene.. hvis jeg fik det ville det gå i stykker.. så pas hellere på det selv, og lad være med at lade nogen ødelægge det.." hviskede han, og så kort på de brune øjne der så ind i hans. Han trykkede ham tættere ind til sig "shh.. du bliver nødt til at tage det roligt.. sov lidt, jeg skal nok passe på dig.." sagde han stille. faktisk anede han intet om hvad han skulle stille op med hende, han ville bare have hende beroliget.. lullet i søvn om ideen om at det hele var som det skulle være.

Sian lagde sig ind til ham og mærkede hans kolde krop og hans arme omkring sig. Det var længe siden hun havde haft et så trygt greb omkring sig og det beroligede hende. Hun lukkede sine øjne i og lyttede til hans ord. De var betryggende, hun mærkede sin egen krop stille dale ind i en tryg søvn. De sidste ord han sagde 'jeg skal nok passe på dig' fik hende til at smile svagt, den lille sætning betød meget for hende. Hun snøftede svagt og knugede blidt sine hænder omkring hans trøje, men løsnede det da hun faldt helt i søvn. Hun havde ikke sovet så trygt i lang tid. Hun vidste ikke selv hvor svært det også måtte være for Axel det her, hvordan det måtte være at at være vampyr og udødelig. Men lige nu følte hun sig tryg og var gledet ind i en sorgløs søvn.

Axel kyssede hende ømt og længe på panden. Det gjorde ondt på ham, selvom smerten var svær at beskrive når den egentlig ikke eksisterede. Men det lille væsen i hans arme havde brug for ham.. det var derfor det smertede ham sådan at han næsten var nodt til at give slip på hende.. det fungerede jo ikke mellem dem, de var så forskellige.. Han sukkede og nussede hende i håret "Mit hjerte er dødt, men derfor hersker det stadig mere over hjernen.." mumlede han sukkende, og rejste sig med hende i armene. Han gik ovenpå med hende og placerede hende forsigtigt i sengen, og puttede hende. Han satte sig på sengekanten og så på hendes ansigt, og strøg hende blidt ned over kinden. Han ville bare have at hun fik lov at sove lidt, uden at skulle tænke, de måtte snakke om tingene igen den følgende dag.. eller nat, nu vidste han jo ikke lige hvor længe hun ville sove, men han agtede ikke at vække hende, før hun selv vågnede.

Sian sov roligt, bevægede sig kun lidt og var drømmeløs. Hun vågnede nogle timer efter inde i det mørke soveværelse. Hun kunne knap nok huske hvor hun var indtil det gik op for hende at hun genkendte sengen "Axel .." mumlede hun og satte sig op "Axel?" sagde hun og så hurtigt rundt i rummet efter ham. Hun krøb ud af sengen og rejste sig op. Gik hen til vinduet og trak gardinerne fra og så at det var blevet mørkt udenfor. Hun ledte lidt i sine lommer og fandt en pakke cigeratter frem og åbnede vinduet. Hun vidste et eller andet sted godt at Axel nok ikke brød sig om at hun var begyndt at ryge. Men hun havde svært ved at vende sig af med det, især nu hvor hun virkeligt havde brug for noget der kunne berolige hende. Hun satte sig i vinduet og trak en smøg frem og en lighter som var formet som en abe. Hun proppede den mellem sine læber og tændte den. Lagde lighteren væk og indhalerede.

Axel var gået nedenunder i de tidlige morgentimer og havde hentet noget morgenbrød. Han havde dog lagt mærke til at Sian havde sovet hele dagen også, så han havde tøffet rundt i huset og havde gjort rent.. Han kunne nok ikke benægte sit rengørings vanvid. Han havde også nået at tage et bad så han ikke var så fuld af blod. Han rejste sig fra sofaen da han hørte hendes stemme. Han var hurtigt henne ved soveværelse døren, og skubbede den stille op og gik ind. Han så på hende henne ved vinduet.. på røgen, og smøgen. Han kunne ikke rigtig være bekendt at klandre hende for at ryge, han havde jo selv røget meget på det seneste, han var dog ikke afhængig.. det ønskede han ikke at være, han hadede at være aghængig af noget. "Jeg syntes du skal flytte ind" sagde han så stille, og lænede sin skulder mod dørkarmen. Han syntedes ikke hun skulle tilbage til alt det... menneskelige.. det dårlige.. og så måtte han forsøge at holde sig så meget fra hende så han ikke kom til at bide hende.

Sian fik et chok, både over at han pludseligt var der og over det han sagde. Hun tabte sin smøg ud af vinduet og så kort efter den, men så at den landte i en vandpyt, sådan at der ikke gik ildebrand. Hun vendte sig om imod ham og løb hen til ham og svang sine arme omkring ham "Jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg er .." sagde hun så med ansigtet ind imod hans bryst. Men Hun var samtidigt totalt forvirret over det, da hun havde troet at han aldrig ville have noget at gøre med et lille fejlfyldt menneske som hende, efter det hun havde gjort, men var ekstremt glad, da det både befriede hende fra kostskolen og plejefamilien og at hun kunne være sammen med Axel hverdag. Sian havde ikke mange ting hun holdte af derhjemme, så det ville ikke være svært at skulle flytte, da det kun ville være tøj og små ting. Hun fik tåre i øjnene, af glæde over at det hele pludseligt begyndte at se lyst ud for hende.

Axel så lidt på hende, og blev stående i dørkarmen. Han vidste ikke helt hvad hun ville sige til at han bare kom valsende og sagde at han syntedes at hun skulle flytte ind.. det var o en kæmpe omvæltning for hende, det var jo som at flytte hjemmefra. Han så lidt efter smøgen der forsvandt ud af vinduet og smilede svagt. Han lagde armene om hende da hun farede over i hans favn, og lyttede. Han smilede lidt mere af ordene der kom ud af hendes mund, og tænkte sig om "men vi må lave nogen regler, for vi kommer til at bo sammen.. og blod og du skal vel i skole eller noget" sagde han tænksomt, og trykkede hende tættere ind mod sig "Og så må vi vel.. arbejde lidt på vores forhold.." hviskede han stille. Han øskede jo ikke at give slip på hende, han ville beholde de varme brune øjne, den gejst, og munterhed som hun udstrålede.. Han ville bare have hende hos sig. Han kyssede hende i håret og sukkede stille "vi kan hente dine ting i aften" sagde han, og kyssede hende let på øret.

Sian lyttede til det han sagde og så op på ham, Hun lagde så en finger for hans mund "Senere .." sagde hun så "alt det tager vi senere .. " hviskede hun og stilte sig lidt på tær. Så hendes mund var næsten udenfor hans, hun så ham i øjnene "først vil jeg have et kys .. Hvis jeg må?" hviskede hun så stille og savnede virkeligt hans bløde og kolde læber mod sine. Hun savnede at føle ham og mærke ham. Hun følte sig elsket i hans arme og det gjorde hende tryg at vide at hun nu skulle bo hos ham. Hun følte at nu var hun beskyttet fra verdenens ussle mennesker og skrækligheder. Hun vidste godt der var nogle ting de skulle havdet ordnet og vidste også godt Axels mening angående blod. Sian savnede et eller andet sted også hans bid. Men det ville hun ikke sige, det ville sikkert bare ødelægge noget lige nu.

Axel så på hende og mærkede den varme pegefinger mod sin overlæbe, og så på hendes brune øjne og lyttede. Han betragtede hende da hun stilte sig på tæer, og tøvede kort, før han lagde armene om hende, så hun ikke behøvede stå på tæer og bruge for mange kræfter på det. Han så lidt på de mørke øjne, og hævede et øjenbryn da hun spurgte om det var ok at hun fik et kys. "Det må du... nok godt" sagde han lidt tøvende og så på hendes ansigt. Hvis de skulle klinke skårene så skulle de nok.. være åbne, de skulle nok tage det stille og roligt men derfor kunne de vel godt kysse. Han fugtede kort sine læber, eller det gjorde han i teorien ikke. Han trykkede sine læber mod hendes, kun sådan let.. for han ville gerne vide om han stadig havde mavefornemmelsen, og alt det andet. Utroligt nok dukkede der alligevel en slags.. sommerfugle i maven op.

Sian lagde hænderne på hans skuldre og kyssede med, Hans kolde læber fik det til at føles som om der skyllede en flyvende fornemmelse igennem hendes krop. Hun kunne ikke lade være med at gøre kysset dybere, men stoppede da det måske var bedst at de fik snakke inden de gik for langt eller for hendes skyld kunne de godt, men nu var det jo hellere ikke hende der var blevet udsat for utroskab. Hun fugtede sine læber og så lidt ned "Undskyld" sagde hun så og fjernede sig fra ham. Hun vendte sig om for at skjule sit ansigt. Hun havde fået tåre i øjnene og skulle lige tage sig sammen til at ikke at græde. Hun tog en dyb indånding og havde det rigtigt skidt med at hun havde været så sindsygt dum og ondskabsfuld, at være en sådan skøn person, som Axel utro.